D. 12. marts indleverede Samarbejdspartiet (Suleqatigiissitsisut) godt 1.000 underskrifter på rådhuset i Nuuk, som, hvis erklæret gyldige og godkendt, skal sikre dem opstillingsberettigelse til det kommende valg til Inatsisartut (Landstinget), der bliver afholdt d. 24. april.
Det vil sikkert falde visse grønlandskyndige for brystet, at jeg i denne artikel fokuserer på Samarbejdspartiet, for Samarbejdspartiet er ikke det eneste nye parti ved det kommende inatsisartutvalg. Også den tidligere naalakkersuisoq (landsstyremedlem) for udenrigsanliggender for Siumut (Fremad) Vittus Qujaukitsoq, der bl.a. skabte opmærksom om sig selv ved uden Naalakkersuisuts (Landsstyrets) tilslutning at indbringe en klage over Danmark til FN, har startet sit eget parti, Nunatta Qitornai (Vort lands efterkommere). Han meldte sig ud af Siumut sidste år som en konsekvens af, at han tabte formandsvalget til formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen – et opgør, der kun vanskeligt kunne ses som andet end et opgør i partiet om temperamentet i partiet i forhold til selvstændighedsprocessen. Kielsen er i denne forbindelse afgjort moderat og har flere gange meddelt, at han ikke ser selvstændighed som noget nært forestående, hvilket efter et tiår med markante selvstændighedstilhængere og siumutter som formænd for Naalakkersuisut , som f.eks. Hans Enoksen og Aleqa Hammond, har fået den mere radikale fløj til at betragte Siumuts politik på området som uklar og hænge lidt løst.
Qujaukitsoqs parti er dermed ikke uden sidestykke i grønlandsk politik. Der er flere ligheder i denne forbindelse med tidligere formand for Naalakkersuisut Hans Enoksens Partii Naleraq (Pejlemærket). Skønt dette parti i høj grad blev stiftet på en udkantsdagsorden, så har partiet ad flere omgange vist sig som bannerfører for det synspunkt, at selvstændighedsprocessen skal fremskyndes.
Samlet set er Qujaukitsoqs endnu et produkt af, at den radikale selvstændighedslinje de seneste år har været i modvind i Siumut. Med Hans Enoksens, Aleqa Hammonds og Vittus Qujaukitsoqs exit fra partiet er synspunktets fremmeste bærere indskrænket til inatsisartutformand og nestor Lars Emil Johansen og formand for forfatningskommissionen Vivian Motzfeldt, som i kraft af deres tillidshverv mest af alt synes afsondret fra påvirkning af partiets linje på dette område.
Det vil uden tvivl blive ivrigt diskuteret, om de nye vinde fra Samarbejdspartiet – for nu at blive i analogien – er en sivende vind, der omfatter den store ø med en lummer, udmattende og døsig atmosfære, eller om det er en frisk og opkvikkende brise, der giver ny energi. Ikke desto mindre er det et opgør med omtrent ti års fravær i grønlandsk politik af synspunktet, at man går ind for rigsfællesskabet.
De to partier, der mest oplagt kunne gøre Samarbejdspartiet rangen stridig i denne forbindelse er partierne Atassut (Samhørighed) og Demokraterne (Demokraatit).
Atassut er det oprindelige rigsfællesskabsvenlige parti, der blev stiftet omkring Hjemmestyrets indførelse i opposition til Siumuts større åbenhed – eller vaghed – i selvstændighedsspørgsmålet, men partiet har de seneste år levet en hensygnende tilværelse. Selv dette parti, der oprindeligt havde som erklæret mål at bekæmpe enhver tilskyndelse til løsrivelse, er begyndt at anlægge en selvstændighedskurs. Et ledende medlem kom endda i sin tid for skade at sige, at Atassut altid har gået ind for selvstændighed. Et formandsskifte forårsaget af en række ledende medlemmers udmeldelse – bl.a. de to inatsisartutmedlemmer, hvormed partiet for første gang nogensinde ikke er repræsenteret her – har ikke formået at bringe klarhed i uklarheden om partiets politik på dette område og har snarere cementeret det indtryk, at man selv i partiets ledelse ikke er helt klar over, hvad partiets eksistensberettigelse er.
Demokraterne, som Samarbejdspartiets to ledende kræfter, Michael Rosing og Tillie Martinussen, kommer fra, har i sin modstand til Selvstyreloven og selvstændighedsprocessens fremskyndelse alene fremhævet det økonomiske argument, men ikke en modstand mod selvstændighed. Det er bare ikke nu.
En meningsundersøgelse viste i foråret 2017, at 27 % af den grønlandske befolkning er imod selvstændighed, hvilket er en større andel end de 23 %, der ønsker selvstændighedsprocessen fremskyndet på trods af forringelser. Til en ordentlig bedømmelse af dette tal hører, at danskerne i Grønland udgør godt 10 % af den samlede befolkning, og at disse i øvrigt så langt fra er enige, hvad angår rigsfællesskabet. Men selv hvis en overvejende del af disse støtter rigsfællesskabet, så er der altså stadig en markant andel grønlændere, der er er imod selvstændighed, og Samarbejdspartiets potentielle vælgerskare er altså ikke bare danskerghettoen.
Som rigsfællesskabsinteresseret dansker er der derfor gode grunde til at skænke det kommende inatsisartutvalg d. 24. april en tanke. Skønt Samarbejdspartiet næppe får et jordskredsvalg, så vil valgresultatet afgøre, om der i grønlandsk politik er grobund for det synspunkt, at rigsfællesskabet kan være noget positivt, man aktivt bakker op om og deltager i, eller om tidligere tiders fejl, kiv eller blot bevægen sig i hver sin retning fra begge sider har efterladt den port lukket.