1990ernes optimisme skildres smukt i en af efterårets helt store seværdigheder i de danske biografer, repremieren på polske Krzysztof Kieślowski afsluttende trilogi over trikolorens farver, Trois couleurs: Bleu, Blanc og Rouge. De tre film fra henholdsvis 1993 og 1994 kan imidlertid ligeså vel ses som en kommentar til det nye Europa, der var skabt efter den kolde krigs afslutning.

De tre film foregår ikke i forlængelse af hinanden, men cirka samtidig. Karaktererne og hændelsesforløbene i filmene er forskellige og adskilte, men på få, men centrale, steder løber de sammen i scener, der er fælles for flere af filmene. Hertil kommer nogle centrale motiver. Mest markant ser hovedpersonerne i hver af de tre film oplever at se en gammel dame, der aser og maser for at få en flaske ned i en flaskecontainer. I alle tre film er der også scener i en retsbygning.

I den første film, Blå, møder vi Julie, der forsøger at finde mening med tilværelsen, efter at hendes mand og barn er omkommet i en trafikulykke. Hendes mand var sin tids mest berømte komponist, Patrice de Courcy, der ved sin død netop var i gang med at færdiggøre et stort værk, der skulle spilles ved et uspecificeret europæisk topmøde. Mange er på jagt efter partituret, og ser gerne værket færdiggjort. Det gør Julie imidlertid ikke. Hun gør tværtimod alt for at forsøge at flygtet sit liv indtil tidspunktet for ulykken: Efter et mislykket selvmordsforsøg sælger hun familiens landsted og alle ejendelene, skifter navn og flytter i en lejlighed i byen. Sidst men ikke mindst kasserer hun partituret til den europæiske koncert. Det eneste, hun tager med sig fra sit tidligere liv, er en blå uro til at hænge i loftet fra den afdøde datters værelse.

Dermed bliver hun et billede på det nye Europa, der forsøger at lægge fortiden bag sig og starte på en frisk. I starten går det udmærket for Julie, men snart bliver hun indhentet af fortiden i form af blandt andet sin afdøde mands elskerinde. Snart dukker også hendes egen tidligere elsker op i form af hans assistent, og de får efterhånden genetableret deres forhold. Før hun ved af det, er de i gang med at færdigkomponere den europæiske koncert.

Blå er først og fremmest en smuk film om at helbrede det sårede, reparere det ituslåede og færdiggøre det ufærdige. Om at samle stumperne til et hele. I filmen er det først og fremmest på det menneskelige plan i form af Julie, der skal bearbejde sin sorg, men den ufærdige koncert og referencen til Den Europæiske Koncert siger os, at det er mere end blot det personlige plan der hentydes til. Fortiden er der hele tiden og kan ikke bare ignoreres ved at erklære, at tiden nu stilles tilbage til år nul. Forsøger man det bliver man både som menneske og samfund åndeligt afstumpet og rodløst. Den følger altid med, og den kan ikke gemmes væk, selvom det måske er det mest belejlige. “Our history is not a blank page on which we can write our own version of what it should have been, according to our contemporary views and prejudices”, som Lord Patten of Barnes for et lille års tid udtalte i forbindelse med, at nogle uvorne studerende ville have fjernet symboler fra deres universitet, fordi de ikke passede med deres nutidige værdier. Dernæst er blå en god film om det vildfarne, moderne menneske, der finder hjem og finder fred med sig selv. For at blive et helt menneske skal man slutte fred med fortiden, ikke bekrige den. Dét synes at være filmens uomgængelige budskab.

Det der især fungere godt i Blå er ikke blot de mange forskellige karakterer, særligt hovedpersonen, men særligt evnen til at skildre dem uden at bruge alt for mange ord. Kieślowski lader ikke Julie tale meget om sin sorg eller andet. Det meste vises igennem hendes handlinger. Eller måske snarer omgivelserne. Der gøres meget ud af at vise de forskellige rum. Der dvæles ved askebægere, kaffekopper og lignende. Der ikke i sig selv siger meget eller er symboler, men som samlet set tegner et portræt. Hertil kommer farverne, særligt den blå er strategisk placeret mange steder. Endelig er det den ufærdige, europæiske koncert, hvis akkorder vi konstant kun hører i brudstykker og først til sidst får i et mere sammenhængende. Det er i det hele taget lykkedes i det hele taget Kieślowski at tegne et stemningsfuldt, men fåmælt portræt af et menneske og et samfund. 9/10.

Også i filmen hvid møder vi en hovedperson, der skal til at starte forfra. Denne gang i form af den polske frisør, Karol, der bor i Frankrig, hvor han er gift med den smukke, men ustyrlige Dominque. Ægteskabet er i krise, da Karol ikke har været i stand til at fuldbyrde det. Dette er i filmen den direkte årsag til hendes ustyrlige og utæmmede væsen. Helt konkret flammer hendes lidenskaber sådan op, at hun stifter en brand og giver Karol skylden. Inden da er allerede fulgt en ydmygende skilsmissesag, hvor Karol berøves næsten alle sine ejendele og helt konkret stemples som impotent. Den totale ydmygelse indfinder sig, da han bruger sine sidste penge på at ringe til Dominique, men blot må lægge øre til, hvordan hun højlydt tilfredsstiller sig selv. Efterfølgende er der ingen anden vej for ham end at tjene til dagen og vejen og en billet hjem til Polen ved at spille polske folkemelodier på de franske undergrundsstationer. Det er her, han møder landsmanden Mikolaj, der kan genkende en af hjemlandets vemodige melodier. Mikolaj vil gerne hjælpe Karol hjem, men det er vanskeligt, da Karol er efterlyst af politiet for brandstiftelse. De beslutter sig derfor at sende Karol med en kuffert hjem til Warszawa. I Warszawa forsøger Karol at genopbygge en tilværelse samt sin selvrespekt. Han starter som frisør, men engagere sig sidenhen i forskellige lyssky forretninger og ejendomsspekulationer, hvilket han viser sig at have udtalte talenter for. Snart kan den lille, spinkle frisørsalon skiftes ud med en stor villa med tykke mure.

Selvom solen efterhånden synes at skinne på vores uheldig hovedperson, mangler der dog én ting før selvrespekten er genopbygget: Dominique. Hun er aldrig sluppet ud af hans tanker. Han elsker hende vist stadigvæk, selvom hun på ingen måde har fortjent det, og selvom han på alle andre måder har fortjent bedre. Det er ikke hævn, der driver Karol ud i et spil, der kan sætte den tidligere ægtefælle skakmat: Det er det hul, der opstår i selvrespekten, når kærlighed ikke bliver gengældt, og når han ikke er i stand til seksuelt at tilfredsstille, den kvinde, han elsker. Det er den sidste brik dér skal falde på plads, før han kan finde fred.

Hvid ligner Blå derved, at de begge handler om personer, der på hver sin måde skal starte forfra, men adskiller sig derved, at hvor vi i Blå havde at gøre med en kvinde, der i starten gerne vil flygte fra sin fortid, så har vi i Hvid at gøre med en mand, der egentlig helst vil forsøge at vinde den tilbage. Julie forsøger at slette sin fortid og skabe en ny eksistens. Karol bliver af Dominqe berøvet sin eksistens og selvrespekt og tvunget til at starte på ny.

Også i Hvid er der massere interessante personer. Flere end i Blå, der fokuserede meget på Julie. Udover Karol har vi i Hvid den melankolske Mikolaj og den utæmmelige Dominque. Igen spiller farver og omgivelser en stor rolle. I Hvid er det sjovt nok farven af samme navn, der spiller den største rolle, særligt i de sneklædte, polske landskaber og Dominques lette gevandter og lyse hår. Filmen er flot og effektivt komponeret. Først kastes alle brikkerne i puslespillet op i luften, og langsomt samles de igen. Det er en fornøjelse at se på. Udover et hylde sit hjemland og sine landsmænd som nogle hårdføre typer, som ikke sådan kan holdes nede, lægger Kieślowskis med Hvid flere nuancer til det menneske og samfundssyn, der præsenteres i Blå. Lidenskaber og selvopholdelsesdrift bringes ind i ligningen. For dybest set er det jo ”let” nok at gå i hundene både åndeligt og økonomisk, hvis det virkelig er det man vil. Men menneskets ukuelige lidenskaber og selvopretholdelsesdrift trækker i den anden retning. Hvis Kieślowski havde været Richard Strauss havde Blå været hans Metamorphosen, Hvid hans Also sprach Zarathustra. 9/10

I den sidste film i trilogien, Rød, er vi kommet til Genève, hvor vi møder fotomodellen Valenetine, der lever alene og hvis kæreste altid er ude at rejse, og som vi derfor kun kender igennem telefonen. Dette sættes i modsætningen til den naboen, den unge jurist, Auguste, og hans kæreste Karin, som vi følger parallelt med Valentine, uden at de tre nogen sinde for alvor kommer i kontakt med hinanden: Auguste studerer for at kunne tage sin eksamen; og imens medvirker Valentine i en reklame for tyggegummi. Dette ændrer sig, da Valentine kommer til at påkøre en hund, der tilhører den vredladne, pensionerede dommer Joseph Kern. De udvikler dog et form for venskab, og Valentine opdager, at Kern fordriver tiden med at aflytte sine naboers telefonsamtaler fra et radioanlæg, han har installeret på sit kontor. En af telefonsamtalerne er mellem Karin og Auguste. Senere erfarer vi, at Auguste og Kerns liv afspejler sig i hinanden, uden at de selv er helt klar over det. Deres veje krydses da også i retten, da Auguste senere gør karriere i retsvæsenet. Vi er dog de eneste, der som seere ser sammenhængen mellem de to liv. Vi får dermed den iagttagerrolle, som Kern har i forhold til de andre. Vi iagttageren og får den indsigt, som han selv søger ved at iagttage andre.

I den sidste film i trilogien vendes billedet således lidt på hovedet i forhold til de to øvrige. I de to første film havde vi at gøre med personer, der skulle (gen)opbygge deres liv. I den sidste har vi at gøre med en mand, der allerede har bygget et liv op og har lagt største delen af det bag sig, og nu prøver at forstå det. Den sidste film bringer dermed endnu et lag nuancer ind i det billede, der er ved at danne sig. Nemlig, at en ting er at leve livet, noget andet er at forstå det og de små og store øjeblikke, der retrospektivt viste sig at blive afgørende. Alle de centrale personer i Rød er mere eller mindre veletablerede, men hvor Valentine og Auguste er unge og endnu ikke ved, hvilke konsekvenser deres beslutninger, og dermed stadig er i den face, hvor livet konkret skabes, er Kern noget i den alder, hvor det handler om at prøve at forstå det skete.

Ligesom i de to øvrige film fungerer personerne i Rød fortrinligt og det samme gør skildringerne af omgivelserne, de befinder sig i. I filmens slutning bringes de sammen med personerne fra de to øvrige film på en stormfuld rejse over Den Engelske Kanal. Hermed er alle trådene samlet og der er sat en smuk prik over i’et i en meget seværdig trilogi, som kun kan vinde ved gensyn. 9/10.