Opera: Tryllefløjten i Prag

Det var Mozarts Don Giovanni, der i 1787 havde premiere i Prag på, hvad der dengang hed Nostitzsches Nationaltheater efter den aristokratiske František Antonín Count Nostitz Rieneck, der lod bygningen opføre et par år forinden. Senere blev det omdøbt til Deutsches Landestheater og var som udgangspunkt forbeholdt tysksprogede opførelser. I 1920 blev “Stavovské divadlo” en af scenerene i det nuværende Nationalteater.

Nostitzsches Nationaltheater i dag. Foto fra Nationalteatrets hjemmeside.

Heldigvis har andre Mozart-operaer også fundet vej til den historiske bygning, således Die Zauberflöte fra komponistens dødsår. Opera er så meget sagt, for der er betydelige elementer af syngespil i værket, eksempelvis talt dialog, dyr og andre eksotiske elementer, som folket kunne lide. Værket blev nemlig uropført på det mere folkelige Theater auf der Wieden i Wien, men nåede Nostitzsches Nationaltheater i 1792. Siden 2015 har man her kunnet se en flot opførelse af dette værk, et værk som i høj grad transcenderer genrer med ganske krævende partier og subtile detaljer gemt i partituret.

Opsætningen var i den historiske bygning gjort næsten demonstrativt ”anakronistisk” på den måde, at scenerummet var bygget op med en stor mængde “rammer i rammer”, der strakte sig bagud i det uendelige. Lidt som hvis man holder to spejle op over for hinanden. Noget man tilsvarende kan se i meget gamle teatre, eksempelvis Markgräfliches Operhaus i Bayreuth. Også opsætninger fra Den Kongelige Ballet på gamle scene har fra tid til anden benyttet sig af tilsvarende virkemidler.

Den onde Nattens Dronning. Foto: Hana Smejkalová. Fra Nationalteatrets hjemmeside.

Til hver rammer var der forskellige scenebilleder, der lynhurtigt hejses op og ned og flytter karaktererne fra det ene sted til det andet med stor hastighed. Ved et lyn og et trylleslag ryger man fra det ene sted til det andet på et splitsekund. Og kort efter igen fra det ene andet sted til det tredje. Frem og tilbage i scenerummet. Dette var en meget effektfuld måde at bruge en gamle sceneteknik på. Hertil kommer effektfulde lyn- og gnisteffekter. Særligt effektfuldt var det alt sammen i anden akt i det labyrintiske visdomstempel. Man bliver svagt rundtosset eller svimmel.

Det var ikke gjort meget for at få de mange scenebilleder til at se ”realistiske” ud. Mange af dem lignede bevidst tegninger med inspiration fra renæssancen eller lignende i en lettere karikeret form. Ganske passende til Mozart og Schikaneders skæve univers skabt i blandinger af stilarter, hvor det barnlige møder det livskloge.

Der var heller ikke gjort meget for at lade scenografien forsøge at hjælpe tilhørerne med at finde rundt i den ikke særlig velstrukturerede historie. Tværtimod synes dette af instruktøren, Vladimír Morávek, bevidst fravalgt, sådan at den rodede historie bliver noget positivt i den forstand, at den sammen med de netop omtalte scenografiske virkemidler giver historien en form for ”energi” eller ”tempo”, som jeg ikke mindes at have set før i opsætninger af Tryllefløjten, men som spiller godt sammen med den spøjse historie.

Opsætninger af værket kan ellers ikke sjældent godt have en tendens til at stå lidt stille, da instruktørerne lidt for ofte har for travlt med at fokusere på nogle elementer i den kapriciøse genreblanding, mens de andre glemmes. Tryllefløjten er ikke nogen let opera at iscenesætte. Den giver ikke sig selv. Ofte er publikum da også tilfredse med Mozarts vidunderlige musik. I Prag får man ikke kun dén, men også en opsætning, der både er original og tidssvarende og samtidig passer til værket.

Den gode Sarastro. Foto Hana Smejkalová. Fra Nationalteatrets hjemmeside.

De flotte og eventyrlige kostumer af Tomáš Kypta fortjener også et par rosende ord herfra, men her er det vist nok at henvise til de indlagte billeder fra Nationalteatrets hjemmeside.

