Fredag den 26/1 – 2018 forsvarede lektor Keld Skovmand en ph.d.-afhandling på Aarhus Universitet. I afhandlingen viste han, hvorledes centrale elementer i de senere års skole- og uddannelsespolitik er baseret på sløseri, akademiske forsømmelser og kreativ talgymnastik. Skovmands empiriske redegørelse herfor var ifølge opponenterne særdeles holdbar, og enhver kan studere hans materiale og konstatere, at den såkaldte ”læringsmålstyrede undervisning” – et af skolereformens store slagnumre – i dagligdagssprog må betegnes som det rene fup. Værre er det, at tilgangen ifølge Skovmand er direkte skadelig for eleverne og samfundet på sigt.
Efterfølgende har politikere og skolefolk på forskelligvis kommenteret på denne udvikling. Moderate aktører som eksempelvis Marianne Jelved (RV) har derpå beklaget, at læringsmålstyringen fik en så central rolle, men påpeger til stadighed, at konceptet ikke beror på en egentlig Folketingsvedtagelse. Det har hun til dels ret i, da det ikke ordret er nævnt i selve loven, men var en del af implementeringen. Dette friholder dog ikke forligskredsen for et medansvar. Mere ekstreme aktører som Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal lader sig ikke rokke, og vil bare have reformen til at køre videre. Han anerkender, at man da godt kan tale lidt om dette og hint, men så heller ikke mere.
Ikke desto mindre står det klart, at reformlinjen, der markant har forandret hele uddannelsessystemet de seneste 10 år, er på retur. På Christiansborg er det efterhånden kun socialdemokraterne, der nægter at lytte til fakta, men også de må med tiden anerkende, at problemerne med faldende faglighed, øget søgning til frie skoletilbud, kradse censorafrapporteringer på de videregående uddannelser og tiltagende apati blandt sektorens undervisere ikke længere kan bortforklares.
Skole og uddannelse er livsnerven i et civiliseret samfund, så det er let at forstå, at det kan være svært at indrømme, at man som politiker har været med til at råde ubodelig skade herpå. Dog kan det til en trøst siges, at området er et af de mest vanskelige at lovgive om, og pædagogik det sværeste fag af alle – der gives ganske enkelt ingen lette svar. Siden Platon har den slags da også været flittigt diskuteret af de største tænkere, idehistorien kan mønstre, uden at man af den grund er kommet ret meget videre end han gjorde i bogen Staten. Altså er det helt legitimt – og bestemt tilgiveligt – at tage fejl i pædagogiske spørgsmål. Faktisk er det slet ikke det, der er problemet i den forgangne reformproces.
Det virkeligt beklagelige ved de seneste 10 års skole- og uddannelsespolitik er et mere grundlæggende demokratisk forhold: Man har taget fejl, jovist, men man har direkte insisteret på at vedblive med at gøre det. Man har institutionaliseret og radikaliseret misforståelser, der i første omgang kan anses som forståelige, men som med radikaliseringen har fået deres eget – og dybt problematiske – liv.
Reformprocessen, der har ødelagt så meget af vores kulturelle genskabelse, startede allerede i nullerne, men tog for alvor fart i 2012, hvor Folketinget vedtog en stor reform af læreruddannelsen. Denne skulle nu bygge på udenlandske koncepter, læringsmålstyring og forestillede fremtidige arbejdsmarkedsbehov. Den 13. maj. 2013 – før den nye læreruddannelse var implementeret, og mens man var ved at forberede Folkeskolereformen – skrev jeg sammen med en gruppe af højtmeriterede forskere og skolefolk en kronik i Politiken, hvor vi sagligt redegjorde for det problematiske i tankegangen.
Afsluttende kom vi med denne advarsel: ”Problemet med den nye læreruddannelse, såvel som Ny Nordisk Skole og folkeskolereformen, er, at de på brutal vis repræsenterer et opgør med alt, hvad der bare rimer på dannelse og ånd. Værre er det, at dannelse og ånd ikke kan designes på ny, når genskabelsen først er stoppet. Man kan ikke nedsætte en ”taskforce”, der om 20-30 år skal omgøre de katastrofer, der i skrivende stund rammer dansk pædagogik, uddannelse og dermed samfundet i sin helhed.
Vi kan ikke fortryde, når den kolde og inhumane systemtænkning først har ødelagt grundlaget for det samfund, vi kender. Vi kan ikke indføre fantasifulde tests i eksempelvis etik eller solidaritet for at genskabe den særegne tillid og omsorgsfuldhed, der traditionelt har gjort det danske samfund rigt og stærkt. Når den sidste glød er slukket, er det slut. Så venter kun den uddannelsespolitiske fimbulvinter.” Stærke ord, men de var velbegrundede og baseret på mange års videnskabeligt arbejde med pædagogik, skole og uddannelse.
Blandt medforfatterne var dr.phil og dr.theol. Peter Kemp, som må anses som den højest meriterede nulevende danske forsker, der har beskæftiget sig med pædagogik. Med var også betydende navne som bl.a. Thomas Aastrup Rømer og Kirsten Krogh-Jespersen, der i mange år havde beskæftiget sig med området. Helt tilbage i 2010 og 2011 havde gruppen bag kronikken hver for sig skrevet en lang række kritiske bøger og indlæg under indtryk af de første tegn på den radikaliserede reformlinje, og man skulle derfor tro, at nogle af de ansvarlige ville tænke sig om, når vi nu i så stærke ord advarede om de igangværende tiltag. Men nej, intet skete. Det var virkelig ærgerligt, for på daværende tidspunktet kunne man politisk have afværget de ulykker, der senere fulgte i reformlinjens kølvand.
I bekymring over den manglende offentlige eftertanke skrev jeg i 2013 og 2014 en lang række artikler og kronikker, hvor jeg begrundede kritikken yderligere, og både de førnævnte og andre tænkere gjorde med stor flid noget tilsvarende. Desværre stadig uden at det politiske system reagerede. I foråret 2015 udgav jeg derfor to stærkt kritiske bøger, henholdsvis den alment tilgængelige Pædagogikkens evige genkomst på forlaget Nyt Askov og den fagfællebedømte akademiske udredning Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ på Aarhus Universitetsforlag. Dertil kom vægtige stemmer som Steen Nepper Larsen, Mikael Busch, førnævnte Peter Kemp, Keld Skovmand, Thomas Aastrup Rømer og mange andre med vigtige udgivelser. Efterhånden fik kritikken lidt mere opmærksomhed, men dette førte dog ikke til de store politiske forandringer.
Tværtimod fortsatte flertallet ufortrødent med den ekstremistiske reformkurs med stadig dalende faglighed til følge i hele skole- og uddannelsessystemet. Opmærksomheden mundede i stedet ud i en regulær menneskejagt: Den kritiske folkeskolelærer og redaktør Erik Schmidt blev tildelt en tjenstlig advarsel for negative holdninger, filosoffen Thomas Aastrup Rømer fik flere klagesager på halsen, og jeg selv løb også ind i klager og pression, og måtte til sidst forlade min stilling som lektor ved UCSJ. Vi var alle naturligvis blevet advaret herom af bekymrede kolleger og chefer – og offentligt af Skolelederforeningen og professor Niels Egelund, der hver for sig havde udtrykt den herskende diskurs om, at nu skulle alle rette ind. Sådan var stemningen i de år, og det er ikke så sært, at undersøgelser fra bl.a. FTF og Scharling Research har vist, at mange i sektoren er bange for at udtale sig kritisk.
Først med regeringsudvidelsen i 2016 begyndte det så småt at lysne. Merete Riisager var blevet undervisningsminister, og havde qua sin uddannelsesbaggrund en større forståelse for, hvad der foregik. Hun må dog til stadighed kæmpe med et embedsmandsværk og en sektor, der stadig er dybt præget af de forgangne års anti-intellektuelle og anti-demokratiske ideologi. I lang tid har Riisagers største støtter – i forhold til saglig ledelse af skolevæsenet – være Enhedslisten og Alternativet, men efterhånden kan SF og de radikale nok også tilskrives denne lejr. Også i det konservative bagland kan hun mønstre en betydelig opbakning. Kampen om reformlinjen har aldrig været en højre/venstre-problematik, men er en kamp for og imod saglighed.
På mediefronten er billedet nogenlunde tilsvarende. Det har været skræmmende at opleve, hvordan pressen næsten uden undtagelse har svigtet sin rolle: Journalisterne har ladet reformfortalerne argumentere uimodsagt, og har ganske enkelt ikke orket at sætte sig ind i kritikken fra videnskabeligt hold. I stedet har man – når man pligtskyldigt har skulle vinkle småkritisk – skrevet lidt om de lange skoledage eller andre overfladefejl. Det væsentlige – indholdet af reformen – har næsten stået uimodsagt.
Konkret har pressen simpelthen ikke evnet at gennemskue, hvad Thorning-regeringen gjorde, da de på forskellig vis allierede sig med topfigurerne i Skolelederforeningen, Elevrådsorganisationen, forældreorganisationen og på DPU: Nogle fik mangedoblet deres tilskud, andre fik fine poster, hæder og ære. Ingen af disse aktører agerede sagligt, hvilket nu må siges at være støbt i beton. Alligevel tænkte mange journalister nok, at alle med betydning bakkede op om reformkursen, og at alt derfor var i sin skønneste orden. Det er først nu – altså efter flere år med skandaløs fejludvikling –, at man så småt kan ane nogle reelt kritiske vinkler i den journalistiske dækning af reformlinjen.
Vi har i de forgangne år oplevet, at vores skole- og uddannelsessystem er blevet maltrakteret med udgangspunkt i nogle ekstreme politiske synspunkter om lighed, styring og planøkonomi (konkurrencestatsideologien), og vores demokratiske system har intet kunnet stille op – på trods af, at det ikke har skortet med advarsler. I lyset af Riisagers virke som minister og reaktionerne på Skovmands vellykkede ph.d.-forsvar, må man antage, at vi nu langt om længe her i 2018 kan se en ende på tragedien. Herefter venter så genopbygningen, som – optimistisk set – mindst vil tage 10 år. Lad os derfor håbe, at både medier og politikere har taget ved lære af forløbet. Læring skulle jo være så vigtigt, siges det.