Isabella Arendt: Kristendemokratisme i nye gevandter

Familie

Kristendemokraterne er endelig kommet ud af fordommenes kulde og ind i varmen i dansk politik, skriver partiets nye formand, Isabella Arendt. Hun fortæller her, hvad ’det nye KD’ er, nemlig klassisk kristendemokratisme i nye gevandter.

Af Isabella Arendt

Kristendemokraterne har meldt sig på banen som borgerligt parti på en måde, som partiet ikke har været tidligere. Jeg bliver af og til spurgt om ’det nye KD’. Der er da også meget, som er nyt i partiet for tiden med mange nye medlemmer, ny ledelse og nyvalgt formand. Det eneste, som ikke er nyt er faktisk partiets politik. At den opleves sådan skyldes måske de nye mennesker i spidsen, som fremlægger den på en måde, så vælgerne hører budskaber, som de ikke har hørt før.

Et kristent parti?

Kristendemokraterne har siden partiets stiftelse været et borgerligt, kristendemokratisk midterparti. Det er vi stadig. Vi sad med i Schlüters regering i 80’erne og gjorde med Christian Christensen en god og tydelig figur som miljøminister. Af politiske resultater kan nævnes, at vi fik gennemført en ambitiøs vandmiljøplan, som skulle sikre bæredygtige vandløb i Danmark. I samme regering havde vi boligministerposten. Da magten skiftede i 1993 fastholdt Kristendemokraterne (dengang Kristeligt Folkeparti) stort set sine ministerposter. I den nye socialdemokratiske regering fik vi derfor både boligministerposten og energiministerposten.

Dog er der i tiden udenfor folketinget sket meget i dansk politik, som vi ikke har været en del af. Det betyder, at mange ikke længere ved, at kristendemokratisme er en ideologi. Jeg havde en snak med en journalist på DR2 forleden, hvor vi skulle optage til et program senere i foråret. Hele hans manus var baseret på, at KD skulle være et kristent parti. Han havde – som mange andre – fået kristendemokratisme adskilt til ’kristent demokrati’. Det har ikke hold i virkeligheden. Kristendemokratisme er ikke en politisk udgave af kristendom og er ikke et forsøg på at få religiøse doktriner indført ved lov. Det har det aldrig været.

Kristendemokratisme

Kristendemokratisme er i hele Europa en ideologisk retning på lige fod med liberalisme og socialisme. Ideologien blev udtænkt som modtræk til liberalismens fokus på markedet alene og socialismens ensidige fokus på staten. Kristendemokratisme er en borgerlig ideologi, der vægter civilsamfundet højt, har miljøpolitik som fokuspunkt og kæmper for familier, udsatte og børn.

Ideologien er bygget på tre grundlæggende kristne værdier: menneskets unikke værdi, ansvar for natur og miljø og individets personlige frihed. Det er i øvrigt nogle af de samme kristne værdier, som historisk har præget dansk kultur. Måske det er derfor, vi ikke længere opfatter dem som kristne værdier, men bare som værdier? Ikke desto mindre er det værdier, som kendetegner de fleste vestlige lande, som har haft kristendommen som formende element.

På den økonomiske politik er ideologien ordoliberal, hvilket vil sige, at man vil et frit marked som udgangspunkt, men at det skal reguleres, så uligheden mellem mennesker ikke stiger for meget. Det er samme politik man måske genkender fra CDU i Tyskland under ledelse af kansler Angela Merkel. Da jeg overfor journalisten på DR2 nævnte, at Merkel også er kristendemokrat, blev han temmelig overrasket. At danske medier i manglende oplysning har kaldt hende konservativ i mange år kan hun trods alt ikke gøre for.

Det særlige ved Kristendemokraterne

Kristendemokratisme bygger netop på et kristent menneskesyn, som man finder hos mange partier i det vestlige Europa. Derudover kæmper mange kristendemokratiske partier – også Kristendemokraterne i Danmark – for religionsfrihed og en forståelse for, at tro har en plads hos mange mennesker. Derfor har det også en plads i samfundet og må fylde i det offentlige rum.

F.eks. er Kristendemokraterne det eneste borgerlige parti, som er modstander af burkaforbud og imamlove i Danmark. Vi mener helt klart, at retten til at tro også betyder retten til at vise sin tro. Ellers er det en falsk rettighed. Ligesom at der skal være ret til at være homoseksuel – og ret til at vise sin seksualitet f.eks. ved at holde sin partner i hånden på gaden. Hvis det blev forbudt at være homoseksuel i det offentlige rum, ville det være en hul rettighed. Det samme kan sige om trosfriheden.

KD adskiller sig også fra de andre borgerlige partier ved at have et stærkt fokus på klima og miljø. Den føromtalte journalist fra DR2 var ellers sikker på, at vi ville sidde tungt på poster i Kirkeministeriet. Det har vi aldrig gjort. Til gengæld har vi i to regeringer i træk været forrest på den grønne dagsorden.

Det vidner om, at ’det nye KD’ ikke er et anderledes parti, men snarere en kommunikation som viser, hvad Kristendemokraterne faktisk er og ikke hvad journalister og andre tror vi er. Partiet har kæmpet for bæredygtighed siden stiftelsen i 1970, netop fordi ansvaret for vores planet er noget, som vi er forpligtede på. Når alle mennesker er ligeværdige, betyder det også, at mennesker i andre lande og i fremtidige generationer er ligeværdige med os. Dermed er deres behov for drikkevand og naturressourcer det samme som vores. Vi må derfor sikre, at vores planet bebos på en bæredygtig måde, så mennesker i hele verden og i alle generationer har samme gode muligheder for lykke og vækst, som vi selv har haft.

Hvad er ’det nye KD’?

Det trådte tydeligere frem ved valget sidste år. Det er godt, hvis du spørger mig. Det betyder, at nogle af de mange religiøse fordomme om partiet kan falde til jorden. Det er jo tit sådan med fordomme, at de baseres på rygter frem for faktisk viden. Jeg har derfor sat mig som mål som ny partileder at oplyse om, hvad KD faktisk er.

Så hvad er ’det nye KD’? Det er et 50 år gammelt parti med en ny og ung partileder. Det er et parti med en kristendemokratisk ideologi, som vi har glemt i Danmark. Derfor kalder jeg os borgerlige – dét ved folk, hvad er. Det er et parti som stadig har fokus på børn, bæredygtighed og menneskeværd.

Det er et parti, som vælgerne forholder sig nysgerrigt og – i de fleste tilfælde – positivt til, og vælgerne forsøger faktisk at høre, hvad vi siger frem for at lade fordommene overskygge deres vurdering.

Det er et parti, som for første gang siden 2005 er støt på vej frem.

Det betyder, at jeg kan få lov at være politiker og ikke en religiøs leder – ligesom alle andre partiledere både herhjemme og i Europa. Det føles godt og det føles som om, at vi endelig, efter mange år ude i fordommenes kulde, er kommet hjem og ind, hvor vi hører til.

Isabella Arendt er formand for Kristendemokraterne.