Det borgerlige Danmark er i krise. Krisen er en idékrise. Krisen omfatter også det konservative Danmark. Men debatten har hidtil fokuseret på liberale problemer. Vi tror konservatismen er en del af løsningen. Derfor har vi spurgt en række tænkende konservative i kredsen om Årsskriftet Critique, hvad der skal til for at genrejse det borgerlige Danmark. Denne gang filosof og forfatter Brian Degn Mårtensson.
Følg og støt den borgerlige idedebat ved at abonnere på Årsskriftet Critique.
Lidt forenklet udtrykt findes der i Danmark to borgerligheder i det politiske landskab. Mest synlig i dag er købmandsborgerligheden, hvor man er særligt optaget af økonomi, skat og vækst. Den anden – og for tiden noget mere hengemte – er den åndelige borgerlighed, hvor man har et overvejende fokus på kultur, tradition, frihed og eksistens. Jeg vil i nærværende artikel vise, hvorfor den hengemte åndelige borgerlighed er et alvorligt problem.
Købmandsborgerligheden er for sin part vigtig, da den på baggrund af en stolt borgerlig-liberal tradition forsvarer næringsfriheden og bekæmper urimelige skatter. Tilmed må man også anerkende nødvendigheden af at have et samlet blik for landets økonomiske bæredygtighed, herunder at statsbudgettet hænger sammen.
Man kan forenklet sige, at købmandsborgerligheden giver et bud på, hvad vi skal leve af nu og her – som enkeltindivider, familier og nation. I ganske mange år har købmandsborgerligheden haft den altdominerende vægt i den hjemlige politiske debat, hvilket til dels skyldes en forståelig historisk-epokal reaktion på kriserne i 1970`erne, mens til dels også skyldes en generel økonomificering af hele det politiske liv.
Men hvad bør vi leve for?
Den åndelige borgerlighed er vigtig, da den – modsat købmandsborgerligheden – forsøger at give et svar på, hvad vi bør leve for. Den giver så at sige begrundelsen for købmandsborgerlighedens stræben ved at pege på, hvad de erhvervede midler burde bruges på. Hvorfor have alt det besvær med at gå på arbejde, drive erhverv og føre en sund økonomisk politik?
Jo, svaret er for den konservative af åndfuld borgerlig observans, at mennesket og dets kulturelle udtryk har et umisteligt værd, som vi aktivt må ære og værne om. Som før nævnt er den åndelige borgerlighed stille og roligt gledet ud i periferien af vores hjemlige politiske debat, hvilket har efterladt os med en købmandsborgerlighed uden formål og retning.
Betragter man situationen udefra, er det i grunden mærkeligt, at vi efter 25 år med ganske sunde økonomiske forhold, stort set kun har købmandsborgerligheden repræsenteret i dansk politik. I mens de økonomiske nøgletal er kommet i god gænge efter derouten i 1970`erne, har en anden udvikling nemlig fundet sted: Den konkurrencestatslige tingsliggørelse af både menneske og nation.
Meget sigende var et af Socialistisk Folkepartis hovedbudskaber i den forrige valgkamp, at ”børnene er vores bedste aktier” – og dette noget problematiske menneskesyn mødte ikke den store borgerlige kritik. Sloganet var meget sigende for en helt konsekvent diskursiv ændring: Børn er i dag kommende produktionsenheder, i mindre grad af egen ret værdige mennesker. Samfundet har brug for ”sammenhængskraft”, ikke fædrelandskærlighed. Vi skal ”investere” i uddannelse, ikke løfte kundskab og dannelse. Tænk over det et øjeblik. Er det ikke trist?
Dehumaniseringens politik
Særligt SSFR-regeringen i perioden 2011-2015 accelererede overgangen til en samfundsform, hvor man under påberåbelse af lighed og progressiv politik indførte det ene dehumaniserende tiltag efter det andet. Især skole- og uddannelsesområdet blev set som motor for denne transformation, hvor folkeskolereformen af 2013 er et lysende eksempel.
Her ville man bruge det, der før var var en kulturel genskabelsesproces – grundskolen – til i stedet at producere øget lighed og samtidig sikre, at alle børn bliver så ”dygtige, de kan”. I den tankegang, der lå bag reformen, knyttede grundskolen sig primært til økonomi og socialpolitik, ikke til – efter opfattelsen forældede – begreber om kultur og dannelse. Folkeskolereformen var på formålsniveauet – sammen med en række andre af regeringens tiltag – topstyret social engineering i en grad, som næppe tåler historisk sammenligning andre steder end i Østeuropa, Kina og Nordkorea.
Den politologiske referenceramme var Ove Kaj Pedersens beskrivelse af konkurrencestaten, hentet fra bogen med samme titel. Ifølge konkurrencestatsideologien har den globale økonomi udviklet sig på en sådan måde, at det ikke længere giver nogen mening at tænke dansk politik adskilt fra resten af verdens. Danmark eksisterer både politisk, økonomisk og kulturelt nu i en irreversibel og total symbiose med omverdenen, og al intern politikudvikling må derfor tænkes som responser på internationale forhold og strømninger.
Der er her intet valg. Ligeledes har tidligere tiders skarpe opdeling mellem det åndelige og verdslige regimente, mellem personlige og offentlige forhold og mellem kultur og økonomi ifølge konkurrenceideologien spillet fallit. I stedet er der i den moderne tid nu også brug for et mere internt symbiotisk blik på samtlige politikområder: Reguleringen af alle samfunds- og livsforhold må nu forenes i ambitionen om at øge konkurrenceevnen, sikre økonomisk vægt og øge hver enkelt borgers bidrag til BNP.
Det, der før var midler, er nu blevet mål. Derfor udtalte finansminister Bjarne Corydon ved sin afgang da også, at folkeskolereformen var den beslutning, han var mest stolt af.
Konkurrencestaten ødelægger forholdet mellem stat og borger
Reformen af folkeskolen var ikke bare et led i et opgør med den dansk-nordiske form for pædagogik, hvor dannelse, kultur og kundskaber almindeligvis har været vægtet højt. Den var også et mere grundlæggende opgør med Grundlovens forståelse af forholdet mellem borger og stat: I det danske demokrati har det traditionelt været en forudsætning for den politiske legitimitet, at borgerne fandt sammen og dannede sig en stat – altså er staten principielt et villet produkt af borgernes autonomi.
I konkurrencestatsideologien er det reelt omvendt: Borgeren er et villet produkt af statens autonomi. I den reformerede folkeskole skaber staten – ved hjælp af såkaldt evidensbaserede metoder, kontrol og regneark – de borgere, som finansministeriet mener vil gavne statens ageren i den internationale konkurrencesituation. Tilmed er dette grundforhold slet ikke til diskussion, da der ifølge teoriens støtter som nævnt er tale om uimodsigelige fakta. Derfor er konkurrencestatspolitikken for dens tilhængere en absolut nødvendighed – en logisk følge af nærmest naturgivne lovmæssigheder.
Lyder dette påfaldende marxistisk for den ærede læser, er det ikke tilfældigt. Hele ideen bag konkurrencestaten er nemlig, at man aktivt skal manipulere en iagttaget neoliberal verdensorden således, at den bringes til at tjene en – typisk med marxismen formuleret – lighedsdagsorden, hvor så mange som overhovedet muligt af staten styres i retning af høj produktivitet. Undervisningsminister Christine Antorini kaldte også meget passende folkeskolereformen for en ”revolution”.
I forskningsmiljøet var støtten tilsvarende også størst blandt de, der i de glade 70`ere og 80`ere flittigt havde publiceret håbefulde artikler om marxismens progressive dagsordener og arbejderklassens frelse.
Hvorfor støtter de borgerlige dehumaniseringen?
I lyset af ovenstående postmarxistiske rodbehandling af hele vores fremtidige samfundsstruktur kan det virke overraskende, at både Venstre og Konservative rent faktisk tog del i de forlig, der knyttede sig til reformeringen af dansk skole og uddannelse (folkeskolereformen var blot et blandt mange tiltag).
Kun Liberal Alliance løftede i perioden 2011-2016 den borgerlige fane til kamp, og fortjener stor ros for et både liberalt og kulturkonservativt forsvar for vesteuropæisk oplysning og dansk-nordisk skoletradition. I forbindelse med regeringsdeltagelsen tiltrådte LA i 2016 dog også de centrale forlig, men formåede herved at sætte sig i spidsen for et genrejselsesprojekt, hvor nogle af de værste skader blev delvist udbedret i samarbejde med foligskredsen.
På Christiansborg hører man dog i dag stadig kun sjældent åndeligt borgerlige røster fra V og K, der synes helt ligeglade med fundamentet for al anden politik, nemlig skole- og uddannelsesområdet.
Hvordan kan det være? Et bud er, at man opfatter pædagogik som noget hyggeligt sødsuppe-halløj, som de røde partier da fint kan fornøje sig med uden at nogen vil mærke nævneværdigt til det, mens de voksne fokuserer på de virkeligt betydningsfulde ting; skat, økonomi, retspolitik, udlændinge osv. Imidlertid er en sådan opfattelse – eller bare noget, der ligner – ahistorisk og helt misforstået.
Dette vil jeg kort opsummere i det følgende – med fokus på etablering af en fremtidig borgerlig skole- og uddannelsespolitik.
Den borgerlige uddannelsespolitik – en vej frem
Først bør det ihukommes, at hele vores vestlige civilisation primært betjener sig af begreber, der blev udviklet af store tænkere i henholdsvis antikken, oplysningstiden og romantikken. Alle disse havde en interesse for pædagogikkens grundforhold.
Platons hovedværk Staten er i grunden en bog om pædagogik, da det også for ham var indlysende, at ethvert bæredygtigt politisk (såvel som økonomisk!) system må basere sig på videregivelse af normer, erfaringer og kulturelle frembringelser. Oplysningstiden store tænkere som Voltaire, Rousseau og Kant var også dybt optaget af pædagogik og uddannelse, ligesom romantikken i Danmark blev mærkbart formet af skolemanden Grundtvig.
Selv i vores forfatning, Grundloven, har man i § 76 fundet det nødvendigt at indskærpe borgerens ret til at modtage en grundskoleundervisning, der ikke er givet af staten, da et demokrati kun kan bestå, hvis borgerne selvstændigt kan oplyses og myndigt engagere sig. Eftersom en Grundlov kun omfatter helt og aldeles afgørende forhold af national betydning, bør dette mane til eftertanke. Der gives ganske enkelt intet levedygtigt politisk system uden en tænksom skole- og uddannelsespolitik.
Dernæst bør man gøre sig klart, at pædagogik ikke er hverken sødsuppe eller blød velfærdspolitik. Pædagogik i et oplyst samfund er med førnævnte Immanuel Kants udtryk et forsøg på at ”tvinge til frihed”. Selvfølgelig er det fint, hvis pædagoger, lærere eller professorer er søde og rare, men sådan er det også med automekanikere, butiksassistenter og departementschefer. Pædagogik er derimod det helt nødvendige menneskelige forhold, hvor en voksen generation har at gøre med den opvoksende af slagsen.
Dette grundforhold er i sig selv hverken godt eller ondt, men fra naturens side en forudsætning for at den opvoksende generation overhovedet har en chance for at klare sig i en farefuld verden.
Homo Sapiens er som art ekstremt dårligt rustet til at modstå sult, kulde og andre rovdyr uden at have modtaget en række basale, kulturelt udviklede, erfaringer om dette og hint. Sådan er det stadig i dag, også selvom disse erfaringers kompleksitet er øget markant over tid. Pointen med alt dette er, at pædagogik ud over at være en livsnødvendighed også er en grundlæggende civilisationsforudsætning – på linje med domstole og politi.
Gives der ikke kulturelle erfaringer videre, kan samfundet ganske enkelt ikke bestå. Derfor bør man politisk også behandle områderne med samme alvor og nogenlunde samme sprog, signalerende, at vi her har at gøre med nogle centrale grundpiller for hele samfundsstrukturen. Selv i beredskabsplaner osv. bør man sikre sig, at ”skolen, politiet og domstolene” fortsat kan funger under naturkatastrofer, terror eller lignende, ligesom ”regenten, statsministeren, justitsministeren og undervisningsministeren” som de første bør evakueres i en nødssituation.
Med dette mener jeg ikke, at det pædagogiske område ”skal tales op”, som man ofte hører om snart det ene, snart det andet. Der skal bare tales korrekt om det.
Samfundets pædagogiske interesser
Sluttelig må man på ny formulere en borgerlig politik om indholdet i samfundets pædagogiske indsatser, og her vil jeg anbefale, at man skelner relativt skarpt mellem småbørnsområdet, grundskoleundervisning og egentlig uddannelse. Overskriften for det hele er dog stadig at ”tvinge til frihed”, men form og indhold varierer naturligvis.
I vuggestuer og børnehaver bør man lade børn være børn, men dette gerne i en varm kulturel omfavnelse: Der skal være maser af fri leg, fællesspisning, fællessang, traditionelle fælleslege og besøg på teatre, i skoven og på børnevenlige museer. Der skal ingen statslige læringsmål være, intet curriculum og ingen test. Selvfølgelig vil børnene lære en masse, for sådan er de skabt fra naturens hånd, men statens styringsagenter skal holde sig langt, langt væk fra deres hjerner og tilblivelse som individer.
Kulturen og naturen, ikke staten, skal tale i vuggestuer og børnehaver. Staten skal beskytte børnenes frie møde med omverdenen – og derpå tie. I grundskolen skal fagene være i højsædet. Her mødes eleverne med tidligere generationers kulturelle erfaringer som fx matematik, fysik, poesi, religion og billedkunst med det formål, at de som kommende myndige borgere selv kan engagere sig i kulturens videre gang.
Der bør af praktiske grunde være en prøve eller eksamen til slut, så en nogenlunde retfærdig fordeling af fælles finansierede uddannelsespladser kan gennemføres. Så længe vi lever i et demokrati, skal staten ellers tie om grundskoleelevernes fremtidige virke.
Vi kan og bør som voksengeneration med ihærdighed og alvor give faglige, kulturbårne erfaringer videre, og vi kan legitimt håbe på og opfordre til videre uddannelse og erhvervsaktivitet. Men derefter må vi tie, hvis vi altså fortsat ønsker at leve i et land, hvor mennesket myndigt og selvstændigt forpligter sig på hinanden. Vi må tvinge til frihed, ikke tvinge til underkastelse.
I Grundskolen bliver man som elev således indviet i en kulturel tradition med en række fag, der beskriver vores omverden og os selv, men man pålægges hermed også frihedens byrde, idet man er født i et land, hvor staten ikke har sig nogle borgere, men borgerne i flere generationer efter hinanden har besluttet sig for at have en stat sammen. Dette afgørende forhold bør stå lysende klart i en borgerlige skolepolitik.
Til sidst kommer så uddannelsesområdet, hvor statens vigtigste opgave igen er at beskytte både borgernes og institutionernes autonomi. Også på uddannelserne må fag og tradition være omdrejningspunktet for alt, hvad der sker. Fx håndværksuddannelserne er først og fremmest til for at videregive æstetisk smukke og kulturelt værdifulde håndværkstraditioner, ikke for statsfinanserne eller diverse økonomiske strategier.
