Identitetspolitik er selvforskyldte lænker

Af Anne-Marie Vestergaard

Filosoffen Immanuel Kant definerede i 1784 oplysning på denne måde:

”Oplysning er menneskets udgang ud af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er mangelen på evne til at bruge sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse.”

Det gælder om at have mod til at være vis – eller være vidende – ”Sapere aude!”, som hans latinske citat lyder. Mennesket er et fornuftsvæsen der skal gøre sig fri af fordomme og overtro. Kants definition er berømt og står som et symbol for den oplysningstænkning der danner grundlag for et moderne menneskesyn og for videnskab og rationalitet.

Kant hævder at de fleste mennesker er intellektuelt dovne og finder behag i umyndighedens ”fodlænker”. Det er mere bekvemt at andre tænker og bestemmer i deres sted, frem for at de selv skal finde viden og ræsonnere ud fra den.

Identitetspolitisk uvidenhed

Men den selvforskyldte umyndighed findes også i nutiden. Og jeg tænker ikke på astrologer og flat earthers. Et mere urovækkende eksempel på at man deponerer sin forstand og rationalitet ses i den stadig mere grasserende identitetspolitik.

For et par år siden kunne man trække på smilebåndet når man hørte om safe spaces og særkrav til universitetspensa i USA og andre engelsktalende lande. Nu ser vi flere og flere eksempler på identitetspolitikkens indtog i Danmark. Mantraet er: Hvis du føler dig krænket, er du krænket… En ting er at medlemmerne af denne og hin minoritet i kantiansk forstand har gjort sig selv umyndige og ufrie, en anden ting er de vidtrækkende konsekvenser som deres krav vil få for majoritetsbefolkningen.

Ufrihed avler ufrihed.

Feminismen og Det Danske Akademi

Balladen om Marianne Stidsen og det Danske Akademi er blevet belyst i medierne og endevendt af kulturskribenter og debattører den seneste måneds tid. Hun har også selv taget til genmæle efter kraftig beskydning fra mange sider, og hun har haft mulighed for at uddybe sine holdninger til bl.a. MeToo-bevægelsen og forslag til ny voldtægtslovgivning.

Hendes tidligere sammenligninger med terrorisme og totalitarisme er faldet folk for brystet, men Stidsen fastholder sit grundsynspunkt: En dyb bekymring for identitetspolitikkens – og her medregnes feminismen! – stadig større magt i samfundet. Det sker ifølge hende ikke kun på universiteterne men får betydning andre steder i samfundet, simpelthen fordi ideer ”siver ned”.

I en Jyllands-Posten podcast med Mikael Jalving og Hans Bonde den 13. maj, ”Har 50/50 ordninger skubbet feminismen væk fra kvindefrigørelsen?”, giver hun selv et eksempel på denne nedsivning. Pædagogerne i de københavnske daginstitutioner er blevet sendt på kursus i ”normkritik”, så de kan bekæmpe kønsstereotyper og støtte børnene i at blive mere frie til at udvikle deres helt egen unikke kønsidentitet.

Identitetspolitiske temaer vinder stærkt frem

Fra mine egne cirkler i undervisningsverdenen har jeg selv observeret at temaer om køn og queer teori bliver mere og mere udbredte, på kurser og i undervisningsforløb. Jeg skal ud som censor hos en danskunderviser der lavet den type forløb, hvor målsætningen var en større (køns)bevidsthed hos eleverne – med henblik på at rette et kritisk blik på dem selv og den måde de tænker køn på.

Den videnskabelige præmis hentes i den socialkonstruktivistiske teori om køn hvor der ses bort fra det biologiske køn. Poststrukturalistisk kønsteori hævder at køn er noget man performer, og den grundpåstand står sjovt nok ikke til diskussion. Der er intet galt i at se på køn og kønsforståelser i danskundervisningen, ja, det er svært at undgå – tænk på f.eks. tekster af Amalie Skram, Herman Bang eller Michael Strunge.

Men socialkonstruktivismen og den afledte kønsteori er blevet ophøjet til Sandhed og almen forståelsesramme for unge mennesker, og bag underviserens intentioner lurer et skummelt dannelsesformål. Endnu et eksempel: Politiken gav sidste år stemme til et par piger i udskolingen der begejstret talte om at man skulle kæmpe mod ”gamle hvide mænd”. Sådan en brug af floskler må stamme fra en woke underviser der har forspist sig på de samme teorier, eller set dem udfoldet i undervisningsmateriale som hun straks måtte bruge.

Eksemplerne på identitetspolitiske antagelser er talrige, også fra medie- og underholdningsbranchen og sågar erhvervslivet. Minoriteternes (inklusive feminismens) kønsforståelse og menneskesyn er på vej ud til de kommende generationer i form af mainstream tankegods.

Dogmer og slagord genlyder i mange sammenhænge, og de er udtryk for en snigende ensretning af tænkningen. Derfor kan man tale om en blød form for totalitarisme der går imod alt hvad vestlig tænkning og videnskabelighed repræsenterer: Fri tanke, diskussion, kritik og mulighed for falsifikation af teorier. Samtidig bliver mennesket betragtet som tilhørende en gruppe snarere end et autonomt individ.

Snigende totalitarisme

Identitetspolitikere af alle afskygninger går med umyndighedens lænker fordi de er holdt op med at tænke selv, og det er ærgerligt for dem selv. Værre er at deres teorier og verdensbilleder er ved at blive ophøjet til ideologi, og minoriteternes selvudnævnte ofre er godt i gang med at udpege de skurke som også skal i lænker.

Det er lænker som er meget mere håndfaste og indgribende i personlige eksistenser. Sorte angriber hvide, homoseksuelle angriber heteroseksuelle, tykke angriber tynde, kvinder angriber mænd etc. etc. Midlerne er udskamning og intimidering. ”Terror” betyder som bekendt magtanvendelse via spredning af frygt… Konsekvenserne kan være shitstorme, blacklistning eller ødelagte karrierer, eller (bare!) almindelig mistænkeliggørelse.

Sidstnævnte er de ideologiske feminister eksperter i. Det går ud over ytringsfriheden, for man vil med bøllemetoder begrænse de ytringer som ikke passer ind i ortodoksien. Feministen Henrik Marstal går en ”blødere” vej, idet han i Politiken den 15. maj har argumenteret for at avisernes debatredaktører har en etisk(!) forpligtelse til ikke at bringe debatindlæg med (i hans øjne) ekstreme synspunkter, in casu Marianne Stidsens meninger om MeToo og andre kønspolitiske emner.

Han mener at hans begreb ”ytringsetik” er lige så vigtigt som ytringsfrihed.

Ufrihed avler ufrihed… Det totalitære sniger sig lige så stille ind…


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.