Verden af i går – hovedlinjer i Anders Bodelsens forfatterskab 

18. oktober 2021
24 minutters læsetid
I anledning af forfatteren Anders Bodelsens død, bringer vi redaktør Anders Orris’ store artikel om Bodelsen fra Årsskriftet Critique 2016.

En indledende strøtanke ved nærværende artikel var, hvordan Anders Bodelsen vil have det med, at hans forfatterskab og liv og levned, efter en del år med begrænset interesse, nu bliver genstand for en nærmere undersøgelse, tilmed i en artikel i et borgerligt-konservativt årsskrift.

Bodelsen hører nemlig til de ”glemte” forfattere – danskerne har det med at glemme deres meget læste forfattere – og derudover var han hverken politisk eller stilistisk synderligt konservativ. Tværtimod var han i hele sit udtryk mådeholdent progressiv; både stilistisk og i den offentlige debat indtog han en afmålt midterposition. Man sagde om ham, at han ville bringe livets gang på Nærumvænge Torv ind i dansk litteratur. Han spændte over en hel del genrer, faktisk næsten dem alle: romaner af forskellige aftapninger, herunder dokumentariske, noveller, en Bodelsen’sk spidskompetence, de i dag desværre glemte hørespil og endelig omsmeltninger af hans roman- og novelleforlæg til spille- og tv-film.

Den glemte forfatter

Mange, og mest udpræget det lidet tilgivende danske kulturparnas, så i forlængelse af denne indkredsning Bodelsen som lidt af en kunstnerisk diskenspringer, der var lovlig optaget af at give folk det, de gerne ville have. Så udpræget med et solidt aftryk af aktualitet og et anstrøg af spænding. Var der ikke lovlig meget fordansket – aldrig et kompliment – Hitchcock’sk suspense og Patricia Highsmith i det, Bodelsen skrev? Det korte svar er nej. Hvorfor han i et tilbageblik er interessant og så bestemt læseværdig, også for den borgerligt-konservativt sindede, ja, det skal jeg vende tilbage til.

For som nævnt er Bodelsen ”glemt”. Hvem var han så? Datidsformen er på sin vis malplaceret, han lever såmænd i bedste velgående, men skriver ikke så meget mere. Man noterer sig, at der savnes en ordentlig biografi, men diverse interview og Dansk Biografisk Leksikon kan hjælpe. Født 1937 og fra et akademisk præget og trygt, nordsjællandsk hjem. Moderen var estimeret kunsthistoriker, faderen en virksom litteraturprofessor og i øvrigt medlem af Danmarks Frihedsråd. Bodelsen selv må have været en omflakkende student, for han nåede omkring flere, væsensforskellige universitetsstudier, vistnok uden at tage eksamen, før han fandt sit ståsted som journalist, skribent og fuldtidsforfatter i løbet af tresserne. Han debuterede i 1959 med en lille, ret så ungdommelig og sansemættet bog ved navn De lyse nætters tid, men ønskede vistnok ikke dette værk større udbredelse, da han ventede en håndfuld år med at udgive mere – og tolv år, til efter han var blevet en succesforfatter, med at genudgive debutromanen, endog i en revideret og forkortet udgave.

Manifestet

I midten af tresserne skrev Bodelsen en slags manifest i en kronik i Dagbladet Information og sammenfattede sin grundindstilling således: “jeg tror moderne realister og modernister er enige om den opfattelse, at man må forstå kollektive konflikter igennem private konflikter, og ikke omvendt.” Bodelsen satte dermed hegn op omkring sin tilgang til det at skrive, og anliggendet var at lukke af mod to opfattelser: For det første den dogmatiske marxisme, hvis aksiomatiske udgangspunkt Bodelsen med dette forlæg afviste. Dette forhindrede dog ikke en række marxistisk orienterede litterater og sociologer i ihærdigt at forsøge at tolke marxismen ind ad bagdøren til forfatterskabet. Bodelsen må altså i den henseende have lidt af falsk bevidsthed.

For det andet lukkede Bodelsen af mod den opfarende, udpræget freudiansk orienterede kulturradikalisme repræsenteret ved fremtrædende samtidige som Leif Panduro og Klaus Rifbjerg. Denne strømning var navnlig optaget af fortrængte drifter, opvækstvilkår og de andres helvede som determinerende for menneskelivets konflikter. Derfor var det også til tider svært at konstatere en egentlig sammenhæng til en større, kollektiv forståelsesproces, a la den Bodelsen skitserede i sit manifest, da disse konflikter havde så udpræget subjektiv karakter – altså typisk hørte hjemme på en briks eller i en rundkreds af indviede; dybt ”nede” i sjælelivet. Fortrængt homoseksualitet var også en yndlingsforeteelse. Tilmed endte man så også ofte i den grøft, at konflikterne slet ikke skulle forstås, men snarere forløses gennem en frigørelsens terapi. Denne kulturradikalismes patentmedicin var idéen om det frigjorte, legende menneske.

Man kan udtrykke det sådan, at en bredt orienteret kulturradikalisme i løbet af det 20. århundrede, ved hjælp af arkitekturen, litteraturen og den offentlige samtale, ville vende bunden i vejret på befolkningens levevilkår. Denne kulturradikalisme nærede, ligesom dens tilskuer, Bodelsen, derfor interesse for menneskenes typologiske levevilkår i velfærdsstatens rækkehuse, men hvor Bodelsens hovedinteresse så var at forstå dem loyalt på deres egne præmisser, blev typer som Rifbjerg og Panduro altid så uendelig skuffede over deres forudsigelige problemer og valg af samlivsform. Ude i virkeligheden var det sjældent fortrængt homoseksualitet, uforløst pubertetsforlængelse eller latent kannibalisme, der var de dominerende anledninger til konflikter, mennesker imellem.

Bodelsen gav for alvor dette manifest udtryk i en række romaner, der udkom fra sidst i tresserne og frem til først i firserne. Som generalprøve blev objektivet indstillet på livet i velfærdsstatens arkitektur, og novellen ”Fjernsynet flimrer” fra samlingen Rama Sama, udgivet i 1967, er et godt sted at slå ned; nye læsere kan så at sige begynde her.

Scenen er sat i en af velfærdsstatens nyskabelser, en rækkehusopgang i Nærum, hvor et yngre, barnløst ægtepar bor, uden i øvrigt at have nogen direkte tilknytning dertil i form af slægtskab eller opvækst, og uden at pleje megen omgang med de øvrige beboere i opgangen. Ægtemanden og hovedpersonen, en slags hverdagsdansker, har eget bageri i Glostrup, drømmer sig nærmere dertil og til en større lejlighed ved at planlægge en familieforøgelse, og denne spekulation er han, får vi at vide en passant, ikke ene om at nære i opgangen. På uforklarlig vis begynder hele opgangens fjernsyn – et af tressernes gennembrudsobjekter – at flimre og saboterer dermed en føljeton, der ellers optager hver og én. Som et kuriosum foregår novellen i de lune sommerafteners tid; er det nødvendigvis et fremskridt, at menneskene i rækkehusene nu sidder inde foran flimmerkassen?

Pludselig kommer alle hinanden ved og render ind og ud ad hinandens døre for at finde årsagen til forstyrrelserne. ”De er egentlig hyggelige mennesker,” betror ægtemanden sin hustru, da opgangens beboere har set sidste afsnit af føljetonen på ægteparrets stadigt flimrende skærm. Hvad der forårsager forstyrrelserne, får vi aldrig at vide. Den hovedmistænkte, i hvert fald inde i hovedet på hovedpersonen, er opgangens anonyme beboer, en yngre kvinde, som alle mener, er en skøge. Men det lykkes ikke for nogen at komme i kontakt med hende. I sin besættelse – enten af forstyrrelserne eller af at komme ind på livet af kvinden – afkaster hovedpersonen sig alle de hæmninger, det afskærmede liv i opgangen ellers har sat mellem mennesker, og anbringer sig dermed til sidst på en moralsk knivsæg. Forstyrrelserne forsvinder dog ud af det blå; hovedpersonen har måske snarere været på en ekspedition inde i sig selv.

Novellen præges af en vekslen mellem de grundige miljøskildringer – Bodelsen er detaljernes mand, det kan man sætte pris på eller synes er kedelige digressioner – og så den udpræget loyale skildring af personernes sjæleliv. Det mærkes, at Bodelsen er fortrolig med miljøet, fortrolig med de skildrede personer som typer, og det mente mange også, var et problem. Bodelsen selv lagde aldrig skjul på, at han gerne skrev om personer – ofte mænd – der lignede ham selv i hovedtræk. Vege, let moralsk anløbne, spaltet mellem åndelige og materielle behov; på mange måder folk som de er flest.

Det er enten nærliggende eller fristende at tro, at der lå en slags plan bag det, når Bodelsen herefter tog fat på at gøre motivet i søgeren bredere. Dette var netop den anløbne gennemsnitsborger, der i et mere eller mindre villet opgør med sin vanebundne hverdag bevægede sig ud på en knivsæg.

Denne arbejdsproces manifesterede sig i to romaner fra samme år, 1968, Tænk på et tal og Hændeligt uheld, der har en del til fælles og en del forskelligheder. De har det til fælles, at de skildrer denne gennemsnitsborgers opgør med en vanebunden hverdag og livssituation. Opgøret konstitueres af et finurligt spil med og mod en fremmed. Derimod har de relationen til den fremmede til forskel – dennes karaktertegning og ikke mindst valg af konfrontation, samt ikke mindst graden af samme. Bodelsens øvrige forfatterskab er omfattende og varieret, men de fremhævede gennembrudsromaner, Tænk på et tal og Hændeligt uheld, kan berettiget ses som forfatterskabets hovedværker og tyngdepunkt. I artiklen præsenteres hver af de to romaner kommenteret, der sondres mellem dem og drages nogle udsigelser, og til sidst en afrunding mod forfatterskabet og Bodelsens forfatterskabs betydning og relevans i et bredere perspektiv.

Tænk på et tal

Tænk på et tal handler om en bankkasserer, der lever et stilfærdigt liv i Nærum. På overfladen er hovedpersonen alt det, man sådan venter sig af en bankkasserer: omhyggelig, struktureret, men også lidt af en tørvetriller. En dag kommer kassereren ved et tilfælde under vejr med, at der nær har været røveri mod banken, og han beslutter sig for at afvente røverens mulige tilbagekomst med en snedig plan. Han stikker en del af kassens penge af vejen, uden nærmere at have tænkt over, hvad han egentlig vil med dem, men da så røveriet er fundet sted, kassereren har fået langt broderparten af udbyttet, begynder vanskelighederne.

Røveren kan nok begribe, at kassereren har stukket penge af vejen, tv-avisen fortæller jo om et udbytte på to hundrede tusind, så ingen røver med det kriminelle etos i behold ville stille sig tilfreds med de ti tusind. Derfor må røveren opsøge kassereren og sætte ind med effektiv terror.

Telefonen ringer uafladeligt både hjemme og i banken, den stille kasserer får sin lejlighed endevendt, reservenøglen er jo altid det samme sted, og hvad siger en pæn, lovlydig mand egentlig til politiet, når han ved, at røveren fra et ellers heldigt udført kup efterstræber ham?

Ved hjælp af heldig improvisation får kassereren dog røveren sat fast, men en simpel fodfejl gør, at hans udbytte, der ellers fikst er anbragt i bankens boksanlæg, bliver utilgængeligt. Her forsøger kassereren sig dog igen med en heldig improvisation, for hvad er mere nærliggende end at alliere sig med en sød pige, der pludselig dumper ned fra himlen, men så tager vanskelighederne igen til. For kan man nu stole på den søde pige? I form af et ophold under sydens sol får kassereren endelig forløst sit egentlige mål, den dragende forandring. Men her, hvor alt ellers er lige ved at være fryd og gammen, indhentes han både af politiet og røveren, og så ender det hele med både mord og det store brud, for overfor de rigtige sammensvorne kriminelle forslår en stakkels bankkasserers improvisation sig kun så-og-så længe. Til sidst står han helt alene – og fortabt.

Tænk på et tal – der i øvrigt tidsfæstes til at foregå mellem 1964 og 1967 – bredte kultur- og miljøskildringen fra noveller som Fjernsynet flimrer ud og var givetvis en salgssucces, netop fordi den ganske behændigt tog tressernes kulturforandringer i øjesyn. At den så var, og er, spændende, medrivende er vel heller ikke af vejen. Filminstruktøren Alfred Hitchcock er på flere niveauer blandt de Bodelsen’ske inspirationskilder, og i Hitchcocks tilfælde er det sjældent noget problem, at hans film både er spændende og medrivende og filmkunst på et æstetisk set højt niveau.

Hvad bestod tressernes dybtgående forandringer så i? Én ting var vandringen fra land til by, de nye sovebyer, rækkehusene og forstadskvartererne, hvor Tænk på et tal også foregår.

Bodelsen selv havde først i tresserne trodset en mulig fordom om kunstnertraditionen og, i stedet for at vælge en kvistlejlighed i det indre København, bosat sig i Nærum.

Noget andet var tressernes fremvoksende funktionærstand, der i romanen får udtryk i det mere flydende kollegiale miljø menneskene i banken imellem, hvor omgangstonen er præget af tressernes snigende, kulturelle revolution; de tektoniske forskydninger i de traditionelle samværsnormer mellem foresatte og menigt personale. ”Formerne er kommet derhen, hvor de pynter mere,” som Palle From bramfrit siger i et afsnit af tv-serien Krøniken. Bodelsen undersøger i Tænk på et tal med stor præcision, hvordan samarbejdet i banken påvirkes af en på overfladen tøjlet kappestrid; af et udtalt ønske om levefodsfremgang, næsten for enhver pris. ”Man” drømmer om forflyttelse, forfremmelse; forandring. ”Man” kender ikke rigtig hinanden. Kassereren har sin personlighed imod sig i dette præstationsræs, og der skildres effektivt situationer, hvor han som den udpræget sociale outsider i banken har svært ved at begribe spillet og magtstrukturerne omkring sig. Han bliver så optaget af sin egen improvisation og lejlighedsvise snarrådighed, efter at han har begivet sig ud på knivsæggen, at han for sine omgivelser i sociale situationer fremstår studs og konfus.

Det er ikke for meget at udstikke konfliktophobningen som romanens centrale tema; kassereren får slået så mange knuder på sig selv og sit liv, at han til sidst netop ender alene og fortabt, langt væk hjemmefra. Midt i præstationsræset vælger han at gribe til den hurtige mulighed for berigelse, hvem har ikke ofte tænkt på, hvordan det som bankansat må være evindelig at være i kontakt med tusind- eller millionvis af kroner og så senere hen betragte ens egen månedlige lønspecifikation? Kassereren bryder så at sige den sociale norm, det tabu, at en pålidelig bankansat skulle kunne stikke betroede midler til side til sig selv. Vi får endda at vide, at bankkasseren er afholdt af kunderne – ”Det er da godt, at De er her endnu,” siger en trofast kunde blandt den nyfigne kundeskare til ham, da denne skal hæve penge netop dagen efter røveriet.

Det er en interessant sløjfe på romanens temaer og pointer, at kassereren så udpræget forråder sin egen intuition, da han skal have sin forbrydelse fuldbyrdet. Da han kommer under vejr med, at kvinden, der sidenhen bliver hans noget tvivlsomme allierede, måske ikke helt er, hvad hun giver sig ud for at være, tænker han i sit stille sind, at han ”heller aldrig [har] haft fidus til tilfældige sammentræf”. Dét skulle han måske have haft øje for, da han fra begyndelsen kastede sig ude i sit forehavende.

Den centrale udsigelse i Tænk på et tal er den, at menneskelivet bør være bundet af normgivende konventioner og meningsfuld kontakt til ens nærmeste medmennesker. Præstationsræs og udskiftningen af faste rammer med flydende sociale koder bærer et ekko af tomhed i sig. Kassererens eksperiment med at iværksætte en i øvrigt ret ubegrundet forandring af sin tilværelse ved at tage en løs chance, tømmer hans relationer til de mennesker, han i hverdagen er omgivet af, for mening, mens samme handling sætter ham i forbindelse med mennesker, der er i stand til at foretage sig ting, hvis rækkevidde han slet ikke har begreb om. Over for samfundets bærme står gennemsnitsborgeren magtesløs, navnlig når de konventioner, der er udspændt som sikkerhedsnet under dennes tilværelse, kortsluttes– eller hastigt eroderes af det bredere samfunds snigende kulturelle revolution.

En indskudt bemærkning: Der foreligger en samtidig, fortrinlig filmatisering af Tænk på et tal ved den, ligesom Bodelsen ret tidstypiske instruktør Palle Kjærulff-Schmidt med Henning Moritzen og Paul Hüttel i de to centrale roller. Den kan man med fordel se – også fordi den netop er et tidsbillede. Bemærk for eksempel sprogbehandlingen, omgangsformerne og hvor velsitueret en omtrent fyrreårig bankkasserer er i filmens 1969, der i parentes bemærket betonede realismen som forlæg: velklædt, pæn, ny vogn, nydeligt møbleret lejlighed med moderne hjælpemidler. Banken ligner i øvrigt heller ikke et fort – kassereren kan såmænd lukke sig selv ind efter lukketid(!).

Hændeligt uheld

Det er et kendt forhold, både fra biblio- og filmografier, at en kunstner kan frembringe et imponerende værk og så kort tid efter frembringe et beslægtet værk, der er endnu mere imponerende. Eksempelvis er Sergio Leones film Den gode, den onde og den grusomme særdeles god, men Once Upon a time in the West, der udkom et par år efter, er udmærket i ordets egentlige betydning. På den måde skal værker i en portfolio ideelt set ikke skygge for hinanden, men vel opfattes som mådeholdent gensidigt sammenknyttede. Hændeligt uheld er på alle måder en bedre roman end den ellers fortrinlige Tænk på et tal: Den udfolder beslægtede tematikker mere raffineret og bredspektret og er langt mere gennemtænkt i sin spændingskurve.

Hovedpersonen i Hændeligt uheld er en nyudnævnt direktør for en dansk bilfabrik, finansieret af et vesttysk konsortium. Direktøren er velsitueret, omtrent sidst i trediverne, indehaver af hustru og enebarn, og har fremtiden for sig og erhverver sig samme dag, som kontrakten med vesttyskerne underskrives, en byggegrund i et attraktivt kvarter nord for København. Videre samme dag, efter vesttyskerne er rejst hjem, slutter han sig til et selskab af yngre mennesker, der har besluttet sig for at fejre påskens komme i et drikkelag i et fjerntliggende sommerhus, men den nyudnævnte direktør med en udpræget borgerlig tilværelse falder noget uden for selskabets normer. En særlig flabet gæst får udnævnt ham til en Nowhere Man – efter Beatles-nummeret med samme navn – og langsomt bliver målet fyldt.

Hovedpersonen sætter sig bag rattet i en af selskabets biler, ikke sin egen, men en udtjent sag, for at komme hjem til familien, men undervejs rammer han ved, hvad han selv kalkulerer sig frem til, et hændeligt uheld, en ældre mand på cykel, der dør på stedet. Den nyudnævnte direktør stikker af fra åstedet og hjem og har nu den centrale opgave at gemme sig godt og for alt i verden forhindre, at det hele ramler for ham. Det går da en tid, men ved et hændeligt uheld eksponerer han sig selv, og så kommer bilens ejer – ingen ringere end den flabede gæst – på sporet af ham. Ved skæbnens ugunst bliver deres liv flettet sammen på bilfabrikken, sidenhen også i privatlivet, og så tager konfrontationerne gradvist til. Til sidst beslutter direktøren sig for at likvidere sin plageånd og griber en lejlighed til at gøre det ved et kamufleret, hændeligt uheld. Slutningen, rejsegildet for det nye hus, er denne gang mere tvetydig – er der nogen fortabelse, eller er den evig?

Som nævnt er Hændeligt uheld et fremragende, helstøbt værk, der i første række radikaliserer det sammenstød, som også bliver skildret i Tænk på et tal: sammenstødet mellem den almindelige, moralsk anløbne gennemsnitsborger og så én, der er farlig ved ikke rigtig at have noget at miste. Sidstnævnte er i Tænk på et tal fortrinsvis et ”skyggemenneske”, én, der i videst mulige omfang opererer uden for hovedpersonens synsfelt, hvorimod antagonisten i Hændeligt uheld legemliggøres og tilmed bliver til en nuanceret karakter, som dog entydigt plager hovedpersonen ved sin levevis og manér. Læseren er næppe meget for det, men man gribes som sådan af det spørgsmål, hvordan man selv ville reagere, hvis man blev truet af så udspekuleret en afpresser. Man ville nok have meldt sig, jovist, men konflikten består jo uagtet af denne undladelsessynd. Hovedpersonen står midt i det; det egentlige offer tager man sig i at glemme.

Magtrelationer er et af romanens centrale temaer; hvordan mennesker, væsentligst hovedpersonen, har magt over dem selv og andre, over tingene og over og i de forskellige sociale sammenhænge, de indgår i. Hovedpersonen er i de fleste sammenhænge situationens mand. I det selvudråbte hændelige uheld flyder øjeblikkets chok sammen med opsparet snarrådighed, og derfor evner han at fuldføre flugten og umiddelbart slette sine spor.

Epitetet kamæleon ligger snublende nær; vi får også at vide, at hovedpersonen, allerede i sine ungdomsår, habilt lagde sin personlighedstype om fra svirebror til målrettet student – apropos konfrontationen med de ansvarsfri unge mennesker i påskedagene. Han har selv været der. Nu er han derimod på de gode tiders solside; det materielt orienterede, velsituerede konkurrencemenneske med en udpræget flair for spil og proces, men også – jf. den amerikanske sociolog David Riesmans læseværdige klassiker Det ensomme massemenneske – dettes arketypiske konsekvens: Det indre, moralske gyroskop er erstattet med en radar – stadige kurskorrektioner, betinget af ydre påvirkninger og eksistentiel angst.

Antagonisten derimod – en afdanket, falleret student et sted i tyverne – bliver til en studie over en anden mennesketype, der også trådte stærkere frem mod slutningen af tresserne. Formnedbrydningens nærmest yderste konsekvens: lurvet klædt, brovtende, men med en masse slebne og pointerede formuleringer.

Han har læst Ralph Naders stridsskrift mod den amerikanske bilindustri, Usikker ved enhver hastighed, læst modargumenterne og kan, uden at lægge sit lod i noget synspunkts skål, fiffigt bruge dette kendskab til sin egen og (påstået) fabrikkens fordel. Samtidig kan han alliere sig med en fjendtligsindet journalist, sende billeder og ubehagelige rapporter om den nye bilmodel via fjernskriveren til Vesttyskland, alt sammen for at gå hovedpersonen på nerverne og dette desuagtet, at fabrikken giver ham et levebrød. En slags smidig, konsekvent illoyal provo; en lommeudgave af sluttressernes rødgardister. Antagonisten og hovedpersonen er på én gang gjort ud af samme stykke:

De spænder deres amoralitet til bristepunktet. Men på den ene side kræver hovedpersonens lig i lasten en stilsikker, konsekvent beregnende adfærd, hvorimod antagonisten på den anden side frit kan afmåle sin afpresning efter situationen i en ansvarsfri position. Romanen undersøger på raffineret vis denne vekslen mellem konflikt og ligevægt i de to personers relation. I sidste instans er det dog afpresseren, der tager fejl i sin beregning af andre menneskers adfærd. Ret beset er det ham, der er en Nowhere Man; hovedpersonens handlinger kan med indlæst god vilje også ses som et gennemtænkt forsvar for en velsitueret tilværelse. Han har en borg at forsvare – et ståsted, der rækker ud over plageåndens labile irrationalitet.

Endnu en indskudt bemærkning: Der foreligger en vanskeligt tilgængelig filmatisering af Hændeligt uheld, der ikke skal nævnes som sådan for sine udprægede kvaliteter, men derimod for sin løjerlige sammensætning. Man satte den danskeste instruktør af alle, Erik Balling, til at instruere filmen, lavede om på forlægget på flere måder (vesttyskerne blev til japanere, og afpresseren var i stedet en kvinde) og indspillede den på engelsk med engelske skuespillere.

Teaterskuespilleren Roy Dotrice er en pansret udgave af hovedpersonen, og trutmunden Judy Geeson er på besøg fra Carnaby Street som afpresseren. Bagtæppet er dog uomtvistelig dansk med danske villakvarterer, vejskilte, patruljevogne, frokostanretninger, guldbajere, aviser mv. Filmen ”fandtes” engang på internettet, indtil den ikke fandtes der mere. Brænder man for at se den, kan man henvende sig til denne artikels forfatter eller tage en tur på Statsbiblioteket.

Skyld og ansvar

Begreberne skyld og ansvar er helt centrale for læsningen af de to romaner. Begge dele tilmåles lige stor vægt, og det kan tænkes, at betoningen af førstnævnte gør, at så mange synes at have det svært med forfatterskabet. Ikke mindst når Bodelsens hovedpersoner sjældent er egentlige ofre – eksempelvis for en dårlig barndom, for at nu at fiske en stereotyp fra nyere litteraturs rodekasse. Hovedpersonerne i Tænk på et tal og Hændeligt uheld er almindelige mennesker, ophængt mellem disse to begreber, og sat på knivsæggen i forlængelse af deres gerninger.

Den nyudnævnte direktør har så megen fatteevne i behold, at han, umiddelbart efter at have kørt et andet menneske ned, kan sidde bag rattet og overtrumfe skyldfølelsens umiddelbarhed med intellektuelle konstruktioner i form af indre monologer. ”Han kunne ikke se, han havde gjort noget galt, men han vidste andre kunne se det.” Inde i hans hoved konstruerer hovedpersonen en serie distraktioner på denne ene afgørende dag, kobler en for udenforstående vanskeligt fattelig systematik til og får så en konsekvens.

Dagen som maskinelle konsekvensudfald; ingen viljeshandlinger. Hvad var der sket, hvis ikke kollegaen havde løjet sig fra vesttyskernes selskab med en påstået dårlig visdomstand for at nå hjem til familien? Ja, så var det hovedpersonen, der var nået hjem til sin familie i hel tilstand. Et tilfældigt udfald gjorde forskellen. Direktøren kan tilmed smide et moralsk kort, medens han sidder der bag rattet, post festum: ”man straffer ikke den anklagede for at lyve i retten.”

Jovist, det gør man ikke, men direktøren har ikke blot ophævet sig selv til dommer i sin egen retssag. Han er såmænd forsvarer, anklager og anklaget på samme tid. Til sin rådighed har denne gestalt et mentalt panoptikon; en aldrig svigtende evne til ved kalkulation, manipulation og slebne ræsonnementer at anskue sagen fra alle vinkler. Rollesammenfaldet resulterer dog ubetvivleligt altid i – ja, enten i et tiltalefrafald eller en frifindelse. Der er slutningen som antydet tvetydig. Nærværende forfatter holder på tiltalefrafaldet.

Det pointerede spørgsmål, Bodelsen undersøger i begge bøger, er nemlig det følgende: Hvad forhindrer egentlig menneskene, i en tid hvor de institutionaliserede skyldstugtemestre og/eller -påmindere er under afvikling, og hvor det selvberoende individ træder stadigt stærkere frem, i at behandle hinanden som objekter?

Hvis man interesserer sig for dette spørgsmål, så kan man roligt læse de to romaner og store dele af forfatterskabet i øvrigt. I den sammenhæng er bøgerne heller ikke forældede, for det er kun blevet værre siden da. Folk bliver i vore dage øjensynlig skilt og splitter familier ad af samme årsager, som hovedpersonen stikker af fra det selvudråbte hændelige uheld. Han gør det dog imidlertid for at holde sammen på sin tilværelse og sit ægteskab.

Modspørgsmålet til direktørens fikse moralske trumf er nemlig: Hvem straffer den anklagede for at lyve over for sig selv?

Ja, det er ikke så nemt, for Bodelsen er ikke den programmatiske eller moraliserende type. Han holder sig til antydningerne. En af antydningerne er kirkens og mærke-/helligdagenes betydning for den ydre handling. De to romaner er udspændt med tidsangivelser, eksplicit mellem årstidernes vekslen. I Tænk på et tal når hovedpersonen et mentalt vendepunkt ved sin faders begravelse, hvor salmeteksterne er et væsentligt ledemotiv. Det er i øvrigt en Bodelsen’sk specialitet forfatterskabet igennem. Helligdagenes symbolik træder tydeligere frem i Hændeligt uheld, der meget sigende har påsken som bagtæppe. Familiens bolig – den, de så gerne vil flytte fra – er tæt på kirken og dermed kirkeklokkerne, der kimer uafladeligt påsken igennem.

Der bliver koblet en del finurligheder på denne symbolik, dem kan man fornøje sig med ved at læse romanen. Det væsentligste er dog den afkappede forbindelse mellem det ydre og det indre; kirken er der, den tilkendegiver endog sin tilstedeværelse, men den betyder ikke noget for hovedpersonen. Historisk har kirken – selv for de mest primitive lægfolk – været netop en skyldens tugtemester eller påminder. I 1968 står gennemsnitsborgeren imidlertid for alvor fremmed over for den slags. Hvad denne skulle med kirken, siger Bodelsen ikke så meget om, præst eller forkynder er han jo ikke, men hovedpersonen kunne tage derhen af egen fri vilje. Hvad der er mellem hans samvittighed og Gud, forbliver hans egen sag. Det er den afkappede forbindelse, der er væsentlig for Bodelsen; hvor står vi egentlig, når den ikke længere findes?

Vi står ved fremmedgørelsen. Det er dog væsentligt at understrege, også jf. marxisternes forsøg på at trænge ind på og til Bodelsens forfatterskab, at der i de to romaners tilfælde og i forfatterskabet i øvrigt er tale om en forsigtig og udogmatisk indkredsning af dette begreb. Hovedpersonerne i Tænk på et tal og Hændeligt uheld har det til fælles, at de i deres sjæleliv har vanskeligheder med en vekslende i længden tiltagende følelse af meningsløshed over for det betydende i deres tilværelse.

Tressernes kulturelle revolution opløste vante forestillinger om familieliv, omgangsformer, tryghed og satte noget andet i stedet. Bodelsen mener to ting i relation hertil. For det første at denne fremmedgørelse, som det ellers kunne være fristende at hævde, ikke var nogen ny ting. Det er en illusion at tro, at tressernes kulturelle revolution ituslog et harmonisk samfund; en belle epoque præget af udelt harmoni. For det andet at det virkelig nyskabende var, at fremmedgørelsen radikaliseredes ved sin konkrete rækkevidde; de konkrete dispositioner, menneskene tog midt i det hele.

Fremmedgørelse kan holdes i ave, på et tåleligt niveau, hvis der stås på et fundament og bevares en grundlæggende sammenhæng mellem generationerne; mellem før og efter. Altså en normativ integration i tilværelsen, tilvejebragt gennem både arv og miljø. Opgiver man denne, skal man være sig bevidst, at man senere hen kan hæve sig en dybere fremmedgørelse; fornægtelse af betydningen af de integrerende kræfter i et samfund får angst til at æde sjæle op. Eller også forlader menneskene sig på de banaleste undskyldninger. Hovedpersonen i Hændeligt uheld runder romanen af med at fastslå, at han begik en instinkthandling, da han stak af fra åstedet. Det forekommer i hvert fald nærværende artikels forfatter åbenlyst, hvem – eller snarere hvilke – der i reglen forfalder til sådanne.

Afsluttende bemærkninger

Den mangeårige svenske statsminister Tage Erlander – embedsperiode 1946-69 – tillægges formuleringen af det paradoks, at tressernes levefodsfremgang, de voldsomme forbedringer i de materielle levevilkår, ledte til ”de stigande förväntningarnas missnöje”. Folk kunne aldrig få nok og havde altid nye krav og nye grunde til at stikke af fra deres ansvar og forpligtelser. Som den tyske dramatiker Botho Strauß har påpeget, så er rigdommens paradoks det, at den ikke beskytter mod demonteringen af det samfund, den i sidste instans skyldes.

Det er inden for denne forståelsesramme, at de to romaner foregår – og dette dybe paradoks gennemtrænger Bodelsens forfatterskab, der i høj grad netop er et prisme til at forstå en anden verden, nemlig vor nære fortid. I forfatterskabet kan man spejle levevilkår, omgangsformer – hvad der blev taget for givet – gennem den eksplicit realistiske optik, Bodelsen anvendte, og dertil iagttage og diskutere, hvad vi har kastet overbord siden da. Der skete noget med os.

Et stykke anekdotisk bevisførelse kan være anskueliggørende. I fhv. minister Knud Heinesens særdeles læseværdige erindringer Min krønike fortæller denne om tilvejebringelsen af en ny folkeskolelov først i 1970’erne. Heinesen var da undervisningsminister. Denne lov skulle afløse den gamle, indført i 1937/41. Det er dansk skik, at lovgivningen om folkeskolens virksomhed forudskikkes af en formålsparagraf; en programmatisk formulering af, hvorfor der holdes skole. Den fra 1937/41 var i øvrigt formuleret af en radikal undervisningsminister.

I forbindelse med arbejdet med formuleringen af en ny folkeskolelov skulle formålsparagraffen så også revideres. Formålsparagraffen til loven af 1937/41 indeholdt ord som karakterdannende, kristelige værdier, kærlighed til hjemmet og vort folk og sans for orden. Da man i 1972 trommede den samlede ekspertise inden for filosofi, samfundsvidenskab, teologi osv. sammen, bad Heinesen dem om at tage stilling til det forventede indhold af en ny formålsparagraf. Denne samlede ekspertise kunne – i Heinesens referat – blive enige om to ting: Indholdet af 1937/41-formålsparagraffen stod dels ikke længere som et værdigrundlag, befolkningen kunne samles om, dels kunne befolkningen slet ikke længere samles om nogen fælles livsform; borgen var nedbrudt.

Forløbet er temmelig kendetegnende for en afgørende periode i danmarkshistorien. Dertil kan det polemisk tillægges, at det i løbet af 1970’erne ellers ikke synes at have været vanskeligt for folkeskolelærere at finde et helt andet værdigrundlag, som de i vid udstrækning fandt fælles og normgivende, og som de ikke holdt sig tilbage for at give videre.

Tværs gennem det 20. århundrede er der tegnet en kridtstreg, der adskiller radikalismen fra de andre. Nogle ville rive ned, afkaste sig snærende bånd, lave det hele om, foranstalte frigørelsens terapi. ”Kærlighed og ægteskab, hvad kommer de hinanden ved? (…) vi har en indre fæstning her // som styrkes i sit eget værd // når bare vi kæmper // for det, vi kan li’.” Således trakterede radikalismen med banaliteter i det 20. århundrede. På den anden side af denne kridtstreg fandtes en position, der hævdede sansen for troskab, de nære, meningsfyldte relationers betydning og behovet for en overensstemmelse mellem før og nu. Anders Bodelsen var vel ikke eksplicit konservativ, men stod det rette sted og afgrænsede sig fra dem, der stod i livsløgnens tjeneste. I et interview for en ti års tid siden sagde Bodelsen følgende:

[S]elvom jeg fortsat føler mig tæt på tiden, kan jeg ikke identificere mig med for eksempel vovemodet hos unge mennesker, der har friværdien som gud – der tager afdragsfrie lån i friværdien af, hvad de måtte eje og sætter deres forbrug sådan i vejret, at det svimler for én, der som mig er opdraget til, at man bruger mindre, end man tjener. Nogle burde skrive om disse mennesker. Lidt ubeskedent sagt: Der burde være en 30-årig Anders Bodelsen. Problemet er bare, at vi ikke har mange danske forfattere, der både interesserer sig for det politiske og for det psykologiske.

Det er et stående, men meget sigende paradoks, at man i årevis har ventet på den nye store samtidsroman i dansk litteratur. Den kommer ikke rigtig, måske kan den slet ikke skrives – måske fordi selve grundforudsætningen for den ikke længere findes. Nemlig den fælles samhørighed, knyttet til en samtid. Radikalismen fik visselig revet meget ned.

Vi må fortsat vente på den nye Anders Bodelsen – den gamle skrev i øvrigt næsten kun (store) samtidsromaner. Imedens kunne flere, ud over at bygge op, med fordel netop læse dem og nærstudere den opløsning af den fælles samhørighed, der vanskeliggør den moderne samtidsroman. Vi kommer jo trods alt et sted fra.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside