Vi har glæden af at præsentere en ny fast skribent på aarsskriftet-critique.dk. Det drejer sig om Nicolaj Bang, der vil bidrage med artikler om konservatisme i hverdagslivet og den praktiske politik. Nicolaj Bang er regionsrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti og fhv. landsformand for Konservative Studerende.
Jeg keder mig, når jeg bliver udsat for samtidskunst. Jeg finder den så uendeligt trættende forudsigelig. Budskaber som typisk kan koges ned til ”kapitalisme er slemt”, ”grænser er onde”, ”vesten er skyld i alverdens dårligdomme” og mere i samme genre.
Egentlig burde jeg vel blive provokeret af kunstnernes udsagn. For de er åbenlyst forkerte.
Reguleret kapitalisme har skabt en enorm velstandsstigning og har de senere år trukket milliarder ud af fattigdom. Når mennesker oplever fattigdom og nød skyldes det typisk fraværet af frihandel, nationalt kulturelt fællesskab og et vestligt syn på individets rettigheder.
Jeg burde blive rasende over kunstnernes ureflekterede angreb, på det der er vores og det, der er godt.
Men jeg keder mig helt ind i knoglerne.
For det er de samme ”edgy” holdninger og udtryksformer, som de sidste 3-4 generationer af kunstnere har præsenteret os for.
Ingen løfter et øjenbryn
Kunst skal provokere, så der bruges afføring til at understrege pointen. Vi skal eksponeres for noget grimt, vi skal bringes ud af religiøs og kulturel fremmedgjorthed ved at se en naturlig nøgen krop.
Vi leger med materialerne og bruger skrald i kunsten, for at gøre op med fordums tids forældede fokus på æstetik. Vi kalder Dansk Folkepartis vælgere for kældermennesker, og hvis vi er rigtig woke bruger vi vores takketale til at kalde landets socialdemokratiske statsminister for racist.
Ingen løfter et øjenbryn.
Eller det er måske ikke helt rigtigt. Gruppen af ligesindede roser modet og klapper hinanden på skulderen for at turde tage opgøret med magthavernes undertrykkelse.
Men målgruppen for provokationen – det snerpede patriarkalske borgerskab – uddøde engang i halvtredserne. Vi andre er vokset op i en verden med postmodernistisk kunst og litteratur fra vi tog vores første skidt.
Det patriarkalske borgerskab er allerede væk
Hvor borgerskabet tidligere var garanten for et dannet samfundsideal med kunsten som en kulturbærende søjle, har mange borgerlige i dag reageret på ”provokationerne” ved at se på kunst som spild af tid og penge.
Det bliver mange steder opfattet som ressourcespild, hvis man sætter sig ned og læser en skønlitterær bog. Andre borgerlige klynger sig til en romantiserende forestilling om fortiden. De storforbruger kunst, men aldrig noget som er tættere end 100 år fra nutiden.
Resultatet er, at kunstverdenen bevæger sig stadig længere væk fra at være en relevant kommentar til sin samtid. Den udvikling er godt hjulpet på vej af det armslængdeprincippet, der oprindeligt var skabt, for at kunsten kunne udfolde sig frit. Nu understøtter det et kunstoligarki, hvor de eftertragtede statsmidler bliver tildelt dem, som genfortæller den slidte historie om det modige opgør med det borgerskab, der er uddødt i mellemtiden.
Spørgsmålet for os, der kalder os borgerlige er nu, om der overhovedet kan findes kunst med et borgerligt udgangspunkt i dag? Og hvordan denne – hvis den overhovedet findes – er endt som en uanseelig niche i dansk åndsliv.
Nicolaj Bang er BA Jur og medlem af Regionsrådet i Midtjylland for Det Konservative Folkeparti. Han underviser til dagligt i erhvervsjura og strategi. Han er desuden tidligere landsformand for Konservative Studerende og vil på aarsskriftet-critique.dk særligt beskæftige sig med konservatisme i hverdagslivet og i den praktiske politik.