Byen er ikke bare en mudderpøl, men en åben kloak fyldt med skidt i den nye film om den kendte Batman-skurk, Joker. Fra start til slut er byen et frådende uhyre, der æder sine indbygger levende. Gotham City har genvundet noget af det gotiske mørke, der forsvandt lidt efterhånden som Christopher Nolans Batman-trilogi tog form, og det klæder den faktisk.
Vil man have lidt af den samme oplevelse herhjemme, behøver man blot besøge den nye københavnske metrolinje. Selvom den i skrivende stund kun er godt en uge gammel, er den lige så snavset og beskidt som byens offentlige transportsystem i almindelighed. Det er svært at forstå, hvordan metrolinjer i eksempelvis Prag og Berlin bygget af kommunistregimer under jerntæppets åg den dag i dag tager sig renere og pænere ud end noget bygget i Danmark i sidste uge.
I Gotham City strejker skraldemændene. Affaldet hober sig op i gaderne i den i forvejen møgbeskidte by. Både det rigtige affald og det menneskelige. For der er ikke mange sympatiske mennesker i byen, hvor enhver synes parat til at overfalde eller svigte sine medmennesker.
Et af menneskene født ind i dette helvede er Arthur Fleck, der lever et liv på psykofarmaka hjemme hos sin mor, hvor tiden mest går med at se komedie-talk shows i fjernsynet, når han ikke arbejder som klovn hos vikarbureauet Haha! Han plages af hyppige, ukontrollerede latteranfald, der mere er uhyggelige end sjove. Drømmen er at blive komiker, men oftest er Arthur ufrivilligt morsom og konstant udsat for grove ydmygelser fra såvel vildt fremmede som folk, der står ham nær. Da kommunen efter endnu en sparerunde tager hans medicin, finder han det let at overgive sig helhjertet til det altfortærende vanvid. Klovnemasken bliver ikke længere en maske, men den sande identitet, da han med besk ironi ydmygende bliver kaldt Joker af dem, der vil fremhæve, at han netop ikke er sjov.
Jeg har personligt lidt et problem med den vinkel på Joker-karakteren. For den fungerer så afgjort bedst, når vanviddet er uforklarligt, meningsløst og fuldstændig irrationelt sådan som i Tim Burtons Batman (1989). Den sociale baggrund ødelægger i sidste ende nok mere ved karakteren, end der føjes til.
Imens Artuhur stille og roligt er på vej ud over afgrunden, stiller den arrogante rigmand Thomas Wayne op til posten som borgmester. Han lover at rydde op i byen. Fjerne alt affaldet og skidtet og få styr på byen. Ikke ulig senatoren Charles Palentine i Martin Scorceses Taxi Driver (1976), som er den film, Joker nok har mest til fælles med foruden David Finchers Fight Club (1999) og Darren Aronofskys Requiem for a Dream (2000). Men Thomas Wayne aner reelt intet om, hvordan virkeligheden ser ud i byen. Han spærrer sig inde på sit landsted med sin forkælede søn, Bruce, og interesserer sig reelt ikke for samfundets svageste.
Stemningen er på kogepunktet. Da tre Gordon Gekko-typer bliver myrdet i metroen, hyldes morderen som en folkehelt og bevægelsen KILL THE RICH opstår. Byen syder af oprør.
Det er de riges skyld. Det er de hvides skyld. Det er mændenes skyld. Det er filmens gennemgående credo. Men sympatien placeres så entydigt efter denne formel, at det forekommer animeret. Kunstigt. Decideret klodset. Helt galt går det, da Arthur holder en tale på tv til sidst, der skal forklare den pointe, man skal have været blind, døv og død for ikke at have fattet allerede efter en halv times spilletid.
Joker starter ufattelig stærkt med sin miljø- og karakterskildring, men ender med at blive en regulær maveplasker. Instruktøren, Todd Philips, kan ikke styre sig i den sidste tredjedel. Der skal konstant smøres endnu tykkere på. Ærgerligt. For ideen om at vende Batman-universet på hovedet – sådan at Batman dybest set er en forkælet møgunge, hvis forældre fik, hvad de fortjente, mens Jokeren er en sølle stakkel, der er sammenspilsramt og et produkt af sociale problemer forårsaget af overklassens svigt – er faktisk god. Med lidt større behændighed kunne Joker være gået hen og blevet en af årets bedste film. I stedet ender vi kun lige lidt over det middelmådige. 6/10
