Oktobers terrorangreb på Israel har igen blotlagt antisemitismen i Mellemøsten, men reaktionerne i Vesten har vist, at den også lever i bedste velgående herhjemme. Thue Kjærhus, forstander ved Rønshoved Højskole, graver her den moderne, vestlige antisemitismes rødder frem.
Den nu afdøde israelske forfatter Amos Oz (1939-2018) gjorde gældende, at israelerne og palæstinenserne nok skal komme til en forståelse. Derimod troede han ikke, at israelerne vil blive forsonet så let med europæerne. Israelerne opfatter de moderne europæere som tankeløse.
I den vestlige verden vil journalister, intellektuelle og centrum-venstre sympatisører ikke sætte lighedstegn mellem antisemitismen og antizionismen. Zionismen er baseret på det fundament, at kun en jødisk stat kan sikre jøden mod antisemitismen.
Antisemitismen er forbundet til en raceideologi. De før-moderne jødeforfølgelser var koncentreret om ideosynkrasier og fjendskab mod den jødiske tro. Det betegnes som anti-judiasme.
Kritikken af Israel har i mange tilfælde både en antisemitisk og antizionistisk platform. Når pro-palæstinensiske demonstranter råber ”from the river to the sea”, så proklamerer de, at Israel ikke skal eksistere. Hamas, der blev valgt som regeringsparti af gazanerne, har således som formål at tilintetgøre staten Israel. Her er et kompromis ikke muligt.
Og det er ikke alene Hamas, der mener, at Israel skal ophøre som stat. En stor del af centrum-venstre segmentet i Vesten er af samme opfattelse.
Zionismen er det eneste forsvar, jøderne har mod den tiltagende antisemitisme i det moderne. Alle forsøg i Vesten på at bekæmpe antisemitismen slog fejl allerede fra 2. halvdel af det 19. århundrede.
Oplysning og kapitalismekritik
I Østeuropa levede håbet dog længere. De fastholdt at oplysning og demokrati kunne ære et værn mod antisemitismen. Socialisterne var dog klar over at antisemitismen blev næret af kapitalismen. Kampen mod antisemitismen var således afhængig af tilstedeværelsen af socialismen.
Den fornemste repræsentant for dette synspunkt i efterkrigstiden var Isaac Deutscher, som i værket The Non-Jewish Jew udfolder problemfeltet så sent som i 1960’erne. Det oplysningsfilosofiske paradigme som helbredsmiddel mod antisemitismen var generelt fremherskende op til den russiske revolution i 1917 i jødiske kredse i Østeuropa, ja, måske helt frem til 2. verdenskrig.
Det var primært det stærke socialdemokratiske jødiske parti Bund, der var dannet i Vilnius i slutningen af 1890’erne, som fastholdt, at jøderne kunne frigøres fra Østeuropæernes antisemitisme gennem oplysning, viden og afskaffelsen af kapitalismen.
det er ikke alene Hamas, der mener, at Israel skal ophøre som stat. En stor del af centrum-venstre segmentet i Vesten er af samme opfattelse.
Det var de jødiske erfaringer i de 19. og 20. århundreder, som fik marxisterne Adorno og Horkheimer til at tvivle på sammenhængen mellem oplysning og tolerance med værket: Dialektik der Aufklärung.
Samme tankesæt gør sig gældende hos Arendt i Det totalitære samfundssystems oprindelse, hos Zygmunt Baumann i Det moderne og holocaust og hos Jean-Paul Sartre i Om antisemitismen.
Med holocaust stod det krystalklart, at fremskridttanken baseret på et oplysningsparadigme var utopisk under kapitalismen. Historien havde vist, at zionisterne havde ret. Kun en jødisk stat kunne sikre jøderne mod befolkningens antisemitisme.
Antizionisterne skylder os derfor et reflekteret svar på, hvordan man effektivt beskytter jøderne mod antisemitismen under kapitalismen. Hvis antizionisterne ikke kan levere et gedigent realistisk svar på bekæmpelsen af antisemitismen, må konklusionen nødvendigvis blive, at de er ansvarlige for antisemitismen i det moderne eller tankeløse.
Fanon og hans venstrefløj
Det er blevet sædvane for centrum-venstre i Europa og USA at lægge et postkolonialt paradigme ind over begrebet zionisme. Den moralistiske venstrefløj, der er afgørende forskellig fra den marxistiske venstrefløj, har i de senere årtier holdt fast i, at en jødisk europæisk middelklasse erobrede Palæstina fra den oprindelige palæstinensiske befolkning.
Et sådant scenarie passer 100 pct. til idealforestillingen om, at europæerne i det 18. og 19. århundrede var imperiale kolonialister. Problemet ved paradigmet er, at den zionistiske bevægelse i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet først og fremmest bestod af fattige østeuropæiske jøder, der var forfulgte af pogromer og antisemitisme.
De nordafrikanske- og mellemøstlige jøder tilsluttede sig den zionistiske bevægelse. 1 til 1,2 millioner jøder blev fordrevet fra de muslimske lande, hvoraf mellem 700.000 – 800.000 fattige orientalske jøder bosatte sig i Israel i kølvandet på den første israelske og arabiske krig i slutningen af 1940’erne.
Antizionisterne skylder os derfor et reflekteret svar på, hvordan man effektivt beskytter jøderne mod antisemitismen under kapitalismen
Det faktum, at orientalske jøder fra den muslimske verden blev en del af den zionistiske bevægelse, har tilsyneladende ikke ændret centrum- venstres syn på zionismen som en postkolonial imperial bevægelse fra det velstående Europa.
Ja, de vestlige medier taler reelt aldrig om de orientalske jøders tragedier, der i omfang kan sammenlignes med al-Nakba (katastrofen). De orientalske jøder havde i øvrigt været bosat i Ægypten, Nordafrika, Syrien og Irak i et halvt årtusinde før araberne ankom.
Hvad angår indvandringen til Palæstina i det 19. århundrede, så bestod den ud over europæiske jøder af betydelige muslimske befolkningsgrupper fra de arabiske lande så som Ægypten, Syrien og Algeriet etc. Dertil kom store befolkningsgrupper fra de kaukasiske regioner. Befolkningsgrupper, der i dag regnes for jordanere og palæstinensere etc.
Det traditionelle koloniale-imperiale paradigme, der florerer med den største selvfølge i pressen, på gymnasier, i propalæstinensiske miljøer og blandt mange venstreorienterede, blev først og fremmest skabt af Frantz Fanon (1925-1961), da han publicerede bogen: Fordømte på Jorden.
Fanons tilgang blev fulgt op af en række postkoloniale teorier i 1960’ernes og 70’ernes universitetsmiljøer. Vi læste et hav af disse teorier på samfundsfagsstudiet i 70’erne og begyndelsen af 80’erne.
Kritikken af zionismen er abstrakt og ideologisk. Tankesættet er, som megen identitetspolitik, baseret på et konstrueret aksiomatisk paradigme, der tjener som en moralistisk referenceramme til kritikken af Israel og zionismen. Zionismen er i øvrigt ikke lig med den politik som israelerne fører, men bestemt af idefiguren, at jøderne kun kan beskytte sig mod andre borgeres antisemitisme via etablering af en jødisk stat.
Hannah Arendt og atomiseringen
Hvor kommer denne tankeløshed og ideologiske moralisme fra? Ja, det har den politiske tænker Hannah Arendt (1906-1975) et muligt svar på.
Hannah Arendt ser den moderne tankeløshed som en funktion af massesamfundet/mellemlaget.
Det er den moderne kapitalistiske samfundsudvikling, der har skabt mellemlaget, der består af individuelle fragmenterede borgere, som ikke kan samle sig om et fælles politisk erfaringsmæssigt paradigme.
Arbejdsdelingen i mellemlaget er nemlig så differentieret, at det ikke er muligt at samle sig om en fælles politisk platform. Derfor er megen politik i mellemlaget formuleret som ideologi.
Arbejderklassen, småborgerskabet (selvejebønder og håndværksmestre) og borgerskabet (kapitalister og arbejdsgivere) er forankret i pragmatiske livsholdninger. De udgør hver for sig en klasse. De enkelte klassemedlemmer har fælles interesser, hvad angår økonomi og sociale forhold.
Derfor er deres politiske udmeldinger entydige, pragmatiske og erfaringsmæssige. Klasserne er således ikke politisk så forvirrede som mellemlaget. Klasserne afskyer ideologi og vildfaren idealitet. De er pragmatiske i forhold til politik.
De intellektuelle har i det moderne været overraskende fascineret af pøblens vitalitet og handlekraft. Vi ser aktuelt en venstrefløj, der allierer sig med udenomsparlamentariske demonstranter.
Akademikerne, pøblen og masserne/mellemlaget var kernen i den totalitære nazisme og den totalitære antisemitisme ifølge Arendt. Akademikerne var i forhold til deres antal overrepræsenteret i forhold til gennemsnitsbefolkningen blandt medlemmerne af NSDAP (Arendt).
Det skyldes i høj grad akademikernes placering i det rodløse mellemlag. Mellemlaget og akademikerne har således en tendens til at tænke ideologisk. Ideologi definerer Arendt som en -isme, der er frarøvet erfaringsverdenen. Ideologi er i den forstand adækvat med et aksiom.
Aksiomatisk politisk tænkning er ubeviselige udsagn og paradigmer uden sensitivitet til historien og erfaringsverdenen. Megen moderne anti-israelsk retorik og praksis er formuleret som aksiomatiske påstande.
Kun i et samfund, hvor det er muligt at skabe en fælles politisk kultur på baggrund af fælles erfaringer som i et klassesamfund, kan der reelt skabes en sindelagsetik, en tillidskultur og en pragmatisk politisk kultur.
I Danmark har arbejderbevægelsen, landboforeninger og det folkelige grundtvigske modvirket atomiseringen. Kun i et relativt homogent samfund er mulighedsbetingelserne tilstede for at oparbejde en tillidskultur og sindelagsetik.
Sindelagsetikken er baseret på et menneskeligt perspektivbytte. Her forskyder etikken sig fra reglerne (de ti bud) til samvittigheden, dvs. til motivet for handlingerne (Bjergprædiken).
Forudsætningerne for etableringen af en sindelagsetik er forankret i, at vi socialiseres til et kulturelt fællesskab og et interessefelt, der er formet af menneskelige erfaringsmæssige interaktioner. Uden erhvervelsen af en sindelagsetik er alt muligt, når man har tilsluttet sig en politisk aksiomatisk teori.
Oplysningens paradoks, dialektik og antisemitisme
Den relativt velstillede middelklasse af jøder i Vest- og Centraleuropa i det 19. århundrede erfarede det paradoks, at hverken oplysning eller en tiltagende demokratisering af de vestlige samfund kunne imødegå antisemitismen (Arendt). Tværtimod tiltog antisemitismen i radikalitet fra begyndelsen af det 19. århundrede og frem til midten af det 20. århundrede.
Det er i det hele taget et gennemgående træk for oplysningsmændene i det 19. århundrede, at de var overbeviste om, at verden blev mere retfærdig og tolerant i takt med etableringen af en oplyst demokratisk kultur. Det kom derfor som en overraskelse for fremskridtstanken og ideerne om oplysning, at antisemitismen tiltog i radikalitet.
I sidste tredjedel af det 19. århundrede havde mange intellektuelle jøder allerede mistet illusionerne om et videnssamfund, hvor oplysning, uddannelse og demokrati kunne være et værn mod antisemitismen.
Marx’s kampfælle Moses Hess var den første zionist. Han var fra midten af det 19. århundrede kommet til den konklusion, at så længe de moderne kapitalistiske strukturer var til stede, var antisemitismen en trussel.
Derfor havde marxismen og socialismen en særlig tiltrækningskraft på mange jødiske intellektuelle. Kapitalismen var en hindring for et frit jødisk liv. Dette tankesæt bragte mange jøder, der var funderet i socialismen og liberalismen i et modsætningsforhold til 1930’ernes rå virkelighed.
Den politiske tænker Hannah Arendt, som ikke var marxist, forholdt sig pro et contra til zionismen. Hun tilsluttede sig som antizionist den zionistiske bevægelse, der bragte forældreløse jødiske børn til Palæstina. Zionismen var for Arendt det eneste realistiske temporære svar på nazismens dæmoni i 1930’erne og 40’erne.
I Østeuropa formulerede den jødiske læge Leon Pinsker (1821-1891) et lille skrift, der bar titlen: Autoemancipation: Skriftet var skabt i kølvandet på de frygtelige pogromer, der blev udløst af mordet på zar Alexander II (1818-1881).
Pinskers skrift fik stor betydning for jøderne i Østeuropa, men han formåede aldrig at skabe en egentlig politisk bevægelse som Theodor Herzl (1860-1904). Med Herzls bog: Der Judenstat (1896) blev grunden lagt til den zionistiske bevægelse. Herzl var opvokset i et sekulært miljø i Budapest og Wien.
Han var som ung, som så mange andre jøder fra det 19. århundredes Central- og Vesteuropa, overbevist om, at oplysning, demokrati og viden ville frigøre jøderne fra antisemitismen. Han overværede som journalist skueprocessen mod den franske officer Alfred Dreyfus (1859-1935).
Dreyfus-affæren
Dreyfus blev offer for et justitsmord – et komplot, hvor man havde plantet falske beviser, som skulle afsløre ham som tysk spion. Dreyfus var den første jøde i Frankrig, som blev medlem af generalstaben. En sådan inklusion blev af mange officerer i den tredje republiks Frankrig opfattet som en skamplet på hærens ære. Dreyfus blev dømt som spion den 15. oktober 1895 og forvist til Djævleøen i Fransk Guyana på livstid.
Ingen reagerede nævneværdigt på dommen, men efterhånden som oplysningerne om et justitsmord sivede ud i det franske samfund, eksploderede sagen. Komplottet blev afsløret i den franske forfatter Emile Zolas avis: L’Aurore.
Sagen blev genoptaget i 1899, men det førte ikke til en frifindelse. Først i 1904 blev Dreyfus benådet. Appelretten havde dog ikke lovhjemmel til en frikendelse. Dreyfus blev således aldrig renset for anklagerne ved en domstol.
Antisemitismen er dybest set en racetænkning, hvor det påstås, at jøderne undergraver civilisationen. I det moderne blev både de sekulariserede og religiøse jøder således forfulgte. Både højre- og venstrefløjen har en antisemitisk historie og kultur.
Det interessante ved Dreyfus-affæren var, at den overhovedet ikke handlede om det juridiske, men alene om holdningerne til jøderne. Antisemitiske pamfletter og bøger blev udgivet i en lind strøm af højrefløjen.
Tilhængerne af dommen over Dreyfus organiserede sig i paramilitære grupper under ledelse af journalisten Jules Guerin (1860-1910). De udøvede et sandt voldsorgie i gaderne mod dreyfusarderne, uden at politiet greb nævneværdigt ind, akkurat som i Weimar republikkens sidste år.
Dreyfus-affæren gjorde det klart for mange intellektuelle liberale og socialistiske jøder, at en jødisk emancipation i aftenlandene reelt ikke var mulig. Dreyfus-affæren blev et forvarsel til 1930’ernes Tyskland, hvor alle facts om jøder blev negligeret og erstattet med en aksiomatisk ideologi, der greb de moderne masser og pøblen som en rus.
De intellektuelle og masserne
Pøblen var en samfundskategori næsten alle sociologer i det 19. og 20. århundrede interesserede sig for. Det 19. århundredes samfundstænkning var ekstremt optaget af, hvad der stabiliserer og destabiliserer samfundene. De var hundeangste for en gentagelse af Den Store Franske Revolutions rædselsregime.
Pøblen definerer Arendt som bundfaldet fra alle klasser. Pøblen er således ikke identisk med proletariatet. Arbejderklassen i Europa var den eneste klasse, der ikke nævneværdigt blev grebet af en omfattende antisemitisme (Arendt).
Arendt pointerer, at med Dreyfus-affærens politiske entre, blev samfundsforskningen opmærksom på forbundet mellem pøblen og de intellektuelle, et fænomen som under nazismens dæmoni blev mærkbar.
De intellektuelle har i det moderne været overraskende fascineret af pøblens vitalitet og handlekraft. Vi ser aktuelt en venstrefløj, der allierer sig med udenomsparlamentariske demonstranter.
I Tyskland har propalæstinensiske demonstranter, venstrefløjsaktivister og intellektuelle aktuelt forhindret en forelæsning om den jødiske politiske tænker Hannah Arendts forfatterskab.
Vi har ligeledes set pøblen og højrefløjen blive forenet mentalt under angrebet på Kongressen i januar 2021 og det uagtet, at pøblen og Trump fremsatte et arsenal af bizarre konspirationsteorier.
Disse irrationelle tendenser fremtrådte første gang med al tydelighed for civilisationen under Dreyfus-affæren (Arendt).
Destabiliserede, tankeløse samfund
Jean-Paul Sartre (1905-1980) skriver i sit lille mesterværk: Om antisemitismen fra 1944, at det liberalt oplyste menneske vil forsvare jøderne som menneske, men ikke som jøder. ”Jøden dør som jøde, men overlever som menneske”. De liberale sekulære oplysningsmænd vil reducere borgerne til abstrakte individer uden historie. De skal så at sige lade være med at være jøder.
Det er tankeløshed og en monotonisering (Stefan Zweig) af kulturen. Sartre skelner mellem den ”ægte og uægte jøde”. Den ægte jøde har valgt sig selv som jøde, dvs. han har indset, at han er ”et konkret historisk menneske, som er sat i en jødisk situation”.
Antisemitismen er dybest set en racetænkning, hvor det påstås, at jøderne undergraver civilisationen. I det moderne blev både de sekulariserede og religiøse jøder således forfulgte. Både højre- og venstrefløjen har en antisemitisk historie og kultur.
Vesten er i opbrud. Destabiliserede samfund er altid et varsel om tider med antisemitisme og vold. Centrum-venstre har allieret sig med de muslimske indvandrere, der er opvokset i en kultur, som er radikalt antisemitisk.
Den muslimske kultur har ikke altid været antisemitisk, men er frygtelig udfordret af modernitetens modsigelser som afstedkommer radikale ideologier. Den muslimske kultur har derimod fra begyndelsen af dens historie været anti- judaistisk dvs. diskriminerende mod jødedommen.
Højrefløjen i Frankrig, Polen og Tyskland er formet af den gamle rabiate antisemitisme fra det 20. århundrede. Den franske højre-leder Jean Marie Le Pen er blevet dømt i retten for at kalde gaskamrene i Auschwitz for en detalje. Vi har set lignende ekstreme udtalelser fra det yderste højre i Tyskland.
Det, som aktuelt nærer antisemitismen, er Israel-Palæstina konflikten. Det vestlige mellemlag har gjort konflikten til deres eget identitetsprojekt. Derfor er konflikten så alvorlig for civilisationen (Amos Oz).
Vi må derfor endnu stærkere advokere for en pragmatisk løsning på konflikten. En to-statsløsning. Bosætterne må fjernes fra Vestbredden, men israelerne skal beholde Jerusalem. Det forudsætter imidlertid, at palæstinensere, bosættere og det vestlige mellemlag bliver af-radikaliserede.
Zionismen og det nye Europa
Israel blev grundet i maj 1948, efter at FN i november havde besluttet sig for en jødisk stat i Palæstina. Den første dag i den nye stats tilblivelse, blev den angrebet af fem arabiske nationer. Israel var kun i besiddelse af sparsomme håndvåben mod en fjende med tanks, flyvemaskiner og moderne våben. Alligevel lykkedes det israelerne at holde stand mod fjenden og i løbet af sommeren at få tilført våben fra især Tjekkoslovakiet.
De danske kommunister, der havde gemt deres våben fra modstandskampen, leverede også våben. Den tidligere chefredaktør for Politiken, Herbert Pundik, som var med til at bringe våbnene fra Danmark til Israel, beretter om tildragelsen i sine erindringer.
Israel gik ud af krigen som sejrherre og vandt mere terræn end den delingsplan, som FN havde vedtaget. Israelerne havde accepteret delingsplanen. Araberne forkastede derimod delingsplanen, som FN havde besluttet.
Det er tankeløshed. Ja, en kynisme, som den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og centrum-venstre synger med på.
Grænsen mellem de arabiske nationer og Israel var derfor reelt en våbenhvile-grænse fra 1949 til 1967. Araberne nægtede at godkende eksistensen af staten Israel. Det betød, at det alene var den rå militærmagt, der reelt bestemte grænserne.
I 1967 lukkede Ægypten indsejlingen til Eilat for israelske skibe. Det var et brud på international lov. I foråret 1967 blev tonen i de arabiske hovedstæder mod Israel mere og mere uforsonlige. Ægyptens Præsident Nasser erklærede offentligt til et massemøde, at israelerne skulle smides i havet og staten ophøre.
Ægypterne, jordanerne, syrerne og irakerne omringede Israel i foråret 1967. De var blevet oprustet af Sovjetunionen. Deres våben var betydelig bedre end dem, israelerne var i besiddelse af.
Der havde været en årelang amerikansk våben-embargo til Mellemøsten. Israelerne fik derfor deres våben primært fra Frankrig. Deres luftvåben bestod af franske Mirage-jagerfly, som var de russisk-arabiske MIG-jagere underlegne.
Præsident Nasser forlangte, at FN-soldater, som udgjorde buffer-zonen mellem Israel og dets arabiske naboer, skulle fjernes, hvilket de blev. Alle forventede et arabisk angreb og at Israel ville tabe konfrontationen. Sådan var stemningen i de europæiske hovedstæder og Pentagon. Israelerne har aldrig været så truet på deres eksistens som i maj-juni 1967. Det israelske flyvevåben slog til og uskadeliggjorde de arabiske luftvåben.
Israelerne kunne derefter forholdsvis ubesværet erobre Golan, Vestbredden, Øst-Jerusalem, Gaza og Sinai. Det var en eurofisk sejr for israelerne.
Den Israelske politik var herefter at bytte de erobrede områder for fred og anerkendelse. Araberne og palæstinenserne afslog. De iværksatte i stedet en voldsom terrorkampagne mod Israel, som kulminerede ved OL i München.
Det betød, at det israelske højre i form af Herut og Likud vandt terræn, fordi de mente, at araberne og palæstinenserne ikke ville en fredsløsning, men alene Israels udslettelse.
I 1977 kom Likud til magten. Det førte til en fredsaftale med Sadat og en tiltagende bosættelse af Vestbredden. I 1990’erne forliste en to-statsløsning med mordet på Yitzak Rabin fra Arbejderpartiet. Palæstinenserne, der var imod en normalisering med Israel og en to-statsløsning, intensiverede terroren mod Israel.
Primærminister Netanyahu og de indvandrede amerikanske jøder har forværret og destabiliseret situationen. Netanyahus korrupte embedsførelse har splittet landet på samme måde som republikanerne og demokraterne i USA. Det har svækket Israel internt.
Den tiltagende bosættelse på Vestbredden har således forværret situationen alvorligt mellem palæstinenserne og israelerne og ikke mindst blandt israelerne indbyrdes. Det betyder imidlertid ikke, at israelerne er imod krigen aktuelt i Gaza. Israelerne bakker 100 pct. op om krigen og krigens målsætninger.
Hamas og Gaza
Hamas er en totalitær terrororganisation, der er adækvat med Isis og nazismen. Terrorangrebets radikalitet og bestialske praksis 7. oktober 2023 giver associationer til SS-indsatsgruppernes volds- og drabsorgier i 1941-42.
Hamas har som mål at tilintetgøre den jødiske stat. Vestens demokratier kan ikke gå på kompromis med totalitære organisationer. Her er ingen samtale mulig.
Vi antog, at vi kunne samtale med Hitler i 1930’erne. Det kom vi til at betale en meget dyr pris for. Appeasement-politikken medførte drabet på 6 millioner jøder og 70 millioner dræbte i Asien og Europa under 2. verdenskrig. Hitler kom til magten, som Hamas, ved et demokratisk valg. Hitlers popularitet havde intet sidestykke til nogen demokratisk leder efter sejren i 1940 over Frankrig.
Amerikanske politiske undersøgelser har målt, at Hamas har øget deres popularitet blandt palæstinenserne og araberne efter terrorangrebet 7.oktober. Det er en illusion, at der er en diskrepans mellem gazanerne og Hamas. Det er ønsketænkning.
Israel frygter en to-statsløsning, hvor Vestbredden vil udgøre den største del af en palæstinensisk stat. De er bange for, at Hamas rykker magten til Vestbredden og gentager deres praksis fra da de indtog Gaza. Raketangrebene på Israel fra Gaza blev nemlig iscenesat i samme øjeblik, Hamas kom til magten i 2006.
Den Israelske politik var herefter at bytte de erobrede områder for fred og anerkendelse. Araberne og palæstinenserne afslog. De iværksatte i stedet en voldsom terrorkampagne mod Israel, som kulminerede ved OL i München.
Den vestlige presse har ikke været synligt interesseret i at dække disse angreb, men har alene været optaget af de israelske bosætteres chikaner og undertrykkelse af palæstinenserne.
Der er imidlertid et rationale i bosætternes ekspansion på Vestbredden. De frygter en palæstinensisk stat ledet af Hamas på Vestbredden med opbakning fra Iran og Rusland. Et sådant totalitært regime vil true Israel på en helt anden måde end Hamas’ regime i Gaza.
Vesten må, ved etableringen af en palæstinensisk stat, være villig til at etablere en buffer-zone, hvor vestlige soldater kan beskytte Israel for angreb fra Vestbredden. Det vil muliggøre en palæstinensisk stat. Forslaget blev i øvrigt fremsat af NATOS generalsekretær (1988-1994) Manfred Wörner.
Spørgsmål er om Vesten er indstillet herpå. Arabisk, palæstinensisk og muslimsk indvandring har nemlig fået en afgørende rolle på vores udenrigspolitik. Biden tør f.eks. ikke lægge sig ud med de muslimske befolkningsgrupper i USA. Muslimer støtter uden forbehold den palæstinensiske sag i USA. De samme tendenser gør sig gældende i Europa.
Det kommer til at indvirke aktuelt på præsidentvalgkampen i USA. Valget i USA kommer til at stå mellem valget af den labile Trump, der vil svigte Ukraine, og en præsident Biden, der er presset af den amerikanske venstrefløj, der er pro-palæstinensisk.
Den vestlige opinion og vestlige regeringer forlanger aktuelt en våbenhvile mellem gazanerne og israelerne. En våbenhvile, hvor der ikke stilles betingelser til Hamas. Ingen krav fra EU, USA eller Danmark om frigivelse af de israelske gidsler til gengæld for at etablere en våbenhvile.
Det er tankeløshed. Ja, en kynisme, som den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og centrum-venstre synger med på.
EU har forholdt sig tvetydig til konflikten. Ursula von der Leyens udmeldinger om konflikten indledningsvis, var, som vores statsminister Mette Frederiksens, en klar fordømmelse af terrorangrebet og en opbakning til Israels kamp mod Hamas.
Det Europæiske Råds formand – Charles Michel renoncerede på udmeldingen den 17. oktober 2023 – kun 10 dage efter terrorangrebet og før Israel iværksatte angrebet på Gaza. EU og Michel udsendte en proklamation den 17. oktober 2023: ”En total belejring af Gaza, som rammer civilbefolkningen i området, er i lodret strid med international lovgivning.” Mine israelske venner var lamslåede.
Hvordan kan Israel vinde en krig mod Hamas, hvor gazanerne bruges som skjold? Befolkningen bakker desuden Hamas massivt op. De har valgt Hamas til at lede landet. Det bekymrer ikke EU og Michel.
Hvis vi havde opstillet de samme krav som til Israel til de allierede under Anden Verdenskrig, havde vi givet vis ikke vundet krigen mod Nazi-Tyskland. Vesten og EU’s tankeløshed er eklatant. Vi lever jo også på sikker afstand af konflikten og den totalitære terror.
Den moderne europæer og amerikaner har mistet den sunde dømmekraft. De lever i en osteklokke. De forstår ikke, at krig kan være nødvendig. Europæerne har ikke forstået, at en diktator som Putin og en totalitær organisation som Hamas, der har opbakning i den arabiske befolkning, er en absolut trussel.
Vi har vidst siden 2021, at Trump vil være en trussel mod NATO. På trods af dette har vi ikke oprustet i den europæiske del af alliancen. Befolkningerne er ikke indstillet på at sætte betydelige midler af til forsvaret. Europæerne står forsvarsmæssigt afklædt overfor Putins aggression. Vi forholder os naive til verden. Derfor forlanger EU og venstrefløjen, at Israel ikke må føre en krig mod et totalitært regime.
At tænke, at erkende
Tankeløsheden opstår samfundsmæssigt i masse-samfundet eller mellemlaget, som Arendt kaldte det, fordi vi har tabt fornuften, hvis forudsætninger er et erfaringsbaseret politisk kulturelt fællesskab. I et atomiseret individuelt samfund bliver borgerne grebet af ideologi, fordi de levende menneskelige interaktioner er gået tabt.
Ideologi kræver ikke erfaringsflader baseret på interaktioner. Det fordrer kun, at vi kan tilslutte os et aksiom og en ideologisk tidsånd. Det amerikanske og europæiske mellemlag søger et politisk ideologisk projekt. De er som tendens potentielle tankeløse!
Arendt skelner mellem erkendelse og tænkning. At tænke er at søge mening, at søge forståelse, at etablere et perspektivbytte mellem et jeg og et du. Tænkningens brændstof er betinget af en relation mellem mennesker, mellem et jeg og et du. Men selve processen i tænkningen er ikke kollektiv. Tænkningen i-sig-selv er ensom og individuel.
At erkende er koncentreret om at finde sandheden om et objekt, et videnskabeligt forhold, et sagsforhold etc. Det er et subjekt-objekt forhold, et tingsligt forhold og et beherskelsesforhold.
Forudsætningen for tænkning er, som anført, betinget af et subjekt til subjekt forhold. Erkendelsen er forbundet til det kognitive (forstanden), hvorimod tænkningen er relateret til (fornuften), sindelagsetikken, åndslivet og dømmekraften.
At vi i det moderne har prioriteret erkendelsen over tænkningen, skaber ifølge Arendt typer som Adolf Eichmann (1906-1962) og føder det, som Karl Jaspers (og senere Arendt) betegner ondskabens banalitet.
Bosætterne må fjernes fra Vestbredden, men israelerne skal beholde Jerusalem.
Det moderne menneske er på jagt efter et idealistisk projekt. Ondskabens banalitet er i Arendts tankeregi bestemt af, at vi har mistet evnen til et perspektivbytte på grund af atomiseringen af borgerne i samfundsformationerne (masserne/mellemlaget). Ondskabens banalitet er således ikke en antropologisk konstant, men et moderne fænomen.
Vi har i det moderne overbetonet erkendelsen på bekostning af tænkningen i skoler, gymnasier og på universiteterne. Det har svækket vores dømmekraft, åndsliv og etik. De grundtvigske højskolers opgaver er at skabe grobunden for åndslivet, det historie-poetiske og tænkningen/fornuften.
Det kollektive i det grundtvigske er det folkelige. Det er imidlertid ikke en sociologisk kategori, men en åndelig livsform. Det åndelige er ikke en kategori i-sig-selv, men en relation mellem mennesker. Den åndelige forudsætning er tænkningen og det folkelige fællesskab. Det folkelige overskrider erfaringsverdenen og udfolder sig i et poetisk sprog.
Historien om den moderne tankeløshed er først og fremmest blevet reflekteret af tænkere som Hannah Arendt, Karl Jaspers, Hans Jonas og Hans- Jørgen Schanz. Identitetspolitiske positioner og postulater hjemsøger universitetet i senmoderniteten.
Tankeløsheden er eksisterende både på venstre- og højrefløjen og i den nuværende centrum-regering. Lars Løkke Rasmussens ikoniske udtalelse om, at han ikke interesser sig for historie, men kun for fremtiden, vidner om det senmoderne menneskes tankeløshed.
