1864
Kilde: Wikicommons

Nederlagets lange skygger i Danmarks historie

14. august 2023
7 minutters læsetid
1864 blev et dansk skæbneår. Ikke kun fordi vi tabte Sønderjylland, men også fordi nederlaget har sendt sine chokbølger gennem dansk politik, kultur og åndsliv lige siden. Fhv. overborgmester i Flensborg Simon Faber anmelder Critique-redaktør Jens Wendel-Hansens De træer, de drypper endnu.

Den varmer hjertet, bogens smukke og sangbare titel. Selv om dens udgangspunkt er det dybe nederlag, Danmark led i den anden slesvigske krig 1864.

For en grænselandsentusiast er titlens budskab evident: Naturligvis drypper alle Danmarks skove stadig af skæbnestunderne i 1864 og 1920. Det har regnet, men regnen gav grøde! Og med den indgang kaster man sig som nysgerrig læser gerne over de små 400 sider i Jens Lei Wendel-Hansens redegørelse. Hvordan gik det mon med ugræsset og hegnet, gav regnen mest grøde eller traume, og hvor ofte veg eftertiden af sporet?

I Begyndelsen var Napolen

“Am Anfang war Napoleon” citerer Wendel-Hansen den tyske historiker Nipperdey og opridser det danske monarkis klemthed og geopolitiske deroute mellem det tabte Norge mod nord og den gryende tyske samling mod syd. Hvordan Slesvig blev til et stridsæble i 1800-tallets første halvdel er beskrevet i mange hyldemeter faglitteratur. Wendel-Hansen vikler den komplicerede gordiske knude ned til 48 sider.

Ganske virtuost skildres optrapningen med uomgængelige nøglebegivenheder som fx hyldningen i Gottorp 1721 og Hiort Lorenzens vedblivende danske tale i stænderforsamlingen 1842 (i maj 2023 nyfortolket af det grønlandske folketingsmedlem Aki-Mathilda Høegh-Dam), Orla Lehmanns udsagn om Danmarks mange sydlige grænser mellem Kongeåen og Elben og Bismarcks statement om blod og jern.

Krydret og illustreret med anekdotisk overskud, hvor Vejles bjerge og Afrikas ikoniske “I presume”-møde udgør de geografiske yderpunkter, før bogen indkredser sin afgørende centrering: 1864 i dansk politik med tre centrale og langvarige udlægninger: Offerrollen, selvskylden og systemkritikken.

Undertegnede har gået i folkeskole i Sydslesvig – et af de ganske store træer fra 1864, der såmænd dryppes og drypper endnu. Der, tilbage i de farverige 1970eres historietimer, var offerfortællingen om Bismarcks list og de håbløst langsomme danske forladergeværer lige så nærværende, som selvforskyldtfortællingen dominerer i dag.

Vores fortællinger om nederlaget

Tåbelig dansk selvovervurdering, lyder nutidens forsimplede ekko, gerne frembragt i en pseudofunderet antydning af lignende tåbelighed hos ens egne modstandere. Wendel-Hansen føjer en interessant tredje akse til disse to poler: Systemkritikken, hvor nederlaget hverken skyldes “dumme Dänen” eller onde prøjsere, men derimod verdensfjerne eliters manglende realitetssans.

Nationalliberale akademikere og forstokkede godsejere havde forsømt tilstrækkelig militær forberedelse, overvurderet jura og traktater og udygtigt spildt muligheder for en reel diplomatisk interessevaretagelse. Åbenlyse problemer havde embedsstanden overset eller negligeret.

Tåbelig dansk selvovervurdering, lyder nutidens forsimplede ekko, gerne frembragt i en pseudofunderet antydning af lignende tåbelighed hos ens egne modstandere

Som læser associerer man villigt til vor tids harceleren over djøfisering, ubrugelige internationale konventioner og den jyske mulds folkelige visdom versus de københavnske saloner.

Genkendeligheden af alle tre strømninger driver læseren gennem de følgende trehundrede sider. Hvem havde skylden, lød det nødvendige opgør efter den traumatiske afståelse af alle tre hertugdømmer. Helstatsmænd kaldte de nationalliberales og skandinavisternes politik for blændværk, og Wendel-Hansen beriger læseren med skønne sprogblomster i datidens debat: De uforstandige skandinavister med deres tilnærmelser blev til “hjemmesvenskere”, mens grundtvigianere klandrede den aristokratiske elite for nyttigt idioti: Nederlaget som Guds tugtelse for deres afgudsdyrkelse af tysk åndsdannelse.

Nederlagets forfatningspolitiske spor

Wendel-Hansen optegner også spændingerne mellem det krigshærgede Jylland og det forskånede Østdanmark, som bl.a. fører til et interessant (og ak, desværre forkastet) forslag fra 1865 om skattefritagelse for Jylland.

Grundlovsændringen fra 1866 udlægger Wendel-Hansen som “landboernes magtovertagelse”: bønder og (yngre) godsejere stækkede de nationalliberale, der som “hovedstadens akademikere stod miskrediteret“ – et udslag af den systemkritiske tilgang.

Fem årtier senere derimod spillede socialdemokraterne det systemkritiske klaviatur. Den næste grundlov fra 1915 blev et opgør med både nationalliberale og godsejere – et reaktionært hele, der i skyggen af 1864 havde forplumret den folkeligt-demokratiske junigrundlov fra 1849. At godsejerne så også kunne udstilles som tysk avl gav ekstra klangbund til angreb på højreregeringerne, Danmarks svar på det tyske junkerstyre.

I det hele taget understreger bogens mange eksempler, hvordan tyskheden langt, langt op i 1900-tallet udgjorde den store elefant i det danske politiske rum. Men heller ikke England, Frankrig og Sverige var i kridthuset hos offeret. De havde jo alle svigtet i 1864.

Også vores forsvarspolitik var bestemt af nederlaget

Bogens lange stræk om forsvarspolitik er i lyset af den aktuelle oprustning virkelig interessant læsning. Over tid og fordelt på fløjene blev erfaringerne fra 1864 taget til indtægt for snart ethvert ledigt standpunkt, særligt i de første årtier, hvor spørgsmålet om Københavns befæstning fyldte i det politiske (og fysiske) landskab.

Wendel-Hansen deklarerer 1864 som et år 0 i den nye tidsregning, en slags datidens “Zeitenwende”, længe før Scholz. Hørups berygtede “Hvad kan det nytte”-segment stod ikke alene med defaitismen.

Nederlaget kunne således gradvis omtydes til en mere overlegen selvforståelse. Det grundtvigianske topos om det antielitære og mere demokratiske og liberale Danmark

Også J.C. Christensen fra Venstrereformpartiet konkluderer ovenpå nederlaget: “I øvrigt er der intet andet for os som et lille land at gøre end at appellere til de øvrige magter, som dog til syvende og sidst ikke kunne stå sig ved, at uretten skal gå for ret…”. Det synspunkt ville næppe finde nåde hos en Anders Fogh idag.

Kulturel oprustning efter nederlaget

Ganske interessant får selvforskyldtfortællingen en funktion i den kulturelle oprustning: “Vi må gøre vor kultur så høj og fæste den så dybt i landets jordbund, at ingen invasion kan trampe den ned…” citeres Ove Rode i 1901.

Nederlaget kunne således gradvis omtydes til en mere overlegen selvforståelse. Det grundtvigianske topos om det antielitære og mere demokratiske og liberale Danmark modsat “ørnenes mægtige vinge” (Aakjær) blev udvidet og gjort til folkeeje.

Den lange stenede vej mod Genforeningen

Den lange stenede vej mod genforeningen og den nuværende mindretalsmodel får Wendel-Hansen også deklineret gennem de tre kasus af 1864. Højre nedtonede sin offerfortælling om den bismarckske hensynsløshed af hensyn til et forbedret dansk-tysk forhold, man jo havde hårdt brug for i Sønderjylland.

Skismaet mellem genforeningshåbet og den officielle neutralitetspolitik blev gradvist tydeligere, og Wendel-Hansen trækker her frem, hvordan navnlig skolebøgerne nærede offerfortællingen i den brede befolknings syn på sin sydlige nabo. De professionelle diplomater, der i 1908 fik Wilhelm II. til København, måtte se kejseren udsat for en ganske kølig modtagelse, mens socialdemokrater hyldede internationalistisk systemkritik og opmuntrede danske sønderjyder til at stemme på det tyske SPD.

Overbevisende selvbevidst og suverænt får Wendel-Hansen undervejs nuanceret de nyere historikerdebatter om Norden, genforeningsbegrebet, besættelsen og Buk-Swienty

Også Flensborg-spørgsmålet blev næret af offerfortællingen, for først 1864-nederlaget havde muliggjort byens efterfølgende fortyskning. At de tysksindede slesvig-holstenere så absolut også nærede deres offerfortælling om illegitim kongemagt og ejderdanskhed er en anden historie hinsides denne bogs rammer.

En afgørende, nærmest dogmatisk, offerlære blev, at Danmark aldrig igen, som under helstaten, måtte tillade aftalebaseret tysk indblanding i danske forhold. Så sent som i 1955 blev den bilaterale aftale om de to mindretal derfor camoufleret som et kunstfærdigt sammenfald af to i princippet uafhængige erklæringer fra hhv. Bonn og København.

Vejen for et dansk-tysk fællesskab i NATO var banet, og sammen med Danmarks internationale engagement i EF og FN var det et skifte “lige så stort som skiftet til passiv udenrigspolitik efter 1864″, citeres Per Hækkerup.

Fra nederlag til udenrigspolitisk aktivisme

Der var nu gået 100 år, og Dybbøl blev i stigende grad en metafor for det bedagede. Det dansk-tyske forhold blev så hastigt forbedret, at Dronningen i 1978 kunne aflægge den første kongelige visit i Sydslesvig (i øvrigt inklusive min egen ovennævnte folkeskole) siden den 2. slesvigske krig.

Samarbejdet med Slesvig-Holsten gennem det europæiske fællesskab kunne velvilligt udlægges som en heling af det slesvigske sår, og Storebæltsbroen som en sen fuldbyrdelse af at vinde indad. Det skal blive interessant at tolke helstats-analogt på den kommende Femerbæltforbindelsen til Holsten!

Og herefter kunne selv Hørups efterfølgere argumentere med 1864 for en aktivistisk udenrigspolitik på Balkan og længere mod sydøst: Forsvaret skal nytte, mente nu også Helveg den yngre.

Danmark havde til forskel fra Serbien lært at bøje sig for demografiske realiteter på historisk terræn: en guds lykke, at vi ikke i lutter begejstring fik Flensborg tilbage, så ville vi igen have et stort tysk mindretal inden for landets grænser, citerer Wendel-Hansen den kendte filminstruktør Nils Malmros i en befriende u-woke hyldest til national homogenitet.

Jens Wendel-Hansen er suveræn

Efter at runde både Isted-Løvens sene hjemkomst, Bornedals tvivlsomme afghansk-dybbølske epos og genforeningsjubilæets mere tyskvenlige sider læner man sig som læser sprogligt og fagligt beriget, men også omtumlet tilbage.

Hvor uhyre behændigt 1864 dog blev spydspids og klangbund: for og imod fæstninger, for og imod salget af Vestindien, mod et universitet i Odense og for en Storebæltsbro– ja, selv dansk klimapolitik er med.

Bogens referencer og velvalgte illustrationer af maleri, sange, landbrug og regionalpolitik vidner om et tværgående udsyn med blik på de eftervirkninger, som nederlaget fik på erhverv, økonomi og kultur.

I min optik havde Wendel-Hansen gerne måttet udfolde sin indre polyhistor noget mere. For modsat bogens sangbare titel er det primært de forfatnings, forsvars- og udenrigspolitiske spor, som bogen belyser, ja nærmest gennemdeklinerer med afsæt i aktørers eksplicitte verbalisering af 1864.

Overbevisende selvbevidst og suverænt får Wendel-Hansen undervejs nuanceret de nyere historikerdebatter om Norden, genforeningsbegrebet, besættelsen og Buk-Swienty. Bogen ender med selvforskyldtfortællingen som dominerende figur, men hvor har 1864 samlet set fået den tungeste politiske effekt? Her savnes et egentligt konkluderende kapitel, som med samme sikre pen opsummerer bogens kildestærke tour de force.

Bogen indgår i Carlsbergfondets projekt “The long shadow of defeat”, hvor andre publikationer og udstillinger tager sig af hver deres skygge – kunsthistorie, historieundervisning og skandinavisme.

Knap så belyst bliver 1864-nederlagets øvrige konstituerende indvirkning på vort skønne land: Aldrig mere hertuger, stænderforsamlinger og regionalisme blev vel en anden kraftfuld impetus helt frem til i dag, hvor regionerne er alt muligt, men hverken føderale eller identitetsbærende; kun Nordatlanten udfordrer enhedsstaten.

Og hvad med Ove Rodes kulturelle oprustning? Danskerne blev et folk med designmøbler, uden plastikvinduer, med efterskoler, hundredvis af fællessange og landsdækkende gymnastik. Regnen gav grøde. Og bogen er god.

Jens Lei Wendel-Hansen
De træer, de drypper endnu – 1864 i dansk politik.

Nord Academic 2023

Simon Faber

Simon Faber er cand.mag., chefkonsulent, bestyrelsesformand i Sønderjyllands symfoniorkester samt fhv. overborgmester i Flensborg for SSV

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Critique 2023 er netop udkommet

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside