Opera: Eugen Onegin i München

Tjajkovskij er – i hvert fald herhjemme – næsten udelukkende kendt for sine store symfonier, sin første klaverkoncert, og sin skønne balletmusik. Nåh ja, og så den herligt larmende ”1812-overture”, der blev komponeret for at fejre årsdagen for Ruslands sejr over Napoleon dette år. Bedst er formentlig den vidunderlige musik til balletterne Nøddeknækkeren og Svanesøen. Det overses desværre ofte, at Tjajkovskij faktisk så sig selv som operakomponist, men hans operaer opføres ikke så tit, slet ikke herhjemme. I München havde man i fjor chancen for at opleve hans mest kendte opera, Eugen Onegin (Jevgenyj Eunegin) fra 1879 – der er baseret på Aleksandr Pusjkins versroman af sammen navn.

Tjajkovskij var homoseksuel. Og det er efterhånden svært at læse et koncertprogram, uden at mandens seksualitet død og pine skal læses ind i alt, hvad han komponerede. Typisk på den måde at den storladende musik gøres til et udtryk for den seksuelle frustration, han måtte lide på grund af datidens normer.

I dén henseende ser bunden nu ud til foreløbigt at være nået på Bayerische Staatsoper i München, hvor hans Eugen Onegin tolkes ind i denne sammenhæng i så ekstrem forstand, at Onegin er gjort til homoseksuel: I virkeligheden skyldes Onegins – indledende – afvisning af Tatjana, at han er forelsket i vennen Lenski! Når han senere dræber Lenski i en duel skyldes det, at han er jaloux, fordi Linskis følelser er hos Tatjanas søster, Olga.

Ja, I gættede rigtigt, forklaringen er – naturligvis – at det skal hjælpe os til at forstå værket i en nutidig kontekst. Her instruktøren i et interview i programmet:

”Die Frage ist, wie man das Duell im Umfeld Puschkins verstehen kann, wie im Kontext Tschaikowskys, und wie in unserem Kontext. Wir wissen viel mehr über Psychologie, wir wissen, dass der Mensch bestimmte Taten ausführen kann, die ganz entgegengesetzt sind zu dem, was er innerlich eigentlich will und ersehnt. Das tragische Resultat ist, das Onegin einen geliebten Menschen getötet hat, aus Zuneigung wird Destruktion. Onegin ist ein Charakter, der etwas verborgen hält. Vielleicht eine Leidenschaft für einen anderen Mann. Eine unausgesprochene Liebe. Das ist ein Gedanke“.

Den fortrængte homoseksualitet får instruktøren – Krystof Warlinkowski – til at tænke på filmen Brokeback Mountain (2005):

”Ich dachte oft an Ang Lees Film Brokeback Mountain. Das ist einerseits ein Film über zwei Männer, die sich lieben, anderseits, und das macht ihn universell, auch ein Film über die tragischen Folgen, wenn man sich nicht zu seiner Liebe bekennen kann.“

Det kan bestemt være relevant at lave kunst, der handler om homoseksuelles problemer i forhold til en intolerant omverden. Men jeg må indrømme, at jeg ganske enkelt ikke begriber, hvorfor man tror, at det relevante stof til dette formål er en opera fra 1879 blot fordi komponisten tilfældigvis var homoseksuel! Slet ikke når den er baseret på en tekst fra 1830’erne af en helt anden forfatter!

Ganske rigtigt handler Eugen Onegin om en person, der træffer nogle fatale valg, som han måske egentlig ikke ønsker eller kan overskue, og som ender med at hjemsøge ham mange år frem. Men at forklare det med homoseksualitet er at strække stoffet for vidt. Det skaber i hvert fald ikke mere klarhed over Onegins bevæggrunde.

Det må nok indrømmes, at det kan være vanskeligt at begribe karakterernes handlinger umiddelbart i værket. Hvorfor i alverden afviser Onegin den skønne Tatjana, der elsker ham, for så mange år senere at erklære sin kærlighed til hende, når det åbenlyst er for sent, fordi hun for længst er blevet godt gift. Og hvorfor i alverden den tåbelige duel, hvor han dræber sin bedste ven?

