Danmarks Radio genudgiver for tiden – og den kommende tid – fjernsynsserien En by i provinsen i flot nyrestaureret udgave. Tak for det.
Serien blev vist mellem 1977 og 1980 og er tænkt som en afdæmpet hverdagsskildring af livet i en provinsby, indrammet af politiets virke fra den lokale station. Leif Panduro nåede at aflevere manuskriptet til de fire første afsnit, før han døde alt for tidligt. De senere tretten afsnit havde fire andre manusforfattere på skift, den bedst kendte i dag er måske Anders Bodelsen. Afsnittene er alle fra rimeligt gode til fremragende.
Handlingen drives fremad af to hovedpersoner, den fra udenbys rekrutterede, retlinede, men valne kriminalinspektør Eriksen og den livfulde og lokalt rodfæstede kriminalassistent Samuelsen. Hvert afsnit centrerer om én forbrydelse eller flere, tidvis løst sammenhængende forbrydelser. Handlingen er henlagt til den i provinsen beliggende, fiktive by Svanbjerg, som illuderer en mellemstor dansk provinsby fra samtiden.
Serien har sjældent nogen udtalt moralsk overbygning, men indarbejder dog ofte en værdiladet pointe om samtidige forhold, det være sig ensomme ældre, edb’s indtog i den offentlige forvaltning, lusk i fremtrædende personers private forhold, herunder politifolks. Den aktuelle genudgivelse er nået til seriens tredje, fremragende afsnit, og nye seere kan enten begynde her, eller nok bedre: se frem til og med dette, tredje afsnit – og videre.
Man kan glæde sig til meget. En by i provinsen er præget af dansk lune og skildring af jævnbyrdighed, mennesker imellem. Det er interessant at se datiden, Danmark sidst i halvfjerdserne, og billedet er uforvansket. Serien blev bevidst lagt realistisk an, ikke mindst i skildringen af netop de mellemmenneskelige relationer. Som en sidegevinst kan man studere vaner, omgangsformer, in- og eksteriører, boligindretning og meget mere.
Visse ting falder i øjnene. Danmark gik dengang fra De- til du-formen med hastige skridt. Man ryger overalt; kriminalinspektør Eriksens kantede side, men antydningsvis også hans status som fremtidens mand indikeres af det med et stort skilt påbudte rygeforbud på hans kontor. Alkoholforskrækkelsen er meget langt borte; det er håndbajernes og drammenes Danmark, også i arbejdstiden, men politiets særstatus indikeres af tid- og stedvis påbudt afholdenhed. Mellem seriens linjer ses mange andre fine hentydninger til endog flere embedsstænder, der tager sig selv og deres opførsel alvorligt.
Overalt i serien ses skiftevis charmerende og vægtige præstationer hos bifigurer. Her blot et udpluk. Pouel Kern er yderst troværdig som den erfarne, kloge kredslæge. Lars Lunøe er velvalgt som stationens prægnante kriminalassistent Hansen, som ikke orker andres drillerier. Når man til det senest viste afsnit, betitlet Den skøre svensker, trakteres man for alvor med spændvidden hos danske skuespilleres gyldne generation. Hardy Rafn er udsøgt som veg guldsmed, Jessie Rindom skæg som skarp, pensioneret skolefrøken, og Kirsten Rolffes er simpelthen suveræn som en af halvfjerdser-velfærdsstatens pligtstyrede menneskevenner, gestaltende forstanderinden på et alderdomshjem.
Afslutningsvis skal det nævnes, at det er let at se En by i provinsen fra en nostalgisk vinkel. Her vises – i realistisk aftapning, kom dette i hu – Danmark, lige før multikulturen, københavnercentraliseringen og overgivelsen til en abstrakt internationalisme for alvor fik overtaget på midtbanen. Der ses et dansk, folkeligt fællesskab, også med dets skyggesider, herunder trangen til fidusmageri og modviljen mod for megen alvor.
