Kai Sørlander: Universalisme kontra relativisme

Kai Sørlander, der har et stort forfatterskab bag sig inden for filosofi og politisk filosofi forsvarer i denne artikel idéen om universelle, rationelle idéer som et udgangspunkt for konservatismen. Vesten er ikke bare anderledes end andre civilisationer, den er også nået længere i at realisere de universelle værdier. Derfor giver det netop i vesten mening at være konservativ, mens det samme ikke gør sig gældende i f.eks. Saudi Arabien. Artiklen er et indlæg i debatten med Søren Hviid Pedersen og Jon A.P. Gissel i regi af Årsskriftet Critique.

Af filosof Kai Sørlander

Huntingtons dilemma

Spørgsmålet, om der findes universelle værdier, kan i dag specielt stilles som et spørgsmål om forholdet mellem Vesten og Resten. Samuel Huntington har udtrykt det konkrete dilemma således: ”De ikke-vestlige ser som vestligt, hvad Vesten ser som universelt”.Eller på en lidt anden måde: ”Hvad der er universalisme for Vesten, er imperialisme for Resten”.

Før vi kan afgøre, om Huntington har ret i dette, må vi præcisere, hvad uenigheden handler om. Primært drejer den sig om politiske værdier. Der er en række politiske værdier – såsom ytringsfrihed, religionsfrihed og politisk ligeværdighed for alle borgere uanset køn eller race – som man i Vesten har valgt at kalde menneskerettigheder, og som man altså betragter som universelle og gældende for alle mennesker og alle samfund. Ifølge Huntington opfatter resten af verden disse værdier som specielt vestlige.

Har Huntington så ret i det? Hvis vi rent empirisk ser på, hvad folk faktisk mener i forskellige dele af verden – i forskellige ikke-vestlige kulturer – så har han ret et langt stykke af vejen. Vi kan ikke uden videre gå ud fra, at det store flertal i ikke-vestlige kulturer faktisk mener, at der bør være demokrati, ytringsfrihed, religionsfrihed og ligestilling mellem mænd og kvinder. Og hvis der er nogle, der hævder, at de går ind for demokrati, er det ikke givet, at de egentlig forstår, hvad det indebærer – de kan for eksempel tro, at man kan indføre sharia-lov, når muslimerne har 51 procent af stemmerne. Der kan selvfølgelig være uenighed, og der kan være en del af befolkningen, som er præget af vestlig indflydelse, men der er ikke grund til at tro, at det store flertal umiddelbart er i stand til at slutte op om de vestlige menneskerettighedsidealer.

Rent empirisk er de vestlige politiske menneskerettighedsidealer altså ikke universelle. De er ikke universelle i den forstand, at det store flertal i alle menneskelige kulturer og samfund faktisk slutter op om dem. Derfor er det heller ikke således, at man faktisk kan indføre demokrati i ethvert menneskeligt samfund og så tro, at det uden videre kan fungere efter sin hensigt. Det demonstrerede det såkaldte arabiske forår til fulde. Hvis flertallet vil have sharia-lov, så er det umuligt at opretholde en demokratisk orden med dens krav om politisk ligeværdighed, religionsfrihed og menneskeskabte love.

Spørgsmålets præcisering

Men det, at de vestlige menneskerettighedsidealer ikke er universelle i den forstand, at de faktisk hyldes i alle kulturer overalt på kloden, betyder ikke, at de ikke er, eller ikke kan være, universelle i en anden og dybere forstand. Nemlig i den forstand, at de bør gælde i alle menneskelige samfund. Selvom de forskellige samfund ikke allerede lever op til disse værdier, så kan det være, at de bør bevæge sig i retning af at leve op til dem, simpelthen fordi de, eller deres magthavere, har en forpligtelse, som er dybere og sandere end den, som den herskende samfundsorden bygger på.

Det må være noget i den retning, man mener, når man hævder, at de vestlige politiske menneskerettighedsidealer er universelle, og når man ved, at de ikke faktisk står som idealer for alle mennesker. De er ikke idealer for alle menneskelige samfund, men de bør være det.

Men kan denne påstand være rigtig? Hvorledes kan vi begrunde, at alle menneskelige samfund bør acceptere de demokratiske menneskerettigheder? Vi kan ikke begrunde det i, at det nu engang er vores idealer. For hvorfor skulle vores idealer have større vægt end andres? Er det alt, hvad vi mener, så optræder vi blot som imperialister i en almindelig magtkamp, og så står vi, som Huntington betragter os.

Det, der kræves af os, er, at vi går bag om vore egne idealer, som de er givne, og spørger, om de kan begrundes universelt. Kan der gives en universel, rationelt forpligtende begrundelse for de demokratiske menneskerettighedsidealer, som altså indebærer, at de bør gælde for alle menneskelige samfund? Det er, hvad der kræves. Men er det muligt? Dette spørgsmål må deles op i to underspørgsmål. Det første angår selve muligheden af universelt gyldig erkendelse: Er det overhovedet muligt at begrunde en sådan erkendelse? Findes der en universel rationalitet, eller er selve rationaliteten kulturbestemt? Det andet spørgsmål angår så specielt, om vi kan få erkendelse af universelle værdier. Hvis det er muligt at få universel gyldig erkendelse, er det så også muligt at få erkendelse af universelt gyldige værdier?

Disse to spørgsmål vil jeg forsøge at tænke nærmere over i det følgende. Noget af dette vil være ret abstrakt og derfor vanskeligt at følge; men det er nødvendigt at have med, hvis jeg skal kunne give en minimal forståelse af den dybere grund under de mere konkrete konklusioner, som jeg til slut vil nå frem til.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique 2015 for kun 125 kr. Årsskriftet sendes direkte til din adresse og indeholder over 170 siders artikler om den borgerlige og konservative idé- og samfundsdebat.

Kai Sørlander (f. 1944) er forfatter og filosof og har udgivet flere bøger bl.a. Det uomgængelige (1994), Forsvar for rationaliteten (2008), Den politiske forpligtelse (2011) og senest Fornuftens Skæbne (2014).