Velfærdsstaten virker ikke, fordi den forvandler mennesker til arbejdsopgaver

Glostrup Hospital - photo: Mogens Engelund

Frem mod 2030 kommer 160.000 flere ældre over 80 år. I dag beskæftiger kommunerne over 75.000 personer, der kategoriseres som social- og sundhedspersonale, svarende til knap hver syvende kommunal medarbejder, mens fagforbundet FOA forventer, at der vil mangle 40.000 SOSU-ansatte i 2030. Men uanset hvor mange hænder vi får, ligger den største udfordring dog et andet sted: velfærdsstatslogikken forvandler menneskelig omsorg til en arbejdsopgave

 

Af Thomas Gress

I sommeren 2020 offentliggjorde Ekstra Bladet skjulte TV-optagelser fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus Kommune. Optagelser, som tv-stationen selv havde fået forbud mod at vise. Videoerne dokumenterede alvorlige overgreb og svigt af nogle af de mest sårbare mennesker i Danmark.

Vi så blandt andet, hvordan den 90-årige demensramte Else under store smerter blev hejst op i en sele, så hun kunne lave afføring ned i en seng. Som Berlingske skrev:

”Det værste var den generelle ligegyldighed, der hele vejen igennem blev udvist over for de mennesker, vi burde passe på af personale, der er ansat til at passe dem”. Om den demente Elsa, udtalte en ekspert til programmet: ”Hun er slet ikke et menneske, med en opgave”.

Det er heller ikke første gang vi får kendskab til plejesvigt på plejehjem eller i daginstitutioner.

På den ene side råber fagforeningerne op om, at der mangler ressourcer. Dårlige arbejdsforhold og ringe faglige forudsætninger skaber stressede medarbejdere, som i sidste ende går ud over borgerne. Løsningen er øgede offentlige udgifter og bedre uddannelse af medarbejdere.

I den anden ende har vi det, jeg lidt karikeret kalder CEPOS-kritikken. Den peger på, at offentlige monopoler og dertilhørende bureaukrati presser omkostninger op og kvalitet ned. Monopoler frarøver borgerne og pårørende muligheden for at vælge gode tilbud til og dårlige tilbud fra. Dygtige udbydere belønnes ikke, og dårlige udbydere straffes ikke.

I dette indlæg vil jeg gerne fremfør en anden forklaring, der i min optik rummer sandhedselementerne fra såvel fagforeningernes som CEPOS’ kritik, men som peger på en mere dybdegående udfordring.

Hvis man skal yde omsorg for fremmede, vil man have sig godt betalt

I Danmark forventer vi velfærdsydelserne af høj kvalitet. Og det siger sig selv: i et land med verdens største offentlige sektor og verdens højeste skattetryk, så går vi ud fra, at velfærdsydelsernes kvalitet bør være i top. Kvalitet og pris følges vel ad?

Frem mod 2030 vil der komme 160.000 flere ældre over 80 år. En stor andel har brug for hjælp og mange har brug for det døgnet rundt. I dag beskæftiger kommunerne over 75.000 personer, der kategoriseres som social- og sundhedspersonale til at opfylde den opgave. Men det er slet ikke nok, for mange af dem er efterhånden oppe i årene. Fagforbundet FOA forventer, at der vil mangle yderligere 40.000 SOSU-ansatte frem mod 2030.

Så kan man mene, at godt 36.000 kr. om måneden (inkl. pension) for en SOSU-assistent er en gavmild løn – men hvis ingen gider arbejde til den løn, står vi med et problem.

Min egen tese er, at selvom mange nok vil mene, at 36.000 om måneden er en fin løn, så er der en grund til, at man blandt medarbejdere og i fagforeningerne synes, at den er ofte for lav.

En løn skal nemlig anskues i forhold til det besvær, arbejdsopgaven indebærer. Des mere besværlig og krævende et arbejde er, des mere skal man have i kompensation for, at man gider bruge sin tid på det frem for en anden, mere bekvem opgavetype.

Pleje- og omsorg hører under en branche, hvor medarbejderne skal give meget af sig selv for at løfte opgaven tilfredsstillende. Mennesker er besværlige væsener, og som omsorgsmedarbejder skal man primært tage hensyn til den, man yder pleje for. Det er vanskeligt og krævende.

Det er kun i slægten, at omsorgen gives uden krav om modregning

Velfærdsstaten er bygget op omkring idéen om, at velfærd og omsorg ligeså godt kan ydes af en fremmed med professionelle kvalifikationer som af en slægtning. Fra socialdemokrater møder vi endda hyppigt argumentet om, at professionelle ofte er dygtigere til omsorgsrollen end de egentlige familiemedlemmer. Det er et centralt socialdemokratisk argument for at øge velfærdsstatens omfang.

Den borgerlige kernefamilie er bare endnu en forhindring i vejen mod social retfærdighed.

Det var imidlertid aldrig naturens mening, at omsorg skulle håndteres gennem velfærdsstaten, endsige den monetære økonomi. Med det mener jeg, at omsorgsydelsers kvalitet ikke kan adskilles fra kvaliteten af det forhold, som omsorgsgivers og omsorgsmodtagers har med hinanden.

Kender omsorgsgiver og –modtager slet ikke hinanden, er forudsætningerne for omsorgsydelser af høj kvalitet ikke til stede. En tilfældig på gaden kan godt yde omsorg for en anden tilfældig, men selvom såvel hånd som stemme er blide, så vil »ydelsen« vanskeligt kunne måle sig med den omsorg, som den der udveksles mellem mor og barn.

Sagt på en anden måde: jo fjernere beslægtet du er, des mindre motiveret er du for at yde omsorg til den person, der har behov herfor. Og des mindre motiveret er omsorgsmodtager til at tage imod.

Alt andet lige betyder dette, at ja – du kan godt betale mig for at passe din gamle mor – men den løn skal være væsentligt højere for, at jeg gider gøre et godt stykke arbejde end hvis det var min egen mor, jeg skulle passe.

Velfærdsstatens indre logik er vareliggørelsen af mennesket

Danmarks fremtid med yderligere 160.000 +80 årige, der i årtier er lovet højkvalitetsvelfærdsydelser af socialdemokrater (i alle partifarver), vil stille høje krav til den offentlige sektors ressourcer. Men den socialdemokratiske velfærdsstat kan ikke realiseres i en tilfredsstillende grad til en rimelig pris, fordi god omsorg er dyrt netop når den gives uden for slægtskabets rammer. 

Effektiviseringer gennem konkurrenceudsættelse kan medvirke til, at man kommer længere på literen med de offentlige skattekroner. Men vi er ved at nå til et punkt, hvor velfærdsstaten kommer til kort, fordi velfærdsstaten bygger på en fortælling om, at omsorgsgivere er udskiftelige inputs i en simpel produktionsfunktion. Sandheden er, at omsorg ikke egner sig som en statslig opgave.

I bedste fald kan en vis grad af omfordeling sikre forbedret købekraft hos de mindrebemidlede, hvor de vil kunne købe sig til supplerende hjælp – under forudsætning af, at de selv råder over pengene og ikke tvinges til at benytte sig af ineffektive offentlige monopoler.

Alternativet til den offentlige sektor?

Else og alle andre demensramte ældre fortjener, at vi giver dem en god og anstændig pleje. Men vejen hertil er ikke en stor offentlig sektor og magtfulde offentlige fagforeninger. I bedste fald kan man gennem omfordeling og direkte tilskud gøre det muligt for behovskrævende ældre at slippe billigere i pris, når hjælpen skal købes ude i byen, men grundlæggende set er omsorg en opgave, som påhviler familien. Andre end familien vil have vanskeligt ved at løfte tilfredsstillende, netop pga. omsorgens karakter.

Det var Karl Marx som skrev, at kapitalismens vareliggørelsen af mennesket i sidste ende medfører fremmedgørelsen.

Det er sigende og ikke så lidt ironisk, at iagttagerne ovenpå afsløringerne på Elses plejehjem begræd, at mennesker forvandledes til opgaver. Det er ellers hele pointen med velfærdsstaten. Begræder man instrumentaliseringen af borgerne – vareliggørelsen – så begræder man også velfærdsstatens indre logik.

Thomas Gress er cand.polit