“Robert Benton slowly spread his wings, flapped them several times and sailed majestically off the roof and into the darkness.”[1]

En passage som den citerede er typisk for Philip K. Dick (PKD): Nøgternt iagttagende og upassioneret på trods af, at den beskriver noget fantastisk, ja næsten surrealistisk: En mand der spreder sine vinger og flyver som var det det mest naturlige i verden. Ligeledes i novellen Beyond Lies the Wub[2], hvor besætningen på et rumskib finder ud af, at det mærkelige dyr, de har fanget på en fjern plant, og tiltænkt rollen som aftensmad under den lange rejse, faktisk er intelligent og kan tale. De fører lange samtaler med det, men så melder sulten sig. Og i The Preserving Machine[3] er den gode Doc Labyrinth fortvivlet over verdens tilstand og frygter, at verdens musikalske mesterværker måske en dag vil gå tabt, så han bygger en bevaringsmaskine, der kan lave dem om til dyr. Maskinen fodres med utallige partiturer: Mozarts g-mol-kvintet bliver eksempelvis til en fugl. Værker af Brahms og Bach bliver til mærkelige insekter. Dyrene slippes herefter løs, så de kan eksistere i deres eget økosystem.

Denne syrede form for realisme genfindes i hans nok bedst kendte værk, Do Androids Dream of Electric Sheep? (1968), som de fleste formentlig udelukkende kender på grund af Ridley Scotts 1982-filmatisering under navnet Blade Runner. Scott tog sig en del friheder i forhold til bogen, hvilket ikke altid er nogen skade til, når man skal omsætte bøger til film. Mest markant er måske, at meget af den ligegyldighed og overfladiskhed, der præger bogens univers ikke genfindes i Scotts film, hvor der er mere på spil for karaktererne. Resultatet bevarede bogens kerne genfortalt i et futuristisk neo-noir-miljø, og regnes fuldt fortjent som et filmhistorisk mesterværk såvel inden for science fiction-genren som i det hele taget.

De færreste havde vel af netop den grund set behovet for at lave endnu en film, der samlede nogle af trådende fra dem gamle. Der er massere af skræmmeeksempler på forsøg på at lave opkog af gamle filmklassikere. Scotts egen Alien (1979) vandt ikke meget ved de efterfølgere, der fulgte efter James Camerons Aliens (1986) og David Finchers Alien 3 (1992). Endnu mere galt gik det med James Camerons Terminator-film (hhv. 1984 og 1991), hvor serien burde være stoppet allerede efter den anden film. Endnu mindre synes behovet at være, når der faktisk er mange gode eksempler på science fiction derude, der ikke behøver lukrerer på den goodwill, der knytter sig til veletablerede klassikere, eksempelvis Rian Johnsons Looper (2012), Christopher Nolans Interstellar (2014) og Dennis Villeneuves Arrival (2016).

Ikke desto mindre er der for ikke så længe siden kommet en ny af slagsen i biograferne, instrueret af canadiske Denis Villeneuve, der netop overraskede positivt sidste år med den smukke Arrival.

I Blade Runer 2049 er vi havnet ca. 30 år efter begivenhederne den første film. Verden er stadig lige trøstesløs efter krige og almindelig, menneskelig dårskab har gjort det vanskeligt at kende fremtidens gigabyer fra fremtidens gigalossepladser. Mennesker eksisterer side om side med kunstigt byggede mennesker (replikanter), som har en lavere status end mennesker på trods af at enhver sondring for længst er hørt op med at give mening.

Hovedpersonen K er netop en replikant, der er sat i verden for at tilintetgøre andre replikanter, der anses som en trussel. Under noget, der skulle have været en rutinemission, støder han på et fund, der får ham til at tænker over, hvem og hvad han egentlig selv er. Hvor hovedtemaet i den oprindelige film var mennesker, der opførte sig som maskiner, så får vi i den nye film – groft sagt – historien om en maskine, der opfører sig som et menneske. Både her som i den gamle film og i PKD’s bog er budskabet dog lige klart, at verden for længst er nået forbi det punkt, hvor sondringen mellem menneske og maskine overhovedet giver mening, fordi mennesket for længst er holdt op med at være noget enestående godt eller ondt eller – for den sags skyld – noget ene stående i det hele taget. Mennesker er kunstige, dyr er kunstige, liv er kunstigt, empati er kunstigt, følelser er kunstige og i sidste ende er menneskelighed også noget kunstigt. Hovedpersonen lever af at slå maskiner ihjel, men ingen kan kende dem fra mennesker, for der er ikke nogen forskel, og han indser da også på et tidspunkt, at han ligeså godt kunne slå mennesker ihjel, hvis han fik at vide, at de var maskiner:

”So much for the distinction between authentic living humans and humanoid constructs. In that elevator at the museum, he said to himself, I rode down with two creatures, one human, the other android… and my feelings were the reverse of those intended. Of those I’m accustomed to feel – am required to feel.”[4]

Som sådan er bogen bælgmørk, kulsort, iskold og noget af det mindst optimistiske på menneskehedens vegne, jeg mindes at have læst siden Joseph Conrads Heart of Darkness (1902). Den nye film er lidt mere lys, både i stemning og i budskab, der eksisterer en mulighed for at mennesket kan udvikle sig til noget bedre, uanset om man så vil kalde dette ”bedre” for menneske, maskine eller måske noget helt tredje.

Der tilføjes ikke meget nyt i relation til filmens budskab, udover nuancer og refleksioner. Heldigvis, bør det tilføjes, for den oprindelig film og bog rummer rigeligt med stof. Derfor har man også klogeligt holdt sig fra at forsøge at skulle forklarer eller videreudvikle mange af den gamle films pointer. I stedet bliver Villeneuve i det store hele i det gamle, velkendte univers, som han tager sig tid til at folde ud for øjnene af os. Som i Arrival ligger styrken mere i, hvordan det visuelle indtryk spænder sammen med historien og budskabet til en smuk og poetisk helhed, end i originalitet i budskab og historie i sig selv. Filmen tager sig heldigvis god tid både til sin historie og sine karakterer og til sine miljøskildringer. Der er meget lidt overflødig action og andet, som man kunne have frygtet.

Der er lagt en del arbejde i at genskabe samme univers som i den første film, som man næsten kunne tro, at Blade Runner 2049 var den lavet i 1980’erne. Dog er miljøet påfaldende mere pænt end den oprindelige, der var mere ”beskidt”. Jeg kunne måske godt have ønsket mig, at når man nu absolut ville lave en ny Blade Runner, så havde forsøgt at gå lidt tættere på PKD’s på en gang syrede men samtidig realistiske univers frem for blot at servere hans budskab i velkendte fortælleformer, som vi kender i forvejen. Indrømmet, det ville nok have været en vanskelig opgave. Men filmmediet har overrasket før, og det er nogen gange dér magien opstår. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være kommet ud af det, hvis man havde sat David Lynch på opgaven og givet ham frie hænder. Det var måske blevet til noget nær samme, halvsløje film, som endte med at blive slutproduktet af Dune (1986), men i hvert fald var det blevet noget andet og anderledes end noget, der lidt for meget ender med at ligne Blade Runner som Ridley Scott ville have indspillet den, hvis han havde lavet den i 2017. Nok om det.

Hovedpersonen K fungerer hele vejen i gennem som en troværdig karakterer. Mindre vellykket er filmens skurkeroller, den onde Niander Wallace og hans håndlanger Luv. Karakterer er dog gennemgående ikke så afgørende i filmen, hvor univers, historie, budskab og vision spiller en større rolle. Ikke ulig Kubricks 2001 (1968), der formentlig er det bedst kendte og mest radikale eksempel en film, hvor karakterer er uden betydning. Der er også lidt for mange scener, der lidt for anstrengt forsøger at gengive scener og episoder til den gamle film og dermed mest af alt får karakter af en art ”postkort” til fans af den gamle film. Det havde man egentlig ikke behøvet, for Villeneuve har faktisk lavet en ganske fin film, som jeg helst ikke ville have været foruden, på trods af at den hverken var nødvendig eller ønsket. 8/10.

Reference:

[1] Philip K. Dick, Stability (1947)

[2] Philip K. Dick, Beyond Lies the Wub (1952)

[3] Philip K. Dick, The Preserving Machine (1953)

Alle historierne findes i The Collected Short Stories of Philip K. Dick volume 1 – Beyond Lies the Wub (1999)

[4] Philip K. Dick, Do Androids Dream of Electric Sheep? (1968, genudgivelse fra 2007)