Johann Strauß d.y.s muntre operette Die Fledermaus har igen fundet vej til Det Kongelige Teater i Peter Langdals iscenesættelse efter ca. 13 års fravær siden premieren i 2005. Et kærkomment gensyn, for det er en glimrende operette, der mestrer det ubekymrede, uden at det bliver overfladisk.
Flagermusen kan vel i dansk sammenhæng bedst beskrives som en germansk udgave af Holbergs Maskerade tilsat musik, hvor forskellige intriger og sidespring forløses til et maskebal, hvor folk nok sjovt nok viser deres virkelige jeg.
Operetten synges på dansk, hvilket er fint. Det er en fin tradition, at nogle værker oversættes til – og opføres på – dansk. Tidligere gjorde man det vistnok næsten altid. Jeg er dog mindre overbevist af den begrundelse, der blev givet til introduktionen, nemlig at det skulle være lettere at forstå. Det er det ikke blot fordi, at det er modersmålet. udover i de talte dialoger. Tysk er så afgjort et af de letteste sprog at forstå, når det synges i den slags sammenhæng. Ikke at det er let, men dansk bliver fuldstændig ukendeligt for mig, når det synes i opera- eller operette form. Dermed ikke sagt, at man skal undlade at opføre værker på dansk. Men udgangspunktet skal naturligvis være, at operaer og operetter synges på originalsproget – ligesom film også skal vises på originalsproget og ikke eftersynkroniseres.
Naturligvis kan man ikke regne med, at vi hos Langdal får en opførelse henlagt til Wien anno 1874, hvor operetten havde premiere og foregår. Det ville også havde været et særsyn på Det Kongelige Teater. Naturligvis er den henlagt til nutiden eller noget i den stil. Dette greb får man intet ud af, så vidt jeg kan se. Tværtimod bliver det lettere komisk, når Gabriel von Eisenstein (Michael Kristensen) har en affære med sin stuepige Adele (Dénise Beck), der er klædt som Agnes i Matador. Antallet af stuepiger i dagens Danmark er vist forsvindende lille og ret fjernt for de fleste. Helt, ufrivilligt komisk bliver det, når nogle af karaktererne siger ”De” til hinanden. Det gør man vist også kun meget sjældent i dag. Vil Peter Langdal være nostalgisk, eller vil han lave noget nutidigt?!?
Nå, men det gør faktisk ikke så meget, for Mia Stensgaards scenografi er flot og detaljeret; og der er ikke sket så meget andet, end at rummene har fået et lidt mere moderne ”snit”, uden at indtrykket er ændret.
Langt større forbehold har jeg med hensyn til de indlagte, talte dialoger, der er skrevet af Peter Langdal selv. De fungerede ikke som de komiske indslag, de var tænkt som. Der var ingen der grinede sådan for alvor. Høflig fnisen hist og her var, hvad det blev til. Man kan dårligt forvente andet, når hovedingrediensen i komikken var karakterer, der misforstod hinandens ord og vendinger. Eksempelvis når den tumpede fængselsinspektør Frank (Jens Søndergaard med tyk, midtjysk accent og FC Midtjylland-sympatier – dét var faktisk lidt sjovt!) konstant hørte den falske Marquis de Renards (Eisenstein i forklædning) bon jour som petitfours.
Værst var Morten Eisners soloindslag i starten af 2. og 3. akt som henholdsvis russisk kok og fængselsbetjenten Frosch, der talte kaudervælsk. Pinligt ringe var det. Selvom operetten selvbevidst er en lidt lettere genere, så skal den altså stadig tages seriøst og ikke bruges som undskyldning for dilettanteri. Indslagene tilførte intet til historien eller dramaet, men stod helt for sig selv. Helt uforståeligt blev det, når Det Kongelige Teater samtidig insisterede på “dybde” i værket. Dette vender jeg tilbage til.
Derimod havde Langdal gennemarbejdet personinstruktionen rigtig godt. Det var en fryd at se karaktererne boltre sig med hinanden. Samspillet var godt og troværdigt og tilpas overspillet til at passe til genren. Bedst var utvivlsomt Rosalindes (Ann Petersen) sidespring med den italienske sanglærer Alfred (Gert Henning Jensen), som ikke kan lade være med at synge arier og serenader. Uanset hvad han synger, tror hun, at det er La traviata! Både sang og skuespil var her helt i top.
Tilpas overstadige var også tjenestepigen Adele (Dénise Beck) og søsteren Ida (Frøy Hovland Holtbakk) som henholdsvis lidt for letlevende tjenestepige og dansemus til Prins Orlofskys (Hanne Fischer) store maskebal. Førstnævnte brillerede i Adels store arie i anden akt.
Mezzosopranen Susanne Resmark havde fået partiet som Gabriel von Eisensteins ven og drukkammerat Dr. Falke (”Flagermusen” – stykkets intrigemager). Dette parti er ellers tiltænkt en baryton, men var givet til en kvinde ”af kønspolitiske årsager” – sådan hed det i introduktionsforedraget. Helt ærlig! Hvad bilder man sig egentlig ind? Hvis jeg skal fortsætte med at bruge tusindvis af kroner i Det Kongelige Teater hvert år, så forlanger jeg, at man tager værkerne og sin opgave som kulturformidler alvorlig. Én ting er, at man konstant udsættes for instruktørovergreb, der kvæler værker i opsætninger, som giver hånt om både personkarakteristik og historie til fordel for et navlebeskuende egotrip. Men det er decideret undergravende, hvis man ændrer på partierne, fordi man ser sig som et politiske eksperimentarium. Hvis Det Kongelige Teater vil være politisk på dén måde, så er det en åben invitation til mere politisk indblanding i teaterets virksomhed fra “rigtige” politikere. Hvis teatret insisterer på at træffe bevidste, politiske valg, hvorfor skulle politikerne så ikke også blande sig? Den udvikling kan ingen være tjent med. Og nationalscenen skal nok heller ikke regne med, at politikerne altid vil dele synspunkter med teaterets kunstneriske ledelse.
Susanne Resmark – hvis præstationer jeg har holdt meget af, siden jeg hørte hende synge Klytæmnestra i Strauss’ Elektra for snart længe siden – har ikke stemmen eller udstrålingen til at være troværdig som en gammel drukkammerart. Sjovt nok! For partiet er skrevet til en mand og en baryton. Og det er næppe tilfældigt! Resmark havde ellers en af de bedste stemmer på scenen den aften; og jeg vil altid gerne høre hende synge! Men giv hende da for søren nogle mezzo-partier frem for det her!
Musikalsk er der ikke så meget at udsætte på Strauß’ uendeligt muntre, men samtidig bittersøde musik, der sætter stemningen helt rigtigt for værkets credo – her fra min tyske libretto (jeg har ikke Langdal & Cos danske libretto, men meningen er næppe væsensforskellig):
”Ha, welch ein Fest, welche Nacht voll Freud!
Liebe und Wein gibt uns Seligkeit:
Ging’s durch das leben so flott, wie heut‘,
Wär jede Stunde der Lust geweiht!“
Det er sværere end som så at skrue en god intrigekomedie sammen med vellykkede karakterer og simpel, velfortalt historie. Flagermusen er et af de værker, hvor det lykkedes bedst. Derfor er den også blevet forsøgt efterlignet adskillige gange. I Det Kongelige Teaters introduktionsforedrag blev der brugt lidt for meget tid på at ”retfærdiggøre” værket og forklare, hvorfor det har såkaldt “dybde”. Jeg vil slet ikke gå ind i den diskussion, for jeg accepterer ikke præmissen om, at værker skal have denne såkaldte “dybde” for at være vellykkede. Der er lavet fremragende kunst inden for de fleste generer, hvor “dybde” og budskab er til at overse. Om Flagermusen så har “dybde”? Det kan da godt være. Det 45 minutter lange introduktionsforedrag skulle hellere have brugt tiden på at få det mest basale på plads – så som som information om værkets tilblivelse, handlingen og instruktørens valg. For her var der nogle huller.
Den type musik, som Flagermusen lykkes så godt med, behøver ikke blive spillet alt for pænt. Selvfølgelig skal den spilles ordentligt, men i hvert fald i starten var det lidt for meget som om, at Det Kongelige Kappel under Robert Houssarts ledelse var lidt for sammenbidte og koncentrerede sig alt for meget for at gengive hver enkelt takt, node og tempoangivelse i partituret. Man måtte gerne have givet lidt mere slip. Det kom heldigvis også, navnlig i anden akt under den store polkascene, Donner und Blitz (selvstændigt Strauß-værk som op. 324). Her kommer der virkelig gang i festen hos den dekadente prins Orlofsky, hvor isbjørne og pingviner vælter rundt mellem dansepiger og akrobater alt i mens intrigerne spidser til i en herlig hyldest til det ubekymrede champagneglade liv i det gamle Wien!
Alt i alt var jeg rigtig godt underholdt. Skar man halvdelen af de talte indslag og dårlige vittigheder væk, ville jeg faktisk være ganske tilfreds. Forestillingen har netop haft premiere og spiller helt frem til den 3. marts, så der er tid nok.
Johann Strauß d.y., Die Fledermaus, Det Kongelige Teater den 24. november 2018
Referencer
Hjemmeside med information om forestillingen, herunder fotografier (inklusiv det anvendt ovenfor), videoer, lydklip m.v.
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/flagermusen/?id=21241§ion=H%C3%B8r%20musikken
Min eneste indspilning af Flagermusen er en godt slidt dobbelt-LP udgivet på Teletheater i 1984 med en liveoptagelse fra en japansk koncertturne med Wiener Volksoper i 1982. Aldeles glimrende og med en herlig, varm lyd er den under Erich Binders ledelse med fint hold af gode sangere. Den skulle gerne have fundet vej til cd-mediet også.
Den kan vist kun fås på onlineaktionshuset eBay, så man er nok bedre tjent med selv at finde noget, der er lidt lettere tilgængeligt.
https://www.ebay.com/itm/DMM-Digital-2LP-STRAUSS-Die-Fledermaus-KMENTT-BINDER-1982-Live-Japan-LOW-SHIP-WW/323550857666?hash=item4b552249c2:g:HVAAAOSwb3lZ-I8Q:rk:1:pf:1