Men der er plads til forbedringer, selv i Prag. Den talte dialog var således ledsaget af en skuespiller, klædt ud som Mozart, der oversatte den talte, tyske dialog til tjekkisk. Jeg har stor sympati for, at operaer enten tekstes eller oversættes til det lokale sprog, men så burde man have holdt sig til en af delene. Hellere oversætte det hele til tjekkisk og tekste på tysk. Eller omvendt. Simultantolkningen på scenen fungerede ikke.

Værre var det imidlertid, at man tilsyneladende havde erkendt det akavede i tolkningen og forsøgt at kompensere for det ved at lade Mozart-karakteren spille med i stykket således, at han også lavede lidt sjov med de andre karakterer, der blev irriterede over at blive af brudt af tolkningen.

Denne kreativitet kunne man passende i stedet have udfoldet i personinstruktionen, hvor der ofte manglende noget. Lidt for ofte stod karakterne bare og sang ret op og ned, uden at have meget med hinanden at gøre. Dette er dog ikke uset i Tryllefløjten, hvor teksten mange steder ikke giver meget at arbejde med. Men så er der jo så meget større frihed til instruktører – der jo i andre sammenhænge ellers ikke er bange for at modarbejde teksten.

Prag har en meget lang of fin Mozart-tradition, og der var derfor forudseligt heller ikke noget at udsætte på Nationalteatrets kor og orkester dirigeret af Jaroslav Kyzlink. Men alligevel var den valgte stil i forhold til min, personlige smage dels for asketisk, uden det liv og spræl der for alvor kan gøre Mozart interessant, dels for romantisk (tung). Den lethed for friskhed, der kan være over Mozart var fraværende. Tempoet var dog ganske friskt, hvilket var godt, og passende til den opsætningsstil, der valgt. Det kunne have været interessant at opleve, hvilket indtryk det havde gjort, hvis Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester havde leveret musikken.

Partiet som prisen Tamino blev sunget godt af Jaroslav Březina. Flot og lyrisk sang, men i sit generelle udtryk lidt for kedelig en helt. Han udvikler sig aldrig helt troværdigt fra den dreng, der tror, at Nattens Dronning med de flotte koloraturer er god. Hun blev i øvrigt fantastisk flot sunget i sine to berømte arier af Martina Masaryková.

I modsætning til Tamino er Pamina i Kateřina Kněžíkovás gestalt mere troværdig som heltinden, der flot både synger og spiller sig igennem ild og vand fra at være ung pige til at være kvinde.

Sarastro blev sunget med passende alfaderlighed og alvor af Jiří Sulženko

Hvor nattens dronning er Tryllefløjtens mest udtalte repræsentant for den seriøse opera seria, er fuglefængeren Papageno den mest udtalte repræsentant for det folkelige syngespil. Hans mere jordiske kærlighed til Papagena virkede fint og rørende, og for de fleste er den meget mere ægte end Tamino og Paminas noget mere kolde og idealiserede kærlighed, der sættes i scene og på prøve af Sarastros formaninger. Jiří Brückler var en glimrende Papageno med den passende mængde overspil, der hører til karakteren.

Endelig bør fremhæves gode præstationer fra Nattens Dronnings tre damer og fra Sarastros tre drenge. Sidstnævnte blev i Prag sunget af tre nydelige unge damer.

Jeg er i det hele godt tilfreds med Nationalteaterets Kouzelná Flétna, og kan ikke andet end anbefale den. Men jeg ærgrer mig lidt over de lidt for mange skønhedsfejl. Med lidt flere anstrengelser kunne man være nået helt i mål.

Wolfgang Amadeus Mozart, Die Zauberflöte (Kouzelná Flétna). Libretto af Emanuel Schikaneder, Nationalteatret i Prag, Stavovské divadlo, den 1. februar 2020

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende m.v.

https://www.narodni-divadlo.cz/en/show/die-zauberflote-kouzelna-fletna-1520139?t=2020-02-01-17-00

Milada Jonášová, Mozart’s Singspiel with opera seria elements (programartikel)

Gerhard Schepelern, Operabogen (1946)