En dansker møder Dostojevskij

17. maj 2017
6 minutters læsetid

En glemt, dansk forfatter skildrer sit møde med Dostojevksij og datidens Rusland, hvor han trods sin kærlighed til Danmark fandt sit andet hjem.

Jon A.P. Gissel

Thor Lange var digter, oversætter og klassisk filolog. Han var elev af Madvig, den store og også internationalt berømte danske filolog. Fra 1874 til sin død i 1915 levede han i Rusland som lærer i de klassiske sprog, græsk og latin. Det var kejserinde Dagmars tid, for den første dels vedkommende også Dostojevskijs. Lange blev optaget i den russiske kultur et langt stykke af vejen, men dog ikke helt: Nok konverterede han sent i sit liv, men han blev romersk-katolsk, ikke ortodoks. Men hele hans forfatterskab og virksomhed vidner om hans kærlighed til Danmark.

 

Thor Lange var romantiker på et tidspunkt, da romantikken var under angreb, ligesom den kristne tro, og på en måde gjorde det måske hans vej lettere, at han kom herfra til et mere konservativt land. Han oversatte og gendigtede meget, især lyrik, særlige slaviske folkeviser, men også gamle græske tragedier.

Langes bog Fra Rusland fra 1882 er yderst interessant som et vidnesbyrd om 1800-tallets Rusland af en samtidig og en samtidig, der var særdeles kyndig i Rusland, havde boet i Moskva i flere år (han skriver “Moskau“). Hvert brev slutter med oversatte digte. Digtet Nocturne er dog vist af ham selv og intenst i sin afdæmpede form.

Et møde med Dostojevskij

Thor Lange beskriver s. 50f. en fest, ved hvilken “Næsten alt, hvad Rusland har af udmærket i Kunst og Videnskab er repræsenteret”. Her kommer et vidnesbyrd, både iagttagelse og vurdering, som er yderst interessant:

Nærmest inde under den slavianske Litteraturforenings hvide Silkefane staar en middelhøj, spinkel Mand med skarpe, meget uregelrette Ansigstræk og tyndt, rødligt Skjæg, som er begyndt at blive graat. Det er Dostòjewsky, Ruslands største Romanforfatter næst Turgénjeff, og i enkelte Retninger maaske endog stærkere begavet end denne. Meget sjældent i den russiske Litteratur er det Pust af høj, religiøs-sværmerisk, men altid meget kjærnefuld Idealitet, der gaar igjennem alt, hvad han skriver, og noget formilder det som oftest lidet fornøjelige Stof, han vælger til sine Fortællinger. Alligevel efterlade hans Arbejder i Regelen et tungt, noget mørkt Indtryk. Man kunde ønske, at baade han og de aller fleste andre russiske Forfattere vilde lade de lysere Sider af Livet komme noget mere til deres Ret i Stedet for bestandig at trætte Læseren med Beskrivelser af al den Klæbrighed og Jammer, som enhver, der engang er blevet født paa Jorden, alle Vegne kan se nok af til Dagligbrug, og fra hvilken Skjønlitteraturen nogenlunde skulde kunne løfte en bort. Hos Dostòjewsky forklares denne Retning til Dels ved de store Lidelser, Forfatteren tidligere har gaaet igjennem under en langvarig Deportation til Sibirien, og hans høje Talent bringer altid noget baade læseligt og godt ud af selv det mindst lovende Stof.

I denne beskrivelse formår Thor Lange at fremstille Dostojevskij både som usædvanlig og som almindelig i Rusland: Usædvanlig ved sin høje idealitet, som en forfatter der ikke blot vil beskrive mennesker, men også stille krav til dem. Det er interessant, at Dostojevskijs stærke religiøsitet ses som en undtagelse i 1800-tallets Rusland. Dostojevskij fremstår som en forfatter der mener, at livet rummer meget, der forpligter. Almindelig ved det dystre præg, ved fordybelsen i elendighed. Lange giver udtryk for sin egen opfattelse af, hvad skønlitteratur er, og hvad opgave den har: At løfte menneskene, ikke sænke dem, at styrke modet, ikke mismodet, at vise lys og ikke kun mørke. Dette syn på skønlitteraturen og dermed digterens opgave har Thor Lange til fælles med andre konservative forfattere i samtiden. Det er for dem en etisk forpligtelse. Det overrasker nok i dag, at Turgénjeff sættes i nærheden af Dostojevskij.

Den ortodokse kirkes verdenssyn

Thor Lange sammenligner meget interessant russisk og vestlig kirkemusik s. 130f. Han kommer i Kiev til at overvære tjeneste for en afdød, en panykide, og meddeler sit indtryk:

Koret bestaar af otte Sangere. Motivet i Pannychiden er ejendommeligt. Som meget andet af den russiske Kirkemusik, der næsten udelukkende er skreven til Prosatexter uden Rytmer og Rim, menler den egentlig Taktinddeling og bestaar af et fortløbende Recitativ af ensvægtige Noder, der hist og her aldeles uregelbundet punkteres eller forlænges ved en stærkere betonet Stavelse, kun efter Ordets naturlige Accent. En lignende Form af Sang kjendes maaske næppe i Vestevropa, og hvor vanskelig end Udførelsen af et saadant Musikstykke maa være for ikke-russiske Sangere, vilde dog Forsøget paa at gjengive nogle Brudstykker af Pannychiden være et fra Cæciliaforeningens Side meget fortjenstfuldt Foretagende, da disse ensformige Recitativer langt bedre give et Begreb om den østlige Kirkes aandelige Sang end Bortnjanskys farverige, iørefaldende Kompositioner, af hvilke flere trods deres Renhed i Harmoniseringen ere en Del paavirkede af den dalende Smag i det forrige Aarhundredes italienske Kirkemusik. Det mest ejendommelige ved den russiske hellige Sang er, at den med undtagelse af en eneste Koralmelodi aldrig støttes af noget Musikakkompagnement. Og i den simple, oftest trestemmigt udsatte Melodi følges Stemmerne bestandig nøje ad; ingen Solo, t. Ex. er mulig. Medens saaledes i Offertoriet af Cherubinis Requiem for blandet Kor Textens “ne cadunt in obscurum” anskueliggjøres ene af Bassens mørke Farvetone, og strax derpaa ved de følgende Ord kun de lyse Overstemmer helt uden Bas malende fremstille Ærkeenglen med den store Solfane flyvende over sit Hoved, og fylkede ifølge efter ham alle de udvalgte saa forklaret gjennemsigtige, at man tror at se et rødt, lykkeligt Hjærte banke i hvert enkelt Bryst, vilde en saadan Deling af Stemmerne være utænkelig i en græsk-katolsk kirkelig Komposition. Paa et til Requiemets Text noget tilsvarende sted i Pannychiden: “Hver Helgens Aasyn sprede Lys, og retfærdige Kvinder straale som Stjærner -“ bevæger Melodien sig først længe paa én og derpaa i alt gjennem tre eller fire Toner, og i smuk, enfoldig Harmonisering holde alle Stemmer nøje sammen. Hvorvidt det stærke Indtryk, som denne ukustlede Sangform frembringer næsten paa enhver Udlænding, er et rent musikalsk, lade vi staa hen.

Med “Motiv” må menes de melodiske og rytmiske grundbestanddele. Thor Lange har fat i den vestlige påvirkning i russisk musik også kirkemusik, hvor den ellers kunne forekomme vanskeligst, og Bortnjansky er et oplagt eksempel på denne retning. Danskeren og vesteuropæeren Lange har klart oplevet denne musik som mærkelig, panykidens musik, den ældre russiske musikstil, som ligger den byzantinske tradition nærmest og snarest må svare til den, som de gammeltroende anvender i dag. Samtidig gør han et seriøst forsøg på at beskrive den, uden karikatur. Han kommer selv fra en sammenhæng, hvor solister, hvor deling af stemmerne er vigtige i den højeste musik. Han bruger Luigi Cherubini som eksempel på vesteuropæisk musikstil. Den ukunstlede sangform frembringer et stærkt indtryk. Smukt og enfoldigt kalder Lange det uden at nævne, at en væsentlig grund til at synge på denne måde, er at man ønsker at fremføre teksten på den enklest mulige måde; dette kunne være forklaringen på, at ordets naturlige accent får et betydeligt hensyn. Interessant i forhold til dansk sammenhæng er det, at han nævner Cæciliaforeningen. Hans vidnesbyrd fortæller både om den verden, han kommer fra, og den, han kommer til.

En anden bog af Thor Lange er En Maaned i Orienten fra 1887, hvor han fortæller om en rejse til Konstantinopel og giver yderligere bidrag til karakteristik af russerne. Således fortæller han om en stærk splittelse mellem grækere og russere, som ellers begge er ortodokse kristne. Også her nævner han Cherubini, så han må have været glad for hans musik.

Et levende bånd

To bemærkelsesværdige danske kulturpersonligheder gjorde i samtiden opmærksom på Thor Langes særstilling og den rigdom, han tilførte dansk litteratur: Alfred Ipsen og Johannes Jørgensen. Begge havde forladt en folkekirkelig baggrund for at blive radikale, antikristelige, antikonservative, men havde så i anden omgang lagt radikalismen bag sig og vendt sig til kristendommen, for Jørgensens vedkommende katolicismen. Alfred Ipsen skrev i 1911 en smuk artikel om Thor Lange, og på et tidspunkt da Rusland havde to hovedstæder, Moskva og Skt. Petersborg, gør han opmærksom på det vigtige i, at Lange som vesteuropæer blev bosat i Moskva, den gamle hovedstad, den langt mere russiske storby, med en betydelig indlevelse:

Man kan tænke sig, med hvilke underlige Følelser Thor Lange med sine udprægede middelalderlige Sympatier har betraadt denne mærkelige gammelrussiske Stad, i hvilken saa at sige hele Kærnen og Duften af Russerriget er samlet som i en Essens. Her slog han Rod, her følte han sig hjemme, han levede sig dybt ind i det russiske, men uden at glemme Danmark eller det Danske. Tværtimod, det var hans Ønske at være et levende Baand mellem sit ny og gamle Fædreland, og han blev det.

Jon A.P. Gissel dr.phil i historie og har tidligere udgivet bogen Konservatisme og Kulturkamp.

Læs mere om Thor Lange i Jon A.P. Gissels nye bog, Gud, Livet og Menneskene, hvor Thor Lange er en af de ni konservative forfattere, der portrætteres.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside