Film: The Grand Budapest Hotel

The Grand Budapest Hotel
The Grand Budapest Hotel
The Grand Budapest Hotel

The Grand Budapest Hotel foregår ikke i Budapest, men det kunne den lige så godt have gjort, for der er lagt op til centraleuropæisk nostalgi i filmen, der foregår i det fiktive land Zubrowka, hvorfra den fortæller historien om et hotel i en for længst tabt verden.

Vi starter i 1985, hvor vi besøger graven til forfatteren, der skrev bogen bogen The Grand Budapest Hotel. Herefter går vi lidt længere tilbage i tiden, hvor forfatteren stadig var i live og fortæller om sit ophold på The Grand Budapest Hotel, der i sin tid husede Europas fineste folk, mens som under forfatterens besøg kun er en skygge af sig selv. I fordums tid snoede trapperne sig opad i det uendelige i lobbyen med de faraoske dimensioner; og udsmykningen stod ikke meget tilbage for den pragt, man ser i barokkirker i samme del af Europa. Da forfatteren besøger hotellet, er det imidlertid mere eller mindre en ruin, hvor udsmykningen er reduceret til tarveligt materiale, og hvor der ikke er nogle, der længere ønsker at renovere de tyrkiske bade og den store spisesal.

Midt i denne fordums storhed møder vores forfatter hotellets ejer; og han fortæller os historien om, hvordan han kom til at eje hotellet. Vi skal tilbage til 1930’erne, hvor filmens egentlige historie og handling udspiller sig. Det var i hotellets velmagtsdage, før krigen og alt hvad der kom efter. Historie er måske upræcist, for filmen har ikke en egentlig historie, eller i hvert fald kun en meget tynd en, der omhandler et stjålet billede og en arvestrid. Det er dog heller ikke så afgørende, for historien er egentlig bare den kulisse for det, der synes at være filmens egentlige formål, nemlig en stille hyldest til den verden, der fandtes før verdenskrigen. Som sådan fungerer filmen ret godt; og der er massere af centraleuropæisk nostalgi i form af pastelfarvede bygninger, rigt udsmykkede paladser og konditorkager. Skal der smugles værktøjer ind i fængslet sker det således heller ikke i et stykke brød, men i en kage fra det fine konditori Mendl. Der er mange af den slags detaljer; og i Zubrowka findes der steder, der eksempelvis hedder ”Gabelmeisters Gipfel”, for blot at nævne ét af de mange løjerlige stednavne, der forekommer i filmen, der ligesom landets sprog snart synes slavisk og snart tysk. Man vil sikkert få en del ud af at gense filmen, for der findes stensikkert et utal af finurlige detaljer, som man ikke lægger mærke til første gang, men man behøver ikke være stamgæst i caféen i Huset med den Sorte Madonna for at få følelsen af genkendelig nostalgi, når man ser filmen.

Hvor der er kræset for detaljerne omkring mellemkrigstidens ekstravagance, så gøres der derimod ikke meget ud af filmens karakterer; og dybest set er de ligesom historien også bare katalysatorer, for de bliver de samme hele vejen igennem. Filmens dialog er heller ikke imponerende, da den ganske enkelt er for nutidig, for hurtig og for rapkæftet i forhold til den tid, som filmen gerne vil skildre. Det virker som et bevidst valg, men et fejlvalg. Filmens forsøg på at inddrage poesi falder tilsvarende til jorden, da ingen når at opfatte, hvad der bliver læst op eller sagt, endsige tænke over det.

I modsætning til hvad man måske skulle tro, er der tale om en komedie; og filmen er på ingen måde sentimental i forhold til sin ide om at skildre en tabt verden; og den forsøger heller ikke at skildre den gamle verden som noget virkelighedsfjernt, hvor det hele i virkelighed ikke var så sukkersødt og rosarødt som kagerne fra Mendl kunne give indtryk af. Filmen er mere drevet af en fascination af tidernes skiften, men vi ser nu alligevel påfaldende mange gode ting ved hotellets velmagtsdage. Anderledes da vores forfatter besøger det. Her er personalet dovent og holder ikke de dyder i hævd, som i gamle dage blev banket ind i selv de mest perifere dele af hotellets stab. Der er altså stilistisk tale om en anden film end Brideshead Revisited (2008), selvom de to film på sin vis begge beskæftiger sig med en tabt verden.

Forfatteren, der besøger hotellet, er naturligvis den østrigske forfatter Stefan Zweig (1881-1942), hvis forfatterskab har inspireret filmen. Hans nok mest berømte værk hed da også netop Verden af i går (1942), og selvom den verden, som Zweig beskrev, forsvandt henved 20 år før den tid, hvor filmen hovedsageligt forgår, så antyder filmen også et par steder selv, at den skildrede verden er en form for anakronisme, noget der ikke rigtigt hører til i den tid, hvor den foregår. Dette understøttes måske også flere gange af filmens visuelle stil, der er særdeles flot. Næsten hvert billede er velkomponeret og de fleste rum vises symmetrisk og gennemgående ekspressivt. Ofte er det dog alligevel ikke helt ligetil. Nogle gange er perspektivet en smule skævt eller også panorerer kameraet pludselig til siden eller op, sådan at vi måske pludselig ser rummet oppe fra og ned. Filmens skæve element og kapriciøse behandling af den gamle verden er dog dens største styrke, og man kan roligt lade sig betage af de mange finurlige detaljer, der er gemt i den. Jeg savner dog stadig at filmen på en eller anden måde forsøger at forholde sig til den verden, som den vil skildre, en form for refleksion, hvilket der så godt som ikke er. Dette behøver en film heller ikke nødvendigvis, men i dette tilfælde kunne der nok være vundet noget. 7/10

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!