Den danske sang er en overdimensioneret discokugle

Af Mikael Brorson

Det var med en sindsstemning præget af en vis ambivalens, at undertegnede forleden begav sig til premiere på Aarhus Teaters nye forestilling, Lyden af de skuldre vi står på. Her har Simon Kvamm fortolket den danske sangskat og udstyret de salmer og sange, som det danske folk har sunget sammen i hundredevis af år, med elektronisk lyd, akkompagneret af koreografi og sceneshow af Marie Koldkjær Højlund.

For det konservative øre lyder det umiddelbart helt forfærdeligt. Således tog jeg også plads i Aarhus Teaters smukke omgivelser med en bange anelse om, at de næste to timer skulle bruges på at høre den danske sangskat blive “remixet” til uigenkendelighed i et desperat forsøg på at appellere til den absolut laveste fællesnævner. Og dog var jeg ikke helt uden forhåbninger til aftenens forestilling, for dels vidner opførelsen om en øget interesse for vores stolte sangtradition, og dels vidner forestillingen om en anerkendelse af denne sangtraditions historiske vigtighed for Danmark og det danske folk.

“Brace for impact” tænkte undertegnede og forventede, at resten af aftenen ville blive tilbragt i røgmaskinens tåger sammen med lysshows, synthesizers og autotune ad nauseam.

Begyndelsen hjalp mildest talt ikke på mit splittede sind. Den indledende scene var en så smuk afsyngning af I Danmark er jeg født på Henrik Rungs oprindelige melodi, at det næppe udelukkende kan være nærværende anmelder, som sad tilbage med en tåre i øjenkrogen, og den lille stue som udgjorde kulissen såvel som det beskedne klaver i hjørnet var lavet af en køn, mørk træsort, som skabte en nærmest hjemlig stemning om sangerne, der langsomt, én efter én, sivede ind i stuen.

“Brace for impact”

Altså en i sig selv ganske god begyndelse. Desværre blev det tydeligt, i takt med at den alt for lille stue blev mere og mere proppet af sangere primært klædt i kedelige, pastelfarvede cardigans, at der her var tale om hele forestillingens modbillede: den bedagede småborgerlighed med dens slidte fædrelandssange, som denne forestilling nok skulle få gjort op med. Og minsandten om ikke også stuen del efter del blev pillet fra hinanden og kørt af vejen, klaveret båret af scenen og de kedelige klæder smidt bort.

“Brace for impact” tænkte undertegnede og forventede, at resten af aftenen ville blive tilbragt i røgmaskinens tåger sammen med lysshows, synthesizers og autotune ad nauseam. Men sådan gik det heldigvis ikke – helt.

Den lyse side

Meget kan man nemlig sige om Simon Kvamm, og det samme gælder elektronisk musik, men man må give Kvamm, at han i Lyden af de skuldre vi står på behandler sangskatten kreativt, men dog med respekt. Udvalget af sange, som strakte sig fra kendte salmer som Se, nu stiger solen og Dejlig er jorden over årstidssange som Du danske sommer, jeg elsker dig til mindre kendte salmer som Tunge, mørke natteskyer, vidner om et godt over- og indblik i den danske sangskat fra Kvamms side, og de fleste fortolkninger afslørede faktisk også en vis loyalitet overfor de oprindelige udtryk.

Dertil kommer, at det undertiden lykkedes Kvamm og co. at bruge nye lyde – og ikke mindst den medfølgende koreografi – i sangenes, og også indholdets, tjeneste. Således blev der eksempelvis gjort god brug af alskens kontraster, hvilket lykkedes særligt godt med Skyerne gråne, og løvet falder med dens tungsindige stemning (i Kvamms udgave desværre helt uden den trodsige og frimodige stemning – “og dog bære blus vi med glæde” – som salmen også indeholder) kombineret med en meget stiv koreografi, som på elegant og effektfuld vis ledte over i befriende forårs- og sommersange. På den måde var forestillingen ganske underholdende, og i den forstand også anbefalelsesværdig.

Form eller indhold

Det lykkes dog langt fra altid på denne måde at forstærke sangenes indhold, og alt for ofte kommer formen til at overdøve indholdet i Lyden af de skuldre vi står på. Sceneshow og lydeffekter ender simpelthen med at fylde så meget i forestillingen, at indholdet drukner, alt imens sangskattens folkelige og kristelige forkyndelse – i form af den folkelige virkelighed sangene vidner om og salmernes kristne forkyndelse – ikke står tilbage som meget andet end generende interferens; som rester fra en svunden tid, der blot forstyrrer det musikalske udtryk.

I forlængelse heraf må man i det hele taget spørge, hvorvidt den danske sangskat overhovedet egner sig til at blive gjort til genstand for et kunstnerisk projekt. “Så syng da Danmark, lad hjertet tale”, lyder det på Højskolesangbogens første side. Danmark skal synge, fordi den danske sangskat er fællessange, sange om vort folk, vort fædreland, vor Gud og vor tilværelse. Og at istemme disse sange, det er at lade hjertet tale, at sige “folket, det er mig” og synge om mit folk, mit fædreland, min Gud og min tilværelse.

Netop derfor er Lyden af de skuldre vi står på i sidste ende forfejlet, underholdningsværdien til trods. Den danske sangskat findes ikke som et reservoir af sange, man kan modellere om efter forgodtbefindende; eller, i fald den findes som sådan, er den intet andet end en samling døde bogstaver arrangeret i strofer og verselinjer. Sangskatten som det danske folks hjertetale findes kun hvor den enkelte istemmer Danmarks sang, således at han tager den folkelige og nationale virkelighed på sig, som i sangen meddeler sig for ham.

En overdimensioneret discokugle

Måske kan forestillingen derfor bedst beskrives med en scene kort før pausen, hvor en sangerinde synger Thomas Kingos Sorrig og glæde, imens hun langsomt bliver mast af en gigantisk discokugle, som sænkes fra loftet. Hos Simon Kvamm ender den danske sang med at forvandle sig fra en ung blond pige til en overdimensioneret discokugle.

Interessen for sangskatten er glædelig, og ønsket om at formidle den på nutidens vilkår meget sympatisk. Den er blot forfejlet, for den danske sangskat hverken kan eller skal formidles. Den skal synges.


Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!