Ateismens korstog

Sandbeck: "Den gudløse verden"

Ateisme er en religion baseret på metafysiske antagelser. Den har sin egen filosofi, sit eget program og sit eget historiesyn, i hvert fald ifølge teologen Lars Sandbeck i Den gudløse verden, som redaktør Mikael Brorson her anmelder.

Af Mikael Brorson

“Jeg indrømmer gerne, at jeg med en vis vemod iagttager vores kulturs langsomme afsked med kristendommen. Det er svært at sætte præcise ord på det smertelige i at observere en næsten tusindårig tradition, man selv er dybt taknemmelig for, smuldre for øjnene af en” (s. 331).

Sådan lyder Lars Sandbecks dybfølte og lettere nostalgisk klingende ord, da den ellers gennemgående akademiske tone og form i Den gudløse verden for en stund fordufter. I hvert fald denne læser kan kun tilslutte sig forfatterens ord, og de kan nok siges at udgøre baggrunden for, at Sandbeck overhovedet udgiver en grundig og dybdegående bog om moderne ateisme i en dansk kontekst.

Militant nyateisme

For den skal Sandbeck have tak. Den udfylder et helt nødvendigt behov i den danske debat om kristendom, ateisme og sækularisering, der er domineret af militante ateister, som er overraskende påståelige – og helt chokerende uvidende om kristendommen og religions betydning i det hele taget.

Det viser Sandbeck meget tydeligt bogen igennem. Som eksempel kan nævnes de i deres fascinerende påståelighed og totale mangel på selv den mest basale kristendomskundskab fantastisk underholdende citater fra Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaards Du er jo ateist! fra 2019.

De to fremtrædende danske ateister mener eksempelvis at vide, at Matthæusevangeliets (kap. 5, v. 30) advarsler imod ægteskabsbrud (“hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig”) simpelthen er Jesu forbud imod at onanere. Andetsteds hævdede Stjernholm i 2016, at de første kristne bogstaveligt talt troede, at Gud boede “oven på skyerne” – indtil man kunne komme derop og se efter. Gad vide, hvad det er for en kristen teolog, Stjernholm her henviser til? Citaterne fra Ateistisk Selskabs Facebook-gruppe er også ganske farverige og lader ikke meget tilbage at ønske når det kommer til at illustrere, hvad der sker, når der opstår ekkokamre på sociale medier. Resultatet er ikke just kønt.

Definitionsspørgsmålet

Den store underholdningsværdi til trods er det naturligvis også alt for let at udstille enkelte Facebook-krigere, og Sandbeck holder sig heldigvis for god til at lade dem fylde for meget.

Bedst er han, når han fremviser ateismens iboende religiøse aspekt. Modsat den traditionelle definition af ateisme som troen på, at der ikke findes nogen Gud, definerer moderne ateisme nemlig ateismen bredere som det blotte fravær af tro. Ateisme er, hævder de, ikke fremsættelsen af en påstand om, at Gud ikke eksisterer, men derimod fraværet af gudstro i lyset af videnskabens manglende påvisning af Guds eksistens. Og dermed kan man hævde, at det er de troende, som står med bevisbyrden, fordi de rent faktisk fremsætter en påstand om tilværelsen.

Den religiøse ateisme

Ateismen kan således camouflere sig som agnosticisme, når det er strategisk fordelagtigt – men praksis afslører, at ateismen tydeligvis er en påstand om Guds ikke-eksistens. For moderne ateisme er det magtpåliggende at vise, at Gud ikke eksisterer – så magtpåliggende, at Sandbeck med inspiration fra den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich definerer det som ateistens ultimate concern – som religion! Med Martin Luthers ord er din Gud “det, du hænger dit hjerte ved”, og det må for ateismens tilfælde siges at være Guds fravær. Denne ateisme er, som Sandbeck meget rammende hævder, “ikke religionens modsætning, men snarere dens negative spejlbillede” (s. 13).

Med andre ord er ateismen ret beset en religion eller en religiøs livstydning, og derfor indeholder den også en lang række positive udsagn og metafysiske antagelser om verden og dens indretning, som Sandbeck på glimrende vis afslører og diskuterer: Ateismen har et politisk program, den har en filosofi og den har sit eget historiesyn, ja den har endda sin egen skabelsesmyte.

Særligt det sidste, undersøgelsen af ateisme-religionens skabelsesmyte, er interessant. Mytens indhold er fornuftens og oplysningens sejr over kirkens og den middelalderlige kristendoms formørkelse og undertrykkelse. Men, som det gælder for myter generelt, skal man nødig forveksle dem med historiske begivenheder – så afsløres de gerne som det pureste nonsens, hvilket Sandbeck også efterviser ved eksempelvis at tilbagevise den absurde myte om, at Christoffer Columbus viste, at jorden ikke var flad, men rund.

En noget underligt ting at hævde, al den stund kristne teologer antikken og middelalderen igennem nærmest unisont hævdede, at jorden selvfølgelig var kugleformet. Det vidste Columbus naturligvis allerede før han drog ud på sin færd – han havde jo gået på universitetet og dér læst ærkebiskoppen af Cambrai, Pierre d’Aillys, Imago Mundi, der klart lærte, at jorden var rund.

Overfladisk religionskritik fra Sandbeck

Hermed får Sandbeck klart vist, at ateismen egentlig er en religion eller et trossystem på side med det, den kritiserer – her er han fremragende. Men Sandbeck vil i forlængelse heraf også agere religionskritiker overfor ateismen, og det må til gengæld siges at være bogens svageste punkt (hvis man ser bort fra den betragtelige mængde af taste- og stavefejl bogen igennem – her har forlagets korrekturlæser langtfra været grundig nok).

Sandbeck kritiserer med særlig styrke det naturalistiske standpunkt, som følger med ateismen: Den baserer sig typisk på en naturalistisk verdensopfattelse, som udelukkende accepterer naturen og elementer heri som virkelige. På et ontologisk plan gives således kun fysisk materie, imens på et epistemologisk plan naturvidenskaben er den eneste vej til sand erkendelse.

Herom kan man selvfølgelig mene, hvad man vil, men elementært er det under alle omstændigheder, at vil man kritisere en modstanders position, må man først og fremmest tage den alvorligt. Og det gør Sandbeck desværre aldrig rigtigt med naturalismen.

Han tager i stedet udgangspunkt i den mest yderligtgående form for naturalisme, den såkaldt eliminative naturalisme (som altså eliminerer ethvert fænomen, som ikke hører til i naturen og kan erkendes naturvidenskabeligt), og konstaterer fra begyndelsen: “Den eliminative naturalisme er ekstremt konsekvent; dens eneste skavank består i, at den er sindssyg, en slags intellektuelt vanvid” (s. 196).

Ja, så kan man nok regne ud, hvad man har i vente. Sandbeck nævner canadiske Paul og Patricia Churchlands neurofilosofi, hvor mennesket kun er sin hjerne, og fænomener som bevidsthed, personlighed og jeg’et dermed afvises, ligesom Sandbeck tager den amerikanske filosof og naturalist Alex Rosenberg under kærlig behandling, fordi han ser tilværelsen som grundlæggende udgjort af en række elementarpartikler, der tilsammen danner et “lukket, fysisk kausalt system” (s. 198) hvor der således hverken kan eksistere Gud, formål, fri vilje el.lign. “Det lyder helt vildt og vanvittigt, og det er det også” (s. 201), konstaterer Sandbeck.

At tage modstanderen seriøst

Men hvorfor egentlig? Altså, det lyder måske nok vildt, men er det ensbetydende med, at det er forkert? Sandbeck problematiserer, at den eliminative naturalisme i mødet med fænomener, der modsiger teorien, i stedet for at revidere teorien afviser fænomenet. Altså: Det forekommer os absurd, at vi ikke skulle have en fri vilje, ergo har vi en fri vilje.

Men sådan kan man da virkelig ikke argumentere. Når vi eksempelvis stikker en pind i noget vand, ser det for det menneskelige øje ud som om pinden er skæv. Men vi har altså en teori om, at pinden ikke desto mindre er lige – og at det, vi oplever, er en optisk illusion, ikke at en pind slår et knæk, når den kommer under vand. Og det fænomen får os jo altså ikke til at forkaste vores teori – tværtimod, vi mener med teorien at forstå fænomenet bedre, selvom det forekommer os at stride imod vores umiddelbare indtryk.

At den logiske konsekvens af en teori modsiger vores fordomme, er med andre ord ikke tilstrækkeligt til at forkaste den, og blot fordi vi mennesker mener, at vi har bevidsthed og fri vilje, betyder det jo ikke, at det er sandt. Man kan sagtens fremsætte teorier om, at der er tale om illusoriske forestillinger. Her er Sandbecks kritik mindst lige så letkøbt, som ateisternes er det.

“Man har først en god og overbevisende sag, når man har gendrevet sin modstander, hvor han står stærkest, og ikke hvor han står absolut svagest. Ja, man har i det hele taget først en sag, når man evner at forholde sig sagligt til det emne, der er til debat” (s. 242), skriver Sandbeck, vistnok vendt imod ateismen. Dét gode råd skulle han selv have fulgt med lidt større konsekvens.

Apologetik

Med naturalisme-kritikken når vi frem til det mere principielle problem ved bogen. Den har nemlig, skriver Sandbeck i indledningen, “et apologetisk sigte”. Det har denne anmelder gemt til sidst, for undertegnede er, for nu at udtrykke det litotisk, ikke særlig begejstret for apologetik (dvs. forsøget på at føre rationelt forsvar for den kristne tro). Eller, mere præcist: Når jeg hører ordet apologetik, spænder jeg hanen på min pistol. Det mindste antræk til apologetik giver undertegnede en akut lyst til at blive ateist.

Ret skal dog være ret. Apologetik, når man derved forstår at forsvare sig imod åbenlyst urimelige og faktuelt forkerte anklager, er en både rimelig og nødvendig praksis, som Sandbeck i Den gudløse verden klarer til ug med kryds og slange. Apologetik, når man derved forstår at angribe andre trossystemer, her ateismen, forsøger Sandbeck sig også med – selvom det indimellem gøres en smule for let og polemisk. Men apologetik, når man derved forstår forsøget på rationelt at retfærdiggøre kristendommen overfor omverdenen, sådan som Sandbeck opfordrer til i bogens sidste kapitel, det er kristeligt set en uting.

Kan Gud rummes i filosofien?

Jeg skal spare læseren for anti-apologetiske tirader (som man ellers kan finde fra undertegnedes hånd her). Men når det er Sandbeck så meget om at gøre at afsløre naturalismen som en ukristelig filosofi, der udelukker gudstroen, hænger det netop sammen med hans apologetiske indsats. Og Sandbeck har i andre bøger, f.eks. Fantasiens Gud, peget på andre filosofier, som han finder mere kompatible med kristendommen.

Med dette spørgsmål om en med kristendommen kompatibel filosofi er vi ved bogens fundamentale problem. Hvis Gud nemlig er i sandhed transcendent (af latin transcendo, “overskrider”), så han altså overskrider menneskets begreber og vilje til magt og beherskelse, kommer man til at lede forgæves efter en filosofi, som er forenelig med kristendommen. Så må enhver filosofi, enhver form for mennesketænkning, spærre vejen for Guds ord. Intet menneskeord kan rumme Gud, og Gud sprænger ethvert filosofisk system i stumper og stykker – hvis man da vel at mærke har med Gud, og ikke ens eget filosofiske fantasifoster at gøre.

Derfor er de apologetiske forsøg på at affeje naturalismen som en ukristelig filosofi forgæves, for al filosofi er ukristelig. Vi kan selvfølgelig forsøge på at finde en filosofi, på baggrund af hvilket Ordet kan forkyndes, men det er ikke filosofien, som løser opgaven. Måske forkynder vi evangelium, måske forkynder vi kun vores egen løgn – det bliver en sag for Gud.

Men filosofien er ikke i sig selv problemet, og det er netop her, apologetikken går fejl. Den tror, at mennesker, hvis vi blot gør os umage, faktisk kan formulere filosofiske systemer, som i et vist omfang kan gøre Gud forståelig. Og derfor bliver dens ængstelige svar på kristendommens tilbagegang at sætte sin lid til fornuften, til den rette filosofi.

Med tanke på det indledende Sandbeck-citat om vores kulturs langsomme afsked med kristendommen kan jeg ikke undlade at tænke, at det er, hvad der er på spil for Sandbeck. Han ser den kristne tradition smuldre for sine øjne, og vil derfor efter bedste evne forsvare den, forhindre den i at synke i grus.

Det kan man selvfølgelig kun sympatisere med. Men Jesus siger det samme om sin kirke, som han sagde om synagogeforstanderens døde datter: “Frygt ikke, tro kun, så vil hun blive frelst” (Luk 8,50). Derfor har vi ikke brug for “apologetikkens genkomst”, som Sandbeck i kap. 10 proklamerer. Tværtimod: Vi kan roligt forkynde evangeliet – ved at tage en hvilken som helst forhåndenværende filosofi til hjælp – og befale os Gud i vold.

Det tager dog ikke fra Sandbeck, at han med Den gudløse verden leverer en fremragende diagnose af vores samtid, der på forbilledlig vis udstiller ateismens dybt religiøse karakter og samtidig fremviser og gendriver dens misforståede og uvidende syn på kristendommen. Desværre bliver den nok ikke læst af alt for mange ateister – de har nok et Facebook-slag, som skal udkæmpes. Men så kan vi andre jo glæde os over den.

Lars Sandbeck: Den gudløse verden. Ateisme og antireligion i en postkristen æra. Eksistensen, 2021.

Mikael Brorson er stud.theol. og redaktør ved nærværende tidsskrift.