Koncert: Fischer og Eroica

Portræt af Beethoven (Joseph Karl Stieler, 1781-1858)

Det tidligere Radiounderholdningsorkester (eller DR UnderholdningsOrkesteret) fortsatte søndag den 22. oktober 2017 sit selvstændige virke uden for DR som Danmarks Underholdningsorkester med en af sæsonnens mest ventede koncerter, nemlig opførelsen af Beethovens Eroica-symfoni (nr. 3, op. 55). Herudover havde man lagt Mozarts symfoni nr. 39, K 543, og Haydens ”legetøjssymfoni” (der vist ikke helt sikkert kan tilskrives Haydn) til programmet. Et meget fornemt program, hvor man ikke blot får et musikhistorisk højdepunkt serveret sammen med en af Mozarts bedste og mest vellykkede symfonier, min egen foretrukne. Radiohusets gamle koncertsal ved Rosenørns Allé på Frederiksberg var da også fyldt til noget nær absolut sidste plads. Denne gang var det også muligt at lytte med for musikinteresserede uden for København, idet koncerten blev transmitteret (”streamet”) til forskellige udvalgte sale i Jylland.

Jeg har allerede tidligere skrevet rigeligt om Adam Fischer og Underholdningsorkestrets måde at spille Mozart på, og opførelsen af symfoni nr. 39 skuffede ikke, massere af overskud og energi, præcis sådan som jeg gerne vil have Mozart til at lyde. Herefter rykkede en række børn og unge mennesker ind forrest på scenen, hvor Haydns ”legetøjssymfoni” skulle opføres. Et musikstykke på godt 10 minutter, hvor der er indlagt en række børneinstrumenter, der spiller sammen med de rigtige instrumenter. Vistnok en spøgfulhed, som Haydn skrev til en julekoncert, hvis altså det overhovedet var ham, der skrev værket, det er lidt omdiskuteret. De unge mennesker tog sig gennemgående pænt ud, selvom nogle af de unge mænd havde ladet skjorten hænge uden på bukserne.

Efter pausen blev det endelig tid til Beethovens Eroica, som jeg personligt sætter meget højt. Hvis lyden af Wagner gav Woody Allen lyst til invadere Polen, så giver en velspillet Eroica mig lyst til at invadere Wien! Ungarskfødte Adam Fischer og Underholdningsorkesteret synes at være de helt rette til at finde den rette balance mellem klassisk elegance og romantisk patos, som dette værk kræver, og som desværre kun lykkedes meget sjældent. Af vellykkede indspilninger skal her navnlig fremhæves Berliner Philharmonikernes indspilning fra 1982-jubilæums-koncerten under Herbert von Karajan samt Deutsche Kammerphilharmonie Bremens 2006-inspilning under Paavo Järvi. Sidstnævnte skiller sig ud ved at benytte et mindre orkester, der størrelsesmæssigt ligger tættere på, hvad Beethoven havde til sin rådighed, da han skrev symfonien i årene 1802-1805. Det skal man dog ikke lade sig narre af, for det klæder de wienerklassiske værker med en lidt slankere stil, der giver plads til gennemsigtighed; og når man som kammerfilharmonien tilføjer rigeligt med temperament, så bliver resultatet intet mindre end sublimt. Det er – lidt groft sagt – samme stil, Fischer har lagt med Underholdningsorkesteret: Slankt, gennemsigtigt og temperamentsfuldt.

Sådan blev Beethovens Eroica da også leveret her søndag eftermiddag; og jeg må indrømme, at jeg ikke har hørt bedre Eroica siden DR SymfoniOrkesteret under den tidligere chefdirigent Rafael Rafael Frühbeck de Burgos dirigerede sig igennem den for (vistnok i 2013), selvom de Burgos’ stil dog nok liggere tættere på Karajans end på Fischers.

De to første satser blev dog en anelse for ”tunge” i forhold til den stil, som Fischer ellers kendes for, hvilket var særligt udtalt i den berømte begravelsesmarch i anden sats, der aldrig blev storladen nok til at jeg sørgede over heltes død, men på den anden side heller ikke blev leveret så ubesværet og med den energi og det overskud, der skulle til for, at jeg for alvor kunne tro på satsen som intet mindre end inkarnationen af det heroiske som begreb. Det blev for alvorligt, men aldrig alvorligt nok. Det blev heroisk, ja, men ikke heroisk nok til at give Beethovens voldsomme temperamenter fuld retfærdighed. Der er dog nok alt i alt tale om småting. Og der skal jo gerne være lidt at forbedre til Fischer og Underholdningsorkesteret lancerer deres komplette indspilning af Beethovens symfonier i 2019.

I de sidste to satser viste Fischer og Underholdningsorkesteret imidlertid, at der formentlig ikke er mange orkestre herhjemme, der spiller bedre Beethoven end dem. Her kom der noget af den energi og overskud frem, som jeg personligt havde savnet lidt i de to første satser. Scherzoen giver meget sig selv, men det er ikke tilfældet med sidste sats med variationerne over det berømte Eroica-tema, som Beethoven allerede havde brugt til et variationsværk for klaver tilbage i 1802 (de såkaldte ”Eroica-variationer”, op. 35), som vi i symfoniens 4. sats får foldet ud i alle følelsesregistrets afkroge. Fischer og Underholdningsorkesteret viste sig her at være allerbedst. Vi fik både det storladne, det smukke, det melankolske og naturligvis: Det heroiske! Alt sammen med præcis den mængde energi, overskud og temperament som får denne sats til at vise sig fra sin absolut bedste side. Der var oven i købet overskud nok til at fremhæve de solistiske passager på noget mere dristig vis, end jeg har hørt før. Desværre blev den sidste (og smukkeste!) variation skæmmet lidt af nogle lidt for ivrige horn. Igen er der dog nok tale om småting, som jeg kun tillader mig at brokke mig over, fordi vi har at gøre med et værk af en sådan kaliber, som tilfældet er, for overordnet set er jeg rigtig godt tilfreds.

Referencer:

1982-udspilningen af Eroica med Berliner Philharmonikerne/Herbert von Karajan (fås vistnok kun på DVD) og mig bekendt ikke andre steder end hos Amazon. Men ellers er Karajan et sikkert valg, når det gælder Beethoven:

https://www.amazon.co.uk/Jubilee-Concert-1882-1982-Eroica-Region/dp/B0006IINW8/ref=sr_1_1?ie=UTF8&qid=1508699004&sr=8-1&keywords=herbert+von+karajan+eroica+1982

2006-indspilndningen med Deutsche Kammerphilharmonie Bremen/Paavo Järvi er vanskelig at skaffe, men kan købes hos kammerfilharmonien selv her:

https://www.kammerphilharmonie.com/de/shop-dt/cd/beethoven-sinfonien-nr-3-nr-8-detail