Efterfølgende viser det sig selvfølgelig ofte, at dygtige håndværkere faktisk netop er til gavn for de statslige finanser, men rækkefølgen må være som beskrevet, da det altid må være borgerne der danner sig en stat, ikke omvendt. Det samme gælder universiteterne, der er til for – via faglige traditioner – at skændes med sig selv og omverdenen om verdens egentlige beskaffenhed, ikke for at bidrage til vækst, velfærd og velstand.
Historisk har det ganske vist altid været sådan, at universitetsskænderierne fører til vigtige opdagelser og ideer, der så sidenhen viser sig at være ekstremt lønsomme. Det er vidunderligt, men ikke formålet. Skal disse fine mekanismer fungere, må staten så vidt muligt tie om eksterne mål og strategier, men aktivt beskytte – og forlange – et udpræget fagligt fokus på kulturens og traditionens grund.
De borgerliges mission punkt for punkt
Sammenfattende bør landets borgerlige kræfter arbejde for et fuldtonet opgør med social engineering, målstyring, managementsidioti og misforstået lighedsmageri inden for dansk pædagogik. Altså:
- Stort set alle politiske forlig siden 1975 må erstattes med nye af slagsen, hvor staten modsat påtager sig opgaven at beskytte menneskets indvielse i kulturens frembringelser med friheden som formål. Dette er ikke blot af hensyn til det enkelte individ, men er også helt afgørende for et fremtidigt samfundsfællesskab: Man kan kun forpligte sig oprigtigt i frihed.
- Om nødvendigt må samtlige pædagogiske institutioner fjernes fra kommunerne, hvor man intellektuelt slet ikke har vist sig gearet til at administrere et så vigtigt samfundsanliggende.
- DPU – Danmarks Pædagogiske Universitet – er en katastrofefortælling for sig, og jeg ser ingen anden løsning end en nedlæggelse, eventuelt efterfulgt af en etablering af et egentligt institut eller universitet med fokus på pædagogik.
- Ligeledes bør man gøre hvad man kan for at rive de mange nyopførte, men helt og aldeles skrækkelige, glas- og stålbygninger ned som beklageligvis har erstattet mange af vores smukke gamle institutioner. En uddannelse må ikke ligne en bank. Om nødvendigt må halvdelen af statsbudgettet over en årrække bruges til at opføre regulære oplysningskatedraler med smukke, svungne buer og solide granitfundamenter, der passende illustrerer, at vi som generation tager vores ansvar alvorligt. Vi er nemlig et led på kulturens kæde, og det er på den erkendelse, alt andet må bygge. Det bør være synligt i landets byer.
- Den tåbelige digitaliseringsbølge bør rulles tilbage, da den grundlæggende er misforstået i skole- og uddannelsessammenhæng. Der skal ikke være Ipads i børnehaven, og grundskoler skal for alt i verden ikke være ”digitale firstmovers” eller noget i den dur. IT kan og bør naturligvis anvendes hvor det er fagligt påkrævet – fx i undersøgelsen af digitale medier og tilhørende teknologi –, men skoler og uddannelser bør fortrinsvis være analoge, fremmende menneskeligt samvær, eftertænksomhed og fordybelse. IT bruger man som et værktøj, når man har erhvervet sig en anvendelig viden om noget, et givent digitalt hjælpemiddel med fordel kan ”fodres” med.
Når vi efter alt dette på et tidspunkt føler, at vi igen har givet de kommende generationer noget substantielt at stå på, kan man passende diskutere om skatten er for høj, om registreringsafgiften bør sænkes eller om erhvervslivets vilkår kan bedres. Alt sammen nogle udmærkede dagsordener for købmandsborgerligheden. Uden den åndelige borgerligheds frie, vidende og dannede borgere kan det hele dog være lige meget.
Brian Degn Mårtensson, filosof og forfatter: