Opera: Macbeth

12. juni 2017
4 minutters læsetid

Almindeligvis er kulturlivet noget, der er til for borgerne. I København sidder man desværre lidt med det indtryk, at det er noget, der bevidst tilrettelægges for at genere dem mest muligt. Der er snart ikke en weekend, hvor byens gader ikke spærres af til brug for snart det ene og snart det andet forstyrrende arrangement. Hvis der ikke er maratonløb, så er der halvmaraton. Hvis ikke der er motionsløb, så er der Distortion. Eller også er der bare larm og spektakel i almindelighed. Hvis der er blot den mindste grund til, at man kan spærre byens gader af, så gør man det.

Byens indbyggere går anstrengende tider i møde, for foråret og sommeren er højsæson for generende tiltag, der mest af alt synes at have til formål at gøre byen til en interaktiv festivalplads for turister. Naturligvis skal hovedstaden være for hele landet. Men der må være grænser. Der er for resten også rigeligt med seværdigheder i byen, som turisterne kan og bør se, eksempelvis Thorvaldsens Museum eller Glyptoteket. Så man kunne starte med at fremme dem frem for at ligge hindringer ud ved at fylde gaderne med larm og gøgl.

Og så er der jo også byens fine opera på Holmen. Men hvis man for et par weekender siden troede, at man skulle i operaen for at se Verdis Macbeth, ja så kunne man næsten godt tro om igen, hvis ikke man havde taget det københavnske ”kulturliv” i ed. Operaen er reelt kun tilgængelig med nogle havnebusser, der sejler over til den. Sådan er det i hvert fald tænkt. Den pågældende weekend var hele byen imidlertid lukket ned på grund af motionsløb. Hvorfor dette skulle berøre havnebusserne, der ikke kører på gaden, men sejler på vandet, er ikke til at sige. Men vi er for længst hinsides logiske forklaringer. Man kan lide så godt spørge efter attest nr. 117. I hvert fald var intensiteten af sejladserne så lav, at operaens gæster havde vanskeligt ved at nå frem til tiden. Forestillingen måtte udskydes, så de sidste kunne nå frem.

Uanset om det er det offentliges opgave at fremme kulturlivet, så skal det offentlige i hvert fald ikke lægge fysiske hindringer i vejen for, at borgerne kan nå frem til byens kulturtilbud. Og det betyder i særdeleshed ikke, at det offentlige skal åbne gaderne for en hvilken som helst støjende aktivitet, der ønskes foranstaltet.

Nå, men hvis man ellers kunne trænge helskindet igennem det ”kulturelle”, københavnske ingenmandsland og nå frem til operaen, kunne man altså opleve Verdis Macbeth. Generelt lider Det Kongelige Teaters operascene under, at der er for meget italiensk opera. Der opføres især for meget Puccini, mens de store tyske mestre som Wagner og Strauss ikke opføres i det omfang, som de burde, og som deres format berettiger til. På det punkt er der desværre ikke meget lys forude. I næste sæson må man kigge langt efter Wagner og Strauss, men til gengæld byder man på hele to Puccinioperaer.

Verdi er i en noget anden vægtklasse end hans senere kollega, og hans bedste værker er fremragende. Sådan er det desværre ikke med Macbeth, som han skrev i sine selvudnævnte ”galejslaveår”, hvor han komponerede operaer på stribe (3 blev det til alene i 1847, hvor Macbeth havde premiere), og med sine indfald af muntre melodier i 3-delte taktarter og koloraturer yder værket ikke Shakespeares litterære forlæg den retfærdighed og respekt, som det som en af forfatterens ”fire store” har krav på. Man kan ikke skære Shakespeare over samme kam som eksempelvis Alexandre Dumas d.y.s Kamaliadamen eller for den slags Schillers Don Carlos eller andre af de værker, som Verdi ellers satte musik til. Dertil er de litterære forlæg for forskellige. Shakespeare er ikke romantik. Man behøver faktisk slet ikke tilsætte musik og stort orkester for at dramatisere Shakespeare:

“(…) Come, you spirits
That tend on mortal thoughts, unsex me here,
And fill me from the crown to the toe top-full
Of direst cruelty! make thick my blood;
Stop up th’access and passage to remorse,
That no compunctious visitings of nature
Shake my fell purpose, nor keep peace between
Th’effect and it! Come to my woman’s breasts,
And take my milk for gall, you murd’ring ministers,
Wherever in your sightless substances
You wait on nature’s mischief! Come, thick night,
And pall thee in the dunnest smoke of hell,
That my keen knife see not the wound it makes,
Nor heaven peep through the blanket of the dark,
To cry ‘Hold, hold!’”

Her samme passage udsat for italiensk højromantik:

https://www.youtube.com/watch?v=1XWcRrDTtJ8

Selvom Maria Callas gør sig umage, så kan Verdi vist ikke tilføre så meget andet end forfladigelse. Meget bedre gik det heldigvis, da han i en mere moden alder i 1893 satte musik til The Merry Wives of Windsor under titlen Falstaff. Det Kongelige Teater formåede ikke at gøre mismodets vinter til sommer med en opsætning (eller rettere: genopsætning af en opsætning fra 2013, hvis jeg husker korrekt), der vist bedst kan betegnes som halvsløj. Forsøget på at sætte scenen i et ”nøgent” rum, der vistnok skulle afspejle teaterscenerne på Shakespeares tid falder til jorden, når det netop ikke er et Shakespeare-stykke, men en romantisk gendigtning, man har med at gøre. Som opera er Macbeth et udmærket værk, men som Shakespeare er det ikke godt nok. Jeg er ikke tilfreds.

Reference:

Macbeth, akt I, scene V, The Complete Works of William Shakespeare (Wordsworth Library Collection, 2007) og http://shakespeare.mit.edu/macbeth/full.html.

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside