Forhudsproblemets Endlösung

Af Lars W. Hellmund

Hvis man kortvarigt skimter igennem den offentlige debat, er det aldeles tydeligt, at spørgsmålet om forhud står højt på dagsordenen. Det har igennem de senere år optaget danskerne i særdeleshed, at vi har to gæstekulturer i Danmark, som har en praksis, den jævne dansker ikke forstår sig på.

Dertil lyder tommelfingerreglen, at hvis moderne danskerne ikke forstår noget, så er det pr. automatik unødvendigt; og handler det om religion, så er det om muligt “mere gratis” at anfægte dette – for religion må helst ikke betyde for meget, da tilværelsen helst skal være så flad, at vi ikke behøver at slå op i et leksikon for at begribe omstændighederne omkring os.

(De eventuelle konsekvenser ved den løsningstænkning, angående jødernes tro, behandlende Andreas Wind og undertegnede allerede i 2016.)

Det kan fremstå ganske besynderligt, at det netop skal være nu, at jødernes og muslimernes skikke skal frem i lyset (et dårligt lys, vel at mærke) og behandles med uforsonlighed og skepsis. Det rammer særligt hårdt ind over vores flittige mindretal af danske jøder, der som gæstekultur i Danmark, aldrig har voldt problemer, og det er til trods for, at de har været i Danmark siden midten af 1600-tallet.

Danmark blev jødernes fredfyldte hjem

Faktisk taler vi med stolthed om vores historiske værn for jøderne; særligt når der tænkes tilbage på begivenhederne i Tysklands udvikling i mellemkrigstiden og under rædselsfænomenet: anden verdenskrig. Jødernes trængsler dog hverken startede eller stoppede med det totalitære ideologisk paradigme i 1930’erne og 1940’erne.

Det var ikke et problem for den danske befolkning eller skiftende magthavere, at jøderne havde deres, for os, finurlige skikke; for vi tog det som en selvfølge, at folk måtte dyrke Gud som de måtte ønske

For anfægtelse og stræben efter jødernes liv og virke, er et vilkår jøderne har måtte døje med i tusinder af år. De har således længe stået som kastebold i historien, udskammet af samfundene og forfulgt af modvilje fra skiftende luner blandt godtfolk og fæ. Da de sefardiske jøder blev forfulgt, og siden udvist af Portugal, var det Danmarks Konge, Kong Christian 4., som så det givtige at give jøderne en plads i Danmark, med forhåbning om, at det ville forbedre de handelsmæssige og økonomiske forhold.

De blev budt privilegier, som langsomt blev udvidet og fornyet, som lovgivning og samfundsforhold udviklede sig. Jøderne fik dermed et trygt og roligt hjem i Danmark, hvor de kunne leve i fred og de kvitterede for det med at tilpasse sig og indordne sig under de danske normer og love.

De gjorde det endda uden krav om, at Danmark skulle indrette sig efter jødernes forskrifter. Det er en forbilledlig historie som vi kan være stolte af, men som vi nu udfordrer med en fornyet bølge af religiøs intolerance skabt af lige dele kulturradikalisme, individsyge og snerter af den gamle jødeforagt, som desværre synes aldrig at dø helt og holdent ud.

Det var ikke et problem for den danske befolkning eller skiftende magthavere, at jøderne havde deres, for os, finurlige skikke; for vi tog det som en selvfølge, at folk måtte dyrke Gud som de måtte ønske, så længe de ikke var til gene for fællesskabet eller forsøgte at omdanne samfundet igennem denne gudsdyrkelse – og vi tog det ligeså givet, at opdragelsen og opbringelsen af et barn var en opgave (eller et kald) som hørte barnets forældre til.

Islamdebatten sænkede tolerancetærsklen for gæstekultur

Nu frembringes tanken, at troende forældre skal give afkald på dele af den grundlæggende forældrerolle og lade børnene tage til takke med en mere steril barndom, baseret på pseudohumanistisk opdragelsesideologi – og dermed kan vi konkludere, at i det moderne samfund betyder udvikling i grunden afvikling, når det handler om tro og kultur.

Med det 20. århundrede blev Islam en faktor vi skulle forholde os til i Danmark. Det startede egentlig forholdsvis mindeligt, men undervejs i den nye virkelighed blev muslimernes eksistens et emne som krævede opmærksomhed, og dernæst kastede det årevis af stadig mere hidsig debat af sig. Polemisk anlagt, så blev muslimerne symbolet på alt det, som var galt med verden for nogle parter, imens de for andre blev nyttige syndebukke, som kunne spændes for den politiske samfundsdebat. Det kan derfor ikke benægtes, at Islams påvirkning af den offentlige debat er en faktor, som har kastet flere politiske betænkninger af sig.

Således består en problematik omkring muslimer, vi ikke synes tilpasser sig normerne, og derfor skal der symbollovgives i sådan et omfang, at vi kan sige til os selv: ”noget fik vi da gjort for at ændre omstændighederne”.

Vi har i lyset af terrorangreb, mellemøstlige konflikter, kultursammenstød, værdikampe, religionsdebat og deslige fået muslimerne på hjernen – endda i sådan en grad, at debatten synes at indikere, at vi har mistet tålmodigheden for længe siden. Tilbage står en mindsket tolerance over for religiøse eller kulturelle spørgsmål, og ikke mindst én besynderlig kulturblindhed, som anfægter menneskers trosmæssige overbevisninger. Der er ikke tale om konsensussøgende religionskritik, men nærmere hetzende tendenser, som mistænkeliggør troende mennesker.

Her er det fristende at konkludere, at jøderne blot er blevet “uheldige ofre for omstændighederne” i den overordnede anfægtelse af religionen og religiøse skikke, fordi Islam har suget alt overskuddet på denne konto. Således består en problematik omkring muslimer, vi ikke synes tilpasser sig normerne, og derfor skal der symbollovgives i sådan et omfang, at vi kan sige til os selv: ”noget fik vi da gjort for at ændre omstændighederne”. Så kan det være lige meget med, at jøderne også skulle stå for skud, for er de ikke også lidt besynderlige, nu vi tænker over det?

Kan vi bede jøderne om at holde op med at være jøder?

Nu står vi her, hvor den gængse opfattelse af landets religionsfrihed og tolerance nytænkes, eller rettere begrænses. Omskæring af drengebørn blandt jøder og muslimer skal forbydes med argumentation om, at det ikke er nødvendigt, hvis man spørger videnskaben. Det betyder tilsyneladende ikke noget, at for nogle mennesker er kultur og livsoverbevisning vigtigere for ens identitet og livsvirke, end hvad videnskabeligheden kan fordre.

Tilværelsen er en finurlig størrelse, som ikke alene kan føres på videnskabens alter. Tilværelsen farer ad mange forskellige og farverige stier, og for troende mennesker, som jøderne, er omskæringen af drengebørn på ottende dagen ikke alene det afgørende pagtstegn, som vidner om den jødiske identitet som Vorherres udvalgte folkeslag, men også det symbol, som sætter dem i sammenhørighed med jødedommen på tværs af tid og sted; på tværs af historiske paradigmer og skiftende æraer i en flere tusindårig fortælling om Abrahams slægt og efterkommere, der indgik en pagt med Skaberen om at høre denne til, og som jøderne trofast har båret frem til i dag trods forsøg på at undertvinge dem.

At tage symbolet fra dem er at tage deres forbindelse til Gud fra dem og bede dem holde op med at være jøder.

Forbudsiveren er blind for omstændighederne

Jøderne og muslimerne skal have forbud imod at omskære deres børn, fordi vi ikke forstår, hvorfor det er vigtigt for dem. Vi har købt ind på forestillingen om, at alt skal måles på videnskaben, uanset hvor lidt denne kan sige om menneskelivet og åndstanken. Med ophidselse udskammer vi fortidens værdier som værende ringere end vores egne, og med denne nutidsarrogance bortdømmer vi de, som bærer videre på deres kulturelle arv i det større narrativ.

Modstanderne af jødernes sædvaner tæller de aldeles skingre debattører fra Intact Danmark, samt diverse politikere som mangler taletid i den offentlige debat, samt et hav af sofadanskere med adgang til internettet. De råber op om barnets tarv, fordi de gør sig den forestilling, at det ikke kan være behageligt at være jødisk mand, men de gør sig ingen tanker om, at de samtidigt advokerer for at fremmedgøre jødiske drenge fra deres folkeslag, deres forfædres arv og deres egentlige identitet.

At tage symbolet fra dem er at tage deres forbindelse til Gud fra dem og bede dem holde op med at være jøder.

De gør sig ingen tanker om, at de underkender jødiske forældre pligten og kaldet til at opdrage deres egne børn, og de dæmoniserer jøderne, uden at blinke, som ondskabsfulde, barbariske, lemlæstere (selvom der ikke er noget juridisk eller sundhedsmæssigt grundlag herfor), dårlige og fanatiske forældre og ikke mindst udanske og middelalderlige (selvom jødedommen er langt ældre end middelalderen).

Pigeomskæring har intet med den religiøse skik at gøre

Dertil er det en klassisk fejlslutning, at førnævnte forbudstilhængere, igen og igen, sammenligner den nordafrikanske skik, pigeomskæring, med jødernes omskæring af drengebørn. Det sker uden evnen til at kunne skelne, for disse to skikke deler kun navnet “omskæring”, men har intet med hinanden at gøre i deres sigte, mål og omstændighed.

Den nordafrikanske skik er ikke et epicenter for muslimernes teologi, og sigter i sit udgangspunkt til kontrollen og styringen af unge piger der skal giftes bort, hvor fjernelsen af ydre skamlæber, ofte klitoris, og en sammensyning af skeden skal “sikre” pigerne til de er gifteklare. Jødernes omskæring er et pagtstegn, som indlemmer jødernes drenge i det jødiske fællesskab, en festdag, hvor et stykke af forhuden fjernes som symbol på, at jøderne er Guds eget folk.

Når udført korrekt er der ingen beviselige grundlag for, at det volder problemer eller komplikationer, og for jøderne er omskæringen et absolut højdepunkt, som er afgørende for deres jødiske identitet.

Vi er uønskede med vores misforståede hensyn, men vil alligevel med lov og tvang hjælpe dem, skønt de ikke mener, at de har brug for den.

Dertil er modstanderne heller ikke synderligt optagede af, at konsekvensen ved et forbud omskriver og reducerer vores gode erfaringer med religionsfrihed, men at det også kan få voldsom betydning for jødernes eksistens i Danmark. Jødernes troskab kan få den konsekvens, at de enten forsøger sig med illegale omskæringer, enten derhjemme eller ved en rejse til udlandet, eller i allerværste og allerskammeligste fald føler sig fordrevet og forlader Danmark.

Hverken Intact Danmark, politikerne, eller andre udfarende modstandere har forsøgt at opnå konsensus med jøderne eller muslimerne. Man rider derimod højt på folkestemningen og lader populismen komme til orde.

Der er intet alternativ til forbuddet, ingen forsøg på at møde jøderne og muslimerne på halvvejen, eller opsætte alternativer, som tager et respektfuldt udgangspunkt i de impliceredes liv. Det synes heller ikke at betyde noget, at hverken de jødiske og muslimske mænd i absolut flertal ønsker vores hjælp eller indblanding i emnet.

Vi er uønskede med vores misforståede hensyn, men vil alligevel med lov og tvang hjælpe dem, skønt de ikke mener, at de har brug for den. Derved ender vi med at gøre et problem ud af noget, som ikke ellers har været det hidtil, og hvad der burde være en naturlig og udviklende debat af teologisk og kulturel karakter for jøderne og muslimerne, er med borgerforslag, populismeiver og religionsforagt, blevet til fortællingen om den “endelige løsning på forhudsspørgmålet”, hvor vi river kulturelle og historiske bånd fra hinanden, og klapper os selv på skulderen over vores egen oppustede godhed.

(Her kan anbefales som supplering, at læse Christian Egander Skovs artikel fra Critique den 16. januar 2018)

Overbærenhed fremfor dæmonisering, tak!

I lyset heraf ville det være aldeles befriende, hvis dæmoniseringerne ville blive bragt til ophør. Lige så vel som det ville være givtigt, om vi kunne genfinde vores traditionelle tolerance for andres livsindstilling, hvor vi ser på jøderne og muslimerne som ligeværdige mennesker, hvis værdier og skikke er afgørende for dem, som vores værdier og skikke er det for os.

Det ville være givtigt at have overbærenhed til, at de, som vi selv, kan nyde godt af de friheder og den plads vi med erfaring har baseret vores samfund på – og når vi så finder det nødvendigt at kritisere nogens kulturelle islæt, så gør vi det på en ordentlig måde, med ønsket om forståelse frem for fordømmelse. Alt skal ikke være tilladt, men ej heller bør alt være forbudt, og skelnen herimellem bør hvile på vores erfaringsgrundlag med vores forfatningsmæssige frihedsrettigheder frem for skiftende luner af politisk korrekthed og folkestemninger.

Så når fejlslutningerne flyver igennem luften, som sammenligninger mellem enkebrændinger og hekseproces med jødernes omskæring, så skal det modsiges, fordi indholdet er forskelligt, og at vi dertil ingen historisk positive erfaringer har med førstnævnte, men at vi til gengæld har gode erfaringer med det jødiske samfund og deres skikke.

Dem har vi opnået ved, at jøderne har været iblandt os i godt og vel 400 år. Denne gode erfaring bør danne grundlaget for fremtiden, og ikke mindst for, hvordan vi lovgiver omkring religion i Danmark. Vi skal derfor forbliver storsindede nok til at lade jøderne og muslimerne leve frit og selv bearbejde deres teologi, inden vi sætter dem i skammekrogen i kulturradikal forjættelsestrang, alene fordi vi vil løse ikke-problemer omkring troende menneskers forhud.


Lars W. Hellmund er kirkehistoriker og redaktør for Konservativ Ungdoms Årsskrift.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!