Monrad – det moderne danske demokratis fader?

D.G. Monrad var Danmarks regeringsleder i 1864 og gøres i ny biografi af Henrik Gade Jensen til en fremsynet demokrat – men er det en retvisende beskrivelse? Ifølge vores anmelder er billedet langt mere uklart.

Jens Wendel-Hansen

Med bogen Monrad – Vilje, tidsånd og tro har Henrik Gade Jensen kastet sig over den enorme opgave at skrive en biografi over et af de mest omdiskuterede mennesker i danmarkshistorien. Han var Grundlovens forfatter. Han var gennemføreren af talrige reformer, der virkede til at forme det moderne Danmark. Og han var regeringslederen under det moderne Danmarks mest katastrofale og formative periode, nemlig foråret 1864. Men derudover var han også filosof, teolog, sognepræst, biskop og familiefar. Med sin Monrad-biografi inviterer Henrik Gade os ind i en helhedshistorie. Han beskæftiger sig med Monrads tanker og Monrads ageren, Monrad som politiker og Monrad som præst, Monrad som offentlig personlighed og Monrad som privatperson.

Idéhistoriens kvaliteter

Henrik Gade er en forfatter med en evne til at skrive, som mange faglitterære bør misunde ham. Hans sprog er levende, historien foregår i mange forskellige sfærer, og han formår i det hele taget at levere en helhjertet historiefortælling.

Henrik Gades belæsthed skinner igennem i snart sagt hver eneste afsnit. Han har læst litteraturen om Monrad, og han har læst, hvad Monrad har udgivet. Få personer i danmarkshistorien har i den grad som Monrad været underkastet en granskning af sin personlighed, men alligevel formår Gade at overskue den væsentligste litteratur på området, og bogen fungerer således godt og givende som en introduktion til et menneske, hvis store betydning for den politiske danmarkshistorie der næppe kan herske tvivl om, men som også teologisk og filosofisk var et reflekterende menneske. Skønt måske hans svar ikke var originale, men let kan sættes ind i en større idéhistorisk ramme, så er dog hans spørgsmål til tilværelsen af så almengyldig karakter, at disse overvejelser, disse spørgsmål, er værd at fremdrage, så læseren kan få noget at tænke over.

Henrik Gades bog er på denne baggrund et forsøg på at forstå og en god introduktion til et komplekst menneske.

Henrik Gade er idéhistoriker, og det er hans udgangspunkt. Dette giver bogen markante kvaliteter. Således har han øje for den inspiration, Monrad har været underkastet fra mange af idéhistoriens store personligheder. Thomas Paine, John Stuart Mill, Alexis de Tocqueville, Adam Smith, Charles Darwin og en hoben andre af idéhistoriens store inddrages og i disse reflekteres Monrad. Han sættes ind i denne idéhistoriske ramme, som også gør det muligt for Henrik Gade at forklare, hvordan Monrad har været med til at bane vejen for det moderne Danmark, og hvor vi kan se hans fodspor i dag – på så forskellige områder som frihedsrettigheder og jernbaneføringer.

Hvem har læst hvad?

Med det store fokus på tinderne synes Henrik Gade dog uforholdsmæssigt meget at være interesseret i, hvem der har læst hvad og hvornår i en periode, hvor Europa nok snarere var præget af tendenser end af egentlige skrevne værker. I selv de største politiske debatter blev filosoffer og ideologer kun sparsomt nævnt. Hvad man forholdt sig til var argumenter, der havde klangbund i offentligheden. På en måde var denne sikkert påvirket af de store navne, men som oftest først i andet, tredje eller fjerde led.

Et eksempel på denne tilgang hos Henrik Gade er, at han bebrejder de konservative helstatsfolk, at de ikke havde læst Tocqueville, at de ikke har forstået, at selve skæbnen dikterede, at demokratiet måtte sejre. Det er denne anmelders opfattelse, at hvis helstatsfolkene har læst for lidt Tocqueville, så har Henrik Gade nok læst ham for meget.

Folkestyre som middel

Henrik Gade betragter i sin bog demokratiet som den underliggende kraft, hvori enhver af tidens progressive bestræbelser begrundes. Forfatteren kan vel nok i denne forbindelse kalde den efterfølgende historie til vidne til fordel for en sådan dom, men det er denne anmelders opfattelse, at det i høj grad problematiserer en historisk analyse af den konkrete politiske periode at have en sådan tilgang.

Henrik Gade ser i bogen kampen om Slesvig og et Danmark til Ejderen som et middel til demokratiets indførelse pga. John Stuart Mills beskrivelse af den offentlige menings nødvendighed for demokratiet. Så let var det absolut ikke. Flere historikere har netop hævdet, at der kunne være en mening i at tage Orla Lehmanns ord fra 1840’erne for pålydende – at folkestyret skulle etableres for at samle nationen, ikke omvendt, og dermed at folkestyret var midlet og nationens enhed målet.

Ses perioden i et bredere europæisk perspektiv, så vil det desuden fremstå yderligere mærkværdigt, at alene stædighed fra de konservative kræfter skulle have fået dem til at overse, at demokratiet var skæbnebestemt til at vinde. 1850’erne var en restaurationsperiode – en periode, hvor de konservative kræfter for alvor satte sig igennem efter at have slået 1848-revolutionerne til jorden. Dette fik også betydning i Danmark, hvor stormagterne krævede omfanget af Grundloven begrænset. Disse bestræbelser var således ikke, som Henrik Gade lader til at mene, alene konservative bestræbelser, men internationale krav, som også flere udpræget liberale, bl.a. A.F. Tscherning, anså for nødvendige at imødekomme af frygt for et helstøbt statskup og fjernelse af en enhver grundlovshjemlet frihed. Det var det, man havde set i det øvrige Europa. At det desuden viste sig på europæisk plan, at nationen, i hvert fald foreløbig, var stærkere end det liberale styre, understregedes ved Tysklands samling under Bismarck i 1871, hvor Jernkanslerens konservative bestræbelser netop vandt støtte fra nationalliberal side, fordi de var større støtter af nationen end af det liberale styre. Det liberale demokratis sejrsgang kan allertidligst meningsfuldt dokumenteres fra de første årtier af 1900-tallet, da den folkelige legitimitet bliver den eneste, der kan danne grund for politisk magt. Man skal imidlertid endda et par årtier længere frem, før det liberale demokrati er så godt som den eneste tolererede styreform i Europa.

Kongens magt

Denne tilgang har også den konsekvens, at Henrik Gade mister grebet om, hvilken styreform der faktisk etableredes i 1849. På trods af at Henrik Gade enkelte steder påpeger, at kongen fortsat havde beføjelsen til at udpege regeringen, så skriver han lige så ofte, at Grundloven overdrog magten fra konge til folk. Det er forkert. Den magtfordeling, som Henrik Gade også hæfter sig ved i Grundloven, var ikke meget værd, hvis ikke den netop delte magten, og det gjorde den: Den lovgivende magt bestod foruden af Rigsdagens to kamre også af den kongevalgte regering.

Henrik Gade skildrer flere gange Monrad som besjælet af det moderne demokrati på den yderligere problematiske måde, at demokratiet tilskrives visse træk, uden at det er klart, om det er Gade, Monrad eller den ganske demokratiske vestlige offentlighed, der tales på vegne af.

At Gade overser, hvilken betydning dette faktisk havde, er f.eks. en kort passage om fæstesagen vidne om. Gade skriver, at Folketinget ikke støttede en tvangsafløsning af fæstevæsenet, og at den derfor ikke blev til noget, men dette er ligefuldt forkert. Folketinget var igennem 1850’erne bannerfører for en tvungen afløsning, og i 1856 tilsluttede Landstinget sig også dette synspunkt, men dette medførte ikke, at forslaget blev lov – end ikke at Rigsdagen krævede, at det blev det. Rigsdagens enighed i spørgsmålet medførte ikke et vedtaget forslag, men alene en henstilling til regeringen om at fremsætte et lovforslag om den tvungne afløsning, som Rigsdagen så kunne vedtage, men altså kun på regeringens initiativ. Regeringen var imidlertid imod, og den tvungne afløsning fandt således ikke sted før 1919. Dette og en række andre eksempler understreger, at den af kongen udpegede regering havde en selvstændig magt – i sig selv understreger dette, at tidsånden ikke utvetydigt var på demokratiets side. Regeringen var ikke politisk ansvarlig over for Rigsdagen, og det respekterede Rigsdagen også.

Dette påståede danske demokrati gør Henrik Gade Monrad til leverandør af, og Henrik Gade skildrer flere gange Monrad som besjælet af det moderne demokrati på den yderligere problematiske måde, at demokratiet tilskrives visse træk, uden at det er klart, om det er Gade, Monrad eller den ganske demokratiske vestlige offentlighed, der tales på vegne af. Ved at knytte Monrad så tæt til det moderne demokrati bliver det for den, der har læst mere end Gades fremstilling, svært at forklare, hvordan dette hænger sammen med, at Monrad var en af fødselshjælperne til den gennemsete grundlov af 1866 og dens beskæring af den almindelige valgret, som Gade end ikke sætter Monrad i forbindelse med.

Særlig problematisk bliver det, når Henrik Gade opstiller en sætning som den følgende:

Kongen var valgt som monark for Helstaten og følte sig stærkt forpligtet på den, mens Monrad som moderne demokrat vidste, at dens dage var talte. (s. 198)

Foruden det problem, der består i, at Henrik Gade ikke kan forklare, hvordan dette hænger sammen med, at Monrad faktisk var helstatsmand og som en af sine første bedrifter som konseilspræsident forsøgte at få Novemberforfatningen kaldt tilbage, så fremstiller Gade desuden simpelthen demokraterne som mere klarsynede, simpelthen klogere end dem, der ikke var det moderne demokratis mænd.

Relation til nutiden

Det skildrede problem synes imidlertid at være et uheldigt biprodukt af en anderledes ærværdig bestræbelse, nemlig Henrik Gades forsøg på at sætte Monrad i et forhold til nutiden – at vi skal forstå, at vi skylder Monrad andet end foragt. Det er et meget gennemgående træk i Gades fremstilling, at han vil have os til at forstå tiden. Således leveres flere paralleller til nutiden, bl.a. at kravet om Slesvig som helhed på trods af, at den sydlige del var tysk domineret, kan sammenlignes med, at Vollsmose heller ikke på trods af et par årtiers indvandring af mennesker af anden etnisk herkomst kan betragtes som andet end dansk land. Om dette er en god eller dårlig sammenligning, kan der være flere meninger om. Direkte overførlig er den næppe, men den giver os dog et redskab til at forstå det, der i dag forekommer sværere forståeligt, og det er en bestræbelse, der er nødvendig at gøre sig, når man beskæftiger sig med historien, men som så ofte glemmes.

Henrik Gades bog er på denne baggrund et forsøg på at forstå og en god introduktion til et komplekst menneske, når blot man vedvarende bevarer det råd in mente, som Henrik Gade selv giver sin læser på bogens side 112: ”Historien er aldrig ren og lige, men altid krum og grumset”.