En indføring i det konstitutionelle monarki

Må Dronningen mene noget? Det gør hun i en ny interviewbog, og ifølge vores anmelder gør hun det til perfektion. Dronningen formår både at have kant og binde sammen, og hun inkarnerer Danmarks samlede dannelse og dyder.

 

Jens Lei Wendel-Hansen

Ifølge Walter Bagehot, der i sin bog The English Constitution fra 1867 behandlede det engelske forfatningssystem og dermed også det konstitutionelle monarki indgående, er hele meningen med den ceremonielle monark, at den skal samle og være et samlende og stabilt billede på den stat, der ellers er politisk omskiftelig. Monarken gør staten statelig, hvor de politiske organer gør den effektiv, og for at de politiske organer kan være effektive, er de nødt til at tære på den glans, der ligger i de statelige. Folket generelt var og er ikke interesserede i politik, men skal alligevel have et klart billede af staten, og i et monarki ligger dette billede i det forståelige styre af en enkelt person, der sidder i spidsen, og hvor nationen samles om dennes families centrale og følelsesfulde – og for det enkelte menneske relevante – begivenheder, i modsætning til republikken, der er et uforståeligt styre af mange, der kun handler om politik:

Royalty is a government in which the attention of the nation is concentrated on none person doing interesting actions. A Republic is a government in which that attention is divided between many, who are all doing uninteresting actions.

Selvom mange ting i dyrkelsen af kongehuset har ændret sig radikalt siden Victorias dage, så er der noget sandhed i, at der er omgærdet en særlig interesse til det royale statsoverhoveds handlinger og tanker. Der er et pænt marked for det vel mildt sagt royalistiske Billedbladet, og den del af pressen, der er erklæret kritisk over for kongehuset, tør heller ikke at lade deres kritik få udslag i ligegyldighed over for kongehusets gøren og laden – nærmest tværtimod.

Den særlige interesse for kongehuset

Motiverne for at interessere sig for kongefamilien kan være mange og alsidige. Således har mangen erindring i tidens løb beskæftiget sig med emnet religion og dets betydning i samfundet, men i de færreste tilfælde har dette ført til, at der er blevet skrevet kritiske indlæg om den biograferedes holdning af fagfolk. Måtte Pia Kjærsgaard, Lars Løkke eller Jodle-Birge mene noget substantielt om religionen og religionshistorien, så sover de fleste religionshistorikere nok trygt, godt og uanfægtet uden at kaste sig ud i debatten.

 

Men lige præcis i forbindelse med De dybeste rødder, hvor Thomas Larsen har givet Dronningens historie-, religions-, samfunds- og kulturopfattelse mæle i en samlet beskrivelse af Danmark og danskerne, fandt religionshistorikeren Jens-André P. Herbener i Politiken den 30. oktober 2016 det nødvendigt at påpege, at Dronningens opfattelse, at reformationen har været af afgørende betydning for det moderne Danmark, ”i bedste fald [er] uhyre selektiv, i værste fald historieforfalskning og under alle vilkår grundlæggende fejlagtig og misvisende”.

Hvorfor denne særlige interesse for Dronningens udtalelser? Vi kan selvfølgelig antage, at Herbener ud fra from kongetroskab har taget Dronningens ord fra indledningen alvorligt – at hun ville blive skuffet, hvis hendes udlægning ikke blev udfordret og debatteret. Men det, Herbener stiller spørgsmålstegn ved, er ikke primært Dronningens udlægning, men om det overhovedet tilkommer Dronningen at komme med udtryk i den retning.

Uforståelig kritik

Dermed er Herbeners faglige indvending mod Dronningen egentlig ikke særlig relevant, og det er på en måde heldigt for Herbener, for den er hverken her eller der. Den lider for det første af den dårligdom, at den overhovedet ikke kan rumme nogen som helst organisk historieopfattelse, men opfatter det moderne og det traditionelle, som hårdt opstillede imod hinanden uden på noget tidspunkt at kunne blive forenet. Oplysningstankerne, deriblandt demokratiet og frihedsrettighederne, kan hos Herbener ikke forenes med kristendommen, fordi oplysningstænkeren Voltaire ikke var så kristen, at det gør noget. Herbener springer derefter Grundtvig, højskolebevægelsen, valgmenighederne og alle mulige andre foreninger af de to elementer over, for så at konkludere, at derfor kan de to stadig ikke være i hus sammen.

For det andet sørger Herbener for overhovedet ikke at forholde sig til Dronningens ærinde i bogen. Majestætens fokus er ikke Reformationen, men nutiden. Hendes agt er ikke at tegne et historisk billede, men med udgangspunkt i nutiden at vurdere, hvilke påståede historiske elementer der blev siddende. Er det en selektiv betragtning af Reformation? Ja, selvfølgelig er det det. Luthers jødehad overlevede ikke, det gjorde den i høj grad protestantiske tendens til at brænde hekse heller ikke, men det var der så til gengæld så meget andet, der gjorde.

På de områder, jeg selv beskæftiger mig med, og som i høj grad behandles i bogen – navnlig danmarks- og grundlovshistorie – ville det være det letteste af verden for mig at opstille en længere liste over fejl og fordrejninger, men det vil jeg ikke gøre. Sagen er i bund og grund, at det akademiske niveau i bogen aldrig kan blive det, bogen skal måles på, for det er en vurdering af, hvilken historieopfattelse der har formet nutidens Danmark. Det er ikke nødvendigvis en historieopfattelse, der har meget med den historiske sandhed at gøre, men historieopfattelsen er virkelig, og den bliver – som forhen angivet – navnlig interessant, fordi det er Dronningens.

Hvordan fungerer bogen så omvendt på disse præmisser?

Bogen på bogens præmisser

Bogen er emneopdelt, og emnerne er velvalgte. De dækker bredt og særligt de forskellige elementer, som både er interessante at få statsoverhovedets mening om, men også som man må formode, at Dronningen personligt har størst interesse for.

Opdelingen er imidlertid ikke den garanti for en velorganiseret samtalebog, det kunne være. Det fører hyppigt til gentagelser, hvor en af Dronningens udtalelser berører to emner. Bogen kunne desuden have vundet markant ved, at Thomas Larsen indledningsvist havde overvejet, hvordan de forskellige dele kunne være sat sammen i en noget mere sammenhængende fortælling og så have ladet hans spørgsmål til Dronningen forsøge at knytte disse løse dele sammen. Som bogen er, kommer den til at fremstå som et kludetæppe af en helt masse forskellige synspunkter, kommentarer og holdninger. Afsnittet om Grønland og Færøerne kunne så også være blevet knyttet tættere sammen med de øvrige afsnit. De to lande kommer til at fremstå som akavede, da det jo netop er danskernes og Danmarks, ikke rigets fortælling. Også her kunne elementerne være knyttet bedre sammen.

Må Dronningen mene noget?

Men hvordan så med Dronningen? Det blev i forbindelse med bogens lancering, som jeg har været inde på, gjort til et ivrigt diskussionsemne, om Dronningen overhovedet bør udtale sig om de emner, som hun nu engang kommer ind på i bogen. Det er – i min egen personlige betragtning – et mærkværdigt synspunkt. Om statsoverhovedets post er besat ved arv eller ved valg, så er den der stadig af en årsag. Statsoverhovederne, som i øvrigt hyppigst, ligegyldigt deres adkomst til magten, spiller en tilbagetrukket rolle – i republikken Tyskland lige så vidt som i kongeriget Danmark – skal personificere den stat, som vedkommende står i spidsen for. Vedkommende skal være selve indbegrebet af landets samlede dannelse og dyder for at kunne sidde på den taburet, som er vedkommende givet. Det er ikke så let, fordi det naturligvis fører til uendelige diskussioner om, hvad dannelsen og dyderne er, og hvordan de skal tolkes. Vi skal have et indtryk af, at statsoverhovedet har kant, uden at vedkommende bliver så politisk, at vedkommende er splittende. Institutionen skal være meningsfuld og binde sammen.

Spørgsmålet må altså så være, om Dronningen i denne bog formår at gøre dette, at håndtere denne uhåndterlige position, som bliver statens statelige element – et symbol på den samlede nation. Denne vurdering er forhåbentlig friholdt af, for at citere Land og Folks nekrolog over kong Christian X, ”overivrig og i Grunden usmagelig ’Kongerøgelse’”. Men min konklusion bliver den samme, som samme blads dom over Majestætens farfar: At hun er en god Dronning, ”som derfor var i Stand til at blive respekteret og afholdt overalt i Folket”.

Dronningen formår i sine svar som oftest at favne bredt og på baggrund af kontroversielle spørgsmål give sine refleksioner til kende uden at være bange for at sige sin mening, men på en måde, så det står klart, at dette på en gang er en persons mening, men samtidig også en person, der virkelig har gjort sig indgående tanker om sagerne, netop fordi hun har haft anledning til at gøre det. Hun kommenterer på igangværende og overståede anlægsarbejder som f.eks. Thomas B. Thriges Gade i Odense, Aarhus Havn og det nuværende Metrobyggeri. Hun kommenterer på indvandrerspørgsmålet i alle dets mange facetter. Og hun reflekterer over sin egen rolle som kvindelig rollemodel. Men hun udtrykker også kærlighed til alle rigets egne med et så stort kendskab og en så specifik udpegning, at man aldrig forfalder til at tænke, at det er fraser.

Danmark som skæbne

Som hun selv beskriver det, har hun været glad for aldrig at have valget, men vide, at Danmark var hendes skæbne. Det er ikke givet, at en monark kan bestride rollen på den vis, Margrethe II har gjort det – overhovedet ikke. Ikke alle formår at have kant og binde sammen – at danne enhed af det, politiseringen har givet så mange bovskud. Der kan nok være to meninger om, hvorvidt monarkiet fortsat skal eksistere, men hvis man på rollens egne præmisser skal vurdere Dronningens evne til at bestride den post, som forsynet og Erik Eriksen har givet hende, så kan der næppe være to meninger om, at hun har løst denne opgave, der er ganske uden drejebog og med store personlige omkostninger for den, der fejler – tænk at fejle i sin skæbne – til noget nær perfektion.

Thomas Larsens bog er med alle dens fejl og mangler en værdig introduktion til Danmark og Dronningen, men i virkeligheden også til, hvorfor de to hænger så tæt sammen.

Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie, adjunkt ved Grønlands Universitet og redaktør ved Årsskriftet Critique.