Disney producerer efterhånden Star Wars-film hurtigere, end streamingtjenesterne producerer tv-serier. Og i år er der så kommet endnu en i rækken, episode VIII – The Last Jedi, der er en fortsættelse til episode VII – The Force Awakens fra 2015. The Force Awakens var en noget mislykket og næsten 1:1 genindspilning af episode IV fra 1977, der skamløst genbrugte stort set alle elementer i mere eller mindre samme form som tidligere, men i en tam og karakterløs aftapning, der ikke tilføjede særlig meget til universet på trods af, at det er en sand guldgruppe af sjove og spændende karakterer og mærkelige verdener, som man kunne have udforsket.
Mere vellykket var sidehistorien Rogue One fra sidste år, hvor man tog fat på nogle af de utallige løse tråde i universet og fortalte en fin og afgrænset sidehistorie om begivenhederne, der ledte frem mod Dødsstjernens ødelæggelse i Slaget ved Yavin.
Med episode VIII er vi altså tilbage ved hovedhistorien, hvor kampen mod den onde First Order fortsætter på trods af, at oprøret er stærkt på tilbagetog og reduceret til en håndfuld rumskibe, der nådesløst jagtes af den onde Lord Snoke og hans håndlanger Kylo Ren. Imens har heltinden fra episode VII, den forældreløse Ray, opsøgt Luke Skywalker, der har valgt at leve en eneboertilværelse i en fjern afkrog af galaksen, i et håb om, at han vil slutte sig til oprørerne. Den reelle grund til besøget er dog at finde svar på, hvem hun selv er.
Allerede i den første Disney-film blev det antydet, at hun ikke blot var en helt almindelige pige, men havde udtalte evner for at fornemme og sanse den universelle kraft, der forbinder alt levende i universet. Kraften er ikke nogen entydig størrelse, men har både en lys og en mørk side. Den lyse er kendetegnet ved ro, balance, omtanke og et ideal om at være følelsesmæssigt afklaret, mens den mørke side vist bedst kan sammenfattes som aggressiv og lidenskabelig. Som så mange andre før hende, må Ray mærke begge sider trække i sig og træffe et valg.
Lyder det bekendt? Hvis det gør, så er det ikke så overraskende, for stort set samme handling og personudvikling følges i episode V og VI fra henholdsvis 1980 og 1983. Ray gennemgår stort set samme udvikling som Luke Skywalker gjorde i disse film og på stort set samme måde. Selv scenen i hulen er kopieret næsten 1:1. Kylo Ren gennemgår tilsvarende stort set samme udvikling som Darth Vader i de gamle film. Luke Skywalker har i The Last Jedi overtaget den funktion som Ben Obi-Wan Kenobi/Yoda havde som læremester, mens den impulsive og uforudsigelige Poe Dameron meget tydeligt er tænkt som Disneys svar på Han Solo.
Hvor vi i episode VII fra 2015 havde at gøre med ren plagiat, så har vi i episode VIII mere at gøre med en form for collage, hvor der mere løseligt lånes fra både episode V og VI. Overordnet er det strukturen fra episode V, der følges, da også hele episode VIII er tilrettelagt som en lang flugt med forskellige sidehistorier. Det overordnede billede er da også meget klart: Der tilføjes kun meget lidt til universet, og endnu engang er det mildest talt skuffende, at man forsømmer at udnytte så rigt et univers som det, man har til rådighed, men endnu engang blot i det store hele begrænser sig til at servere højdepunkter fra de gamle film i en ny indpakning.
Det hele havde ikke været så slemt, hvis man havde formået at skabe interessante karakterer. Det har man desværre ikke, om end der dog er sket fremskridt på karakterfronten i forhold til den første Disney-film fra 2015. Kylo Ren overbeviser stadig mere som vred teenager end som superskurk. Rey overbeviser heller ikke som en, der for alvor nages af tvivl og søgen efter svar. Det står ret tidligt klart, hvilken side hun vælger og hvorfor. Karakterernes valg og bevæggrunde er gennemgående for mekanisk. Dette skyldes formentlig at man gerne vil have dem til at passe ned i den skabelon fra de gamle film, som man allerede har valgt at ville bruge. Hermed har får man ikke det kunstneriske frirum, der for alvor kunne have frembragt nogle nye og spændende karakterer, som man kunne have fået, hvis man havde valgt at finde på noget nyt. Det er svært at putte Kylo Ren i Darth Vader-skabelonen samtidig med, at man insisterer på, at han skal være en egentlig ny karakterer. Resultatet er lige så lidt overbevisende, som det er at forsøge at gøre Rey til en ny karakter samtidig med, at man insisterer på, at hun skal være Luke Skywalker.
Seriens univers, verdener og de sjove væsner, der bebor dem, fungerer stadig fint og overbevisende. Men det er ærgerligt hvis en hæderkronet filmserier hvis særkende og stærkeste kort er fantasi og iderigdom skal reduceres til blot at være kulisse, hvor fantasi og iderigdom er vigende. 5/10
Referencer:
Wookieepedia om Slaget ved Yavin (opslag den 26. december 2017)
http://starwars.wikia.com/wiki/Battle_of_Yavin
