Nedenstående blev skrevet som statusopdatering på Facebook d. 8. februar ved 15-tiden som reaktion på disse to KNR-historier: “Forsker vil have kolonitidens ofre til orde” og “Danskere ved for lidt om kolonitiden”.
Af til tider også bitter erfaring har jeg lært, at man skal overveje det grundigt, inden man begynder at blande sig i grønlandshistoriske emner offentligt. Derfor var jeg også lige ved at lade være, men det blev alligevel for meget. Jeg placerer altså nu røven i klaskehøjde.
Kort sagt:
Jeg har meget meget svært ved at forestille mig, at der kommer noget som helst egentlig videnskabeligt resultat ud af denne del af projektet.
Jeg skal ikke udtale mig om kvaliteten af projektbeskrivelsen, hun har indsendt til Carlsbergfondet eller begynde at spekulere i, hvorvidt det var korrekt, at hun har fået bevillingen. Det er ikke det, der er kernen her. Det, der er centralt, er, at den givne forsker tydeligvis har indvilliget i at lade denne artikel være en henvendelse til de mennesker, der må have været udsat for de nævnte overgreb.
Hele beskrivelsen af projektet er i den grad formet af en helt fast narrativ, som ord som ”overgreb”, ”offer” og ”dansk assimilationspolitik” så rigeligt bidrager til at holde læseren fast i.
De henvendelser, hun får på denne baggrund, er højst sandsynligt fra dem, der allerede har accepteret den præmis, der ligger i narrativen – at der var tale om en dansk assimilationspolitik gennemført ved overgreb – og hvis ikke, så er der på baggrund af forskerens udtalelser en overvejende fare for, at de bliver læst ind i en sådan historiefortælling, og at projektet bliver en cirkelslutning. Som man råber i skoven, får man svar.
Når dette faktisk er et problem, så er det ikke, fordi der er nogen, der vil nægte de mennesker, der har været traumatiseret, retten til disse følelser. I bagklogskabens lys er det indlysende, at en så hurtig moderniseringsproces, som Grønland var udsat for i amtsperioden, måtte få fatale følger. Det er et spørgsmål om, at man forsimpler det, der i samtiden måtte betragtes som et dilemma for grønlændere såvel som for den danske administration.
I forbindelse med fremstillingen vil jeg blot selv fremføre tre punkter, der kraftigt problematiserer den præmis, som projektet tvinger informanterne til at acceptere:
1) Disse tiltag skete i meget høj grad på de grønlandske landsråds initiativ, der gennem 1920’erne og 1930’erne var blevet stadig mere stålsatte i deres krav over for de fodslæbende danske myndigheder, hvilket f.eks. Jens Heinrich så glimrende har dokumenteret i flere af sine arbejder. Ved et af de første landsrådsforslag om flytning af en bygd blev dette vedtaget enstemmigt på trods af formandens, den danske landsfogeds, advarsel og henvisning til befolkningens rettigheder.
2) Jeg synes, at jeg har kigget rimelig mange kilder igennem af relevant art for netop denne periode, og jeg er ikke stødt på en eneste, der blot kunne indikere et dansk ønske om at gøre grønlænderne til danskere. Til gengæld er jeg stødt på en grønlandske udtalelser om at ville være gode danske borgere (f.eks. Augo Lynge, hvis tanker Daniel Thorleifsen så glimrende har analyseret i sit speciale) samt en del danske udtalelser, hvor der opfordres til, at man går væk fra den oprindelige danske politik om at beskytte den grønlandske befolknings særegenhed, nu det grønlandske folks repræsentanter så eksplicit selv ønsker det.
3) Jeg er selv blevet præsenteret for flere beretninger, hvor grønlændere faktisk udtrykte sig positivt om muligheden for at flytte fra deres bygd og til en by med f.eks. bedre sanitære og sundhedsmæssige forhold. Dette skal ikke forveksles med en påstand om, at alle syntes det, men i sig selv er det grund til at være varsom med at lukke af for vidneudsagn ved at søge ofre for overgreb.
Dette projekt synes i bund og grund at hvile på en grundlæggende uvidenhed om den periode, som det omhandler, og samtidig er det denne uvidenhed, der får lov til at strukturere hele projektet.