Det forhold, at der ikke ligger enkle forklaringer lige for, gør imidlertid for mig at se karaktererne interessante og spændende. En positiv sidegevinst af den beskrevne, homoseksuelle vinkling af plottet er måske, at tilskuerne tvinges til at tænke lidt mere over personernes bevæggrunde og se dem som andet og mere end blot og bart dramatisk brændstof.

Duellen først. Når Lenski udfordrer Onegin til duel – og det er altså vigtigt at huske, at det ikke er Onegin, der tager dette initiativ, om end han vel kunne have undladt at acceptere – så skyldes det almindelig jalousi, fordi Onegin flirter med hans pige, Olga. Olga og Lenski elsker hinanden voldsomt, vitalt, lidenskabeligt og temperamentsfuldt. Følelserne er ubeherskede og tilsvarende vreden, når den ene tror, at den anden er utro eller noget der bare ligner lidt. Det er faktisk ikke så svært at forstå. Her skal vi også huske på, at vi er i en helt anden tid og et helt andet sted, nemlig 1820’ernes Rusland, hvor æresbegreber var noget, man tog anderledes alvorligt end i dag, og hvor dueller var mere udbredte.

Anderledes med Tatjana og Onegin, der er noget mere uhåndgribelige. Hvorfor i alverden afviser han hende første gang? Han er jo tydeligvis interesseret i hende? Og hvorfor i alverden provokerer han efterfølgende vennen Lenski og? Dette er langt mere vanskeligt stof at forstå for os. Men den slags burde jo virkelig være en drømmeopgave for en dygtig instruktør! Her er der virkelig noget spændende materiale at arbejde med frem for bare at vælge provokationen.

For der er vist ikke meget belæg for postulatet om Onegins homoseksualitet i librettoen. I hvert fald var det ikke noget, jeg faldt over i min gennemgang af den – det vil rettelig sige den tyske oversættelse heraf.  Jeg skal i øvrigt ikke kunne sige, hvordan fremstillingen er i Pusjkins roman, så det er lidt en fejlkilde. Det virker nu ikke til, at instruktøren bag opsætningen har interesseret sig så meget for den russiske nationaldigter som for sine egne ideer.

Tværtimod peger værket faktisk i en noget anden retning, end at Onegin skulle være homoseksuel: For til sidst møder Onegin jo Tatjana igen mange år senere, da hun er en moden kvinde. Han finder først da ud af, at han elsker hende, og hvor tåbeligt, han bar sig ad, dengang da den ellers så indadvendte pige endelig tog sig sammen og tømte hele sit hjerte i brev til ham, og han koldt afviste hende med en bemærkning om, at hun burde lære at beherske sin følelser. Det har hun så gjort. For hun elsker ham nemlig stadig. Men vil ikke have ham. Hun vælger pligten frem for ungdommens sværmeri:

”Tief ins Herz dringt
sein verzweifeltes Rufen,
doch die verräterische Glut verdrängend,
besiegt die Pflicht der strengen, heiligen Ehre
das Gefühl“.

Hele ideen med at gøre Onegin homoseksuel kommer faktisk ikke så godt ud af det med tredje akt, hvor han endelig erklærer sin kærlighed til Tatjana. Snarer end homoseksualitet er sagen nok den, at Onegin, da han er ung, ikke rigtigt tør elske og vælge kærligheden til. Han kan ikke håndterer, at en pige pludselig erklærer sin kærlighed til ham så lidenskabeligt, som det sker. Han bliver overrumplet af det unge, vilde pigehjerte fra den ellers så stille Tatjana. Usikkerheden forklarer måske også, hvorfor han provokerer sin bedste ven til den tåbelige duel. Også dette kan skyldes jalousi, men ikke på grund af kærlighed til den samme pige, men fordi Onegin ser, hvordan Lenski og Olga faktisk tør elske hinanden.

Da Onegin vender hjem efter formålsløst at have strejfet om i verden er rollerne byttet om. Onegin viser sig nu at være den umodne, der har spildt sin ungdom på at vandre søgende rundt i verden uden at finde ro. (Her skal vi altså stadig huske på, at han faktisk kun er 26, da operaen slutter, så mere spildt er livet altså heller ikke, set på bekvem afstand i nutiden!) Han står nu over for den modne kvinde, der forstår værdien af stabilitet og evnen til at kunne beherske sine følelser.

Det forstod Onegin vist aldrig. Hans moralprædiken til Tatjana i første akt om, at hun bør lære at kontrollere sine følelser, fremstår nu mest som en dårlig undskyldning og selvbedrag, fordi han ikke selv tør elske. Hans egen beherskelse af følelserne bliver en form for afmagt. Han gør en dyd ud af nødvendigheden med andre ord. Det tragiske ved hele historien er, at alt hvad han siger til Tatjana, faktisk måske er lige præcis den besked, hun burde have, sådan at hun ikke bare rendte væk med den første den bedste, hun forelskede sig i.

Det er derfor svært at se, hvad der vindes ved at gøre Onegin til homoseksuel. Vi kommer ikke tættere på karakteren af den grund. Tværtimod kommer vi noget mere på afstand. Der siges vist heller ikke noget nyt og anderledes om de homoseksuelles vilkår end i føromtalte Brokeback Mountain og lignede film? Og hvorfor tror man, at en opera fra 1879 baseret på en roman fra 1830’erne er det mest oplagte til at sige noget om dét emne?

Så meget må jeg dog medgive, at hvis regiteatret overhovedet har en berettigelse – og det har det, omend det aktuelt har taget overhånd – så skal det være i den her flabede og fandenivoldske stil, hvor man blæser på alting. Og det er sådanset meget gennemført i dén retning. Tatjanas fødselsdag i anden akt er ledsaget af regulær mandestrip, der kommer igen til ballet i tredje akt. Det vakte ikke begejstring i salen dømt ud fra de taktfaste buh-råb. Selve handlingen var vist i øvrigt henlagt til et univers, der bragte minder om 1960’erne eller 1970’erne, for jeg så nogle gamle Carlsberg-reklamer i scenografien på et tidspunkt. Tiden for seksuel frigørelse med andre ord. Men nogen eksakt tidsbestemmelse var vist ikke tiltænkt fra instruktørens side.

Men opsætningen er ikke ved nærmere eftersyn så progressiv, som jeg tror, den gerne vil være. For hvis man køber postulatet om Onegins homoseksualitet som bevæggrund for alle hans misforståede følelser, så sidder man unægteligt tilbage med det indtryk, at det er her hans ”brist” ligger. Over for den homoseksuelle ”brist” sætter man så det heteroseksuelle ægteskab med de beherskede følelser, som Tatjana ender i. Skal vi virkelig forstå slutningen sådan, at Onegin angrer de homoseksuelle eksperimenter i sin ungdom og finder den rette plads i ønsket om det heteroseksuelle ægteskab, og at homoseksualitet derfor er noget værre noget, man skal holde sig fra eller i det mindske beherske, hvis ikke man vil komme så galt afsted som Onegin? I så fald bliver opsætning mere reaktionær, end jeg tror instruktøren havde forestillet sig. Ikke desto mindre er det det budskab, der formidles.

Signalforvirringen er dermed total. For vi er nu meget langt fra Brokeback Mountain-budskabet, vi startede med som instruktørens udgangspunkt. Men hvordan kan det blive anderledes, når man insisterer på at bruge et værk fra 1830’erne/1870’erne i en sammenhæng, det ikke er tænkt ind i?

Musikalsk ligger Eugen Onegin noget væk fra de store symfonier, man ellers kender fra Tjajkovskijs hånd. Musikken er mere afdæmpet, og der er mindre fokus på iørefaldende melodier (dem er der dog stadig!), end man måske kunne forestille sig. Indtrykket er mere sansemættet, end man ser hos eksempelvis Verdi og tættere på noget, der kunne minde om Wagner eller måske Puccini. Karakterernes handlinger og følelser skildres således mere gennem tonemalerier og stemninger end ved store arier, duetter eller lignende. Også dette er der nu stadig noget af, men vi er længere fra Verdi og tættere på Wagner, end man måske skulle tro.

Navnlig skildringen af Tatjana er meget vellykket i både tekst og musik. Vi skal måske til Mozarts/da Pontes eller Strauss/Hofmannsthals mesterværker for at finde en lige så rørende og levende skildring af kvindesindet, som den Tjajkovskij præsterer i Eugen Onegin.

Orkesterdelen er der ikke meget udsætte på. Det hele blev leveret aldeles glimrende af Bayerisches Staatsorchester og Chor Der Bayerischen Staatsoper under Joana Mallwitz’ ledelse.

Gode sangere er der heldigvis stort set altid i München; og det var også tilfældet denne gang. Bedst var så afgjort Nicole Car, der havde en utrolig flot stemme og virkeliggjorde Tatjana, så hun fremstod både troværdig og rørende, både da vi møder hende som ung og de mange år senere, da hun møder Onegin igen. Men heldigvis sådan, at vi forstod, at det faktisk var den samme pige, men nu unægteligt forandret og blevet en voksen kvinde.

Partiet som Onegin blev flot og mørkt sunget af Boris Pinkhasovich, der dog måske manglende lidt af den udstråling som ”verdensmand”, som Onegin gerne må have.

Også de lidt mindre partier var godt besat. Jeg vil særligt fremhæve Alyona Abramowa, der gjorde den ekstroverte Olga spillevende, som det livlige modstykke til hendes mere indadvendte søster, Tatjana. Heldigvis havde man også besat partiet som fyrst Gremin, Tatjanas ægtemand, da Oengin møder hende igen, godt med den estiske bas Ain Anger, der sang partiet herligt mørkt, men med en passende, alfaderlig varme, der sømmer sig for en krigshelt. Det er altid en fornøjelse, når man gør meget ud af selv de små partier. Tilsvarende med det franske intermezzo, monsieur Triquet, der kun er med for at synge en enkelt sang til Tatjanas fødselsdag. Den var i gode hænder hos Ulrich Reß.

Eugen Onegin er en fremragende opera, der burde være standardrepertoire på ethvert operahus med respekt for sig selv. Den har nemlig både skøn musik og vidunderlige karakterer. Den burde snildt kunne sniges ind i stedet for en af de utallige, årlige Puccini-operaer!

Derfor er det også svært at være helt tilfreds med oplevelsen i München. Operaen burde være en guldgruppe for en dygtig instruktør. I stedet ender man i den evindelige middelmådighed. Som regiteater er opsætningen herligt flabet i sin totale respektløshed over for stoffet, men problemet er desværre at man har forelsket sig så meget i sin egen ide om at gøre Eugen Onegin til homoseksuel, at man glemmer at gennemtænke, hvilke konsekvenser, det faktisk har. Og man ender derfor i en situation, hvor man formidler et budskab, der går stik imod intentionen.

Pjotr Iljitj Tjajkovskij, Eugen Onegin. Libretto af komponisten og Konstantin S. Schilowsky efter Pusjkin. Bayerische Staatsoper den 15. november 2018.

Referencer:

Link til forestillingens hjemmeside med information:

https://www.staatsoper.de/stueckinfo/eugen-onegin/2018-11-15-19-00.html?tx_sfstaatsoper_pi1%5BfromSpielplan%5D=1&tx_sfstaatsoper_pi1%5BpageId%5D=527&cHash=0b935dcaa8683218143934b941588463

Unausgesprochene Bekenntnisse, Ausgesprochen. Ein Gespräch mit Krzysztof Warlinkowski. Aufgezeichnet und übersetz von Miron Hakenbeck (programartikel)

Slavoj Žižek, Bildnis eines schwulen russischen Gentlemans oder Das Geheimnis des überflüssigen zweiten Akts (programartikel)

Libretto: Optrykt i programmet fra forestillingen i såkaldt “wortgetreue deutsche Übersetzung von Alexander von Schlippe”.

En glimrende indspilning af Eugen Onegin findes med Royal Opera House i London under Sir Georg Solti fra 1974 med Teresa Kubiak som Tatjana og Bernd Weikl som Onegin:

https://www.imusic.dk/cd/0028947841630/solti-weikl-kubiak-burrows-2012-decca-opera-tchaikovsky-eugene-onegin-compact-disc

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!