En bandbulle fra eliten – Marlene Wind og EU

EU flag Foto: Amio Cajander

Professor Marlene Wind har begået et kampskrift mod politiske kræfter, hun ikke bryder sig om. Der er megen underholdende kritik, imens det til gengæld skorter på løsningsforslag. Repliques anmelder har set nærmere på kampskriftet, der giver et kik ind i verdensbilledet hos den internationalt orienterede, liberale elite.

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Nogle gange har man den besynderlige oplevelse at støde på en bog, som man ved, man må læse, og hvor man ved, at man vil være uenig i langt det meste af det skrevne. Sådan en oplevelse havde jeg, da jeg faldt over professor Marlene Winds bog Tribaliseringen af Europa.

Marlene Wind er for de fleste – i al fald folk, der følger bare marginalt med i den danske EU-debat – et ganske kendt navn. Hun tilhører nemlig den sjældne art af professorer, der aktivt og højlydt blander sig i den politiske debat. Og således også med sin nye bog. For lad dig ikke narre: Selvom forfatteren til denne lille sag er professor – i statskundskab og med fokus på EU endda – er der tale om en debatbog.

Ikke en blegsotig akademikerbog med mellemregninger, tvivl og lange forklaringer, men en farverig sag med et budskab. Og det budskab er lige så simpelt, som det er klart: Flere steder i Europa oplever man en opblomstring af kyniske magtbevægelser, der målrettet og kynisk anvender patos og nationale følelser til gradvist at afmontere demokratiet og borgernes individuelle rettigheder, som vi kender dem.

En forfaldshistorie

Hvad mere er: Disse diktatorer in spe møder ingen eller meget ringe modstand, for mange liberale føler skyld. Skyld over, at man i globaliseringsiveren måske har efterladt nogen på perronen. Skyld over, at man fuldkommen har overset menneskers iboende og helt naturlige behov for at høre til et sted – et folk, en kultur, et geografisk defineret område. Og skyld over, at man i årevis har ignoreret, hånet og udskammet dem, der med en vis stædighed påpegede disse ting. Derfor er mange liberale – i Marlene Winds optik – nu gået i modsat retning og tør nu slet ikke se den grumme, nationale tiger i øjnene.

Marlene Winds bog handler ifølge forfatteren selv om identitetspolitik.

Hvor nogle af os gik rundt og troede, at identitetspolitik mestendels handlede om radikalt venstreorienterede humaniorastuderendes nærmest militante besættelse af at ændre historien og favorisere udvalgte minoriteter i jagten på det krænkelsesfrie tusindårsrige, så får vi her forklaret, at den egentlige identitetspolitiske trussel kommer fra højreorienterede politikere, der insisterer på, at nationalstaten og den nationale kultur er og fortsat bør være omdrejnings- og udgangspunktet for politikken.

Og det er ikke kun i Polen og Ungarn, at denne trussel findes. Også her i lille og ellers fredelige Dannevang findes den højreorienterede trussel (gæt selv hvem, der tænkes på). Det er altså ikke småting, vi præsenteres for. Det er en forfaldshistorie, når den er bedst – og det med et kraftfuldt og fængende sprog, som gør, at man ikke er i tvivl om, at Marlene Wind mener, det hun skriver. Som i: virkelig mener det, hun skriver.

Holder analysen?

Det store spørgsmål er blot, om præmisserne for denne forfaldshistorie holder en tur i byretten. Jeg vil i al fald pege på mindst to større udfordringer ved Marlene Winds analyse af sagernes tilstand.

For det første synes Marlene Wind at anskue de grumme konservative politikere rundt om i Europa som rene magtpolitikere. Al snakken om national samhørighed, al kritikken af EU, al den globaliseringsskepsis – det præsenteres i Marlene Winds bog som værende rene midler og redskaber, der tjener til at sikre og konsolidere magten hos de få. Og folket slubrer det i sig, selvom resultatet reelt er til skade for dem selv; diktaturet indføres til folkemængdens jubel.

Marlene Wind peger på, at der ikke er nogen rationel forklaring på, at folk frivilligt underminerer demokratiet – men frem for at erkende, at dette måske er en blind plet i det rationalistiske verdensbillede, peger Marlene Wind på magtpolitik og folkebedrag. Dette billede nærmer sig det konspiratoriske.

For det andet synes Marlene Wind at underspille de problemer og udfordringer, som de tribalistiske bevægelser er en reaktion mod. Disse bevægelser er jo ikke opstået af sig selv og ud af ingenting. Marlene Winds analyse bygger derfor på en – i denne anmelders øjne – mangelfuld forståelse for, at folk, som folk er flest, faktisk ønsker at beskytte deres hjemstavn mod alt for mange voldsomme omvæltninger. Og at folk, som folk er flest, ikke bryder sig om, at deres livsverden skal styres på afstand og fra andre lande – heller ikke, når forandringen er ”progressiv”, og de styrende er de gode.

Stigende EU-indblanding, massiv indvandring fra kulturfremmede egne, progressiv regulering af og indblanding i selv hverdagens mindste foreteelser – kombineret med en globalisering, som nok har skabt en hidtil uset velstand, men som også har nivelleret og ensrettet kulturen, og som nogle grupper i samfundet måske har haft svært ved at få gevinster af. Der er nok at reagere på – så måske de liberale typer, som Marlene Wind skælder ud på for nu at spæge sig, faktisk burde føle en form for skyld? Men Marlene Winds bandbulle i bogform hjælper i hvert fald næppe på at hele nogen sår.

Kampskrift uden løsninger

Alt ovenstående vil forfatteren nok selv være uenig i. Ellers havde hun jo ikke skrevet den bog, hun har. Og derfor er denne kritik måske temmelig uinteressant – og vel mindst af alt overraskende.

Men der er flere andre udfordringer ved Marlene Winds analyse, sådan som den fremgår af bogen. For det første er der tilfældet EU. Unionen er ifølge Marlene Wind meget mere end blot et handelssamarbejde; den er et skæbne- og værdifællesskab. Med det afsæt skulle man tro, at bogen handlede rigtig meget om EU. Det gør den bare ikke – selvom det mellem linjerne er tydeligt, at Marlene Wind mener, at skæbne- og værdifællesskabet EU bør spille en (aggressiv) nøglerolle for at få banket det tribalistiske uvæsen på plads.

Hvordan EU i praksis skal styrkes, får vi dog ikke noget detaljeret svar på. Marlene Wind beklager sig f.eks. over, at EU ikke har nogen redskaber til at banke de genstridige lande på plads – selvom hun i bogen selv peger på eksempler på selvsamme redskaber, der i praksis er blevet taget i brug. I det hele taget er bogen mere et kampskrift end et løsningskatalog. Bevares, det gør også bogen mere underholdende – men man sidder desværre også en smule uforløst tilbage.

Folkeafstemninger

For det andet er der spørgsmålet om folkeafstemninger. Ja, spørgsmålet om ”folket” i det hele taget. For Marlene Wind er dette naturligvis en social konstruktion, der kan og bliver udnyttet strategisk til politiske formål. Derfor er den gode professor heller ikke særlig begejstret for folkeafstemninger. Det er at skubbe folk foran sig, og de reducerer komplekse spørgsmål – om f.eks. uafhængighed – til et simpelt og binært valg, som ingen meningsfyldt kan tage.

Men professoren overvejer ikke, at dette netop også kan være den største styrke ved folkeafstemninger: Det er en direkte vej til legitimitet, og de giver netop klare svar på komplekse spørgsmål, som vi ellers aldrig kunne besvare. Og netop sådanne klare svar kan der være rigtig meget behov for, hvis blot en flig af Marlene Winds analyse af den politiske udvikling i Europa er rigtig.

Samlet set er bogen et interessant bekendtskab. Kort, kontant og sylespids. Men mest af alt er den et kig ind i verdensbilledet hos netop den internationalt orienterede, liberale elite – som professor kan Marlene Wind vist ikke rigtig benægte at tilhøre toppen af poppen – som alle de tribalistiske bevægelser jo netop er en reaktion mod. Men troede man, at man med dette smugkig kunne blive klogere på, hvordan vi kunne mødes på midten, så må man desværre tro om igen.

Marlene Wind: Tribaliseringen af Europa. Forlaget Gyldendal, 2020.

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og fast skribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!