Oliver Anthony hedder et nyt musikalsk fænomen i Amerika. Med sangen Rich Men North of Richmond brød han – med udgangspunkt i YouTube – først igennem på internettet og trådte siden ind i det allerhelligste, da hans moderne protestsang for nyligt strøg ind som nr. 1 på den amerikanske Billboard.
Og lad det være sagt med det samme: Rich Men North of Richmond er en fremragende sang.
Dens styrke baserer sig som alt god folkemusik i den amerikanske tradition på, at den i bund og grund er simpel. Og denne simplicitet går her både på det rent musikalske og på teksten og dens budskab.
Sangen bærer på samme umiddelbarhed som den tidlige country- og folk revival-musik.
Anthony får det enkle til at rime på det ægte og oprindelige, alt det der er trængt og belejret. Heri er der intet nyt, selvom den nu forarger.
Sandheden er, at denne mytologi omsat til musikalsk form var altid bagtæppet for den levende amerikanske musiktradition. Sandheden er også, at den altid netop var mytologi. Virkeligheden er ikke musik.
Oliver Anthonys succes har affødt mislyde. For hans protest er den forkætrede glemte mands protest: Den mand, der stemte Trump; den mand, der er efterladt alene i udkanten og ser sine beskæftigelsesmuligheder svinde alt imens samfundet omkring ham går i opløsning i en misbrugsepidemi, hvis brændstof er den traditionelle arbejderklasses økonomiske deroute og sociale fortvivlelse.
Eller som det hedder:
Lord, it’s a damn shame
What the world’s gotten to
For people like me
And people like you
Wish I could just wake up
And it not be true
But it is
Og det bliver værre. For ikke alene er sangen et kraftfuldt udtryk for den smerte, der knytter sig til den sociale, kulturelle og moralske deklassering af den traditionelle arbejderklasse, nej den er også et åbent angreb på eliterne.
Titlen henviser netop til denne elite, den velbjergede og fjerne overklasse eller højere middelklasse, der træffer beslutninger, som griber ind i de afmægtiggjorte liv i visnende lokalsamfund.
I en forventelig analyse fra The Guardian hedder det, at sangen ”sparker nedad”, fordi Anthony i andet vers retter akkorderne mod grotesk overvægtige på bistand. Avisen spekulerer også i, at sangen slet ikke er et hit, men er plantet i offentligheden af en slags højreorienteret kabale.
Man må give kritikken ret i, at Rich Men North of Richmond faktisk taber poetisk vingefang, når den i et vers konkretiserer sin politiske kritik:
But God if you’re five foot three
And you’re three hundred pounds
Taxes ought not to pay
For your bags of fudge rounds
Her viger det almene og skildringen af udenforskabets eksistentielle smerte for et overpolemisk og alt for tydeligt politisk budskab. Elegant er det ikke. På den anden side rummer også disse linjer noget interessant.
De er netop med til at placere Anthony som talsmand for en arbejderklasse, der ser sig selv konfronteret med to fjendebilleder: En elite, der har fortrængt dem økonomisk og socialt og en egentlig underklasse, som er kendetegnet ved at have taget det fald, som arbejderklassen nu frygter.
Det er dem, der fortrænger. Og dem man fortrænges til at være.
Bistandsklienter bliver billedet på den fortabelse, der venter. Og da de – set fra det menneskes perspektiv, der knokler for at få sit liv til at hænge sammen og det hele til at løbe rundt – lader til at have affundet sig med dette fald, så rummer deres eksistens også en provokation.
De er ikke blot faldet, men har tabt selve den selvopretholdelsesdrift, der er det tynde skel mellem liv og undergang. De er netop skamløse. Og for den, der føler skam over faldet, er der intet mere urimeligt end denne skamløshed. Også selvom en dybere analyse måske ville afsløre skamløsheden som en konsekvens af faldet.
Alle der har haft erfaring med arbejdsløshed kender til dette forhold. Intet skræmmer mere end at falde ned i den kategori, og intet synes mere urimeligt i ens situation end at man i omverdenens og snart i egne øjne slås i hartkorn med dem, man for alt i verden ikke ønsker at være en del af.
Her ligger netop kilden til den umådelige vrede i disse linjer hos Anthony. Og ja, denne vrede er netop sagen, hvis man vil lægge øret til og fange den dissonans, der giver politik og samfundsliv sin særlige atmosfære i en tid, hvor mange ikke længere kan høre til – eller rettere, hvor vi er mange, der ikke længere kan høre til.
Livin’ in the new world
With an old soul
