Nordstream 2: Strøm til en 300 år gammel russisk imperialisme?

Nordstream 2

Europa hungrer efter energi og Rusland er villig til at levere den med gasledningen Nordstream 2. Men har Europa glemt at tage ved lære af Ruslands 300 år lange, imperialistiske tradition, og er Nordstream 2 blot et led i Ruslands forsøg på at udvide sin interessesfære og destabilisere Europa indefra?

af Louise Lindhagen

Danmark er blevet fanget i en udenrigspolitisk fælde mellem et energihungrende Europa og et ekspansionistisk Rusland. I 2009 var Danmark det første land til at give grønt lys for den 1.200 km lange gasledning, Nordstream 2, der skal forsyne Vesteuropa med russisk gas. Ni år senere er Danmark blevet en stopklods for den russiske kæmpe.

Rusland beskylder Danmark for at lide af ”russofobi”. Men Danmark er den eneste nation, der har læst og taget ved lære af de russiske tendenser over tid. Den kommende gasledning er blot det nyeste middel i Ruslands 300 år gamle imperialistiske udenrigspolitik, der har været præget af konstante forsøg på at udvide den russiske interessesfære.

 

Danmark vil med sin modstand undgå afhængigheden, som mange andre europæiske lande negligerer for at få løst udfordringerne i deres energiforsyning. For i sidste ende vil afhængigheden gøre Europa til en del af den russiske interessesfære, der bygger på normer, der ligger langt fra den liberale, demokratiske samfundsorden, som er fundamentet for det europæiske samfund.

Imperiedrømme og ekspansionslyst

Siden midten af det 19. århundrede har den russiske geopolitik været kendetegnet ved sin imperiedrøm, sin ekspansionslyst og sin uforudsigelighed. Imperiedrømmen om et stort Rusland med altomfattende indflydelse på sine nærmeste naboer. Ekspansionslysten mod havene. Uforudsigeligheden, når målet om at blive en stormagt helliger det politiske middel.

Imperiedrømmen tog for alvor fart i forbindelse med Krim-krigen (1853-56) – en unødvendig krig, der på grund af følgesygdomme kostede mere end 750.000 mennesker livet. Krigen blev udløst af en mangeårig kappestrid mellem Frankrig og Rusland om beskyttelse af hellige steder i Palæstina. Hvad der på overfladen lignede en kamp mellem den romersk-katolske og den russisk-ortodokse kirke, var nærmere en nationalistisk kamp om prestige.

Det zaristiske Rusland havde i årene forinden blandet sig i både Den Ungarske Opstand (1849) og i striden om Slesvig-Holsten (1849-51) for at hindre den nye demokratiske samfundsorden i at sætte aflæggere i flere lande. Da Det Osmanniske Rige overdrog nøglerne til Fødselskirken i Jerusalem til romersk-katolske munke under fransk formynderskab, følte Rusland sig trådt på sine imperieambitioner. Rusland så sit snit til at angribe Det Osmanniske Rige og få kontrol over Sortehavet gennem en belejring af den europæiske del af Tyrkiet.

Stormagterne Frankrig og England frygtede et russisk domineret Balkan og gik derfor ind i krigen. Det var første gang, at de to stormagter stod side om side mod en fælles fjende – et sammenhold, der fik afgørende betydning for udfaldet af de to verdenskrige, der ventede i horisonten inden for de næste 100 år.

Ved fredsforhandlingerne blev Rusland tvunget ind på en mere forsonelig kurs over for Europa, men hverken imperiedrømmen eller ekspansionslysten mod havet var glemt. I stedet vendte Rusland sit blik mod Sortehavskysten. Frem mod 1880’erne fik Rusland kontrol over områderne Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan. En folketælling fra 1897 viste, at det russiske imperium i alt havde 125 mio. indbyggere. Blot 56 mio. heraf var etnisk russiske.

Russisk aggression under verdenskrigene

Et kejserskud i Sarajevo blev som bekendt gnisten, der antændte ilden til den 1. verdenskrig. Efter et revolutionsforsøg i 1905 virkede zarstyret allerede udslukt, og mange i samtiden forudså, at styret ville krakelere i tilfælde af endnu en krig. Sprækkerne bristede med Oktoberrevolutionen i 1917, hvor bolsjevikkernes magtovertagelse samtidig blev begyndelsen på en opløsning af det russiske imperium.

Selvom flere områder erklærede sig selvstændige, var den russiske ambition om at nå havene intakt. Efter verdenskrigens afslutning startede derfor en kamp for at samle imperiet og igen strække sig ud mod havet. I løbet af få år var de fleste løsrevne områder igen en del af imperiet, nu forklædt i en brynje af et ideologisk diktatur. Polen, Finland og Baltikum undgik angreb fra Den Røde Hær.

Selvstændigheden for disse lande fik lov til at fortsætte frem til 1939, hvor to de to ekspansionistiske diktaturer, Sovjetunionen og Nazityskland, delte Centraleuropa mellem sig ved Molotov-Ribbentrop-pagten. Den russiske ambition om at nå Østersøen var lykkedes, men antændte endnu en gnist i det sprængfarlige verdenssamfund. Den russiske besættelse af de baltiske lande holdt frem til 1941, hvor de tre lande blev tabt til Hitler.

Ved topmøderne i Teheran og Jalta i 1944 og 1945 blev de russiske ambitioner tydelige for de andre kommende sejrherrer. De indvilgede i at dele Europa i interessesfærer, men definitionen af en interessesfære skulle vise sig at variere på tværs af breddegrader. I sommeren 1946 havde de amerikanske tropper i høj grad trukket sig ud af Europa, mens Den Røde Hærs tilstedeværelse i Øst- og Centraleuropa var mere eller mindre fastholdt. Rusland havde nået havene og udbredt sit imperium gennem sin nyvundne interessesfære. Jerntæppet var gået for i Europa.

Nordstream 2 – et redskab til destabilisering?

Opløsningen af Sovjetunionen med et smuldret imperium var blot en parentes i den russiske geostrategi. Derfor var hævntørsten ved opløsningen stor, og der blev brugt militære kræfter på at sikre, at der ikke var flere lande, der skulle forlade Rusland.

I 2008 lancerede den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, at Rusland ville beskytte de russiske mindretal i de tidligere sovjetrepublikker. Samme år førte Rusland krig mod Georgien. Så kom annekteringen af Krim og krigen mod Ukraine. Med erfaringer hentet gennem tiderne er det ikke det sidste, vi har set til den russiske ekspansion. For imperiedrømmen og ekspansionslysten lever endnu.

Sammen med midler som cyberangreb, forskellige former for propaganda og fake newser Nordstream 2 et redskab, der skal destabilisere Europa indefra. Danmark frygter den russiske uforudsigelighed, at have en stor nabo i baghaven, der har imperiedrømme samt et anderledes syn på retssamfund og demokrati end det danske. Danmark har taget ved lære. Det er alt.

Men den manglende danske godkendelse af Nordstream 2 kan være et spildt forsøg. I 2017 vedtog Folketinget en lov, der skulle gøre det muligt at sige nej til gasledningen af sikkerhedspolitiske grunde, og derfor gøres der nu klar til at anlægge gasledningen nord for Bornholm uden om dansk farvand. Dermed er det FN’s havkommissionsret, der er gældende, og Nordstream 2 lever umiddelbart op til FN’s miljø- og sikkerhedsmæssige betingelser. Samtidig negligerer de andre europæiske lande den fare, som afhængigheden af den russiske gas vil medføre.

Det er klart for alle, at Rusland og Europa begge vil have størst fordel af at have et forhold, der bygger på gensidig tillid til gavn for stabiliteten og væksten i vores samfund. Men på grund af den russiske uforudsigelighed bør Europa forblive uafhængig af Rusland. Begge parter bør anerkende og respektere, at der i Rusland og Europa er vidt forskellige syn på styreform, retsvæsen og selvbestemmelse – og begge parter skal vide, hvor grænsen går.

Spørgsmålet er blot, om en nation med 300 år gamle imperiedrømme kender sin grænse?

Louise Lindhagen er cand.mag. i historie og EU-studier.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!