I begyndelsen var opgøret: Tidehvervs historie

Årsskriftet Critique 2019 udkom i november. Her bringer vi et uddrag fra stud.theol. og redaktør Mikael Brorson om det teologiske arbejdsfællesskab Tidehverv, der i de senere år særligt er blevet kendt for Søren Krarup og Jesper Langballes engagement i Dansk Folkeparti. Men historien stikker meget dybere. Bestil Årsskriftet Critique i abonnement for kun 150 kr. om året.

Af stud.theol., redaktør Mikael Brorson

Det er en noget utaknemmelig opgave at skulle skrive historien om en størrelse, som er notorisk svær at afgrænse, endsige definere.  Det er ikke desto mindre den opgave, som Henrik Bach med bogen Konfrontationskurs – Tidehverv og den guddommelige komedie har påtaget sig, og det er bl.a. med udgangspunkt i denne fine bog, at jeg i det følgende skal give en kort introduktion til Tidehverv og dets historie. 

Det vil formentlig være læseren bekendt, at ’tidehverv’ i det danske sprog betegner et tidsskifte, gerne fra én epoke til en anden. At udrette et sådant tidsskifte har aldrig været Tidehvervs formål, for som én af Tidehvervs stiftere, Gustav Brøndsted, tørt konstaterer i det første blad: ”Vi vender saa vist ingen Tider”. 

Tidehverv forkynder ikke en ny epoke, og deres fokus kommer måske tydeligere frem i det tyske tidsskrift, ud af hvilket den dialektiske teologi sprang, og som Tidehverv unægtelig er inspireret af: Zwischen den Zeiten.

Det drejer sig ikke om én epoke over for en anden, men om mennesket som stedt mellem to tider: Guds og menneskets. Guds tid er selvfølgelig her et andet ord for evigheden, menneskets tid for timeligheden, og fanger man de kierkegaardske ansatser i dén dobbelthed, forstår man også, at det afgørende bliver øjeblikket, hvor evigheden bryder ind i tiden, dvs. hvor Guds ord lyder. Dér finder tidehvervet sted:  

 

Hvad virkelig Tidehverv er, og hvor de er, det spejles nok til syvende og sidst bedst i Øjeblikket, i det enkelte Menneskes enkelte Øjeblik: Hvor Ansvaret er aktuelt, hvor Valget staar, hvor der lydes eller svigtes over for det mindste, dér opleves i den ægteste Form, hvad der er Mennesker givet at opleve af virkeligt Tidehverv. 

 

Det skulle efter det følgende stå klart, hvorfor Tidehverv er så besværlig at afgrænse. Tidehverv drejer sig om ”hiin Enkelte”, som Kierkegaard udtrykte det, om det enkelte menneske stående over for Gud i afgørelsen. Heraf den populære minimaldefinition af Tidehverv som ”et blad og et sommermøde” – her vil man ikke kendes ved forblommede programskrifter eller løftespækkede forståelsespapirer.

Skal man definere Tidehverv forekommer den mest rammende definition derfor at være, at Tidehverv overhovedet ikke kan defineres. Intet svar er som bekendt også et svar.  

Med respekt for, at Tidehverv lader Vorherre om at vende tiderne, skal jeg ikke i nærværende artikel på traditionel, historisk vis spørge, om det er lykkedes for Tidehverv at udrette noget, eller hvilken betydning Tidehverv har haft for det ene eller andet. Jeg spørger ikke, ”was geschehen ist” – eller, såfremt jeg gør det, sker det kun som et hjælpespørgsmål – men jeg spørger til den teologi, som Tidehverv har udtrykt, for i sidste ende at spørge, hvad Tidehverv har at sige os – mig – i dag.

Hvordan stiller Tidehvervs forkyndelse mig imellem tiderne, i tidehvervet? At Henrik Bach med sin bog i vid udstrækning gør det samme, om end inden for de rammer, som en populærvidenskabelig formidling af Tidehvervs historie sætter, tjener bogen til ære. 

I begyndelsen var opgøret

Således de indledende armbøjninger, og nu ad rem! Tidehverv opstod med den første udgivelse af bladet i oktober 1926 under redaktion af N.I. Heje, Gustav Brøndsted, Tage Schack og K. Olesen Larsen, og er – ganske sigende for Tidehverv i det hele taget – resultatet af et opgør.

Alle havde de en fortid i Det Kristelige Studenterforbund, en studenterforening tæt knyttet til KFUM/K, præget af en pietistisk kristendomsforståelse med vægt på omvendelse, personlig vækst, religiøse oplevelser og ikke mindst en streng seksualmoral.  

Det var denne teologi, som tidehvervsfolkene gjorde op med, ført an af N.I. Heje, som allerede i 1916 var indtrådt i studenterforbundets bestyrelse og i 1924 på Det Kristelige Studenterforbunds sommermøde afholdt foredraget ”Vort kald og vor forpligtelse. Til overvejelse”.

Her lægger Heje op til en diskussion af det begyndende fald i foreningens medlemstal og giver en amerikaniseret og sentimentaliseret forkyndelse skylden – uden at lægge fingre imellem.

Det var ilde set, for som KFUM-generalsekretær Halfdan Høgsbro udtrykte det, trængte verden ikke til at se de troende skændes, og foredraget vakte derfor furore: En af forbundets store lederskikkelser, Olfert Ricard, udmeldte sig straks, Heje blev tvunget ud af bestyrelsen og – som følge heraf – blev formanden af blandt andre Tage Schack, som på daværende tidspunkt var sekretær, tvunget til at gå af.   

Hermed blev studenterforbundet splittet i ”hejeanere” på den ene side og den gamle linje, ført an af Johannes Nordentoft, på den anden. Fra 1924 og to år frem sad hejeanerne på magten med forskellige formænd, herunder Heje selv samt Schack (og på et tidspunkt Brøndsted som næstformand), indtil Johannes Nordentoft i maj 1926 overtog formandsposten.

Kredsen omkring Heje mistede nu deres mulighed for at komme til orde i studenterforbundets blad, Sursum Corda, og konsekvensen heraf blev, at de unge teologer så sig nødsagede til at udgive deres eget tidsskrift. Således opstod Tidehverv i oktober samme år.   

Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 150 kr.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!