Kristendommen som fortegn: Etiske tanker og bagtanker

Af Mikael Brorson

Nutidens konservatisme – i hvert fald den tænkende del heraf – har påtaget sig den nødvendige opgave at tænke over samfundets moral: Gode, konservative debattører, som f.eks. dette foretagendes podcast-redaktør, Rasmus Ulstrup Larsen, diskuterer etiske problemstillinger og råber vagt i gevær over tidens kulturelle forfald og de moralske sider heraf.

Problemet bliver også temaet for Critiques Årskonference 2020, på hvilken førnævnte Ulstrup Larsens nye bog, Tidens Tegn, udkommer (bogen kan allerede forudbestilles nu). Der råbes med andre ord o tempora, o mores!, men uden blusel eller frygt for at fremstå bagstræberisk. Det er tiltrængt og glædeligt.

Gammel moral og ny moral

Alligevel finder jeg det værd at overveje, om ikke klageråbene har det med at bunde i de forkerte årsager – med den konsekvens, at løsningsforslagene også bliver forkerte? Der kan næppe herske tvivl om, at individualismen rider vores land og civilisation som en mare. Netop derfor er der behov for kvalificerede etiske overvejelser. Men det kan efter min opfattelse ikke blive herved – og faktisk må det begynde andetsteds.

Tidehvervs-teologen Johannes Horstmann har sagt, at vejen aldrig går fra moral til moralløshed, men altid fra gammel moral til ny moral (jeg bruger etik og moral som synonymer). Og eftersom man altid kan lære af Horstmann, men ikke desto mindre med et hurtigt blik omkring sig kan konstatere en god portion amoral, kan det nok vække forundring. Heraf kan man naturligvis tolke, at Horstmann tog fejl – men det kunne også tænkes, at problemet er mere grundlæggende: Vi mangler kristendommen som den naturlige forudsætning for moralen.

Uden kristendommen er det min påstand, at moralen og vores forhold til den aldrig bliver alvorlig. I stedet enten absoluteres eller nivelleres moralen, og bliver så at sige enten for alvorlig eller ualvorlig – hvor god eller dårlig den så end skulle være.

Relativeringen af etikken

Først absoluteringen, etikken som for alvorlig. Kristendommen åbenbarer menneskets totale syndighed, og på den måde opretter den – for nu at udtrykke det mytisk – et uendeligt og uoverstigeligt svælg imellem himmel og jord. Det menneskelige i alle dets afskygninger afsløres dermed som relative størrelser. Således også med etikken: Den er hverken guddommelig, uforanderlig eller hellig.

Det er imidlertid udelukkende kristendommen, som kan slå dette forhold fast. Står etikken alene uden noget til at sætte grænser for den, må den nødvendigvis blive absolut; den guddommeliggøres – og så er Fanden (sic!) løs i Laksegade. Der går i så fald religion i etikken, og det betyder, at etikken bliver et redskab for menneskets egen udfoldelse, hvor den egentlig skulle være til gavn for samfundet.

På det personlige plan bliver etikken så den stige, hvormed den enkelte på farisæisk vis mener at kunne klatre op til Vorherre, dvs. i personlig helliggørelse eller selvudvikling blive et godt menneske. Resultatet bliver med andre ord moralisme, hvad end det så er i form af kristelig moralisme, klima-moralisme, sundhedsmoralisme el.lign. Og på samfundsplan opstår f.eks. idéen om en særlig kristelig etik, hvorved samfundet kan indrettes efter guddommeligt inspirerede principper – med alle de absolutistiske tendenser, som dét kan indebære (man kan jo blot se på samfund, som indrettes efter muslimske moralprincipper). Det 20. århundrede vidner om, at samme tankegang kan forekomme i sekulære klæder.

Den teleologiske suspension af det etiske

K.E. Løgstrup udtrykte pointen ganske præcist, da han skrev, at “enhver etisk tanke er en bagtanke”. Når mennesker har med etikken at gøre, går det synd i den, og den skal derfor relativeres. Søren Kierkegaard, under pseudonymet Johannes de silentio, kalder i Frygt og Bæven dette for den teleologisk suspension af det etiske.

Johannes de silentio bestemmer i første omgang det etiske som det almene. Etikken får således en central betydning: Som det almene gælder etikken for enhver, og etikken har intet mål udenfor sig selv; det er derfor ethvert menneskes (‘den Enkeltes’) mål at ophæve sin enkelthed i almenheden (SKS 4,148).

Men det bliver ikke herved, for det etiske er ikke absolut: Der gives en teleologisk suspension af det etiske, så det etiske ikke er målet for alle menneskets handlinger. Herved forstås det paradoks, at den enkelte i troen, dvs. i forholdet til det absolutte – Gud – er højere end det almene (SKS 4,159). Det etiske som det almene må altså kunne suspenderes og tilsidesættes, fordi menneskets afgørelse i forholdet til Gud står højere end det etiske.

Etik som synd

Hvad betyder det i praksis? Vi kan eksemplificere det med Jakob Knudsens roman, Den Gamle Præst. Her møder vi Grev Trolle, som ved et uheld slår en af sine svende ihjel i et raserianfald over, at denne har forsøgt at voldtage hans datter. Greven vil tilstå, men byens gamle præst, pastor Castbjerg, beder ham tie for hans kones skyld, hvis helbred er meget skrøbeligt: Hun vil med al sandsynlighed dø, hvis greven tilstår.

Hvad er nu det etisk rigtige? Herpå kan vi selvfølgelig anlægge et væld af synspunkter, men det er ganske oplagt, at greven bør påtage sig straffen, fordi han har forbrudt sig imod loven. Udfaldet bliver dog et ganske andet: Pastor Castbjerg tillader ham det af hensyn til konen ikke, og da Grev Trolle ikke stoler på, at han kan lyve, samarbejder Castbjerg og greven i stedet om grevens selvmord. En etisk angribelig handling, som han ikke desto mindre fører ud i livet – for sin kones skyld. Det almene suspenderes til fordel for den uetiske, men kærlige, handling, som greven gør overfor sin kone.

Dobbeltbevægelsen

Her var den etiske tanke en bagtanke – etikken var synd – og sådan er det med enhver etisk overvejelse. Det fortæller kristendommen os, så etikken aldrig bliver absolut. Men udsagnet om, at enhver etisk tanke er en bagtanke, gælder også den anden vej rundt, eftersom menneskets synd er altomfattende: Enhver uetisk tanke er en bagtanke.

Derfor lader kristendommen det heller ikke blive ved en suspension af det etiske – kristendommen afskaffer ikke etikken. I så fald ville den jo være blevet ualvorlig, sådan som den er det for nihilisten, som hævder, at der slet ikke findes godt og ondt, eller deterministen, som reducerer mennesket til en art kognitiv algoritme, hvis resultat er givet af dets omgivelser.

Nej, kristendommen gør netop etikken alvorlig, og redder den dermed fra nihilismens og determinismens nivellering. Når den derfor har relativeret etikken og suspenderet den som menneskets yderste mål, så sender den på ny mennesket tilbage i det etiske – det etiske, som nu ikke er absolut, men som alligevel er stedet for menneskets møde med det absolutte.

Det etiske stadfæstes altså som noget rent verdsligt, menneskeligt og foranderligt. Det hører til i vores verden af syndige handlinger. Men denne verdslige etik gøres nu, i hvad udformning den end har, til stedet hvor menneskets gudsforhold afgøres. Alverden relativeres, for at jeg i alt det relative kan møde Guds absolutte bud om, at jeg skal elske min næste som mig selv.

Nødvendigheden af at diskutere etik

Derfor er det også nødvendigt, at vi diskuterer etiske og moralske spørgsmål. Og selvom vi af kristendommen er sat fri til at gøre det uden at skulle anskue moralen som åbenbaret fra oven og dermed mejslet i sten, kan vi ikke skalte og valte med den efter forgodtbefindende. Når det almene sættes af kristendommen, betyder det nemlig, at det almene er under Guds forsyn. Det er menneskeværk, ja, men det er stadig under den almægtige Guds styrelse, og der er foranderligt netop fordi Gud forfølger det foranderlige menneske på dets foranderlige veje med sin lige så uforanderlige fordring om kærlighed, til enhver tid og på ethvert sted (det er jo netop Guds nåde – men den overvejelse hører vist til et andet sted).

Så kan vi altså med frimodighed diskutere, efter hvilke etiske principper vi bør indrette vores samfund (og har man ikke allerede tilmeldt sig, kan man jo passende se at få købt sin billet til Critiques Årskonference om emnet). Én ting står imidlertid fast: Er kristendommen ikke fortegnet, så er vores indsats intet andet end skønne, spildte kræfter.


Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!