Seniorrådgiver i Tænketanken Prospekt og ph.d. i pædagogisk filosofi Thomas Aastrup Rømer skriver her om næsten 20 års kamp om nationale tests i folkeskolen. En ny rapport om de nationale tests fra en ekspertgruppe bringer desværre ikke opgøret nærmere, påpeger Rømer.
I september 2023 har en såkaldt ekspertgruppe lavet en rapport om nationale test (NT). Gruppen foreslår forskellige effektiviseringer, som i mine øjne er meget problematiske.
For at forstå min konklusion og rapportens indhold, bliver man dog nødt til at kende til NT’s omtumlede tilværelse igennem de sidste 17 år.
2000’erne
De nationale test (NT) blev lanceret i 2006 som en del af en skolereform og af de store globaliseringsaftaler fra samme år. Alle børn fra 2. klasse og frem skulle hvert år have samme test i regning og læsning, og de mange data skulle samles i store komparationssystemer og databanker, som nu kunne måle ”kvalitet”. Også skoler, kommuner og lærere kunne dermed testes. Siden voksede testene i omfang. Friskolerne var ikke omfattet, medmindre de selv ønskede det. Man ville også tvangsteste børnehavebørns sproglige evner.
Testene var en integreret del af 00’ernes store opgør med pædagogik og dannelse. Dette opgør fik senere navnet ”konkurrencestaten”, som er defineret ved pædagogikkens kollaps ind i den nationale og globale økonomi.
En skole var nu af en brik i et stort produktivitetsoptimerende og centralistisk læringssystem, og NT skulle supplere de allerede eksisterende PISA-test, der udsprang af OECD’s forstærkede interesse for evalueringsbegrebet. Der blev også nedsat et magtfuldt evalueringsråd. Rådet blev kaldt for ”Skolerådet” og bestod af fremtrædende økonomer, der brugte de nye statistikker som filosofi.
NT skulle jo måle skolereformens effektivitet, men selv på testregimets egne præmisser er der ingen forbedringer
Vi fik altså både en national (NT) og global (PISA) læringsmålstyring af skolen, som nu var omdannet til læringssystemer. Undervejs var der faktisk en vis konflikt mellem fortalerne for disse to testsystemer. Især var fortalerne for OECD ikke så begejstrede for de nationale systemer.
OECD ville f.eks. gerne lave PISA-skoler, og det kunne man kun gøre, hvis PISA var det dominerende evalueringsformat. Men et fælles træk var, at testsystemerne omdannede pædagogik til læring/statistik. Og videnskab blev til evidens. Som regel refererede man da også til både OECD og NT på kryds og tværs.
I starten af 00’erne var det kun de borgerlige partier, som støttede NT. Det gjaldt især Venstre, som var under indflydelse af Anders Fogh Rasmussens mærkelige kombination af frihedskamps-referencer og nyliberal globalisme.
Man var lidt groft sagt imod efterkrigstidens humanisme, fordi man var sur på højskolemanden Hal Koch, og derfor skyllede man det hele ud. Bertel Haarder blev den centrale undervisningsminister. En gammelgrundtvigianer skulle gennemføre opgøret med Grundtvig og åndsfriheden.
Alle andre partier var i de tidlige 00’ere imod NT. Også socialdemokraterne var klart imod, endda så sent som i 2004. Men da NT blev vedtaget i 2006, havde Socialdemokratiets nye skoleordfører, Christine Antorini, vendt den socialdemokratiske gruppe. Bortset fra fire personer, som gik imod partilinjen, stemte hele partiet for skoleforliget. Antorini kom oprindeligt fra SF, som hun mente var for grundtvigiansk og DF-agtigt pga. partiets modstand mod EU.
Socialdemokratiet var nu endegyldigt blevet en del af konkurrencestatens symbiose mellem læring, statistik og økonomi. Og Thorning-Schmidt og Antorini samt ikke mindst den nye finansminister Bjarne Corydon, som i disse år blev betaget af de nye konkurrencestatsteorier, sørgede for, at det reformerede arbejderparti tog magten over den forladte pædagogik, som det ellers selv udsprang af.
2010’erne
Efter et par tumultariske forsøgs- og udviklingsår blev testene konkret indført i 2010 på trods af lærerforeningens og flere andres heroiske modstand.
Det tog altså fire år at få testene helt plads. Herfra gik stat og kommuner amok i statistiske læringskomparationer og kvalitetsrapporter, og de nye systemer blev understøttet af en helt ny og underdanig læringsforskning, hvis centrale repræsentanter i 2010 endda sammenlignede statsminister Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King. Imens blev kritisk aktivitet marginaliseret.
Desuden blev der etableret hele forskningscentre, som var afhængig af det ekspanderende statistiske stats-materiale, hvor testresultaterne kunne interagere med mange andre informationer og data. Staten ændrede form. Man gik ”fra undervisning til læring”.
Socialdemokratiet var nu endegyldigt blevet en del af konkurrencestatens symbiose mellem læring, statistik og økonomi.
I 2013 vedtog man en ny skolereform, der forstærkede NT-tankegangen. Kvantitative fremskridt på NT’s skalaer blev simpelthen det centrale kvalitetsparameter.
Og Rambøll lavede en meget positiv evaluering, der satte NT i direkte forbindelse med den ekspanderende læringsrevolution og dens nidkære målstyring. I evalueringsrapporten er der ingen drøftelse af pædagogiske emner eller omtale af den løbende kritik.
SF og RV var stærkt imod NT i 2006. Men de kom med i 2013 i forbindelse med skolereformens forstærkning af 2006-skoleloven. Især Thor Möger Pedersen spillede en stor rolle i at få SF hen til skolereformens horisont, hvorefter han selv blev socialdemokrat.
Også RV fulgte med, efter at Marianne Jelveds seminarie-linje tabte, og efter at Ny Alliance var brudt ud af partiet. Margrete Vestager tog over. Hun blev kaldt for “evalueringsministeren”. Dermed var begge partiers rødder i de folkelige traditioner kappet over, og man kunne tilslutte sig de nye stats- og læringspolitiske principper med hud og hår.
Derfor kom Morten Østergaard (RV) og Antorini (S) omkring 2013 til at stå for den helt store instrumentalisering af skole og uddannelse i vækstens og produktivitetens tjeneste. Det var en samfundsrevolution, som altså havde rødder i skolereformen fra 2006 og faktisk også i universitetsreformen fra 2003.
I 2014 kom så trivselstestene efter samme skabelon. Her skulle små børn interagere med statens computerspørgsmål i stedet for at lege på græsplænerne. På den måde skabtes endnu flere data til staten og til de mange nye forskningscentre. Og journalisterne badede i de allestedsnærværende statistikker.
LA kom med i forligskredsen i 2016, fordi Merete Riisager blev undervisningsminister. Det var skæbnens ironi, vil jeg kalde det, for Riisager var jo stærkt imod skolereformen og konkurrencestaten, selvom hun af uransagelige grunde gik ind for NT.
Der var løbende metodiske problemer med testene, og omkring 2015 hed det sig pludselig, at man ikke rigtig kunne stole på testene alligevel, og så kom der nogle nye og med tilbagevirkende kraft og så videre. Det var et cirkus.
Siden bølgede de metodiske diskussioner frem og tilbage med dramatiske uenigheder på forskersiden. F.eks. skrev didaktikforskeren Jeppe Bundsgaard og statistikeren Svend Kreiner i 2019 en rapport, som var stærkt kritisk over for NT’s metoder.
Bundsgaard var dog begejstret for OECD og PISA, så hans kritiske aktioner var ikke principielle, men mere metodiske og didaktiske. (Se også min egen kritik af NT fra 2018 og 2019)
Som svar på Bundsgaards og Kreiners kritik skrev 32 forskere et forsvar for testene. Blandt initiativtagerne til forsvarskronikken var – udover en masse økonomer – folk, der havde stået centralt i skolereformens begrebsudvikling; f.eks. Simon Calmar Andersen, som havde siddet i Skolerådet, og Lars Qvortrup, som på det tidspunkt var leder af det læringsbegejstrede Nationalt Center for Skoleforskning ved DPU.
DPU’s ledelse, som selv støttede både Bundsgaards og Qvortrups forskning, der jo nu var havnet i konflikt, indkaldte endda til en lukket forsoningskonference. Men kronikør-gruppen trak sig. Denne diskussion peakede i slutningen af 2019.
2020’erne
I februar 2020 lavede VIVE så en stor evaluering af NT, som faktisk var ret kritisk. Men i evalueringsgruppen sad der næsten udelukkende teknikere, så løsningen på problemerne blev ikke at fjerne testene, men derimod at effektivisere dem yderligere. Og ligesom ved de øvrige evalueringer, blev skolens formål fortolket i rene kompetencetermer, helt uden faglig og historisk indsigt. Den bagvedliggende filosofi pumpede. Det var en magtdemonstration i antidannelse.
Kort efter – også i 2020 – kom en politisk aftale om NT. Man ville have mere ”styringsmæssigt indblik”, som der stod. Sproget var rømmet for videnskabelighed og pædagogisk ånd. RV og SF meldte ud, at NT nu var en saga blot, selvom det modsatte var tilfældet. Det var pinligt for de to partier, som dermed brugte deres gamle idealer til at udslette selvsamme idealer.
Jeg synes små faglige test er gode, hvis læreren mener, at han kan bruge dem til noget i sin konkrete klasse, men de må på ingen måde indgå i statslige eller kommunale systemer med CPR- og trivselsmaskiner og så videre
Og i oktober 2021 fulgte så en mere fremadrettet og samlet aftale, der udvidede antallet af test, og som forstærkede testenes indflydelse på skolernes begrebslighed og kvalitetsforståelse. I aftaleteksten stod der f.eks. følgende:
”Det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem skal bidrage til en endnu stærkere evalueringskultur i folkeskolen. Ligesom der skal etableres en stærkere opfølgningskultur. At teste eleverne skal skabe gennemsigtighed for elever, forældre, lærere og samfund. Og skal danne baggrund for opfølgning over for skoler og i undervisningen.”
Man ændrede også navnet på testene til ”Folkeskolens nationale færdighedstest”. Det var derfor, man kunne sige, at det var slut med ”Nationale test”, selvom det modsatte var tilfældet. Jeg skrev i den forbindelse tre korte analyser på sociale medier. (I, II & III)
Så manglede man kun at få Danmarks Lærerforening med i NT-kredsen. DLF’s formand Anders Bondo havde fra starten været særdeles kritisk, men dæmpede sig lidt, efter at DLF i 2011 sluttede op om den kommende skolereforms præmisser via deltagelsen i Antorinis initiativ ”Ny nordisk skole”.
DLF’s endelige tilslutning skete netop fra 2020 i forbindelse med de omtalte evalueringer og aftaler, nu med en ny formand ved roret. Disse aftaler var nemlig blevet til i forlængelse af OK18’s samarbejdsinitiativ ”Ny Start”, hvor DLF endegyldigt accepterede skolereformens præmis.
”Ny Start” blev fulgt op af det statslige initiativ ”Sammen om skolen”, hvor ministerier, kommuner og organisationer kunne handle skolereformens begreber af. Den nye NT-aftale var et eksempel på det. Med dette nye ”sammen om” understregedes lærerens nederlag fra OK-konflikten i 2013. Den nye lov om NT blev derfor vedtaget i juni 2022 med DLF’s opbakning.
På DLF’s nyligt afholdte kongres i september 2023 fik et menigt medlem, Thomas Agerskov fra Gladsaxe, trumfet en korrektion igennem i hovedbestyrelsens strategiforslag, som først slet ikke omtalte NT. Agerskov mente, at der i foreningens strategi skulle stå, at ”nationale test skal afskaffes”, men det var alt for heftigt for hovedbestyrelsen.
Resultatet af den diskussion blev, at DLF ville arbejde for, at ”udvikle og styrke en meningsfuld evalueringspraksis med fokus på elevernes alsidige udvikling som erstatning for den nuværende testkultur i folkeskolen, herunder de nationale test”. Men denne formulering kan meget vel føre i OECD-retningen, hvor ”alsidig udvikling” omdannes til psykologiske og digitaliserede måleparametre.
I dag står kun Enhedslisten og Ny Borgerlige uden for NT-kredsen
Den udvikling har vi set flere steder i løbet af 2010’erne. Og hvorfor vil man udvikle et helt nyt system, før man vil nedlægge NT? Man kan jo bare fjerne NT og leve fint helt uden ”evalueringssystemer”. Agerskovs kritik var blevet opslugt. Efter min vurdering har DLF derfor ikke ændret kurs siden 2020. Tværtimod har man på en måde bekræftet ånden fra ”Ny Start” ved at anerkende, at man overhovedet skal have et fælles evalueringssystem.
Ekspertgruppens rapport
Her i efteråret 2023 kom også den ekspertgruppes anbefalinger til yderligere effektiviseringer, som jeg omtalte i indledningen. Rapporten består af 75 helt atomiserede forslag uden nogen samlet begrebslighed elle omtanke. Har staten nogensinde lavet noget ringere? Det er også derfor, at ekspertgruppen ligesom de andre rapporter foreslår en yderligere forstærkning af testenes organisatoriske betydning og effekt.
Hovedkræfterne i ekspertgruppen sad også med i evalueringsgruppen fra 2020, og gruppens formand udtalte i 2004, at Grundtvig er skyld i skolens problemer. På en måde er det ånden fra globaliseringsaftalerne, der er formand for det hele.
Et af forslagene, som allerede var omtalt i 2020-evalueringen, går endda på, at også de frie skoler nu skal tvinges ind under testregimet, så staten kan lave endnu flere styringsoptimerende statistikker.
Der står så, at dette forslag kun støttes af ”et mindretal”. Men hvem og hvor mange det er, ved ingen, og hvorfor står anbefalingen der i så fald? Det er værd at citere begrundelserne for anbefalingen, som består i et totalt brud med landets pædagogisk-folkelige tradition og efter min opfattelse også med Grundlovens ånd:
- ”Forskning mangler viden fra op mod en femtedel af elevpopulationen.
- Statslige myndigheder mangler indsigt i status for elever på privatskoler.
- Forældre, der er imod nationale test, kan fravælge folkeskoler alene af den grund.
- Hvis ikke de private skoler tager Folkeskolens Nationale Færdighedstest, er det ikke muligt for beslutningstagerne at følge den faglige udvikling i Danmark som helhed.”
Heldigvis var flertallet imod. Det er nok nogle af ekspertgruppens lærere, der satte hælene i med en række pædagogiske begrundelser, som lyder helt fremmedartede i NT-kredsen. Men presset er enormt.
Allerede dagen efter rapportens offentliggørelse, begyndte nogle af ekspertgruppens medlemmer at springe fra rapportens konklusioner i en form for kaotisk gentagelse af uenighederne fra 2019. Den mest prominente kritiker er igen professor Jeppe Bundsgaard fra DPU, der som sagt er imod NT, fordi han mener, at OECD er bedre.
Bundsgaard understøttes ofte af DPU’s ledelse, som siden 2008 har været primus motor for pædagogikkens opløsning. Min teori er, at disse kredse forbinder NT med en slags nationalisme, dvs. med Dansk Folkepartis indflydelse på 2006-aftalerne, mens OECD på den måde opfattes som progressiv. Det vil stemme godt overens med en analyse af DPU-forskernes syn på danskdidaktik, som jeg lavede i 2018.
Afsluttende bemærkninger
NT skulle jo måle skolereformens effektivitet, men selv på testregimets egne præmisser er der ingen forbedringer, selvom man siden især 2013 har pumpet store administrative summer i de centralistiske og undertrykkende systemer og tankegange. Kurverne er helt flade, viser ministeriets statusredegørelser.
Og andre evalueringssystemer, som f.eks. PIRLS, der måler bredere læsekompetencer, peger i endnu dårligere retning. Men befolkningen bliver bildt ind, at effekten af skolereformen blot er et spørgsmål om tid, eller at de offentlige systemer blot skal følge OECD’s anbefalinger, så alle kan blive testet og styret endnu mere. Man har opbygget et lukket og antipædagogisk system, som nu opretholder sig selv.
I dag står kun Enhedslisten og Ny Borgerlige uden for NT-kredsen. Hurra for dem.
Jeg hører en stemme:
Jamen, er du imod test? Her er et kort svar: Jeg synes små faglige test er gode, hvis læreren mener, at han kan bruge dem til noget i sin konkrete klasse, men de må på ingen måde indgå i statslige eller kommunale systemer med CPR- og trivselsmaskiner og så videre. Jeg er derfor 100% for test, men 200% imod nationale test.
De mere klassiske vurderingsformater som eksaminer og karakterer lader jeg ligge her. Det er et helt tredje emne, som modsat testene har noget med den faglige bedømmelse og mødet mellem lærer og elev at gøre, selvom også denne distinktion er under pres.
