Et af Cinematekets programpunkter for tiden er en filmserie om den russiske filminstruktør Sergej Eisenstein, der var en af stumfilmæraens helt store mestre. De forskellige film i serien bliver vist med meget forskellige former for underlægningsmusik, lige fra ”elektropunk” til en klassisk stumfilmpianist, der leverede musikken live fra biografsalen.
Det sidste var tilfældet ved visningen af Eisensteins første film, Strejke (Statjka) fra 1925, hvor musikken blev leveret live af den rutinerede stumfilmpianist Ronen Thalmay. Filmen skildrer forløbet op til og under en strejke på en fabrik i det førrevolutionære Rusland. Alt er roligt på fabrikken, men under den fredelige overflade ulmer uroen hos arbejderne, der er utilfredse med arbejdsforholdene og vil have højre løn og mindre arbejdstid. Filmen forsøger på ingen måde at skjule, at den er en uforfalsket, kommunistisk propagandafilm: Fabrikkens direktør og aktionærer er nogle store, fedladne typer med høje hatte, der sidder ved veldækkede borde og ryger cigarer, mens arbejderne knokler. I hvert fald næsten. For det meste af tiden bruger arbejderne vist på at konspirere mod ledelsen, trykke løbesedler og lignende uproduktive gøremål. Der er derfor for mig at se ikke noget at sige til, at ledelsen ikke vil imødekomme deres krav om en 30 procent lønstigning og en reduktion af arbejdstiden. De ville stå i en noget bedre forhandlingssituation, hvis de brugte arbejdstiden på at arbejde.
Begivenhederne kommer ud af kontrol, da en arbejder af en ond værkfører bliver beskyldt for at have stjålet noget værktøj og begår selvmord i skam. Herefter tager den ene begivenhed den anden, og snart har arbejderne taget magten på fabrikken.
Eisensteins store bidrag til filmhistorien var udviklingen af den såkaldte montage-teknik, hvor begivenheder filmes fra forskellige sider, hvorefter filmen klippes sammen til en helhed. Dette var på mange måder startskuddet til det moderne filmsprog. I dag virker den teknik så indarbejdet, at man næsten ikke tænker over den. Det gør man derimod, hvis man ser, hvordan man ellers kunne gøre. På samme tid lod Eisensteins tyske kollega Fritz Lang nærmest kameraet stå demonstrativt stille og dvæle ved enkelte synsvinkler i forhold til de forskellige landskaber og rum, hvilket skabte en radikalt anderledes æstetik. Ikke mindre effektfuld, men på en helt anden måde.
I Strejke udnytter Eisenstein sin montage-teknik til det yderste. Der klippes hurtigt mellem voldsomme og til dels surrealistiske billeder, hvor arbejderne løber i gaderne, det hemmelige politi lægger skumle planer, masserne tørner sammen med militæret osv. Eksempelvis klippes der et sted frem og tilbage imellem en scene, der i alle blodige detaljer viser, hvordan en ko bliver slaget, og en scene hvor soldater skyder løs på forsvarsløse demonstranter.
Der gøres bevidst meget lidt ud af at fremhæve individerne i filmen, alle personer optræder som en del af noget kollektivt. Som en del af deres respektive klasse. Dette valg bevirker dog også, at filmen ikke er særlig meget mere end et bombardement af voldsomme scener og billeder. Gennemgående er Eisensteins udtryk for voldsomt for min smag. Der er ingen egentlig grund til at udpensle, hvordan demonstranter bliver skudt, hvordan børn bliver kastet ud fra broer og lignende. Eisenstein går bevidst efter at chokere folk og var meget bevidst om de indtryk, han ville fremkalde, men det er stadig dårlig smag at stoppe følelser ned i halsen på folk på den måde. Der er ikke rigtigt nogen kunst i at fremkalde reaktioner fra publikum ved at benytte den slags virkemidler. Selv hvis man går med på præmissen om, at der er tale om en kommunistisk propagandafilm, virker det hele en tand for karikeret. Det hele er dog ganske effektivt og uhyggeligt velkomponeret. En stor ros til Ronen Thalmay, der fortrinligt akkompagnerede ved klaveret. 7/10.
Der er faktisk ikke så meget mere at sige om den næste film, Panserkrydseren Potemkin (Bronenosec Potjomkin), der også er fra 1925, for indholdet er stort set det samme som i Strejke, men nu er handlingen flyttet til et skib, hvor matroserne gør oprør mod de undertrykkende officerer på skibet. Men virkemidlerne får lige en tand mere end tidligere, og de teknikker der anvendes i Strejke, bliver i Potemkin udviklet til nærmest noget nær perfektion. Det samme gør de voldsomme billeder, hvor vi igen skal se kvinder og børn blive skudt ned på kloshold og lignende, ligesom der iblandes surrealistiske elementer, hvor det mest kendte er barnevognen, der kører ned af Primorskij-trappen i Odessa. Ved den af Cinematekets visninger, jeg overværede, var det musikalske udtryk også blevet ganske meget mere voldsomt i form af et færdigkomponeret lydspor af Peter Peter, Christian Rønn og Freddie Pedersen, der til formålet har lavet gruppen Panser (se http://www.panserkrydseren.com, hvor man også kan se en trailer). Selv kalder de den musikalske genre for ”elektropunk”. Den består af tunge elguitarrifts, vilde elektroniske lyde og flittig brug af tungt slagtøj. Stilmæssigt lyder det meget i retningen af den musik, som Nine Inch Nails i sin tid lavede til henholdsvis computerspillene Quake (1996) og Doom 3 (2004). Det er egentlig ikke fordi, at Eisensteins udtryk, der i forvejen er for voldsomt (se ovenfor), behøver musik med så svær kaliber, men jeg må indrømme, at det fungerer ret godt, hvis man på den måde “giver efter” og på alle niveauer skaber et så slagkraftigt udtryk som overhovedet muligt. Det klæder Eisensteins stil godt, men med Potemkin synes han vist at have udtømt, hvad man kan vride ud af filmmediet, når man ikke har hverken personer eller nogen egentlig handling, men kun vil forføre med voldsomme billeder. 8/10.
Lidt mere ”substans” er der i den forstand i filmen Oktober (Oktjabr) fra 1928, der er lavet som et vidnesbyrd i anledningen af 10-året for den kommunistiske magtovertagelse godt 10 år før. Her fortælles historien om revolutionen fra Februar-revolutionen i 1917 til Oktober-revolutionen samme år. Her har Eisenstein dæmpet sig lidt i forhold til de to foregående film, og ifølge Cinematekets indledende foredrag forsøger filmen da også at skildre revolutionen så præcist som muligt. Det er sikkert denne ”historiske” tilgang, der gør den til en væsentligt kedeligere affære end Strejke og Potemkin. Det er umuligt at finde rundt i de forskellige revolutionære begivenheder og grupperinger, der ofte hverken præsenteres eller forklares. Der er for mange billeder af bevæbnede arbejder, der løber rundt i gaderne, demonstranter med bannere og agitatorer, der fægter med armene fra talerstole. Det slagkraftige udtryk, der var det eneste reelle indhold i de to foregående film, mangler; og der sættes ikke rigtigt noget andet i stedet, hverken personer eller en fungerende historie. Det sagt, så er der dog stadig adskillige guldkorn og visuelle genistreger i Oktober, eksempelvis scenen med den døde hest, der falder ned fra broen. Det er så surrealistisk og voldsomt som noget i nogle af de foregående film.
Lydsporet til Cinematekets visning af Oktober var leveret af de to tyske improvisationskunstnere Axel Dörner og Burkhard Beins, hvis stil var en form for syret elektro-jazz. Jeg er ikke sikker på, hvilket navn stilen præcist har. Til introduktionen blev det præsenteret som ”free”. Lyden led meget hårdt under at være alt for høj. Det var vanskeligt at koncentrere sig om filmen. Man kunne uden problemer have skruet ned. Det sagt så havde de to kunstnere faktisk forberedt sig grundigt og præsenterede et lydspor, der var tilpasset de enkelte scener. Efterfølgende sagde de selv, at de ikke ville fremkalde noget bestemt udtryk, men skabe et der stemningsmæssigt passede til scenerne og overlade resten til tilskuernes fantasi. Selv tænkte jeg, at musikken var en ironisk kommentar til den revolutionsmyte, der tydeligvis kaldte mere på heroiske fanfarer og marchmusik efterhånden som kommunisterne sejrede. Det var der intet af. Musikken var gennemgående ret kold, uhyggelig og mekanisk. Meget tiden lød den i mine øre ofte som en transistorradio, hvor man drejer på kanalindstillingsknappen for at finde den rigtige kanal. Der er en del ”skratten”, men pludselig hører man noget genkendeligt, lyden fortættes og får til sidst et mere konkret udtryk inden den igen går over i skratten. Pudsigt nok passer dette meget godt til filmen, hvor de forskellige scener ikke havde megen sammenhæng, men mest af alt havde karakter af tilfældige nedslag, som man ”tuner” ind på. 6/10.
Desværre har Cinemateket kun arrangeret ganske få visninger af Eisensteins film. Strejke og Oktober kunne således kun overværes én enkelt gang hver. Ærgerligt. Jeg kunne godt have tænkt mig at have hørt, hvad Ronen Thalmay kunne have fået ud af eksempelvis Oktober. Potemkin kan stadig opleves den 14. december. Filmen Alexander Nevskij med musik af Prokofjev kan opleves den 28. december 2016.
Referencer:
Cinematekets hjemmeside vedrørende Eisenstein-programmet:
http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?serieID=13236
