Et forsvar for en ny national kosmopolitisme

Er det muligt at formulere en kosmopolitisme, som samtidig respekterer sit nationale udgangspunkt? En kosmopolitisme hinsides nationalisme og internationalisme? Brian Degn Mårtensson forsøger.

Af Brian Degn Mårtensson

Et gennemgående skel i de seneste 30 års debat om indvandring og integration har været mellem nationalismen og kosmopolitismen. Førstnævnte ses måske mest tydeligt hos Dansk Folkeparti og Nye Borgelige, mens sidstnævnte repræsenteres mest markant hos Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre. Alle andre partier synes dog at placere sig på inden for logikkerne af disse to overordnede poler, og adskiller sig mest på, hvor langt de vil gå i enten den ene eller den anden retning. Når man i grunden kun kan vælge mellem disse to poler, bliver debatten uundgåeligt noget bizar efterhånden som den skrider frem. Nogle har for tiden travlt med at argumentere for, at folk fra især Mellemøsten nærmest er en slags undermennesker med en helt fejlslagen religion. Andre har travlt med at forklare, hvorfor vores danske kulturelle traditioner pr. definition er undertrykkende, forældede og ubehageligt konservative. Altså er der – polemisk udtrykt – i den danske debat en gruppe, der hader de andre, og en gruppe, der hader sig selv.

 

Nationalisme er rigtignok en gammel ide, hvis aner med en vis ret kan identificeres helt tilbage til antikkens Grækenland, hvor især perserkrigene blev set som en kamp for den græske kulturs beståen. Derfor formulerede man sig udtømmende om den græske kulturs kvaliteter, og forsøgte at værne herom gennem politiske og militære beslutninger. I 1800-tallet fik denne grundtanke med romantikken en ny relevans og et nyt udtryk, og blev forfinet og teoretiseret intenst af samtidens filosoffer. Nationalismen bliver ofte uretmæssigt lagt for had, og i den offentlige debat kan man se, at mange meget nemt kommer til at forveksle nationale synspunkter med chauvinisme, racisme, fascisme og det, der er værre. Grundlæggende er nationalisme udtryk for en kærlighed til det kulturelle fællesskab, man er formet af, og derfor ønsker man at værne om dette. I en situation hvor det nationale fællesskab er under pres p.g.a. eksempelvis migrationsbølger, er det derfor nærliggende at foreslå tiltag, der kan reducere disse.

Kosmopolitismen er som artikuleret ide lige så gammel som nationalismen, og kan ligesom denne spores tilbage til antikkens Grækenland, hvor bl.a. filosoffen Diogenes betegnede sig selv som verdensborger. Ideen er den helt logiske, at vi alle må kunne betragtes som tilhørende en menneskehed, der bebor den samme, begrænsede klode. Det er – som den senere Immanuel Kant sagde – ikke muligt at komme væk fra hinanden, og derfor blive vi nødt til at tage et fælles ansvar for vores samliv. Når det nu forholder sig sådan, kan man argumentere for, at det ikke nytter noget at sidde i sit nationale skjul og ignorere verdens problemer – for disse er i sidste ende et fælles ansvar. Også kosmopolitismen bliver ofte uretmæssigt lagt for had, og i den offentlige debat møder man jævnligt hånlige kommentarer gående på, at kosmopolitter blot er postmoderne relativister, der intet begreb har om hverken historie eller de faktiske realiteter i nutiden.

En nødvendig diskussion

Det kan ikke benægtes, at vi i løbet af den seneste generation har oplevet en række migrationsbølger, og at disse udfordrer den nationalstatstankegang, som vores moderne folkestyre baseres på. Romantiske demokratier som det danske blev designet som stater, hvor nationer selv tog vare på deres fremtid i kærlighed til det, de delte med hinanden – altså deres kultur, historie og sprog. Hvis indbyggerne i en sådan stat ikke længere deler en sådan kærlighed, siger det sig selv, at dens systematik og institutioner ikke vil kunne fungere. Sker det, må man enten ændre staten (vedtage en ny forfatning og designe nye institutioner) eller befolkningsudviklingen (fx ved sprogpolitik, indvandringspolitik og skole- og kulturpolitik). Begge løsningsmodeller er ganske indgribende, og vil ofte have enorme og uoverskuelige konsekvenser i den tilhørende transitionsfase. Problemet er, at nationen i det danske demokrati logisk kommer før staten, og at sidstnævnte er til for førstnævnte. Hvis der ingen klar nation er, står staten uden grundlag. Man kan ikke have et folkestyre uden et folk.

Ej heller kan det benægtes, at etniske danskere selv bebor det område, vi i dag kalder Danmark, grundet en række omfattende folkevandringer. Altså er nationalstaten geografisk begrundet i et bestemt historisk krav, som i grunden ikke er mere legitimt end så mange andre mulige af slagsen. Hvorfor kunne efterkommere af de indbyggere, vi i sin tid fortrængte, ikke med en vis ret kræve deres tabte land tilbage? Hvorfor kan efterkommere af de, der kom her i 1960`erne ikke med en vis ret kræve, at landet også er slavisk eller tyrkisk? Man kan her komme med mange sirlige svar, men sagens kerne er, at de aldrig vil være stringent logiske. Man kan ikke bevise, at et bestemt årstal for indvandring afstedkommer en indiskutabel, logisk legitimitet.

Sluttelig kan det ikke benægtes at hele ideen om statssuverænitet er skræmmende primitiv: Man rotter sig sammen og erklærer, at ”dette stykke jord er vores”, og at man er villig til at forsvare det med vold. Men kan man det? Tja, jo, men kun hvis man accepterer, at truslen om vold er en gyldig begrundelse for et udsagn. I dag har vi næsten glemt dette forhold, da vi jo som nation har arvet det stykke jord, der udgør staten Danmark fra vores forfædre. Men det kan ikke benægtes, at vi har arvet det fra nogle, der netop gjorde som beskrevet. Det må man anerkende som værende et filosofisk problem, men siges skal det også, at den pragmatiske begrundelse for ovenstående ordning er, at den faktisk pga. truslen om vold reducerer vold. Hvis der ingen stat var, ville kampen om resurser sandsynligvis blive helt kaotisk – og langt mere voldelig end alternativet. Ikke desto mindre er kritikken principielt korrekt: Alle stater baserer sig i sidste ende på en ret primitiv argumentation: ”Skrid, eller vi smadrer jer!”

Alle har ret – og alle tager fejl

Således bliver diskussionen af nutidens migrationsbølger yderst kompleks. Alle har ret, men tager helt åbenlyst også fejl! Dette paradoks skyldes, at vi i disse år har forsimplet diskussionen omkring de i indledningen nævnte yderpoler, og helt har glemt en række væsentlige erkendelser, der tidligere er blevet udviklet og forædlet – netop pga. paradokset i modstillingen. Nationalismen ender ofte i en eksklusiv etno-nationalisme, hvor andre nationaliteter i grunden blot er beklagelige – og helst fjerne – statister i danskernes ophøjede liv. Modsat ender kosmopolitismen nemt i en relativistisk multi-kulturalisme, som reelt snarere er anti-kulturalisme, da både kultur, nation og historie her anses som værende sociale konstruktioner uden frugtbart indhold. Denne polarisering er beklagelig, og forstærker blot de aktuelle problemer. Danskerne er mennesker som alle andre, men de er bestemt mennesker med en historie, et sprog og en kultur. Det er faktisk muligt at være ”national kosmopolit”, og den tyske filosof Herder og vores egen Grundtvig er eksempler på tænkere, der udviklede måder at opløse modstillingens paradokser på. I det følgende vil jeg derfor beskrive tankegangen i et nutidigt sprog.

Forestil dig, at du bebor en klode med milliarder af andre mennesker. Kloden er rund, og lige meget hvor du går hen, er den samlede afstand til de andre den samme (kuglens princip). Hver gang du gør noget, ændrer du andre menneskers mulighedsbetingelser – og omvendt. Når du køber den sidste appelsin i supermarkedet, har du frataget andre muligheden for at erhverve sig denne, og når du tager på ferie i Tyrkiet, skaber du jobs og velstand der. Den, der ikke kunne købe appelsinen, må lave en anden dessert, og den nyansatte tyrkiske turistguide får råd til at købe en cykel til sin søn. Lige meget, hvad du gør, vil du sætte små kædereaktioner i gang, hvis konsekvenser i princippet er uendelige.

Du skal elske din næste

Således er din skæbne uløseligt forbundet til resten af menneskeheden, og på overfladen er det svært at argumentere for en rationel opdeling af disse forbindelser. Ikke desto mindre har du måske mødt din eneste ene, og jeres kærlighed er gensidig og stærk. I får nogle børn, som du elsker over alt på hele jorden. Dine naboer har du ikke samme kærlighed til, men du må indrømme, at I har en historie samme, og at det måske er rart og genkendeligt at hilse på dem og mødes med dem til fælles arrangementer i lokalmiljøet. I løser også forskellige praktiske gøremål i fællesskab, og al dette samvær knytter med tiden et følelsesmæssigt bånd.

Allerede her har du etableret forskellige niveauer af tilknytninger, som slet ikke behøver at udelukke hinanden. Du kan sagtens have et intimt forhold til din udkårne, et ubrydeligt bånd til dine børn, et fællesskab med dem, de bor i nærheden af og deler kultur med – samt ihukomme, at du er en del af menneskehed. Grundtvig og Kierkegaard ville sige, at alle disse tilknytninger må baseres på kærlighed til mennesket som værende Gudsskabt. Denne kærlighedskim er i deres optik unik, uudslettelig og kommer fra Gud, og er med skabelsen blevet plantet i hver enkelt. Dog føles kærligheden til din udkårne, dine børn, din nabo og de medmennesker, der bor på den anden side af kloden forskellig, og det er helt i orden – blot du husker, at kærligheden både er en universel gave og en universel opgave. Som skrevet står i den bibel, som ret konsekvent blev brugt som inspiration af 1800-tallets tænkere: Du skal elske din næste som dig sig selv!

Hvis man følger denne tankegang, kan man altså sagtens have parforhold, familie og nationalstat – og være kosmopolit på samme tid. Man kan også værne om nationalstatens integritet samtidig med at man aktivt tager et medansvar for den menneskehed, man deler klode med. Faktisk bør man også elske de kulturer, andre nationalstater værner om, som værende smukke udtryk for den menneskelige mangfoldighed. Netop Grundtvig anså faktisk ikke den danske kultur som værende den ypperste i hans samtid. Han elskede den selvfølgelig meget højt, da jo var hans, men den islandske anså han som værende mesterligt udviklet af historiens gang.

At være national kosmopolit handler dog ikke om definitivt at rangordne kulturer, og slet ikke om at hylde sin egen som værende særligt ren eller overlegen. Det vil nemlig altid være sådan – hvilket også var en pointe hos Grundtvig – at udviklingen periodisk går frem og tilbage, mens kærligheden, som bør være mennesket til del, er gudsgiven og konstant. Det handler med andre ord om at elske det menneskelige som sådan og værne om den kultur, der udspringer heraf! Denne værnen om det kulturelle nødvendiggør dog også konstant kritik og debat, da kærligheden ikke er det eneste, der kendetegner os som mennesker. Fejlbarligheden har vi også tilfælles, hvilket både historien og nutiden er fuld af grufulde eksempler på.

Imod en sådan national kosmopolitisme kan man indvende, at den er både irrationel, naiv og ekstremt idealistisk. Hvad hvis man ikke tror på Gud? Hvad hvis de andre kulturer ikke tager et medansvar for menneskeheden? Osv. Rigtigt er det, at 1800-tallets romantikere som beskrevet havde en klar religiøs motivering af tankegangen, men det gør den i mine øjne ikke dårligere i hverken teori eller praksis. Hvis man ikke bryder sig herom, kan man med lidt kreativ brug af filosoffer som Sartre konstruere synspunkter, der effektivt er tilsvarende, men baseret på en ateistisk eksistentiel humanisme. Længere tilbage formulerede de franske oplysningsfilosoffer også ideen om menneskets iboende værd og universelle rettigheder på et ikke udtalt religiøst grundlag. Den tyske filosof Immanuel Kant gjorde noget tilsvarende i skriftet Zum ewigen Frieden. At man oplever, at andre ikke tager ansvar, underminerer ej heller en politisk ide, men er snarere et grundvilkår i en verden befolket af selvstændigt tænkende mennesker. Selvfølgelig findes der krig, ondskab og inhumanitet, og det er netop politikkens opgave at adressere sådanne onder.

En både nødvendig og farbar vej, der for tiden henligger i tåge

En national kosmopolitisme kan og bør ikke betragtes som en færdigløsning på alle verdens problemer, men den kan være en etisk konsistent ramme for samtidens samtale om mulige reaktioner herpå. At jeg holder af min egen familie betyder ikke, at jeg ikke kan bekymre mig om andre familiers ve og vel. Tværtimod! Netop derfor har jeg en dybtfølt personlig erfaring, og bevidstheden herom tvinger mig moralsk til at handle, hvis andre lider nød. Tilsvarende bør min kærlighed til min egen kultur sætte mig i stand til at se det smukke i andres – og efter bedste evne engagere mig i de problemer, de måtte opleve. Ingen bliver i længden hjulpet, hvis vi blot lukker af for omverdenen og lader den øvrige menneskehed sejle sin egen sø. Ej heller løser vi noget ved hovedløst at åbne grænserne i relativismens navn og derved udvande både vores egen og indvandrernes oprindelige kultur.

Heldigvis har vi bremset indvandringen, og det var da også helt nødvendigt. En stor del af dem, der er kommet, må nødvendigvis blive her, da de allerede har slået rod. Det behøver slet ikke at være et problem, da vi har arvet en stærk nationalstat, der står på et solidt kulturelt fundament. Ganske vist har vi aktuelt betydelige integrationsproblemer, men disse kan sagtens håndteres, hvis vi får etableret en konsistent politik på området. De, der skal blive her, må gives del i vores kultur og historie, ligesom de må og skal bidrage hertil med deres egne værdifulde kulturelle vaner. Det har vi gjort før med hollændere, tyskere, franske huguenotter, bosniere og mange andre, og selvfølgelig kan vi gøre det igen med de seneste årtiers indvandrere i løbet af nogle generationer. Havde vi haft svenske tilstande, havde det nok været sværere.

Vi må nu fokusere på at formulere en ny national kosmopolitisme, hvor vi aktivt vil værne om menneskehedens mangfoldige kulturelle udtryk. Naturligvis har vi størst ansvar for vores danske bidrag hertil, men vi må samtidig påskønne andres også. Ligeledes må vi langt stærkere end i dag værne om det nationale fællesskab, som kulturen har formet, og de mennesker, der udgør det: Vi må elske os selv! Tilsvarende må vi også helhjertet hjælpe andre samfund, der er i nød. Sidstnævnte skal ske langt mere aktivt og langt mere synligt end i dag: Vi må elske vores næste! Vi bør derfor neddrosle indvandrerdebatten som vi har gjort det med indvandringen, og her bruge den frigjorte debat-energi på de af vores medmennesker, der er i nød rundt omkring i verden. Konkret må vi hjælpe langt mere intenst med at genrejse fejlslagne stater, så flygtninge og nyligt ankomne migranter kan vende hjem til et liv, der er værd at leve. Vi bør med andre ord forsøge at elske vores næste såvel som os selv.

Brian Degn Mårtensson er ph.d.-stipendiat på Aarhus Universitet og fast skribent på aarsskriftet-critique.dk

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!