Opera: Book of Mountains and Seas

Opera er vist så meget sagt. For Huang Ruos genfortælling af fire kinesiske myter forekommer mig mere at være et visualiseret tonedigt, hvor den musikalske hovedingrediens blev leveret af Ars Nova Copenhagen akkompagneret af forskelligt slagtøj. Det hele forløb i en enkelt akt på ca. 75 minutter.

Foto af Basil Twists scenografi til Book of Mountains and Seas. Konkret skal det her viste formentlig forestille et øje tilhørende kæmpen Pan Gu, der holdt yin og yan adskilt i 18.000 år inden han døde og jorden, himlen, dyrene og menneskene m.v. skabtes af hans døde krop- Ukendt fotograf. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Genfortællingen sker ved nogle genstande, der bevæges rundt på scenen af nogle ”dukkeførere”. Både sangere og dukkeførere er iklædt sort tøj; og kun sagernes ansigter og de forskellige genstande er direkte oplyst. Ideen synes at være, at man kun skal se de forskellige genstande og ansigter bevæge sig rundt til musikken i mørket.

Første scene er Legenden om Pan Gu, der beretter om jordens fødsel fra et kosmisk æg. Kæmpen Pan Gu skiller æggets dele, yin og yang, fra hinanden for at skabe himlen og jorden, som han holdt adskilt i 18.000 år. Da han døde skabtes jorden, dyrene og menneskene af hans krop. Dette er ikke så meget forskelligt fra skabelsesmyten fra vores egen, nordiske mytologi, hvor jorden også opstår fra en kæmpe, nemlig urjætten/rimtrolden Ymir.

Starten er ganske stemningsfuld. Der bliver helt mørkt; og kun sagernes ansigter er oplyst, mens musikken fødes fra mørket. Det var dog ganske svært at se, at det var dyr og floder m.v., der blev skabt. Dog kom der en menneskelignende skikkelse frem til sidst, der viste sig at dukke op igen i fjerde scene.

Anden scene om Fugleånden var mere vellykket. Her drukner en prinsesse, Nu Wa, i havet. Hendes ånd tager bolig i en fugls krop, der herefter forsøger at få hævn over havet ved at fylde det med kviste og småsten. Fuglen og havet var tydelige; og det var også tydeligt, at vi starter med at svæve over vandet og pludselig på et tidspunkt befinder os under vandet.

Tredje scene om De 10 Sole var den bedste og mest stemningsfulde. Solene var nogle rispapirlamper, der svævede rundt i mørket i varme gul-orange farver. Ifølge denne myte bor solene fredeligt sammen i et morbærtræ i det østlige hav og kredser omkring jorden i deres respektive baner. Solene bliver dog trætte af rutinen og bestemmer sig for at følges ad. Det er jo ikke så godt. For hele ti sole på en gang betyder jo, at vandet tørrer ud og høsten svinder ind. Den østlige himmels gud, Di Jun, får herefter bueskydningens gud, Hou Yi, til at skyde solene ned. Han får dog kun skudt ni af dem ned. Den sidste, som han ikke får ram på, må man forstå, er den sol, vi kender. Det er i denne scene, at stykket lykkedes bedst med sit koncept. Her kan man stort set ikke se andet end solene der svæver rundt foruden bueskytten, der skyder dem med, hvilket vises ved, at de skifter farve til kold blå.

De sidste tilbageværende sol danner rammen til den fjerde scene, Kua Fu jager Solen, hvor kæmpen Kua Fu kæmper en håbløs kamp for at indhente solen og tømmer floder og søer på sin vej. Her dukker menneskeskikkelsen fra sidst i den første scene op igen, men nu som stor kæmpe, der blev ført af dukkeførerne, så man kunne se den jage den tilbageværende sol. Undervejs gik den mere og mere i stykker, jo tættere, den kom på solen.

Genfortælling af myter i mere eller mindre abstrakt form er ikke nogen dårlig ide, da det mytologiske stof rummer en kerne af noget almenmenneskeligt, der hæver sig over sin egen tid. Jeg kunne godt tænke mig at se noget lignende lavet over den nordiske mytologi eller måske den græsk-romerske, for den kinesiske var – i hvert fald mig – for fremmedartet til, at jeg fik fuldt udbytte, uanset den almenmenneskelige kerne. Her hjalp det desværre ikke, at værket blev sunget på kinesisk uden egentlige tekstning. Tekstanlægget forklarede kun i meget overordnede vendinger, hvad myten gik ud på. Beskrivelserne i det trykte program var lidt mere udbyggede. Selvom om myten viser noget grundlæggende menneskeligt, skal der stadig være personer eller lignende, man kan spejle sig selv i.

Værkets gode ide om kun at oplyse ansigter og de bevægelige dele lykkedes kun rigtigt i den tredje scene. I de øvrige kunne dukkeførerne tydeligt ses. Dette betød også, at den sanselige oplevelse, som stykket kunne have været, kun rigtigt lykkedes i denne scene.

Musikalsk var forestillingen meget vellykket. Musikken var overvejende minimalistisk, hvor de samme toner blev gentaget igen og igen, men tog fra tid til anden en karakter, der mere mindede om gregoriansk kirkesang. Det musikalske fokus var mere på det meditative og ensartede og mindre på stemmeakrobatik, hvor der springes og hoppes fra den ene tone til den anden. Dette var velbegrundet, for det gav den rette stemning af noget uendeligt – eller måske snarer, evigt – til de forskellige scener. Det gjorde i den forstand ikke så meget, at meningsindholdet ikke var tydeligt for de, der ikke kunne kinesisk, da stemmerne som instrumenter var fuldt tilstrækkelige til at suge tilhøreren ned i det mytologiske stof. Jeg er tilfreds.

Huang Ruo, Book of Mountains and Seas. Det Kongelige Teater, Takkelloftet den 2. november 2021.

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/gastespil/book-of-mountains-and-seas

Programartikel med beskrivelse af de fire forskellige kinesiske myter.

Snorri Sturluson, Edda (på dansk ved Kim Lembeok og Rolf Stavnem, 2012).