Den sidste nadver

Skærtorsdag: Kirken er åben!

9. april 2020
4 minutters læsetid
De danske kirker er lukkede i påsken grundet corona-virussen, og det betyder, at påsken må fejres i hjemmene og hjerterne. Her på siden har vi ingen video-prædikener, men til gengæld skriver stud.theol. Mikael Brorson skærtorsdag, langfredag og påskesøndag om påskens budskab.

Dagen i dag, skærtorsdag, er dagen for indstiftelsen af nadveren. I dag, i lyset af, at Judas forråder Jesus, giver han sig selv som livets brød og vin. Vi kan bare ikke modtage det, for kirken holder lukket.

Processen op til, at vi i år må fejre påsken i hjemmene, var noget rodet. Først besluttede regeringen, at kirkerne skulle lukkes, og biskopperne takkede. De ønskede ikke åbne kirker, for kirken måtte være solidarisk med det resterende samfund. Så nærmede påsken sig, og kritiske røster satte kirke- og kulturminister Joy Mogensen under pres. Måske kunne vi alligevel finde på en løsning, så kirken kunne være åben i påsken, lød ministerens budskab. Her var resultatet overraskende: Ramaskrig fra præster og biskopper, som kæmpede en ihærdig kamp for at lukke deres kirkedøre hermetisk for kirkegængerne til kristenhedens vigtigste højtid. Og det endte da også med, at ministeren opgav ævred og lod præster og biskopper få deres vilje: Ingen kirkegang til påske.

Det er svært ikke at lade dette udkomme vidne om slappe præster og biskopper. Kunne man ikke have afholdt mindre gudstjenester under ordnede forhold, som overholdte myndighedernes bestemmelser? Eller kunne man ikke alternativt have arbejdet for at arrangere udendørsgudstjenester el.lign.?

Evangelisk billede

Ikke desto mindre er og bliver de lukkede kirkedøre også et ganske evangelisk billede. Døren til kirken er nu lukket, ganske ligesom vi mennesker ved vores synd og forhærdelse lukker døren til vores hjerte for Gud.

Det blev allerede foregrebet palmesøndag, hvor Jesus på æselryg red ind i Jerusalem. Nok fik han en flot velkomst – det mener vi ofte nok også at give Gud -, men der gik ikke længe, før Jerusalem viste sig også at være lukket land for Guds søn. Jøderne ville ikke kendes ved ham, og selv hans disciple forrådte ham dér.

Forræderiet sker netop i dag, skærtorsdag, hvor Judas Iskariot går til ypperstepræsterne og fortæller dem, hvor de kan finde og pågribe Jesus – manden, som påstår at være Guds søn. Og Judas’ forræderi peger endvidere frem på Peter, som efter pågribelsen af Jesus fornægter ham tre gange. Forræderen Judas’ hjerte viste sig således lukket for Guds Ord, og det samme gjaldt Peter – den discipel, som Herren ellers ville bygge sin kirke på (Matt 16,18). Også dengang for omkring 2000 år siden var kirken altså på sin vis lukket.

Jesus kendte alt til disciplenes dybe vantro – han forudsagde både Judas’ forræderi og Peters fornægtelse af ham. Han vidste, at deres hjerter var forhærdede og lukkede, og det havde derfor kun været naturligt, at Jesus havde givet dem, hvad der tilkom dem, og ladet dem i stikken. Men Jesus gør det stik modsatte: Han indstifter nadveren og giver sig selv for deres synder. Derfor er evangeliet, dengang som nu, at Guds Ord ikke lader sig stoppe, hverken af en lukket byport, en lukket kirkedør eller et lukket menneskehjerte.

Kirken er åben!

Med andre ord lyder evangeliet i dag altså: Kirken er åben! For hvad end man skulle mene om præsters, biskoppers og ministers ageren i denne sag, så har ingen af dem magten til at åbne eller lukke kirken. Nok er de danske kirker lukkede – folkekirken er lukket. Det har øvrigheden nu engang befalet (og man kan retteligt kritisere den for det), og præsterne må så stille sig til rådighed for deres menigheder på anden måde.

Men Guds kirke, den er og forbliver åben. Guds kirke er nemlig hvor end Gud lader sit Ord lyde, og det er et Ord, som vi ikke undslipper så let, som vi ellers gerne bilder os ind. Nadveren viser det måske bedre end noget andet, for her sparker Guds Ord den lukkede dør til menneskehjertet ind. Gud er vitterligt og i sandhed til stede i brød og vin, ligesom han var det hos disciplene skærtorsdag, og ligesom han er det hvor end han forkyndes. Og her oplukker han de menneskehjerter, som alle til hobe stædigt har lukket sig i for ham.

At spise sig en dom til

Derfor er det også fejlagtigt, når kirken (ikke mindst den protestantiske) har lært, at nadveren er for de rene. I luthersk sammenhæng opererer vi f.eks. med det såkaldte manducatio oralis et impiorum, som betegner, at såfremt de vantro indtager nadveren, så modtager de også Kristus, som jo reelt er til stede i brødet og vinen, men nadveren bliver dem i så fald til dom.

Dogmet er ikke i sig selv usandt, men vores brug af det har været usand. For i nadveren modtager vi syndernes forladelse, og det betyder jo netop, at vi er syndere; og hvad er synden, hvis ikke det, at vi vender os bort fra Gud, dvs. vantro? Synd er intet andet end vantro, og enhver, som modtager nadveren, spiser sig derfor en dom til. Syndernes forladelse er netop Guds dom over mennesket – men det er også det, hvormed Gud befrier os og påtager sig den dom, som han har fældet over os.

Nadveren kan vi derfor også modtage i dag, selvom de fysiske kirker er lukkede; ingen lukket kirkedør holder nemlig Guds Ord for døren, og Guds kirke er altid åben. Kan vi ikke modtage nadveren i vores sognekirke, må vi derfor selv indstifte den, eller alternativt sige med Augustin (hvilket Luther aldrig blev træt af at gentage): “Tro, og du har spist!”.

Mikael Brorson

Mikael Brorson er cand.theol. og ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside