Hierarki eller kaos!

Den russiske revolution

Den russiske filosof Nikolaj Berdjajev er relativt ukendt i Danmark. Nu er ét af hans skrifter tilgængeligt på dansk, og her finder man bl.a. et opgør med den russiske revolution og en politisk-konservativ filosofi baseret på kristendommen. Jon A.P. Gissel introducerer.

Af Jon A.P. Gissel 

Teologen Christian Gottlieb har gjort et stort arbejde for at gøre den russiske filosof Nikolaj Berdjajev kendt i Vesten og i Danmark, og det er i høj grad fortjenstfuldt. Hans fordybelse i forfatterskabet har særligt givet sig udtryk i disputatsen fra 2003 og på engelsk Dilemmas of Reaction. Den bog, der anmeldes her, er en oversættelse af et af Berdjajevs egne skrifter, affattet så nær ved skæbneåret 1917, som muligt.

Oversættelsen er en værdifuld indsats, fordi den 1) gør emnet tilgængeligt på dansk, 2) gør det muligt at stifte bekendtskab med en russisk kritik af kommunismen på et tidspunkt, da denne lige havde sejret i Rusland (ved kuppet november 1917; borgerkrigen rasede i flere år), 3) giver adgang til en betydelig russisk tænkers overvejelser om konservatisme, der danner et vigtigt supplement til og giver mulighed for belysning af Burkes, Chateaubriands og herhjemme f.eks. Henrik Scharlings tanker herom og 4) giver anledning til overvejelser om en sådan kristen filosofs forhold til Den russisk-orthodoxe Kirke.

Oversættelsens gode danske sprog bør varmt påskønnes. Christian Gottlieb har forsynet sin oversættelse med fyldig indledning og oplysende noter. Et spor, som man lægger mærke til gennem hele bogen, er betydningen af ordet “pravda”. På side 54 har Gottlieb en note om dette flertydige ord, at det kan betyde praktisk sandhed eller retfærdighed. Oversættelsen afhænger af sammenhængen. Siden træder Gottlieb i selve oversættelsen regelmæssigt ud af den rene oversættelses rolle, idet han efter meddelelsen af sit valg af oversættelse skriver ”(pravda)”. Der er intet at indvende, bortset fra, at redegørelsen havde kunnet stå i indledningen.

Hvem var Berdjajev?

Berdjajev levede fra 1874 til 1948. Han kom fra en adelig familie, men blev marxist og fravalgte så igen, i begyndelsen af 1900-tallet, marxismen sammen med flere andre russiske intellektuelle – den såkaldte religiøse renaissance. I 1922 blev han forvist til Tyskland sammen med andre kulturpersoner, der var kritiske overfor sovietstyret.

Ulighedens Filosofi blev udgivet i 1923 i Berlin. Gottlieb peger på vigtigheden af, at den, der skriver, er en kristen tænker, og at hans kritik, på det tidspunkt han skrev, før Stalin kom til magten, viser, at noget i selve det kommunistiske projekts rod pegede frem mod Stalins uhyrligheder.

Konservatismen og kristendommen

Betegnelsen “breve” må forstås som tematiske essays. Nikolaj Berdjajev har i sit skrift et kapitel om konservatisme, og hvad kunne være bedre end at begynde her? Han anslår en række temaer, som er vigtige for konservatisme, og han sætter denne bestemt i modsætning til revolutionstankegangen. Han taler om åndelig dybde, om at være vendt mod livets gamle kilder. Mens den revolutionære tanke-gang er overfladisk, nævner Berdjajev store kulturelle skikkelser som Goethe og Dostojevskij som eksempler på konservativ dybde.

Flere udtryk hos Berdjajev, som “opstandelsens religion” peger direkte mod den kristne tros indhold. Det er vigtigt for konservatismens sandhed at lytte både til de levendes og de dødes stemme. Dette er et konservativt tema også hos vestlige forfattere. Han taler ikke om et konservativt politisk parti. Han kritiserer også en konservatisme, som ikke frembringer nyt liv. Men i stedet for at sige, at det kreative, det dynamiske må være en del af konservatismen, siger han, at konservatismen må forenes med et skabende princip. Det konservative princip sætter han i forbindelse med Faderen, det skabende med Sønnen.

Således knytter han begge principper nært sammen med troen på Den treenige Gud. Derimod sætter han begge dele ind i traditionen, nævner ”de tusindårige folkelige følelser” og nævner Kirkens overlevering som eksempel på en kreativ overlevering. Måske hænger dette sammen med den betydning, traditionen har i Den orthodoxe Kirke. Fortiden har lige så stor realitet som fremtiden. Det konservative og det kreative princip samler han under betegnelsen kosmos, i modsætning til kaos, som bliver ondt, når det gøres til princip. Dybde er altså hovedordet for Berdjajevs opfattelse af konservatisme. Berdjajev, som omtaler en del vestlige tænkere, nævner ikke Edmund Burke. Gottlieb gør det heller ikke.

På vej mod kommunismen

Andre kapitler handler om staten, om nationen, om aristokrati, om liberalisme, om demokrati og om socialisme. Det er tydeligt, at liberalisme og demokrati (vel snarest = radikalisme) er trin på vejen ned mod kommunismen. I det indledende kapitel kommer Berdjajev med nogle umiddelbart ret mærkelige synspunkter på sit land og sit folk. Han taler om, at det kvindelige princip dominerer i den russiske sjæl. Han lægger kraftig afstand til den byzantinske tradition, der ellers har betydet meget for Rusland, og især ved, at det var fra Byzans, den kristne tro kom til landet. At han betegner Peter, som han hverken kalder zar eller “den Store”, som en voldsmand, er mindre mærkeligt; og den splittelse af det russiske sind, som Peters forcerede vestlige reformer medførte, nævner han tydeligt ved navn. Dog virker det, som om han i Rusland i forhold til Vesten savner noget, en hærdning af personligheden.

Ret mærkelige er også hans kirkelige betragtninger: “I selve den russiske ortodoksi var der en slags uorganisk blanding af det byzantinske og det flagellantiske. Den russiske ortodoksi er et originaludtryk for den russiske ånd, den adskiller sig stærkt fra den græske. Jeg taler ikke om den Økumeniske Kirke, der i sig rummer den eneste sandhed. Jeg taler om det russiske folks særegne religiøsitet.”  Fortidsformen “var” må formodes at være gennemtænkt og i så fald lyder det, som om han på dette tidspunkt ikke regner orthodoxien for at være eksisterende mere. Men han opstiller det russiske folks religiøsitet overfor den økumeniske kirke, hvorved han vel mener den samlede kristenhed (ikke Det økumeniske Patriarkat, som i væsentlig grad har været bærer af den byzantinske arv). På side 158 taler han igen om den økumeniske kirke “hvori menneskehedens enhed tænkes religiøst”.

Hierarki eller kaos

Ordet “ontologisk” dukker op her og der i Berdjajevs skrift, han tænker altså principielt, interesserer sig for det værende, for tingenes egentlige væsen; og dets andet kapitel handler om samfundslivets religiøst-ontologiske grundlag. Her sætter han personligheden og hierarkiet op imod det bestialske kaos. Personlighedens frihed forudsætter en kulturs tusindårige disciplin. Det kirkelige hierarki går Berdjajev dog ikke nærmere ind på. Han kritiserer humanismen for overfladisk optimisme, at den benægter, at det onde findes i menneskets natur (s. 118f.). Men som kritiker af den nævner han kun Nietzsche, ingen kristen teolog, heller ikke fra Den orthodoxe Kirke.

I staten findes et mystisk princip, som unddrager sig det rationelle; magten kan udgå fra Gud eller fra djævelen. Både i forhold til staten og i forhold til nationen gælder det, at det rationelle er utilstrækkeligt. I den nationale eksistens er der en irrationel hemmelighed, noget uigentageligt særegent. Det levende nationale menneske sættes her skarpt op imod det abstrakte geometriske menneske. Berdjajev gør varmt indsigelse mod kampen for ligestilling af nationerne som en kamp for det abstrakte menneske (s. 149ff). Internationalismen er tomhed og abstraktion, og fornægtelse af organisk national eksistens til fordel for det abstrakte “er altid forsøg på mord på et levende væsen“. Netop dette er også grundbetydningen af det organiske, noget levende, noget som hører til et levende væsen.

Der er også et kapitel om krig, og det begynder han med “Livet i denne verden er en kamp.” I dette kapitel vender han sig imod småborgerligheden, uden at det bliver ganske klart, hvad han forstår hermed. I hvert fald må vi vel sige, at et land har brug for stilfærdige slidere? “Krig er erfaringens dementi af det rationelle syn på historien.” Rationalister og positivister skræmmes mere af krigen end troende kristne. Åndeligt drab er tusind gange værre end det fysiske. Han taler om “livets irrationalitet“, beskriver en hær som en “mystisk organisme“. Hierarki er nødvendigt. Borgerkrig – og en sådan levede han i, da han skrev – er ganske anderledes. I klassekamp er de revolutionære blodtørstige. Om Verdenskrigen siger han, at den løste ingen problemer og sluttede med en dårlig fred. Det gamle kristne Europa går under, og man får en humanistisk pseudokirke.

Kultur kontra civilisation

Berdjajev indleder skriftets næstsidste kapitel, der handler om kultur, med et kort og klart udsagn: “I samfundslivet tilhører det åndelige primat kulturen.” Han sætter kultur overfor civilisation. Kulturen er hierarkisk, han taler om et organisk syn på kulturen, om det gamle og forbindelsen med det. Men civilisationen er “kritisk” og beskæftiger sig med dagen i dag. “Kultur har sjæl. Civilisation har kun metoder og redskaber.” Det uskønne ved samtiden giver de kultiverede mennesker anledning til sorg og ensomhed.

Kulturen hænger sammen med kulten, og fra denne har den sin symbolske natur. Berdjajev nævner her ikke Den orthodoxe Kirke, men for den er netop det symbolske vigtigt, som det, der får ting til at hænge sammen. Der er kontinuitet i kirken og i kulturen. I kulturen er der stor modstand mod tidens ødelæggende magt. Berdjajev genoptager her tanken om det konservative og det kreative princip. Den proletariske mentalitet er fjendtlig overfor kultur, og socialismen kan ikke frembringe nogen ny kultur. “I, der lærer om kultur som en overbygning på samfundets materielle økonomiske liv, kan kun ødelægge kulturen.”

Herefter går Berdjajev ind på den russiske kultur: “Hvis vi, russere, ikke udelukkende er barbarer og skythere, så er det kun, fordi, vi gennem den ortodokse kirke, gennem Byzans, har modtaget forbindelse til antikkens overleveringer, den græske kultur. Alle revolutioner er rettet imod kirken og ønsker at bryde forbindelsen til overleveringerne af den antikke kultur, som indgår i kirken.” Og Berdjajev sætter ikonoklasmen, billedstormen i Det byzantinske Rige, som begyndelsen af kampen mod ædel kultur.

Hvad med troens indhold?

Der er meget rigtigt i dette, men dog mangler der noget: Trosindholdet i Den orthodoxe Kirke køres ud på et sidespor i forhold til overleveringen af antik kultur. Bivirkningen bliver vigtigere end budskabet. Berdjajev kommer ikke ind på, om trosindholdet har afgørende betydning for kommunismens kamp mod kirken. Hvis det nu var Kristus og ikke alene høj kultur, den ville kæmpe imod?

På den anden side indrømmer Berdjajev, at der er en fare for, at kulturen kan forgude sig selv. Han taler om det klassiske og det romantiske princip. Endvidere om kulturens tragedie som en erkendelse der kommer med kristendommen. Kulturen er tragisk utilfredsstillende. Kapitlet efterfølges af og lægger op til det sidste, om Guds Rige. Om Guds Rige hedder det, at det ikke må forvandles til en jordisk utopi, samt at Kristus ikke lovede retfærdighed og velvære på Jorden. Dette kapitel rummer et bemærkelsesværdigt opgør med den naturalistiske tankegang (s. 376). Hovedteksten slutter med ordene: Komme dit rige!

Berdjajevs skrift er en tætskreven bog, som har store perspektiver i mange enkelte bemærkninger. Det enkelte essay indledes gerne med en enkel sætning, som anslår temaet med kraft, således indledning til kapitlet om Guds Rige: ”Hele historien er opfyldt af søgen efter Guds Rige” (s. 375). Det positive træder frem som markante udsagn i floden af hans kritik. Berdjajev skriver på hovedtekstens første side om Kristus, på den sidste om Guds Rige. Dette er markant: Den kristne tro træder frem på disse emfatiske steder. Undervejs dukker lignende tanker op, som nævnt, og som helhed berettiger skriftet til at kalde forfatteren “kristen filosof”.

Efterskriftet

Berdjajev udgav skriftet efter nogle år, men udgav det dog; han forsynede det med et efterord, som også tyder på et delvist tilbagetog fra synspunkterne i skriftet. Måske en vis usikkerhed i forhold til de fulde konsekvenser? Dette er interessant, men man bør ikke lade det senere “gustne overlæg” være den eneste dom over hovedstykkets vigtige redegørelser og udsagn. Men hvis man lader hovedteksten stå ved sit værd, er det også interessant, hvad Berdjajev skriver i efterordet om at gennemleve revolutionen åndeligt og være opmærksom på fortidens fejltagelser.

Kirken og intelligentsiaen

Oversættelse og kommentar er også fortolkning, og jeg har et par bemærkninger til indledningen. Gottlieb skriver i sin indledning om Berdjajevs og andres forhold til Kirken:

Mest bemærkelsesværdigt i så henseende er måske, at debatten heller ikke førte til nogen tilnærmelse mellem de religiøse intellektuelle og den Ortodokse Kirke, som ellers kunne synes en oplagt allieret. Dette var dog ikke det første mislykkede tilnærmelsesforsøg. Allerede i 1901-3 havde en række ‘religiøst-filosofiske møder’ arrangeret af religiøst interesserede intellektuelle i Skt. Petersborg forsøgt at skabe kontakt til kirkens repræsentanter, men uden held. Heller ikke de mere permanente organisationer, der i 1905-7 blev dannet som de ’Religiøst-filosofiske Selskaber’ i byerne Moskva, Skt. Petersborg og Kiev formåede trods gentagne forsøg i årene indtil 1917 at skabe varig kontakt til kirken. Den manglende interesse fra kirkens side synes at bekræfte den dybe fremmedgørelse mellem intelligentsiaen og kirken og er formentlig en af de mange tabte muligheder for at undgå udviklingen mod revolutionen. Hvis kirken havde haft den intellektuelle kraft, som de religiøse intellektuelle repræsenterede, og de intellektuelle havde haft kirkens organisatoriske styrke og folkelige bredde, havde det i det mindste stillet begge parter stærkere, da revolutionerne kom i 1917 og forfølgelserne i årene derefter. (s. 18)

Tanken er fascinerende, men holder den? Hertil vil jeg gerne stille spørgsmålet: I hvilket omfang var en alliance, i hvert fald argumentativ, mellem Den orthodoxe Kirke og de religiøse intellektuelle mulig i tiden o. 1917? Var der grundlag for den i de intellektuelles, i Berdjajevs tankegang? Der var en vækkelse indenfor Kirken i årene frem til 1917 med en skikkelse som Johannes af Kronstadt som samlingspunkt, men Berdjajev omtaler det slet ikke. Har han været opmærksom på den og ham? Genoprettelsen af patriarkatet i efteråret 1917, som var en meget stor begivenhed for Den russisk-orthodoxe Kirke, ikke alene genindførelse af en selvstændig ledelse i verdslig organisatorisk forstand, men genindførelse af en selvstændig åndelig ledelse, omtales ikke i Berdjajevs skrift, og efter hvad jeg kan forstå, har han heller ikke vist begivenheden synderlig interesse andre steder.

Metropolit Veniamin af Petrograd, som var stærkt optaget af befolkningens nød, og som blev henrettet af kommuniststyret i 1922, havde været nærliggende at omtale i efterordet, men det sker ikke. Har Berdjajev interesseret sig for, hvad der foregik i Kirken, eller har han levet i en anden verden? Der er intet kapitel om Kirken. Berdjajev taler om organisme og om kirkebygninger, men om livet i menigheden taler han ikke. Også dette tyder på en afstand til Kirken.

Berdjajev nævner den latinske kirkefader Augustin og den middelalderlige teolog Joachim af Fiore, hver en gang i forbindelse med Guds Rige, men de store græske kirkefædre i tidlig byzantinsk tid, en Basileios den Store, en Gregorios af Nazians, en Johannes Chrysostomos, hverken citerer eller omtaler han. Den byzantinske tradition er netop Den russisk-orthodoxe Kirkes rødder, og sammen med det øvrige virker udeladelsen påfaldende. Dette udelukker vel ikke i sig selv en tilnærmelse mellem Berdjajev og Den orthodoxe Kirke, men er et af flere træk, som se ud til at pege andre steder hen.

Når det gælder 1800-tallet, er billedet noget anderledes, men dog ikke meget. En del vestlige tænkere nævnes, hvoraf man kan bemærke den romersk-katolske og konservative Joseph de Maistre. Den vigtige russiske lægmandsteolog Aleksej Khomjakov nævnes en enkelt gang. Konstantin Leontiev noget mere og meget positivt. Dostojevskij nævnes 8 gange, Tolstoj 11; den sidste er mere tvivlsom i retning af kontakt med Den russisk-orthodoxe Kirke.  En betydningsfuld konservativ kirkelig skikkelse, der også kom i eksil, metropolit Antony Khrapovitsky, nævner han ikke. I kapitlet om kultur vælger han som eksempel på kristen kultur den gotiske, vestlige, altså ikke den østlige orthodoxe.

Endelig bør det nævnes, at Gottlieb i sin indledning omtaler, at Berdjajev i en polemik kort før udbruddet af Første Verdenskrig “udtalte sig på en måde, der bevirkede, at han blev anklaget for blasfemi” (s. 27). Men hvad var det, han sagde? Og hvad bestod uenigheden i? Det får vi ikke at vide. Måske kunne det være interessant for forholdet mellem Berdjajev og Kirken.

Liv eller logik?

Christian Gottlieb udtaler sig (s. 30) om Berdjajev på en måde, som fortjener opmærksomhed. Gottlieb gør her en “logisk fremadskridende fremstilling” og klar stringens til stilmæssigt ideal og gør det til en “indvending”, at Berdjajev ikke lever op til dette ideal: “Som han selv erkendte, nåede han ikke sine erkendelser ved logisk deduktion, men ved intuitioner, der i vid udstrækning formuleres assertorisk, næsten som en lang kæde af aforistiske udsagn.” Gottlieb peger både på, at dette skrift er fremkommet i hast og under pres og at det nævnte er karakteristisk for hans forfatterskab i almindelighed.

Her nødsages jeg til at forsvare Berdjajev mod hans oversætter: Havde Berdjajevs holdning mon kunnet udfoldes i en stringent og logisk fremstilling? Er intuitioner ikke mere grundlæggende end logisk deduktion? Står de ikke i nærmere forbindelse med livet selv end logik? Først må principperne fremsættes, det grundlag som man kan arbejde på, og et grundlag findes i betydelig grad i dette skrift. Når Berdjajev i kapitlet om krig (s. 320) pludselig slynger en personlig erindring i hovedet på læseren som eksempel på heltemodet og selvopofrelsen, det der løfter mennesket, giver det så ikke mere end enhver logisk deduktion?: “Med krige er det heroiske i historien forbundet. Jeg så ansigterne på de unge mennesker, der som frivillige var på vej i krig. De marcherede i stødbataljoner, næsten til den sikre død. Jeg skal aldrig glemme deres ansigter.”

Konklusion

Berdjajev er i sin tankegang på vigtige punkter præget af Den orthodoxe Kirke, men hans forhold til den er uklart, og han har en indbygget afstandtagen til den byzantinske tradition. Han vælger gerne vestlige eksempler, men måske slår mere grundlæggende kulturelle træk igennem i hans skrivemåde. I forhold til konservatisme og organisk tankegang er bogen vigtig og meget interessant også udover sit gribende historiske perspektiv. Den frie personlighed eksisterer ikke som et løsrevet atom, men lever i en blivende sammenhæng; den danske jurist Carl Goos ville have talt om livsfællesskaber. Hierarki, ontologi og det organiske hører hos Berdjajev sammen i det levendes sammenhæng.

Nikolaj Berdjajev: Ulighedens filosofi. Breve til mine uvenner i den sociale filosofi. Indledning og oversættelse af Christian Gottlieb. Fønix, 2017.

Jon A.P. Gissel er dr.phil. i historie og forfatter til bøgerne Konservatisme og kulturkamp samt Gud, livet og menneskene.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!