Hvordan vil venstrefløjen gendanne fællesskaberne i det individorienterede samfund? Og hvad kendetegner den politiske sfære i dag? David Holt Olsen har anmeldt Anton Jägers stadig aktuelle bog om hyperpolitikken.
Den liberale verdensorden, som voksede frem efter murens fald i 1989 og varede frem til i hvert fald finanskrisen i 2008, er faldet fra hinanden og en ny verdensorden vokser frem.
Effekten af den erkendelse kender vi efterhånden til hudløshed på den borgerlige side af det politiske spektrum, hvor liberale og konservative konstant støder hovederne sammen om vejen frem.
Et parti som Liberal Alliance er et godt eksempel på det tidehverv. Hvor politiske udspil tidligere blev forklaret ud fra en liberal dyrkelse af individet og dets frihed som forbruger, så begrundes det i dag lige så ofte ud fra, hvad der er det fælles bedste. Et klart kommunitaristisk korrektiv til den liberale verdensordens store fokus på individet.
Men hvor står venstrefløjen i hele det opgør med den liberale epokes tænkning? Mens vi levede i den liberale epoke, udviklede der sig også en venstrefløjstænkning tilpasset selvsamme. Med fokus på emancipation og frihed til at være lige præcis den, du er. Den passede til den tids tænkning og ud af den voksede også senere moderne identitetspolitik med fokus på dekonstruktion af gængse begreber og minoritetsdyrkelse.
Et opgør fra venstre?
Venstrefløjstjernen Anton Jägers meget omtalte Hyperpolitik er imidlertid ikke direkte et selvopgør med den del af venstrefløjen. Når samtidens individualisering, fragmentering og atomisering skal forklares, så er fjenderne de gængse indenfor en marxistisk logik; neoliberalismen, markedsgørelse, kapitalakkumulationen hos verdens rige, arbejdsgivernes knægtelse af fagbevægelsen osv.
Men essayet kan samtidig læses som en kritik af en moderne venstrefløj, der kanaliserer energien ind i øjeblikkets opfarende dagsordner med dertilhørende protester, som ikke ændrer en tøddel, fordi protesterne ikke er forankret i andet end den rene forargelse.
Det er ekstrem politisering uden politiske følger og med ”accelererende begejstrings- og forargelsescyklusser i takt med internettets cyklusser af hype og forargelse”, som Jäger skriver.
Venstrefløjen har ligesom de borgerlige et problem med at definere det fælles i den postliberale epoke, Her forsøger Anton Jäger at pege på en vej frem for venstrefløjen.
Hyperpolitikken melder sin ankomst i 2016. Med opfarende diskussioner om Black Lives Matter, identitetspolitik, QAnon og antilockdown-demonstrationer
Sigende nok fletter bogen sig ind i en lige så accelererende strøm af samfundsdiagnoser, der udskiftes med enorm hastighed. Jeg har i løbet af mit voksne liv levet i videnssamfundet, konkurrencestaten, det terapeutiske samfund, krisesamfundet, entreprenørstaten, det singulære samfund og den liberale og postliberale epoke. For nu bare at nævne nogle få.
Og nu altså hyperpolitikkens tidsalder. Hvis den acceleration fortsætter eksponentielt, så har vi indenfor få år hvert vores eget individuelle samfundsdiagnostiske begreb.
Fra massepolitik til hyperpolitik
Jäger introducerer således begrebet hyperpolitik som en nøgle til at forstå den type mobilisering, der kendetegner nutiden (Jäger referer til Peter Sloterdijk, der introducerede begrebet hyperpolitik i 1993). Hyperpolitikken perspektiveres historisk ved at gennemgå de forskellige politiske former, der har kendetegnet det 19. og 20. århundrede.
Massepolitikken opstod mellem 1848-1914 og varede frem til 1989. Den var karakteriseret ved udbredt medlemskab af ikke bare politiske partier, fagforeninger, men også aktiv deltagelse i organisationer og foreninger, der lå mellem stat og individ og gav (klasse)identitet og fast tilhørsforhold.
Postpolitikken kom med murens fald og var karakteriseret ved en omfattende afpolitisering og en neoliberal tænkning, hvor politik blev reduceret til teknokratiske løsninger. Det var historiens afslutning med Francis Fukuyamas ofte citerede ord.
Postpolitikken varede ifølge Jäger til 2008 med finanskrisen, hvor en genpolitisering af samfundet satte ind med eksempler som Tea Party Movement, Occupy Wall Street, Brexit og trumpismen. Den epoke kalder han antipolitik karakteriseret ved protest mod de etablerede partier og eliter.
Hyperpolitikken som en konsekvens af individualismen
Hyperpolitikken melder sin ankomst i 2016. Med opfarende diskussioner om Black Lives Matter, identitetspolitik, QAnon og antilockdown-demonstrationer, som dog hurtigt forsvinder igen og uden at ændre noget politisk.
Ifølge Jäger afspejler det et individualiseret samfund, hvor det er let for borgerne at skifte fra det ene tilhørsforhold – en familie, et parti, et forhold, en ven – til det andet på en måde, der matcher det angiveligt stadig mere prekære arbejdsmarkeds dictum om uendelig fleksibilitet.
Hans tanker kredser derfor om, at man skal tage udgangspunkt i der, hvor folk stadig kommer i tæt berøring med hinanden.
Den omskiftelighed ansporer hyperpolitisk adfærd. Eller som Jäger skriver: ”mere ensomme, men også mere ophidsede; mere atomiserede, men også mere forbundne i netværk; de er rasende, men også mere forvirrede.”Jäger står på skuldrene af Robert Putnams Bowling Alone fra år 2000, når han beskriver ensomheden og de opløste sociale strukturer. Og dér står vi så i dag.
Den lystorienterede nihilismes afslutning
Der trækkes løbende på både andre forskere men også på skønlitterære forfattere. Houllebecq er for eksempel en af de forfattere, der ifølge Jäger har beskrevet den postpolitiske periode og dens lystorienterede nihilisme bedst. Det er sigende herfor, at Houllebecqs nyeste roman, Tilintetgøre, er ukarakteristisk mild.
Vi er nu i en ny periode, hvor Houllebecqs centrale tema, postpolitikkens nihilisme, ikke længere er et aktuelt eller tidskarakteriserende tema. Postpolitikkens afslutning falder således sammen med forfatterskabets erklærede afslutning, da Tilintetgøre angiveligt skulle blive Houllebecqs sidste roman. Sådan får Jäger undervejs lige skrevet slutstenen over Houllebecqs forfatterskab i et par hurtige bisætninger.
Venstrefløjens politiske impotens
Jägers hovedindvending mod den moderne venstrefløj er, at dens fokus på aktivisme og protester ikke fører til nævneværdige resultater. Han nævner Black Lives Matter-demonstrationerne i kølvandet på mordet på George Floyd som eksempel, hvor millioner af mennesker gik på gaden med krav om at defunde politiet.
Et krav, Jägerkalder politisk naivt, mens en seriøs venstrefløj ville fokusere på at ændre de grundlæggende forhold i det amerikanske samfund med opbygning af en ægte velfærdsstat. Hyperpolitikken bliver for let at afvise, fordi den ikke er funderet i andet end øjeblikkets opflammende men forbigående vrede.
Samtidsdiagnosen slutter i et forsøg på opbyggelighed. Hovedtesen er således, at det for venstrefløjen handler om at få det politiske engagement tilbage i institutionelle rammer. Rammer, der i påfaldende og lettere nostalgisk grad minder om dem, som var dominerende under massepolitikkens epoke. Altså i partier, organisationer og foreninger. Alternativt vil det være vanskeligt at skabe rum for effektiv kollektiv handlen.
Sværmeriske løsningsforslag
Jäger er ikke blind for, at han selv lige grundigt har beskrevet den udvikling, der har gjort, at individet sidder ensomt og atomiseret tilbage, og at vejen tilbage ind i forpligtigende fællesskaber derfor er enormt lang.
Hans tanker kredser derfor om, at man skal tage udgangspunkt i der, hvor folk stadig kommer i tæt berøring med hinanden.
Hvor det tidligere var de store fabrikker og arbejdspladser, så er det i dag undervisningssektoren eller omsorgssektoren, hvor man afleverer sine børn og besøger sine plejekrævende forældre.
Her må jeg som den forælder, der hver dag afleverer børn i den lokale folkeskole nok bedrøve den belgiske idehistoriker med, at der er meget lang vej fra de høflige nik med hovedet om morgenen til andre travle forældre til fuldtonet politisk mobilisering.
I det hele taget virker løsningerne meget sværmeriske, men ikke desto mindre tager essayet livtag med og sætter ord på en dyb fornemmelse af manglende eller overfladisk opfarende engagement. Ikke bare i politiske sammenhænge men også bredt eksistentielt i samtiden.
Fra essayet vil både venstreorienterede, centristiske og borgerlige kommunitarister kunne hente skyts og inspiration til samtidsdiagnosticeringen og -engagementet. Om ikke andet i et kort opflammende øjeblik.
Anton Jäger: Hyperpolitk. Ekstrem politisering uden politiske konsekvenser. Informations Forlag, 2024.
