Et regeringsgrundlag om alting – undtaget noget af det vigtigste

Så sluttede det endeligt: De uendelige forhandlinger om Danmarks nye regering fandt deres konklusion – og det blev en for mange iagttagere den måske mindst overraskende konklusion: En BAMF-regering og endnu en runde til Mette og Lars.

Tilsammen har de nye regeringspartier skrevet et regeringsgrundlag. Det er på intet mindre end 77 sider.

Der er planer og løfter om alt lige fra skattelettelser til arveskat og skjulte skattestigninger, fra gratis tandlæge (om ti år) og store bededag (måske) til en systematisk kortlægning af erhvervslivets byrder og oprydning heri, fra flere havvindmøller til et nyt velfærdsforlig og mere kunstig intelligens i den offentlige sektor.

Der er noget til alle.

Men mindst lige så interessant er det derfor at spørge sig, om der er ting, der ikke er med. Når nu man har været så historisk grundige og præsenterer danmarkshistoriens mest omfattende regeringsgrundlag, er der så noget, man har overset.

*

Svaret er ja. Og det er endda noget af det vigtigste, man har udeladt.

I hele regeringsgrundlaget er der nemlig ikke et eneste ord om bedre regeringsførelse. Intet om lovforberedelse. Ikke nogen løfter om at lytte mere til høringssvar og sikre ordentlige høringsfrister.

Heller ikke noget om gennemsigtige konsekvensvurderinger, så der ikke tages politiske beslutninger i blinde. Ikke et pip om grundighed eller gennemsigtighed, og heller ikke noget om Folketingets rolle.

Og det er ikke fordi, demokratiet ikke er i fokus fra de bekymrede regeringspartier. Man har således hele to afsnit, der handler om demokratiets og retsstatens ve og vel.

For det første har man et afsnit med titlen »Et deltagende og demokratisk afsnit«. Her har man f.eks. nævnt Magtudredningen og denne forskergruppes arbejde som noget, man vil følge op på. Og da Magtudredningen i den grad har sat fingeren på nogle ømme punkter (se f.eks. her eller her) burde det jo love godt.

Men djævelen ligger i detaljen, og kontekst er altid konge.

Når magtudredningen således nævnes, er det ikke fordi, man bekymrer sig om f.eks. magtforskydningen væk fra Folketinget, eller fordi lovkvaliteten i Danmark helt åbenlyst undermineres, når lovmaskinens tandhjul snurrer rundt i overgear.

Næ, det handler om »imødegåelsen af polarisering af demokratiet, fragmenteringen af den digitale verden og den hastige teknologiske udvikling.« Altså om techgiganter, sociale medier, problemerne med de mange små partier og alt muligt andet.

*

I regeringsgrundlaget undgår man behændigt at forholde sig til, hvordan magten i demokratiet fungerer og skal fungere, men man har til gengæld travlt med alle andre og mindre interessante dele af demokratiet. Ikke så meget kiggen-indad dér.

For det andet har man et afsnit med titlen »Et trygt og sikkert Danmark«. Det handler i høj grad om retssikkerhed, og da retssikkerhed jo er en fuldkommen grundlæggende byggesten i ethvert velfungerende samfund, er det entydigt positivt, at man her har taget handsken op.

F.eks. vil man styrke retshjælpen, så borgernes retssikkerhed sikres bedre, og man vil følge op på Privatlivskommissionens anbefalinger (Folketinget besluttede at nedsætte en sådan kommission i december 2025 – i øvrigt i form af et flertal uden om den daværende regering).

Men man hvis man vil styrke borgernes retsstilling, er der nogle andre skruer, der måske er mindst lige så vigtige hvis ikke vigtigere at justere. Hvorfor kigger man f.eks. ikke nærmere på erstatningerne til borgerne, når de bliver kørt over af systemet?

Hvorfor kigger man ikke på vilkårligheden i skattereglerne og skattevæsenets beføjelser, der på nogle områder rækker videre end politiets?

Hvorfor kigger man ikke på, om det offentlige i det hele taget skulle være mere tilbageholdende med f.eks. at anke sager, når man har tabt dem én gang?

Alt sammen noget, der ville styrke borgernes retsstilling og i øvrigt indirekte skabe større incitamenter for politikere til at lave grundigere lovarbejde, fordi man dermed vil undgå tabte sager og skandaler.

Til gengæld har man en ambition om, at der skal være flere kommissioner, ekspertgrupper og undersøgelser, der skal bane vejen for kommende reformer. Og det er – fuldkommen uden snert af ironi i stemmen – faktisk en god ting.

I den bedste af alle verdener var det udtryk for en ny form for ydmyghed over for den store opgave, lovgivning reelt er. I virkelighedens verden er det måske snarere udtryk for, at man ikke er helt enige.

Men uanset hvad er resultatet det samme: Ingen hovsa- eller hopsa-reformer på de områder. Til gengæld tid til at tænke sig om. Og det er faktisk lige præcis det, folkestyret har brug for: Tid til at tænke sig om.