Jordan Petersons nye bog lærer os at kæmpe videre efter sammenbruddet

Jordan Peterson Foto: Gage Skidmore

Jordan Peterson har tidligere skrevet en bog om livsregler som modgift mod tiltagende kaos for den enkelte såvel som samfundet. I sin nye bog bevæger Peterson sig derimod hinsides orden og giver et bud på 12 livsregler, som forhindrer et overmål af orden. De lærer os at kæmpe videre efter sammenbruddet, skriver Repliques anmelder.

Af Magnus Sinding-Jensen

Jordan Peterson har udgivet en ny bog – Hinsides orden – med yderligere 12 livsregler, og den kontroversielle og passionerede psykolog har været igennem meget siden hans sidste bog udkom. Bogens indledning beskriver, hvordan han i begyndelsen af 2020 vågnede konfus og forvirret op på et hospital i Moskva fastbundet til en seng med drops i armene.

Petersons liv var ramlet sammen efter et år, hvor hans kone blev uhelbredeligt kræftsyg (men mirakuløst helbredt), og hvor han selv havde haft en mildest talt uheldig reaktion på den angstdæmpende medicin, han som følge af konens sygdom var begyndt at tage. Peterson var faktisk tæt på ikke at overleve.

Den nye bog var en redningsplanke

Som han har udtalt, så var arbejdet på Hinsides orden en redningsplanke, som han kunne klamre sig til igennem denne personlige krise. Det fornemmer man, når man læser bogen. Den virker mere sårbar og personlig, og i forhold til den forrige bog er det her mere tydeligt, hvordan disse regler i lige så høj grad er henvendt til Peterson selv – og at det er en udfordring at efterleve dem.

Den første bog bestod af livsregler, der skulle fungere som en modgift mod et overmål af kaos, både i samfundet som sådan og i den enkeltes liv. Denne nye bog sætter fokus på det modsatte problem: et overmål af orden. For meget orden fører til stagnation, bevidst blindhed og for meget kontrol. En pointe i bogen er, at det er ok at bryde reglerne engang i mellem, hvis blot man har en højere dyd for øje når man gør det, som der står i regel 2 (Forestil dig, hvem du kan blive, og gå så målrettet efter det).

Peterson bruger her, typisk for hans uprætentiøse stil, Harry Potter som eksempel – han optræder i øvrigt flere gange, ligesom diverse tegnefilm, særligt Pinocchio – når den unge troldmand og hans venner igen og igen bryder reglerne på Hogwarts ved hjælp af røverkort og usynlighedskappe. Den sande helt følger samfundets regler, indtil disse regler er i modstrid med en højere moralsk dyd, og så bryder han dem.

Verdens mest kontroversielle intellektuelle forekommer ikke særligt kontroversiel

Denne bog har altså mere fokus på bagsiden af mønten. På værdien af at stikke sin fod tentativt ud i det store kaos – dog med den anden fod solidt placeret i orden og etableret mening. I ideologisk forstand betyder dette en erkendelse af værdien i både en ordnende konservatisme og en fornyende liberalisme (selvom man egentlig helt bør droppe ideologierne, som regel nummer 6 lige lovlig generaliserende tilsiger).

Dette er selvfølgelig en udmærket, pragmatisk tilgang, som det er svært at være uenig med. Man skal forandre for at bevare. I det hele taget er denne bog ikke særlig kontroversiel, faktisk overhovedet ikke. Feministen Emma Holten, som har udtalt, at Petersons budskab er, at traditionelle kønsroller skal fastholdes og samfundet ikke må laves om, burde læse denne nye bog. Jeg tvivler egentlig på, at hun ville være uenig i så forfærdelig meget.

Undtagelsen er måske regel 10, hvor Peterson giver råd til, hvordan man fastholder romantikken i et parforhold, og skriver, at mænd bør købe noget sexet undertøj til deres koner og konerne bør tage det på – det bliver her en lille smule komisk, når Peterson skriver, at mænd ligeledes med fordel kan ”finde noget rimeligt sexet at iføre [sig] i en forretning med herreartikler”.

Det er ikke, fordi man nødvendigvis skal være kontroversiel, men som læser kommer man ind i mellem i tvivl om, hvad pointen egentlig er. Der savnes bid og nye idéer. Pointerne kommer til minde lidt meget om pointerne i den sidste bog. Måske har Peterson mødt så megen urimelig kritik og stråmandsargumentation, at han har følt behov for at være mere bredt favnende og pragmatisk.

Det sidste nye absurde eksempel er, at Marvel-tegneserierne om Kaptajn Amerika i et just udkommet nummer har lavet seriens nazistiske superskurk, Red Skull, til en karikatur af Peterson med 10 livsregler (12 ville måske være for åbenlyst), budskaber om orden og kaos og kritik af feminisme. Det siger noget om den kontekst, som Peterson skriver ind i.

Modgift mod vægelsind

På trods af alt dette, så formår Jordan Peterson, ligesom i sin sidste bog, stadig at ramme læseren, når han i bydeform giver råd og anvisninger til at finde en meningsfuld vej i livet. Petersons forrige bog har solgt omkring 5 mio. eksemplarer, han har turneret Nordamerika og Europa tyndt og holdt foredrag for titusindvis af mennesker.

Det er selvfølgelig en utrolig ting, og midtvejs i bogen funderer han over sin egen succes: ”Hvad foregår der dog? Enhver med omløb i hovedet ville – mildest talt – blive lamslået over det alt sammen. Mit arbejde må tilsyneladende handle om noget, der mangler i mange menneskers liv”.

Peterson er en fængende taler, men på sin turné bemærkede han, at særligt ét emne hver gang med sikkerhed foranledigede den lyttende forsamlings absolutte stilhed. Det var, når talen faldt på ansvarlighed. Forpligtelse, ansvarlighed og selvopofrelse – det er først og fremmest det, som Petersons tilhørere og læsere resonerer med. Som han også selv anfører, så har vi som samfund prædiket rettigheder og frigørelse i årtier, men Petersons kolossale gennemslagskraft er baseret på, at han som ingen anden formår at prædike det modsatte, og at mange mennesker savner at høre nogen byde dem, at de skal forpligte sig, i stedet for at sejle rundt i mulighedernes uendelige hav.

Opgør med vægelsindet

Et gennemgående tema i bogen er, at et vægelsindet liv ikke er et ordentligt liv. Træf en beslutning! Bliv god til noget. Vælg noget frem for at holde alle muligheder åbne. Som Johannes V. Jensen formulerede det i Kongens fald: ”Det staar skrevet, at den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han skal ende med at lade den sag falde, der er Genstand for hans Tvivl.” De, som ikke tager en beslutning, er fortabte og ender bare med at sejle frem og tilbage på Lillebælt, fremfor at tage en beslutning: ”den værste beslutning overhovedet er ikke at tage en”, som Peterson skriver i regel nummer 7 (Arbejd så hårdt som muligt på mindst én bestemt ting, og se, hvad der sker).

I regel nummer 4 (vær opmærksom på muligheder de steder, hvor ansvarligheden er blevet forkastet) står Petersons hovedpointe formuleret: ”Tilsyneladende er den mest livsbekræftende mening i livet den, der findes i at påtage sig ansvar”. Man vil ikke være ligesom Peter Pan, der aldrig bliver voksen. Livet er gennemsyret af ondskab og vilkårlig lidelse, og den eneste måde, man kan finde meningsfuldhed i denne verden, er ved, ligesom helten i alskens eventyr og myter, at se kaosset i øjnene og forsøge at gøre verden til et bedre sted. Men man skal starte med sig selv – man skal rydde op på sit værelse før man laver om på samfundet. Og det er måske kontroversielt – at pointere, at man først og fremmest skal se manglerne i sig selv før man ser manglerne i samfundet. Her vil Emma Holten måske alligevel være uenig.

Hinsides sammenbrud

Graden af hvor stort indtryk denne bog vil gøre på læseren, afhænger formentlig i høj grad af, hvor meget man går og har brug for at høre formanende, men også konstruktive råd om dette eller hint. Det kan både være fundamentale spørgsmål: Om det overhovedet giver mening at stå op om morgenen og finde sig et ordentligt arbejde, stifte familie og sætte børn i en verden, der er kendetegnet ved lidelse. Men bogen indeholder også råd til mere partikulære udfordringer, såsom at bevare gnisten i et parforhold, at søge job, at holde tale til en forsamling, at udforske sine traumer og sit livs fejltagelser, skænderier med sine nærmeste osv. Der er noget for de fleste.

På trods af bogens mangler er der altså stadig interessante og tankevækkende indsigter at hente. Men det er ikke så afgørende, for bogen er først og fremmest en anledning for Peterson til på ny at optræde i podcasts, interviews og holde forelæsninger, og det er der hans særligt sårbare, personlige engagement skinner igennem. Petersons ufattelige succes bunder i en kombination af hans intellektuelle ballast og omfattende kliniske erfaring og så hans fascinerende personlighed.

Det er en unik kombination. Igen og igen tænker jeg på, når jeg læser denne bog, at den først og fremmest er en argumentation for, hvorfor Peterson selv bør kæmpe videre og ikke give op. At reglerne egentlig er henvendt til ham selv, og at de er svære at leve op til. Særligt regel nummer 12: Vær taknemlig trods dine lidelser, har været en udfordring for psykologen i hans sygdomsperiode. Peterson er også bare et menneske, der prøver og fejler, men det gør bare hans regler og indsigter mere inspirerende.

Jordan Peterson: Hinsides orden. 12 nye regler for livet. Jyllands-Postens Forlag, 2021.

Magnus Sinding-Jensen er cand.mag. i historie og socialvidenskab.