Bertel Haarder. 2009.

Åndelig oprustning uden pjank

Bertel Haarders Sjælespark
17. februar 2026
5 minutters læsetid
I Sjælespark insisterer Bertel Haarder på, at ånd ikke er en privat følelse, men en social og historisk forpligtelse. Max Manøe vurderer bogens diagnose af samtidens dannelseskrise – og peger på både styrker og sidespring.

Sjælespark (2025) er Bertel Haarders bud på, hvad åndelig oprustning bør betyde i en dansksammenhæng. Han afviser forestillingen om ånd som noget luftigt eller elitært og insisterer på, at den hører hjemme i fællesskabet, i historien og i det aktive medborgerskab.

Bogen er ikke et religiøst manifest, men et forsvar for de kulturelle og menneskelige forudsætninger, som et demokratisk samfund hviler på. Haarder skriver ind i en tid, hvor dannelse og sammenhængskraft igen er til debat, og forsøger at give ånd et sprog, der kan bruges uden at blive højstemt.

Fra mørk energi til medborgerskab

Bertel Haarders Sjælespark åbner med en diagnose af de kulturelle og åndelige udfordringer, som det moderne samfund står overfor. Sekularisering, stigende individualisme og manglende historisk bevidsthed er efter Haarders vurdering med til at svække vores fælles sindelag.

Han formulerer det skarpt på bogens første sider: »Problemet er ikke at folk ikke tror på noget, men at de tror på alt muligt«. Derfor er opgaven, mener Haarder, at minde os om, at vi er åndsvæsner, født ind i en historie og forbundet til hinanden gennem traditioner, kultur og fællesskab.

Som en gennemgående metafor trækker Haarder på Stephen Hawkings begreb om mørk energi. Ligesom mørk energi holder universet sammen uden at kunne måles direkte, udgør tilliden – og dermed ånden – den usynlige kraft, der skaber sammenhæng i samfundet. Tillid står i modsætning til kontrol og kan efter Haarders opfattelse ikke frembringes gennem politik, men kun gennem kultur, dannelse og et levende civilsamfund.

Etik, politik og borgerdyder

Med dette perspektiv bevæger Haarder sig gennem en lang række emner: religionens rolle i et sekulariseret samfund, aktiv dødshjælp, MeToo-bevægelsen, migrations- og udlændingepolitik, humorens betydning i det offentlige rum og meget mere. Et centralt tema er hans skelnen mellem etik og politik. Haarder kritiserer især liberale for at have negligeret den etiske dimension ved at antage, at det, der er lovligt, også nødvendigvis er moralsk.

Haarders refleksioner om sport og motion fremstår mere erindringsprægede end relevante for en debatbog om åndelig oprustning.

Han fastholder i stedet, at både markedsøkonomi og demokrati forudsætter dydige borgere, der handler med sympati og omtanke frem for blot egeninteresse. Han skriver bl.a. således: »Frihed uden ordentlighed fører til et røversamfund – eller et kontrolsamfund«.

Bogen er fyldt med litterære, filosofiske og historiske referencer, fra Niels Bohr og Løgstrup til Karen Blixen, Shakespeare og Lars von Trier. Samtidig trækker Haarder hyppigt på anekdoter fra sine 22 år som minister i ti forskellige ressortområder, hvilket giver bogen et personligt og erfaringsbaseret præg. Det gør Sjælespark til en debatbog snarere end en teoretisk afhandling – et værk, der kombinerer historiske, kulturelle og personlige fortællinger med et forsøg på at genoplive en samtale om ånd, dannelse og fællesskab i et moderne demokrati.

Sjælespark og sidespring

Efter min opfattelse lykkes det for Haarder at formulere et originalt og samtidig tilgængeligt perspektiv på den åndelige oprustning, som mange efterlyser i disse år. På sin egen måde har han i årtier insisteret på, at frihed og fællesskab ikke er modsætninger, men gensidige forudsætninger.

At denne tanke nu fylder mere i den borgerlige idédebat – eksempelvis hos CEPOS og i Liberal Alliances nye vægt på fællesskabets betydning og dannelse – skyldes ikke, at Haarder har tilpasset sig tidsånden. Det skyldes snarere, at tidsånden endelig har tilpasset sig ham. Med Sjælespark fremstår det tydeligt, at meget af den debat, vi i dag fører om ånd, kultur og dyder, genlyder af pointer, Haarder har forsøgt at indprente gennem et langt politisk virke.

Hvad der kunne være bedre

Selv om bogen er både inspirerende og tankevækkende, er der også områder, hvor den efter min mening kunne have været stærkere. For det første fylder skolens rolle for lidt i Haarders analyse. Han henviser flere steder til sin tid som undervisningsminister, men udfolder aldrig for alvor, hvad det betyder, at skolen er det sted, hvor den demokratiske, historisk bevidste og selvkritiske borger formes.

Hvis ånd og dannelse er forudsætninger for et velfungerende demokratisk samfund, så er skolen det naturlige sted at starte. Her kunne Haarder med fordel have udfoldet sine idéer om, hvordan vi i højere grad kan indrette skolen, så den netop styrker vores åndelige robusthed.

For det andet er der i den ellers korte bog passager, som ikke styrker den overordnede argumentation. Haarders refleksioner om sport og motion fremstår mere erindringsprægede end relevante for en debatbog om åndelig oprustning. Det samme gælder de mange sider om Trump og Putin, som næppe vil fremstå som nye indsigter for en dansk læser. Det afsluttende kapitel om humorens betydning befinder sig i samme kategori: sympatisk og personligt, men ikke særligt originalt i denne sammenhæng.

Haarders konkrete politiske vurderinger vil uden tvivl provokere en del i det borgerlige miljø. Han forsvarer bl.a. koranloven

Alt dette er dog små ujævnheder på en ellers solid vejstrækning. Som helhed leverer Sjælespark et væsentligt bidrag til forståelsen af, hvad åndelig oprustning kan og bør være, uden at begrebet forsvinder ud i abstraktioner eller akademiske spidsfindigheder. Haarder formår at give læseren et klarere blik for den kraft, der binder et samfund sammen – og det i sig selv gør bogen værd at læse.

Højskole-Haarder og politiker-Haarder

Allerede i bogens indledning understreger Haarder, at han her taler som højskolemenneske snarere end som politiker. Det betyder dog ikke, at Sjælespark er fri for politik – tværtimod. Ved første øjekast kunne man tro, at bogen lægger sig op ad en klassisk højrefløjsdagsorden med en tilbagevenden til kristne normer. Men det er ikke tilfældet. Haarder placerer sig i et klart centrum-højre-perspektiv, hvor han frit leverer kritik både af midten, hvor hans eget parti i dag befinder sig, og af den nationalkonservative højrefløj.

Pjank og woke

Når det kommer til den progressive fløj, bruger Haarder ordet »pjank« om de mest ekstreme udslag af woke-tænkningen. Det er en velvalgt betegnelse, der punkterer de mest outrerede tendenser uden at gøre fænomenet større, end det er. Samtidig roser han dog Sofie Lindes tale fra 2020 og anerkender ønsket om et mere inkluderende samfund – blot uden at miste jordforbindelsen eller humorens korrektiv. Denne dobbelthed er karakteristisk for bogen: kritisk realisme uden kynisme.

Haarders konkrete politiske vurderinger vil uden tvivl provokere en del i det borgerlige miljø. Han forsvarer bl.a. koranloven, hvor han skriver: »[P]ersonligt kan jeg godt leve med koranloven. For som den tyske digter Heinrich Heine profetisk skrev i 1821: »Der, hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker««. Han afviser smykkeloven, men står fast på en stram udlændingepolitik – et område, han selv har bidraget til at forme som Danmarks første integrationsminister. Han skriver bl.a. om nødvendigheden af moderate muslimer således:

»Det islamistiske uvæsen skal bekæmpes, men ikke på en måde, der sætter alle muslimer under anklage. Kun de færreste muslimer er islamister, og uden de moderate er det ikke muligt at bekæmpe de rabiate og få ofrene for missionsvirksomheden ud af deres åndelige fængsler. De moderate er vores vigtigste forbundsfæller. Uden deres hjælp får vi aldrig bekæmpet islamismen«.

Han ønsker en udvidelse af EU med de resterende nordiske lande, men mener samtidig, at EU bør blande sig mindre i nationalstatens anliggender. Helheden er en solid borgerlig position, men med markeringer, der vil sortere de mest nationalkonservative væk.

Nationalkonservatisme og den borgerlige familie

Det er bemærkelsesværdigt, at Haarder flere steder advarer imod bevægelser på den ekstreme højrefløj i USA og Europa, men helt undlader at nævne den danske pendant. Min vurdering er, at Haarder med denne bog ikke ønsker at bidrage til yderligere splittelse i den borgerlige familie. Det ændrer dog ikke ved, at han tydeligvis ikke selv hører til i det nationalkonservative miljø, som Messerschmidt repræsenterer.

Da Alex Vanopslagh holdt tale ved bogens udgivelse, betonede han kristendommens rolle i forhold til danskhed og åndelig oprustning. Kristendommen fylder også meget i Sjælespark, men for mig handler Haarders projekt ikke om at dele danskerne op i kristne og ikke-kristne. Snarere handler det om at anerkende den kulturhistorie, vi står på, og bruge den som kilde til fordybelse, sammenhæng og åbenhed.

Haarder kritiserer bl.a. den konservative trang til at bevare blot for at bevare:

»Men hvorfor skal det oprindelige være noget helligt? Hvorfor skal vi tyranniseres af æstetikere og historikere, der foretrækker at pakke tingene væk, frem for at nogen får glæde af det?«

Kristendommen bliver dermed ikke en identitetspolitisk markør, men en horisont, der gør os i stand til at forstå vores egen historie og møde andre kulturer uden frygt – og uden at lade os overrumple, som han selv beskriver situationen i Sønderjylland før Første Verdenskrig.

Afrunding: Tillidens stille kraft

Åndelig oprustning kræver ikke politisk enighed, men en villighed til at lytte, tænke og lade sig danne uden at give afkald på sit værdimæssige udgangspunkt. I en tid, hvor både højre og venstre ofte drives af mistillid og egoisme, insisterer Haarder på, at tillid og kulturelt mod er den medicin vi som folk har behov for. Det gør bogen til et vigtigt indspark i den borgerlige idédebat, men også til en påmindelse om, at ånd ikke er noget, man har; det er noget, man gør.

 

Max Manøe Bjerregaard

Max Manøe Bjerregaard

Max Manøe Bjerregaard er cand.mag. i filosofi, politisk konsulent og fhv. formand for Konservative Studenter.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr