Science fiction: The Man in the High Castle

“I will define science fiction, first, by saying what sf is not. It cannot be defined as “a story (or novel or play) set in the future,” since there exists such a thing as space adventure, which is set in the future but is not sf: it is just that: adventures, fights and wars in the future in space involving super-advanced technology. Why, then is it not science fiction? It would seem to be, and Doris Lessing (e.g.) supposes that it is. However, space adventures lacks the distinct new idea that is the essential ingredient. Also, there can be science fiction set in the present: the alternate world story or novel. So if we separate sf from the future and also from ultra-advanced technology, what then do we have that can be called sf?”[1]

Året er 1962. Anden Verdenskrig er efterhånden 15 år væk, og verden er ved at komme sig. Menneskeheden har gjort store fremskridt. Man kan flyve med Lufthansa-raketter mellem Kalifornien og Berlin på kun 3 kvarter. Tyskerne er allerede i gang med at bygge baser på Mars. Den stigende levestandard har snart gjort fjernsyn til hvermandseje. Som en kvinde læser i et kulørt blad:

”The new Life, she saw, had a big article called: Television in Europe: Glimpse of Tomorrow. Turning to it, interested, she saw a picture of a German family watching television in their living room. Already, the article said, there was four hours of image broadcast during the day from Berlin. Some day there would be television stations in all the major European cities. And, by 1970, one would be built in New York.”

Det mest fascinerende ved den samtids-science fiction, der skildres i Philip K. Dicks (PKD) The Man in the High Castle fra 1962 er hans evne til at acceptere præmissen om en alternativ verdensorden, hvor Tyskland og Japan har vundet Anden Verdenskrig og i det store hele delt verden imellem sig. Hvor man måske ville forvente, at der svælges i modbydeligheder og undertrykkelse, så går PKD en anden – og mere ildevarslende – vej. For han lader umiddelbart verden ligne meget den, som vi kender i dag (som den så ud i 1962), og lader forskellene træde i baggrunden. Ganske vist får vi at vide, at Middelhavet blevet inddæmmet og lavet til landbrugsjord, at Japan kontrollerer USA’s vestkyst (kaldet Pacific States of America, eller PSA), at tyskerne rejser til Mars før amerikanerne i virkeligheden overhovedet satte foden på månen, at den del af den russiske befolkning, der overlevede krigen, er blevet tvangssteriliseret, og at den afrikanske befolkning er blevet udryddet som led i eksperimenter, der har forvandlet kontinentet til en kemisk giftpøl, men det er alt sammen detaljer der kun antydes og fortælles mere eller mindre indirekte, hvor resten overlades til fantasien. Der dvæles ikke ved dem. Bogens karakterer tænker heller ikke videre over det. Hverdagslivet for de personer, vi følger i PSA, ser – groft sagt – ud som det plejer.

De nævnte omvæltninger er netop noget, der for længst er sket og for længst er blevet accepteret af befolkningen i både sjæl og ånd. Og heri består genistregen i bogen. Den amerikanske befolkning, vi møder i PSA, går ikke rundt og føler sig undertrykt og planlægger oprør. De går – som beskrevet – rundt i en hverdag, der – i det store hele – ligner den, vi kender, og som faktisk fungerer meget godt (!). Hermed skaber PKD en alternativ samfundsvision, der på mange måde er mere uhyggelig end de gængse skrækscenarier for et nazistisk/fascistisk verdensherredømme, en samfundsvision, hvor de nazistiske/fascistiske tankesæt accepteres på samme måde som vi i dag tager demokrati, frihedsrettigheder, menneskerettigheder m.v. for givne størrelser. PKD er fuldstændig tro mod sin præmis om, at samfundsværdier ikke er givne, universelle størrelser, men både har været og kunne have været anderledes end tilfældet er, og han vælger det formentlig mest radikale alternativ, som man kan tænke sig, til verden, som vi kender den (eller gerne vil se den). De nazistisk/fascistiske ideologier bliver jo netop altid hevet frem som den ultimative ondskab og modstykke til vores nutidige værdier baseret på friheds- og menneskerettigheder osv.

Hele bogen undgår PKD stort set at bruge vores samfundsværdier som standard for bedømmelsen af kvaliteten af det samfund, som han beskriver. Det hele skildres i forfatterens neutrale, kølige stil. I stedet for at skildre undertrykte mennesker, der med de etablerede sandheder fra vores verden som moralsk bagage kæmper mod en undertrykkende, fascistisk overmagt, skildrer PKD eksempelvis en hovedperson, der indser at hendes liv er en fiasko, hvor hun er endt med at måtte gifte sig med en jøde.

Jøder er der i øvrigt ikke mange tilbage af, i hvert fald ikke i den tyskkontrollerede del af verden. Men ingen steder lader PKD sin afsky til dette samfund skinne igennem. Naturligvis er der kritiske røster over for dele af den nye samfundsorden. Men ikke meget anderledes, end når vores kendte samfundsorden kritiseres fra den ene eller den anden fløj. Kampen om historiefortællingen og de bærende værdier og grundlæggende præmisser er for længst vundet. Selv jøden Frank Frink accepterer tingens tilstand og forsøger at få en hverdag til at fungere:

”In 1947, on Capitulation Day, he had more or less gone berserk. Hating the Japs as he did, he had vowed revenge; he had buried his Service weapons ten feet underground, in a basement, well wrapped and oiled, for the day he and his buddies arose. However, time was a great healer, a fact he had not taken into account. When he thought of the idea now, the great blood bath, the purging of the pinocs and their masters, he felt as if he were reviewing one of those stained yearbooks from his high school days coming upon an account of his boyhood aspirations. Frank ‘Goldfish’ Frink is going to be a palaeontologist and vows to marry Norma Prout. Norma Prout was the class schönes Mädchen, and he really vowed to marry her. That was all so goddam long ago, like listening to Fred Allen or seeing a W. C. Fields movie. Since 1947 he had probably seen or talked to six hundred thousand Japanese, and the desire to do violence to any or all of them had simply never materialized, after the first few months. It was just not relevant any more.”

Dermed ikke sagt, at vores hovedkarakterer helt har opgivet deres amerikanske identitet. Det har de ikke. PKD formår at skabe nogle levedygtige karakterer, der dels accepterer de grundlæggende værdier i samfundet og samfundet og forsøger at forene dem med deres identitet som amerikanere. Denne grundkonflikt genfindes i større eller mindre grad hos de fleste af vores karakterer, hvor den skaber dynamik. Enkelte steder vises der tegn på en form for amerikansk patriotisme, men vi bliver holdt i uvidenhed om, hvor dybt det egentlig stikker.

Disse indre konflikter sættes på spidsen, da en mystisk bog, The Grasshopper Lies Heavy, begynder at dukke op. En bog, der skildrer en alternativ verden, hvor USA, Sovjetunionen og Storbritannien slog Tyskland og Japan og vandt Anden Verdenskrig. Bogen er for længst blevet forbudt i de tyskkontrollerede områder, men kan købes lovligt i PSA, hvor vi befinder os i det meste af PKD’s bog. Den mystiske, alternative fremtidsvision er skrevet af den endnu mere mystiske Mr. Abendsen, bedre kendt som ”The Man in the High Castle”, om hvem ingen rigtigt ved noget, udover at han er bor i en stor fæstning, hvor ingen kan komme til ham. Tyskerne tror, at han i virkeligheden er en jøde med navnet ”Abendstein”, der spreder subversiv litteratur for at undergrave verdens bærende værdier.

I en af bogens hovedhistorier følger vi et ungt par, der tager på en rejse igennem dette alternative USA for at opsøge ”Manden i den store fæstning” (bogens danske titel, da den udkom her i 1973). Undervejs læser de om verden, som vi, læserne, kender den. I hvert fald næsten, for The Grasshopper Lies Heavy er ikke et rent spejl. Eksempelvis er det briterne, der indtager Berlin i den alternative histories version af alternativ historieskrivning.

PKD’s bog er gennemgående bygget op omkring tre historier, der er løst forbudne og som vikler sig lidt ud og ind af hinanden. Udover den nævnte følger vi eksempelvis den amerikanske antikvitetshandler Robert Childan, der lever af at sælger amerikanske artefakter fra gamle dage til rige japanske tilflyttere, hvor ”det gamle” USA er kommet på mode, lidt på samme måde som forskellige fjerne lande og kulturer som vesten fandt eksotiske og spændene har været på mode i vestlig kultur fra tid til anden. Et job hvor der ikke er megen selvrespekt tilbage, når de rige kunder skal smigres:

”Paul was eyeing him intently. Fortunately, long habit had caused Childan to suppress any show of authentic feelings automatically. He had assumed a bland, sober expression, persona that correctly matched the nature of the situation. He could sense it there, the mask.”

Japanerne er gennemgående skildret lidt mere sløve i optrækket end tyskerne. Mens tyskerne er i gang med at sende mennesker til Mars, bakser japanerne stadig med at komme ud i rummet. De er sunket hen i meditation og det, der vist i den folkelige bevidsthed bedst kan sammenfattes som ”østens mystik”. Særligt den kongfuzianske spådomsbog I Ching, Forvandlingernes Bog, bruges flittigt til at søge svar på stort og småt – selv almindelige amerikanere har taget dens visdom til sig og spørger oraklet til råds om alt muligt.

Der er begyndt at opstå spændinger mellem de tidligere allierede. Måske er det tyske og japanske verdenssyn alligevel for forskelligt? De mange forskellige efterretningstjenester i de to lande har forskellige dagsordener, hvilket gør det svært at overskue situationen. Bedre bliver det ikke, da den tyske Rigskansler, Martin Bormann, dør og der opstår et magttomrum, hvor forskellige topnazister med hver sin dagsorden står på spring til at tage magten. I den tredje historier følger vi nogle udsendinge fra henholdsvis Japan og Tyskland, der skal forsøge at takle situationen, inden den eskalerer.

Den mystiske bog og Manden i den store fæstning bliver på hver sin måde omdrejningspunktet for karaktererne i de tre historier, fordi den ubevidst tvinger karaktererne til ikke at tage den verden, de lever i, for givet.

Kommentarer og direkte refleksion fra PKD selv skal man lede længe efter. Enkelte steder kan man måske fornemme et par skjulte kommentarer. Eksempelvis et sted, hvor PKD lader en japansk kvinde ”Betty” (det er mode blandt de tilflyttende japanere i PSA at benytte amerikanske navne) udtale sig om science fiction på en måde der går stik imod PKD’s egen forståelse, jf. det indledende citet. Det sker i en diskussion, hvor det diskuteres, om The Grasshopper Lies Heavy er science fiction:

”’Oh no,’ Betty disagreed. ‘No science in it. Not set in future. Science fiction deals with future, in particular future where science has advanced over now. Book fits neither premise.’”

Næppe tilfældigt, at de indbildske japanere forsynes med ”forkerte” meninger, som forfatteren selv finder overfladiske. Men hvad er science fiction så? I forlængelse af det indledende citat oven for besvarer PKD spørgsmålet således, at historien ikke blot skal være sat i en fiktiv verden:

”There must be a coherent idea involved in this dislocation; that is, the dislocation must be a conceptual one, not merely a trivial or bizarre one – this is the essence of science fiction, the conceptual dislocation within the society so that as a result of a new society is generated in the author’s mind, transferred to paper, and from paper it occurs as a convulsive shock in the reader’s mind, the shock of dysrecognition. He knows that it is not this actual world that he is reading about.”[1]

Også i The Man in the High Castle er PKD’s menneskekendskab måske mere realistisk, end de fleste bryder sig om. Ligeledes hans samfundsvision. De færreste vil bryde sig om at få antydet, at de uden videre kunne have accepteret en nazistisk/fascistisk sandhedsfortælling, når dette i dag betragtes som den ultimative ondskab. Som sådan er PKD’s bog både kultur- og værdipessimistisk. Der er ingen faste værdier eller kulturer. Det er plastiske størrelser, der har ændret sig over tid, og som vil gøre det igen, måske endda til noget som vi i vores samtid og med vores værdier vil betragte som noget dårligere.

Referencer

Philip K. Dick, The Man in the High Castle (1962, genudgivet i 2015), hvorfra alle citater er taget undtaget det indledende og afsluttende, hvor der er angivet en fodnote.

[1] Philip K. Dick, Brev af 14. maj 1981. Genoptrykt i The Collected Short Stories of Philip K. Dick volume 1 – Beyond Lies the Wub (1999)