Fortielsens dilemma

10. december 2017
2 minutters læsetid

Af Jon Eirik Lundberg

I Europas hovedgader pyntes der i disse dage op med terrorbeskyttelse forklædt som julepynt. Ideen er ikke at skræmme offentligheden, ved at lade som om én ting er noget helt andet. Men da alle jo ved, at julepynten eller blomsterjorden er ”falsk”, og at der ind under den befinder sig en armeret betonklods, der skal forhindre massedrab ved hjælp af køretøjer, efterlades man med en klar fornemmelse af, at ”de voksne”, i betydningen myndighederne, ikke har tillid til én. De tror, at hvis de siger sandheden, så vil situationen løbe ud af kontrol. Ved at fortie sandheden kan man bevare kontrollen og sikkerheden.

Denne tese er tidligere afprøvet, og har vist sig at være forkert. Selv om man tilbageholder information, undgår man ikke problemet. Tvært imod, ved ikke at lade informationen flyde frit, understøttes folks behov for at tænke problemet som mindre end det i virkeligheden er. De pyntede ”koranklodser” udsender en påstand om, at myndighederne er på højde med situationen. Men det ved vi, at de ikke er. Det er der ingen myndigheder der er for tiden. Terroren har initiativet. Ofrene forholder sig passive, kun opmuntret til at ”leve som før”.

Den falske fornemmelse af overblik udgør en flanke der gør storbyerne sårbare. Det ærlige udsagn, at vi ikke aner hvad der foregår, eller hvorfra det næste angreb kommer, ville højnet den generelle opmærksomhed og mentale beredskab. Fortielsen opstiller en falsk normalitet, hvor ingen af delene er særlig påkrævet. Historisk ved vi godt hvad konsekvensen af uopmærksomhed kan være. Nemlig at dem der ønsker at gennemføre et angreb får friere tøjler til det.

De danderede terrorklodser fungerer samtidig som en symbolsk artikulation af politikkens selvforståelse; de står der som et udsagn om, at den faktiske virkelighed er skjult bag en indpakning. Klodserne er materielle udgaver af de politiske udsagn. Det politiske niveau indpakker også virkeligheden i sproget.

Dermed opstår et tomt rum mellem ordene og virkeligheden. De to ting går i hver deres retning. Det i sig selv skaber en utryghed der er så dyb, at den måske ikke selv artikuleres med det første. Gaveklodsernes deprimerende budskab er: ”Du kan ikke stole på hvad vi siger”.

Den tilgang vi har til tingene i 2017 er, at sandheden skaber panik, mens fortielsen og det usagte skaber fred og harmoni. I praksis forholder det sig stik modsat. Indpakningen, sproglig eller materiel, er kun en udsættelse. Udsættelsen gavner dem der vil angribe os, fordi vi udsætter den nødvendige mentale og praktiske forberedelse. Vi lærer ikke af vores erfaringer, for der er tilsyneladende intet at erfare. Det vi ser er jo julegaver. Ikke værn mod angreb. Urban krig bliver præsenteret som forskønnelse og hygge.

Det næste bliver måske patruljerende soldater klædt ud som julemænd? Med granater pakket ind som gaver?

Stillet overfor det onde er det vigtigt ikke selv at blive korrumperet i processen. Eufemismer, fortielser og synsbedrag er ikke redskaber der kan hjælpe os til at håndtere en vanskelig og farlig situation. Sandfærdighed, mod og nøgtern realisme vil i sidste ende være det der gør udfaldet til vor fordel.

Man burde fjerne indpakningen, i enhver forstand, og lade det hæslige værn, der efterhånden er udplaceret overalt hvor folk bevæger sig, inspirere os, alle sammen, til at adressere det grundlæggende problem.

Det første trin i den proces er at nå frem til en korrekt gengivelse af de empiriske kendsgerninger.



Jon Eirik Lundberg, (f. 1974) Cand. Mag. i filosofi fra Københavns Universitet, skribent og kunstformidler. Mit filosofiske omdrejningspunkt er den politiske frihed. Hvad er det der skaber den, hvad er der gået galt de gange den er gået tabt, hvordan kan man forstærke den og bringe den andre steder hen, hvor den er efterlyst.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside