Status på den grønlandske forfatningssag: Den nationale samling, der begyndte med splittelse

Af Jens Lei Wendel-Hansen

I Lov om Grønlands Selvstyre fra 2008 blev det indskrevet, at den grønlandske befolkning tager beslutning om, hvorvidt Grønland skal være selvstændigt. Samtidig blev det fastslået, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten. Skønt dette næppe havde den store reelle betydning for Grønlands muligheder, havde dette en stor identitetsmæssig betydning for mange i den grønlandske befolkning.

I efteråret 2011 vedtoges i Landstinget at igangsætte en forfatningsforberedende proces. Dette skal også ses i den sammenhæng, at Færøerne siden 1999 netop havde arbejdet på et sådant projekt, og at rigsdelen netop i 2010 og 2011 havde vedtaget to forfatningsforslag, som begge senere blev problematiseret af Justitsministeriet, fordi de på visse områder kunne opfattes som værende i modstrid med Grundloven, og at dette ville stille spørgsmålstegn ved Færøernes forfatningsmæssige status. Bl.a. fandt Justitsministeriet den såkaldt omvendt delegation problematisk – at forfatningsforslaget hævdede, at al magt udgik fra det færøske folk – fordi det ifølge Justitsministeriet forholder sig omvendt: At magten er uddelegeret til Færøernes egne myndigheder fra rigsmyndighederne, som jo altså dermed er magtens udspring.

Den efterfølgende politiske situation i Grønland var præget af en del ustabilitet med gentagne nyvalg og regeringsskift, og først i 2015 tog man sagen op igen, da man fra Landstingets side pålagde Landsstyret at få færdiggjort den redegørelse, som man havde bedt om i forbindelse med forslaget i 2011.

I oktober 2016 skiftede Landsstyret farve. Fra tidligere at have baseret sig på det socialdemokratiske Siumut og højrefløjspartierne Demokraterne og Atassut, hvor navnlig Demokraterne har udtrykt skepsis over for en forceret selvstændighed, så skiftede Siumut samarbejdspartnere til venstrefløjspartierne IA og Partii Naleraq, der begge er tilhængere af en snarlig selvstændighed. Dette kom koalitionsaftalen også til at bære præg af, idet det som første sætning blev indskrevet, at ”Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed, og denne proces kræver ikke alene politisk stabilitet, men også national samling”. Derudover blev landsstyremedlem Suka K. Frederiksen (Siumut) det første landsstyremedlem med ressortområdet selvstændighed.

På denne baggrund var det, at redegørelsen blev udsendt til landstingsmedlemmerne fredag d. 18. november 2016. Samme dag dispenserede man fra Landstingets forretningsorden og tilføjede i sidste øjeblik et punkt til efterårssamlingens dagsorden. Forretningsordenen kræver, at et dagsordenspunkt foreslås mindst fem uger inden samlingens start, men muliggør, at formandskabet ”under ganske særlige omstændigheder” kan fravige tidsfristen. Beslutningsforslaget om bemyndigelsen af Landsstyret til at nedsætte af en forfatningskommission skulle således førstebehandles dagen efter om lørdagen, dernæst sendes til Lovudvalget, der afgav betænkning om søndagen, for så at blive andenbehandlet om mandagen d. 21. november. Det kan i samme forbindelse nævnes, at finansloven faldt på plads om aftenen lørdag d. 19. november, så det kan med rimelighed siges, at forslaget risikerede at få en noget forhastet behandling.

Undertegnede var selv tilstede i salen ved førstebehandlingen, og stemningen var – navnlig fra landsstyrepartierne – præget af den samme stemning, som også historisk i andre lande har været knyttet til en sådan begivenhed: Dette var en stor national begivenhed. Der fokuseredes i overvejende grad på muligheden for at skrive en forfatning for et selvstændigt Grønland, men dette var ikke den eneste mulighed, redegørelsen indeholdt. Den nævnte også muligheden for at lave en forfatning i to tempi – en del, der kunne træde i kraft inden for den danske grundlov, og en, der først skulle træde i kraft ved udmeldelse af rigsfællesskabet. Beslutningsforslaget gav Landsstyret bemyndigelse til at nedsætte forfatningskommissionen og selv afklare de forskellige ting, der skulle tages stilling til i forbindelse med kommissoriets ordlyd, kommissionens sammensætning m.v. Lovudvalget foreslog dog tilføjet, at der skulle etableres et ad-hoc-udvalg, der af Landsstyret skulle holdes orienteret om de forskellige beslutninger, hvilket landsstyremedlemmet for selvstændighed indvilligede i. Derudover føjede Lovudvalget en række opfordringer til forslaget, bl.a. at man skulle fokusere på forfatningen for et selvstændigt Grønland. Det kommenterede desuden, at det forekom ”paradoksalt”, at det var Landsstyret, der skulle træffe beslutningerne om kommissionens rammer, men udtrykte sin ”tillid til, at Naalakkersuisut [Landsstyret] vil løfte opgaven på ansvarlig og velovervejet vis”.

Ikke desto mindre forelagde landsstyremedlemmet for selvstændighed Suka K. Frederiksen d. 26. april 2017 et kommissorium, der fastslog, at kommissionen skulle benytte sig af to-tempi-løsningen – altså udarbejde en forfatningsdel til umiddelbar gennemførelse under den danske grundlov og en forfatningsdel, der først skulle træde i kraft i forbindelse med Grønlands selvstændighed.

Dette udløste en konflikt mellem den udpegede formand for forfatningskommissionen Vivian Motzfeldt, også Siumut, og Suka Frederiksen. Motzfeldt hævdede, at beslutningen fra Landstinget var bindende, hvormed hun mente, at der kun skulle laves en forfatning for et selvstændigt Grønland. Hvorvidt dette var en fortalelse eller uvidenhed om beslutningsforslagets ordlyd, er det svært at blive helt klar på, men Suka Frederiksen holdt i hvert fald fast i sit med henvisning til, at Landsstyret, som rigtigt var, var givet bemyndigelsen til at tage beslutningen om rammerne for kommissionens arbejde, og at hun i øvrigt i forbindelse med kommissoriets sammensætning havde hørt det i henhold til beslutningen nedsatte forfatningsudvalg, og at hun havde indarbejdet deres kommentarer i kommissoriet. Umiddelbart blev dette ikke mødt af modsigelser eller lignende reaktioner fra forfatningsudvalget.

Formanden for forfatningskommissionen Vivian Motzfeldts, såvel som i øvrigt Demokraternes, argumenter imod at lave en forfatning inden for Grundloven er, at en sådan jo allerede eksisterer i kraft af Selvstyreloven. Det er for så vidt et udmærket argument, når man tænker på, at det grønlandske forhold til rigsmyndighederne i langt overvejende grad netop er samlet i Selvstyreloven, mens det på Færøerne er reguleret af en lille håndfuld love: Foruden Hjemmestyreloven fra 1948 også nogle stykker, der supplerer denne. I det grønlandske tilfælde erstattede Selvstyreloven Hjemmestyreloven i stedet for at supplere den. Dermed kan man også meningsfuldt argumentere for, at det fra et rent instrumentalt perspektiv i en færøsk sammenhæng gav mere mening at lave en forfatning inden for Grundloven – ét samlende dokument, der beskriver de særlige færøske forhold – end det gør i det grønlandske tilfælde.

Imidlertid lå beslutningsmyndigheden hos Landsstyret, som altså havde besluttet i modsatte retning, hvilket også muliggjorde, at det forfatningsskeptiske parti Demokraterne netop kunne henvise til deres vedvarende påpegning i efterårssamlingen af, at sagen blev forjaget igennem, hvilket altså ifølge Demokraterne havde ført til de nuværende uklarheder. Først d. 11. maj 2017 – efter at sagen havde kørt et par uger – udsendte forfatningsudvalget en pressemeddelelse, der indkaldte landsstyremedlemmet for selvstændighed til et møde om denne fravigelse fra Landstingets Lovudvalgs opfordring.

I den tv-udsendelse, Isummersorfik, undertegnede selv deltog i om aftenen d. 11. maj på KNR, kunne de to tilstedeværende forfatningskommissionsmedlemmers udtalelser uden stor fantasi tolkes sådan, at man ikke i forfatningskommissionen har tænkt sig at rette sig efter det afstukne kommissorium, men kun lave en forfatning for et selvstændigt Grønland. Foreløbigt ser det altså ud til, at man fra forfatningskommissionens side ganske simpelt vil tilsidesætte arbejdsgiverens jobbeskrivelse.

Status er således, at forfatningsprojektet, hvis udtalte formål i høj grad har været at igangsætte en samlende debat om det grønlandske samfunds værdier, er startet med splittelse om, hvad projektet i det hele taget går ud på. Den forjagede sag synes desuden i processen at have været omgærdet med en beskeden klarhed hos selv de mest centrale aktører i forfatningsarbejdet.

Kilder:
– Koalitionsaftalen 2016-18:
http://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Attached%20Files/Naalakkersuisut/DK/Koalitionsaftaler/Siumut_IA_Naleraq_Koalitionsaftale_da-1.pdf
– Redegørelse for nedsættelsen af en grønlandsk forfatningskommission: http://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Publications/Departementet%20for%20Natur%20Miljoe%20og%20Energi/DK%20Redegoerelse%20for%20nedsaettelse%20af%20en%20groenlandsk%20forfatningskommission.pdf
– Forfatningskommissionens kommissorium:
http://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Attached%20Files/Kommissoriet/Kommissoriet.pdf


Jens Wendel-Hansen er ph.d. og adjunkt i moderne historie ved Grønlands Universitet. Han har skrevet afhandling om de danske godsejeres ideologiske standpunkter 1835-1919. Siden har han specialiseret sig i forfatningshistoriske forhold i den vestlige verden i almindelighed, i Danmark og Grønland i særdeleshed. Jens Wendel-Hansen er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique.