Mikkel Bjørns En af os er en sjældent konkret beretning om indfødsretsudvalgets arbejde – og et opgør med centrum-venstres privilegieblindhed. Under overfladen handler det også om embedsværk, institutionel modvilje og en politisk konflikt, der fortsat former Danmark. Anders Orris anmelder her bogen.
Folketingsmand Mikkel Bjørn er et lyspunkt i Folketinget. Den unge mand – født i 1995 et så dejligt sted som Juelsminde – skiller sig ud blandt jævnaldrende (og ældre) folketingsmedlemmer, der næsten uden undtagelse er rundede af en hul og éndimensionel samfundsklasse af pylrede konsulenttyper.
Har man »arbejdet« nogle steder, har man »arbejdet« få år for Danmarks Radio, for et københavnsk konsulenthus eller for en slesk-slap interesseorganisation, med andre ord dybt inde i meningskorridoren, hvor den definerende klasse forskanser sig med sine forudsigelige meninger.
Ens viden her stammer fra bøger og artikler, man næsten har fået læst. Den herskende elbilsklasse, kan man også kalde dem.
Udvalgene og den udlændingepolitiske katastrofe
Mikkel Bjørn er formand for Folketingets indfødsretsudvalg og næstformand for udlændinge- og integrationsudvalget. Udvalgene er blandt Folketingets vigtigste og derfor livligste, fordi konstruktive politiske kræfter her forsøger at dæmme op for den udlændingepolitiske og demografiske katastrofe, der med varierende, dog tiltagende intensitet har pågået siden vedtagelsen af udlændingeloven af 1983.
man kan vedtage ét og se embedsværket gøre noget andet, under dække af forblommede undskyldninger
Mikkel Bjørn repræsenterer disse konstruktive politiske kræfter, og han har skrevet en fortrinlig, velskrevet og i positiv forstand omtrentlig folkebog om sit arbejde. Bogens titel er En af os.
Tre tematikker i En af os
Bogen er en elementært interessant beretning om arbejdet i førnævnte Folketingsudvalg, og tre tematikker præger fremstillingen. For det første hvorledes en efterhånden trængt udlændingepolitisk strømning – det pladderhumanistiske centrum-venstre, som Socialdemokratiet øjensynlig har forladt, sammen med Liberal Alliance, der værdipolitisk engang var placeret her – stadig gør sig gældende på de indre linjer.
For det andet den måde, hvorpå partier som Enhedslisten og Alternativet ikke lader sig anfægte af, at fremmede, dømte for alvorlige forbrydelser, indstilles til indfødsret. Man kaster ganske enkelt fortsat indfødsret i grams.
Dispensationer og dobbeltmoral
For det tredje den måde, hvorpå politisk særbehandling – dispensationer – ønskes tilmålt samme fremmede, samtidig med at Mikkel Bjørn får på hattepulden for i andre sammenhænge at inddrage rent personlige aspekter af ansøgninger om indfødsret. I klart sprog: når pladderhumanisterne vil dispensere af personhensyn, kender man ikke til udtryk som politisering af afgørelser. Man er kun barmhjertige.
Når Mikkel Bjørn vil dispensere, altså anfægter embedsværkets indstillinger, eksempelvis fordi indstillede til indfødsret har begået meget alvorlig kriminalitet, politiserer han eller »hænger folk ud«.
Det mest kendetegnende er, at centrum-venstre – pladderhumanisterne – overhovedet ikke har blik for dette indbildte politiske og moralske privilegium. For dem kan det, vi for nemheds skyld kan kalde centrum-højre, Mikkel Bjørns position, aldrig være legitim politik, baseret på seriøse analyser.
Embedsværkets fikumdik og journaliseringspligt
Det leder videre til bogens helt overordnede tematik, for det er temmelig chokerende at læse eksemplerne på indfødsretsudvalgets embedsværks fikumdik. En hel del tyder på en institutionel sympati for centrum-venstres position, i forlængelse heraf også en tilsvarende refleksiv modvilje mod Mikkel Bjørn og det, han står for, også selv om flertalskonstellationerne blandt lovgiverne ændrer sig.
deres udlændingepolitik består altid bare af det modsatte af Dansk Folkepartis
Det fremgår i hvert fald åbenlyst af Mikkel Bjørns bog, at man kan vedtage ét og se embedsværket gøre noget andet, under dække af forblommede undskyldninger. Dertil at offentlighedslovens § 15 om offentlige myndigheders journaliseringspligt ikke synes at blive taget særlig alvorligt ved Indfødsretskontoret. Køb selv bogen og læs mere fra side 73 og fremefter.
Kontrovers, eksperter og privilegieblindhed
Vi lever på mange måder i et underligt land. Mikkel Bjørn – denne venlige, afdæmpede mand med en beundringsværdig pietet for sit fædreland – er »kontroversiel«, »splittende«, »krigerisk«, »dybt problematisk« og meget andet fra samme skuffe. Ikke sjældent skal hans udtalelser kommenteres og vurderes af »eksperter, DR har talt med«. »DF raser« står der gerne.
Gad vide, om det rettelig er Samira Nawa, Zenia Stampe og/eller Helene Brydensholt, der er de kontroversielle, splittende og dybt problematiske?
Hvorfor beder Danmarks Radio aldrig fjendtligt stemte eksperter eller politiske modstandere vurdere Samira Nawas udsagn? »Raser« Det Radikale Venstre eller Alternativet nogensinde?Kan Helene Brydensholt monstro selv skrive en bog på 200 sider?
Meningskorridorens geografi
Det kan hun sikkert ikke, og det behøver hun heller ikke. Samira Nawa behøver heller aldrig at frygte vridemaskineinterview ved Danmarks Radio. Her har vi centrum-venstres egen private privilegieblindhed bøjet i neon: i København, hvor de elektroniske medier ikke mindst mentalt altid befinder sig, dertil i embedsværket og fedtemøgslaget af konsulenter, er man institutionelt og privat-politisk konsekvent på Samira Nawas, Zenia Stampes og Helene Brydensholts side.
På trods af, at man blot skal en tur over Øresund, til Malmø og til Göteborg, for at se hvordan man får det, hvis man får det, som man gerne vil have det. Der er endelig et omtrentligt fikseringsmotiv ved hele sagen: centrum-venstre, pladderhumanisterne, er fantasiløse på et meget overordnet plan, for deres udlændingepolitik består altid bare af det modsatte af Dansk Folkepartis.
Referencestatus
Det er ikke så lidt, Mikkel Bjørn må slås med. Vi skylder ham tak fordi han orker og gider – og tak for hans fortrinlige, læseværdige bog. Engang kunne man henvise til Søren Krarups En måned i efteråret, hvis de mindre politisk reflekterede skulle forstå, hvad det hele drejer sig om. Nu kan man henvise samme til Mikkel Bjørns bog. Velfortjent referencestatus.
Mikkel Bjørn: En af os. Indfødsretten vender hjem. Forlaget Grønningen 1, 2026.
