Melanie er den sødeste og mest medgørlige lille pige, man kan forestille sig. Altid venlig, fuldkommen fordomsfri, imødekommende og dygtig i skolen. Men hvorfor er hun så sammen med en række andre børn låst inde i en lille, mørk celle i en topsikret, underjordisk militærbase? Hvorfor er hun omgivet af svært bevæbnede soldater, der tydeligvis er dødsensangste for hende, og som må spænde hende fast til en kørestol, hver gang hun skal uden for cellen?
Det er fordi, hun ikke er en helt almindelig lille pige. Hun er nemlig et umenneske, et monster og et frådende uhyre, der hæmningsløst og ubehersket kaster sig over alt og alle, så snart hun får færten af menneskekød. Under de kontrollerede forhold kan det godt lade sig gøre at undertrykke de dyriske drifter, men fra tid til anden kommer de uvægerligt op til overfladen.
Melanie er imidlertid også et af menneskehedens sidste håb. For en ondsindet svampeinfektion har forvandlet størstedelen af verdens befolkning til hjerneløse ”hungries” (zombier). Melanie er en mellemting mellem menneske og hungrende; og en lille skare af overlevende mennesker har forskanset sig i en militærbase og forsøger i et sidste desperat håb at bruge hende til udviklingen af en vaccine, der kan redde menneskeheden.
Således er historien præsenteret i Colm McCarthys postapokalyptiske version af Pandora-myten, The Girl with all the Gifts, der vistnok stadig går i biografen rundt omkring. For Melanie er pigen, der er blevet skænket gaver fra alle Olympens guder, men samtidig også menneskehedens største trussel, fordi hun latent rummer alverdens ulykker og død.
I fangenskab forsøger man at stimulere de menneskelige sider af Melanie ved at lade hende modtage undervisning af den rare lærerinde, Ms. Justineau, som hun udvikler et varmt venskab til. Ms. Justineau insistere på, at Melanie er menneske, og skal behandles som et sådant. Mere skeptiske er Sgt. Parks, der er ansvarlig for basens sikkerhed, og den intrigante Dr. Caldwell, der mest er interesseret i at skære Melanie og de andre børn i småstykker for at kunne lave en vaccine og rede verden. Det hele sættes på spidsen, da basen stormes af hungrende, og de tre nævnte voksne må flygte i selskab med Melanie og på hver sin måde må forholde sig til hendes menneskelige og knap så menneskelige side i et inficeret England, hvor farer lurer overalt.
The Girl with all the Gifts er først og fremmest en zombiefilm af den velkendte slags, hvor vi ser menneskenes storbyer øde, forladte og hvor vegetation så småt igen er ved at spire frem i asfaltjunglen, og hvor de eneste indbyggere er horder af hungrende, der skal nedkæmpes på vej mod målet. McCarthy får dog det maksimale ud af denne noget fortærskede genere. For filmen er en hel del mere. De fire hovedtemaer illustreres af de fire hovedkarakter: Det er nemlig også en film om at vokse op og finde sin egen identitet (Melanie). Dernæst en film om at skulle forholde sig det fremmede og konfrontere sine egne fordomme (Sgt. Parks). Men ligeså meget er det en film om naiv humanisme, der alt for set opdager der frygtelige realiteter (Ms. Justineau). Herudover stiller filmen det store, evolutionære spørgsmål om hvorfor menneskeheden egentlig skulle have nogen særlig førsteret til verden, hvis nu en ny og mere levedygtig art kommer forbi og kan gøre det bedre (Dr. Caldwell). Endelig og måske mest centralt spørger filmen, hvad det egentlig er, der gør os til mennesker. Dels i vores egen selvforståelse, dels i andres. For hvad er menneskelige egenskaber egentlig for en størrelse, og er det noget man bare kan håndplukke og overføre selektivt til andre arter? Det mest uhyggelige i filmen er i den forbindelse, at jo mere menneskelig Melanie synes at blive, jo mere hun forstår at tøjle sine dyriske sider, jo farligere bliver hun paradoksalt nok. For lille Melanie bliver meget menneskelig. Skræmmende menneskelig.
En sådan film fungerer så afgjort kun, hvis dens karakterer fungerer. Det gør de gennemgående. Det hele står og falder ikke overraskende med Melanie-karakteren, der skal balancere mellem det menneskelige og det dyriske. Her opnår McCarthy faktisk en del ved i lange stræk slet ikke at give ordet til hende, men blot lade hende være stille tilstede blandt filmens andre karakterer, sådan at de og vi ikke helt ved, hvad vi skal tro. Det er ganske effektivt og skaber en fin følelse af paranoia. De øvrige karakterer sidder mere fast i en ganske bestemt funktion og er derfor tilsvarende ikke nær så interessante i sig selv, men samlet set giver de et fint billede af menneskeheden i det postapokalyptiske England.
Det hele er pakket ind i en stramt fortalt og effektiv historie. Filmens start fungere godt, fordi vi ikke ved, hvad der sker, og hvorfor vi er, hvor vi er. Vi bliver ladt i samme mørke som Melanie. Da hovedpersonerne bliver bragt sammen og kommer på flugt, kommer filmen mere til at ligne film som 28 Days Later (2002) og I am Legend (2007). Filmen er ikke helt den samme visuelle oplevelse, som de to nævnte film, der gør meget ud af at vise forladte storbyer i imponerende scenarier. Den slags spiller en mindre rolle hos McCarthy, og hans film operere gennemgående mere i mere lukkede scenemiljøer, som forladte butikker og lignende. Dette giver dog på ingen måde mindre stemning, men den derved skabte følelse klaustrofobi, passer fint til filmens overordnede ide. Det samme gør det meget originale lydspor komponeret af chilenske Cristobal Tapia de Veer, der bruger mærkelige elektroniske lyde kombineret med uhyggelige koloraturer fra noget, der godt kunne være menneskestemmer. Men man er tvivl, det lyder menneskeligt, men er det så ikke helt alligevel. Lydsporet er prikken over I’et i en af de bedste premierefilm, jeg har set i år. 9/10.
