Gives der en dansk-kontinental dydsetik?

Replik til Steffen Thomas Laursen
24. september 2025
14 minutters læsetid
For nyligt anmeldte højskolærer Steffen Thomas Laursen Alexander Sokols bog Dyd i spalterne. Den kritiske anmeldelse er en anledning til frydefuld fejde. Vi bringer her Alexander Sokols replik.

Replique bragte for nylig Steffen Laursens anmeldelse af min bog Dyd. På trods af anmeldelsens kritiske islæt, så udtrykker Laursen, at han er positivt indstillet over for dydsetikken.

Hans anmeldelse kan således også ses som et indlæg vedrørende, hvad dansk dydsetisk moralfilosofi er eller bør være, hvilket naturligvis er en diskussion, som jeg anser for ønskværdig. Jeg vil på redaktionens opfordring her kommentere på tre af de mere filosofisk orienterede påstande, som Laursen i sin anmeldelse giver udtryk for, nemlig:

  • Dydsetikken er dårligt eller slet ikke kompatibel med den analytiske filosofi
  • En bog om dydsetik til et dansk publikum bør prioritere at inddrage dansk moralfilosofi
  • Eksemplerne på dydsetikkens anvendelse i bogen strider mod dydsetikkens skønselement

Dydsetikken og den analytiske filosofi

Den analytiske filosofi beskriver en strømning i filosofien, der fokuser på tydelighed og stringens i argumentation, herunder begrebsafklaring, anvendelse af formel logisk metode og bevidsthed om det almindelige sprogs potentiale for diffuse eller misvisende konklusioner. Strømningens opståen dateres sædvanligvis til begyndelsen af det tyvende århundrede.

George Moore og Bertrand Russell var bevægelsens bannerførere, og Hegel og Kant – der repræsenterede modsætningen til den analytiske filosofi, dvs. den kontinentale – var de gamle guder, der skulle fældes fra deres troner. Andre filosoffer, der ofte knyttes til den analytiske strømning, var Ludwig Wittgenstein, Alfred Ayer, Willard Quine og i almindelighed de logiske positivister.

Analytisk filosofi har, i lighed med alle andre store strømninger, ikke et klart afgrænset program, men i sin karikerede form afviser den analytiske filosofi al filosofi, som ikke fremstår sprogligt og logisk klar. Derfor er det rimeligt at fremsætte, at der som minimum er en spænding mellem den analytiske filosofi og dydsetikken, eftersom dydsetikken påstår, at det ikke er alle moralfilosofiske spørgsmål, der har et entydigt svar, og at det ikke er alle moralfilosofiske begreber, der kan endeligt afklares.

Anvendelse af analytisk metode på et område, der påstår at være ikke-analytisk, risikerer derfor at føre til absurditet eller forvanskning. Dette er – såfremt jeg forstår Laursen korrekt – kernen i Laursens kritik af min parring af analytisk og dydsetisk filosofi.

Argumentet er efter min mening for simpelt. Problemet er, at skellet mellem analytisk og kontinental filosofi ikke er skarpt, men glidende, og handler om mere end ét slags skel. Det bør være ukontroversielt, at sproglig eller logisk uklarhed til tider ikke stammer fra et områdes iboende natur, men fra mangelfuld filosofisk analyse.

Et eksempel herpå er den postmoderne strømning repræsenteret af filosoffer som f.eks. Jacques Lacan, Jean Baudrillard og Gilles Deleuze, hvis tekster er spækket med eksempler på sætninger, der nok er syntaktisk korrekte, men er semantisk indholdsløse, og som skamløst misbruger det naturvidenskabelige vokabularium, som dokumenteret i f.eks. Fashionable Nonsense af Alan Sokal og Jean Bricmont.

Den tidlige analytiske strømnings opståen var delvist en reaktion på, hvad analytiske filosoffer anså for mangelfulde filosofiske analyser. Her er Hegel et centralt eksempel, fordi hans stil ofte beskyldes for at være notorisk obskur.

En måde at begrebsliggøre skellet mellem analytisk og kontinental filosofi er således som et glidende skel fra obskur til tydelig sproglig fremstilling, altså som et spektrum fra en analytisk til en kontinental sproglig stil. I den forstand er det ikke oplagt, at det skulle være problematisk at anvende den analytiske sproglige stil.

Hvis man retroaktivt skulle placere Aristoteles – dydsetikkens fader – på dette spektrum, ville han da også lande i den analytiske del af spektret, idet store dele af den Nikomakhæiske etik både er forbilledligt klar og reelt handler om begrebsafklaring og -analyse. Hvis man er villig til at føre denne anakronisme endnu videre, så må konklusionen velsagtens være, at dydsetikken er født snarere af den analytiske end den kontinentale filosofi, hvis den skulle være født af én af de to.

Dermed ikke sagt, at den kontinentale stil ikke har fortrin. Nietzsches sproglige stil var i stort omfang baseret på aforismer og poetik – to typer sproglige konstruktioner, der bestemt ikke er analytiske. Det samme gælder for f.eks. Kierkegaard, og anseelige dele af de religiøst funderede visdomstraditioner – f.eks. kristendom og buddhisme – er baseret på lignende ikke-analytiske sproglige konstruktioner og bruger dem til deres fordel. Men det er ikke plausibelt, at den kontinentale eller blot ikke-analytiske stil skulle være kategorisk at foretrække frem for den analytiske stil.

Snarere har de to stile hver deres fortrin. Den kontinentale stil fungerer i særlig grad som et redskab til kontemplation og erkendelse, snarere end til blot at aflæse svar fra teksten, mens den analytiske stil i særlig grad fungerer som et redskab til systemkonstruktion, debat og kritik. Jeg har i Dyd anvendt den analytiske stil på grund af, at stilen forekommer mig at være den, der er bedst til at drøfte principielle spørgsmål såsom hvori dydsetikkens styrker ligger, samt hvornår og hvorfor den er nytteetikken og pligtetikken overlegen.

En tungere kritik mod den analytiske filosofi er som bemærket, at den behandler ikke-analytiske emner som analytiske og således indebærer falske metafysiske påstande. Det mest oplagte eksempel er den efterhånden relativt hedengangne logiske positivisme, der fremsatte at de eneste udsagn, der reelt kunne være sande eller falske, var dem, der enten kunne empirisk verificeres eller var sande eller falske per definition.

Hvad angår dydsetikken, så risikerer den analytiske filosofi at producere falske svar på spørgsmål, der ikke har et svar, f.eks. spørgsmål såsom »hvad nøjagtigt kræver dydsetikken at jeg gør i denne situation?«. Men den analytiske filosofi behøver ikke at søge svar på sådanne spørgsmål.

I sine mere moderate formuleringer kan den analytiske filosofi blot stille sig en ambitiøs, men fornuftig opgave, nemlig at gøre filosofien så tydelig som muligt, men ikke tydeligere – jf. f.eks. Einsteins diktum om at fysiske teorier bør være så simple som mulige, men ikke simplere. Dette kan man selvfølgelig godt kalde et »analytisk filosofisk« standpunkt, men det er i så fald et standpunkt, der deles af mange nulevende filosoffer og som mest af alt har karakter af snusfornuft.

Dette afspejler, at den analytiske strømning fra engang at være den unge og idealistiske avantgarde i dag mere er det midaldrende og moderate borgerskab indenfor filosofien. I den forstand at langt de fleste filosoffer i dag går meget op i begrebsafklaring samt sproglig og logisk tydelighed, så er den analytiske strømning i dag den herskende strømning, men det er en udgave af den analytiske strømning, hvor de værste excesser er skåret bort.

Derfor er dydsetikken heller ikke inkompatibel med analytisk filosofi i dens moderne, mere moderate form. Snarere er det den moderne analytiske filosofi – her repræsenteret af f.eks. Elizabeth Anscombe, Philippa Foot og Rosalind Hursthouse – der har etableret det tyvende århundredes dydsetiske genkomst.

Det er gennem analytisk metode, at disse filosoffer har optegnet den klassiske dydsetiks mangler og har søgt at udbedre dem. Anvendelse af analytisk metode har bl.a. ført til en modernisering af det Aristoteliske funktionsargument vedrørende menneskets behov for dyder, til en udredning af hvad der overhovedet udgør en dyd, til en præcisering af antikkens påstande om dydernes enhed og til en forbedret forankring af etikken i menneskelige kår. Hvis den analytiske filosofi skulle have fejlet dydsetikken her, så ville det være ved at afkræve den en urealistisk regelrethed.

De moderne dydsetiske filosoffer har dog bestræbt sig for at konstruere en moralfilosofisk teori, der netop er »så tydelig som muligt, men ikke tydeligere«, og som efterlader plads til den praktiske dømmekraft – og det tilhørende skøn. Man kan selvfølgelig mene, at disse filosoffer ikke desto mindre har overgjort deres anvendelse af den analytiske metode. Dette er vel om noget et skønsspørgsmål.

Jeg mener ikke at det forholder sig sådan, men det er under alle omstændigheder en langt mindre tungtvejende kritik end at dydsetikken skulle være kategorisk inkompatibel med den analytiske filosofi. I alle tilfælde er det med sikkerhed sandt, at den moderne dydsetiske tradition fortrinsvis er udarbejdet af analytiske filosoffer, og hvis man tror på, at det er »manden i arenaen« der fortjener æren, så har de analytiske filosoffer gjort sig fortjent til en hel del ære.

Dansksproget dydsetik og engelsksproget filosofi

Laursen mener, at en bog, der præsenterer dydsetikken for et dansk publikum, burde have situeret dydsetikken bedre i en dansk kontekst ved at basere sig mindre på den engelsksprogede (analytiske) filosofi og litteratur og mere på dansksproget filosofi og litteratur, hvor Laursen særligt nævner Kierkegaard og Løgstrup.

For så vidt at Kierkegaard og Løgstrup sædvanligvis associeres med eksistentialismen henholdsvis fænomenologien, der for sin del associeres med den kontinentale filosofi, så er det ikke urimeligt at klassificere begge som kontinentalfilosoffer, og denne kritik stemmer således med Laursens påstand om, at dydsetikken bedre behandles af kontinental end analytisk filosofi.

Jeg mener, at svaret på spørgsmålet om, hvordan mennesket lever bedst, afhænger af menneskets omstændigheder. I en artikel om dydsetik og abort fremsætter Rosalind Hursthouse f.eks., at det rette standpunkt vedrørende abort eller drab af spædbørn i samfund, hvor ressourcerne er knappe og sultedøden altid venter om hjørnet, kunne tænkes at være anderledes end det rette standpunkt i nutidens samfund. Men jeg mener ikke, at Danmark adskiller sig tilstrækkeligt fra andre vestlige samfund til, at der optræder væsentlige forskelle på, hvordan det er godt for os og andre vesterlændinge at leve.

Med andre ord mener jeg ikke, at der i noget væsentligt omfang findes en »dansk dydsetik« der afviger fra en »vestlig dydsetik«. Jeg har derfor ikke givet danske moralfilosoffer fortrinsret i Dyd alene grundet deres danskhed, ud over at jeg i enkelte tilfælde har bemærket deres enighed i dette eller hint.

For eksempel har jeg bemærket, at Løgstrup eksplicit afviste, at mennesket burde handle alene for den etiske fordrings egen skyld, hvilket er en væsentlig indsigt, der andetsteds og i andre klæder har spillet en rolle i den moderne kritik af nytte- og pligtetikken.

Når f.eks. Kierkegaard eller Løgstrup ikke optræder meget i Dyd, så er det derfor fordi, at min vurdering er, at de ikke har bidraget nær så væsentligt til dydsetikken som de andre filosoffer, der optræder i Dyd. Det betyder ikke, at Kierkegaard eller Løgstrup er dårlige filosoffer.

Men jeg vil anse det som en ret plausibel påstand at hvad angår dydsetik, så er hverken Kierkegaard eller Løgstrup i samme liga som Aristoteles, Aquinas, Dante eller som Anscombe, Foot og Hursthouse. Dette er ikke udtryk for modvilje mod dansk moralfilosofi fra min side – jeg har også udeladt udenlandske moralfilosoffer, f.eks. David Hume, Adam Smith, Hans-Georg Gadamer, Jean-Paul Sartre og Charles Taylor.

En underliggende årsag til disse valg – herunder valget om ikke at give dansk moralfilosofi fortrinsret i en dansk bog om dydsetik – er altså, at jeg ikke mener at der eksisterer noget, der rettelig kan kaldes »dansk dydsetik«. En anden årsag er, at dydsetik – og moralfilosofi i almindelighed – er både væsentligt og kontroversielt.

Mange tror i dag på mangelfulde moralfilosofiske teorier, og dette har alvorlige negative konsekvenser. Det moderne samfund er fortrinsvis baseret på pligt- og nytteetiske teorier, og dets karakteristiske problemer – individualisering, opbrud, relativisme osv. – er problemer, der delvist stammer fra (ofte forvanskede) pligt- og nytteetiske argumenter. Idet moralfilosofiske idéer har betydelig indflydelse i det lange løb, er det nødvendigt at bekæmpe svage moralfilosofiske argumenter med de stærkeste og de bedste våben.

Her mener jeg ikke »svage« som i »lette at afvæbne«, men svage som i »ultimativt uforsvarlige«. For nytte- og pligtetikken er absolut ikke svage i den forstand at de er lette at afvæbne. De har tværtimod bredt sig fordi de benytter sig af argumenter, der på overfladen virker ekstremt overbevisende, endda grænsende til selvindlysende, på mange.

Et af formålene med Dyd har derfor været at præsentere en moderne kritik af nytte- og pligtetikken og stærke, moderne argumenter for dydsetikken. For at gøre dette bedst muligt har jeg prioriteret præcis argumentation over andre hensyn i mit valg af, hvilke filosoffer jeg har inddraget, eftersom det er min vurdering, at præcis argumentation er den bedste metode til slå skår i folks tro på nytte- og pligtetik til fordel for dydsetik.

Derfor har jeg ikke prioriteret hverken Kierkegaard eller Løgstrup. De overbeviser efter min vurdering desværre ikke mange af deres opponenter, uagtet deres kvaliteter. Og derfor har jeg i almindelighed ikke prioriteret kontinentale filosoffer – de er velegnede til kontemplation og erkendelse, men overbeviser efter min vurdering desværre heller ikke mange af deres opponenter.

Ønsket om at fremlægge de stærkeste argumenter forklarer også den mangfoldighed af engelsksprogede kilder, som Laursen synes at være kritisk indstillet over for. Danmarks befolkningstal udgør ca. 1-2% af Vesteuropas og USA’s samlede befolkningstal, og vores produktion af filosofisk tænkning udgør følgelig nok heller ikke meget mere end 1-2% af denne befolknings samlede produktion af filosofisk tænkning, der jo nu om dage fortrinsvis er engelsksproget.

En bog om dydsetik, der primært anvendte dansk moralfilosofisk tænkning som kildemateriale, ville derfor være af betydeligt ringere faglig kvalitet end det ellers mulige. Dette argument kan åbenlyst generaliseres, og i almindelighed vil jeg også mene, at hvis vi i Danmark ønsker et udbud af dansksproget faglitteratur af høj kvalitet, så har vi simpelthen ikke andet valg end at opretholde en massiv interesse for hvad resten af verden – og i særdeleshed den del af verden, der opdyrker de bedste fagfolk – tænker, og at lade vores kilder afspejle dette.

Hvis det koster et par anglicismer her og der, så er det vel den pris, vi må betale (uagtet at jeg har stor agtelse for indsatsen for at bevare det danske sprogs særpræg, og det smerter mig sådan set, hvis de oversatte fagtermer i Dyd ikke er så velfungerende, som kunne være ønsket).

Men alle disse valg kan selvfølgelig kritiseres. Muligvis tager jeg grueligt fejl hvad angår hvorvidt den analytiske filosofi er mere overbevisende end den kontinentale, eller hvem der overhovedet er en god analytisk eller kontinental filosof, eller hvor meget dansk filosofi af høj kaliber, der eksisterer relativt til den samlede filosofi i verden. Men under alle omstændigheder mener jeg ikke, at Kierkegaards eller Løgstrups danskhed i sig selv er tilstrækkelig årsag til at reservere dem plads i en bog med de underliggende formål, som Dyd har.

Dydsetikken og det praktiske livs eksempler

Laursens sidste store kritikpunkt vedrører de praktiske eksempler på anvendelse af dydsetikken i bogen. Det underliggende spørgsmål, som Laursen henleder opmærksomhed på, er hvorvidt den dydsetiske anerkendelse af skønnets nødvendighed faktisk udelukker udførslen af dydsetiske analyser i praksis eller i det mindste tvinger sådanne analyser til at være tilbageholdende. Kan en dydsetiker f.eks. fastslå, at det er kategorisk forkert at dræbe et tilfældigt menneske på gaden? Hvis ikke, så har dydsetikken vel alvorlige problemer.

Men naturligvis kan en dydsetiker sige dette.

Det er bare ikke en konklusion, som er særegent dydsetisk. Alle de store etiske teorier er enige om at vilkårlige mord er forkerte, og de kan nå til denne konklusion på hver deres måde. Denne observation – at forskellige etiske teorier i visse henseender griber ud efter den samme kerne af sandhed – blev af den afdøde moralfilosof Derek Parfit formuleret som at forskellige etiske teorier »bestiger det samme bjerg fra forskellige sider«.

Det betyder selvfølgelig ikke at alle teorier i virkeligheden er enige om alt. Men de kan være enige om visse ting, og de kan have styrker og svagheder i forskellige situationer. I Dyd har jeg formuleret dette som f.eks. at nytteetikken har en særlig styrke hvad angår hensynet til andre arter, pligtetikken har en særlig styrke hvad angår vores adfærds grænseområder – situationer, hvor vi risikerer at gøre alvorlig skade på andre på særlige måder – og dydsetikken har en særlig styrke hvad angår det substantielle hverdagsliv og vores dertil hørende identitet – hvordan vi tilgår arbejde, kærlighed, modgang osv.

Dydsetikken anser mange situationer som præget af skønnets nødvendighed, men behøver ikke at påstå, at det er et skønsforhold hvorvidt man bør dræbe tilfældige mennesker eller ej. En dydsetiker kan sagtens vurdere, at visse situationer har stor plads til skøn, mens andre ikke har det.

Dette afspejler, at moralfilosofiske teorier har karakter af redskaber til at leve med. Nogle gange er visse redskaber bedre end andre, og andre gange må redskaberne kombineres – ligesom f.eks. Aquinas kombinerede dydsetiske og pligtetiske teorier i sin fusion af antikkens dydsetik og middelalderens kristendom. Ydermere giver redskaberne til tider resultater, der ikke en gang er af den samme slags.

I min diskussion af f.eks. det politiske liv benytter jeg ikke dydsetikken til fortrinsvis at drage konklusioner om, hvad der er den præcist rette handling (som en pligt- eller nytteetiker muligvis ville gøre det), men snarere til at drage konklusioner om, hvilke karaktertræk de danske politikere har behov for og mangler – ærlighed og integritet – samt hvad konsekvenserne af dette er. Dette afspejler, at selv om dydsetikken ikke altid kan identificere den rette handling, så er dydsetikken som oftest utvetydig i at identificere de rette karaktertræk.

Ikke desto mindre er det naturligvis omstridt hvad disse rette karaktertræk består i. Alle er enige om, at det er godt at være retfærdig, men der er mange meninger om, hvad retfærdighed nøjagtigt betyder. Jeg fremsætter bl.a. i min analyse af Irakkrigen at denne krig med overvejende sandsynlighed ikke var en retfærdig krig, og at Danmarks udsendte derfor var uretfærdigt kæmpende, der overvejende sandsynligt er at regne for mordere.

Det er kun rimeligt at nævne, at denne konklusion præsenteres efter en relativt omfattende analyse af alternative argumenter og konklusioner og herudover ikke kommer med nogen synderlig fordømmelse af Danmarks udsendte, for naturligvis er der forskel på at blive sendt i krig af sit land og på f.eks. at dræbe en tilfældig person på gaden i Danmark.

Ikke desto mindre er det en alvorlig sag at være uretfærdigt kæmpende i en krig – tænk bare på de russiske soldater i den verserende krig i Ukraine, for nu at tage et vel mindre kontroversielt eksempel på at være uretfærdigt kæmpende – og hvis man er uretfærdigt kæmpende og dræber nogen, så er det efter min mening ikke specielt underligt at vurdere, at man er en morder, eller i det mindste har noget meget moralsk væsentligt til fælles med en morder.

Dette eksempel er ikke tiltænkt at »sandsynliggøre dydsetikken«, som Laursen formulerer det, men er tiltænkt dels at undersøge og kritisere klassiske argumenter for at soldater slet ikke kan handle forkert i krig, så længe de overholder krigens regler, og dels at undersøge dydsetiske analyser af soldaters adfærd i krig.

For så vidt at danske soldater faktisk var uretfærdigt kæmpende i Irak, så finder jeg det ikke besynderligt at kategorisere deres mangel som en mangel på f.eks. retfærdighed, dømmekraft eller mod. Hvad skulle det vel ellers være? Enten vurderede de ikke korrekt hvad der var retfærdigt i en kritisk situation, hvilket er en mangel på retfærdighed eller dømmekraft, eller også havde de ikke modet til at handle herpå.

Laursen vurderer, at det er »nærmest absurd« at påstå at soldater, der tør gå i krig, kunne tænkes at mangle modet til at nægte krigsdeltagelse. Om noget viser denne uenighed, hvor velegnet dydsetikken er til at inddrage spørgsmål om menneskets psykologi i moralfilosofien, men jeg er ikke enig i Laursens vurdering af soldaternes psykologi hvad angår mod.

Som jeg bemærker i Dyd, så besidder mennesket sjældent entydige og klare karaktertræk. Mennesket er snarere et kludetæppe af kontekstafhængig adfærd – filosoffen John Doris har formuleret det som at mennesket fortrinsvis har »lokale træk« såsom »nær-ven-ærlighed« og »ædru-loyalitet« – og bare fordi man er modig, når det kommer til krigshandlinger, så er man ikke nødvendigvis modig, når det kommer til at udtrykke standpunkter, der strider imod normerne i de institutioner, som man er en del af og afhængig af. Mod til at kæmpe i krig vedrører legemlig risiko, mens mod til at fordømme en krig og at afvise at deltage i den vedrører risiko for udskamning samt eksklusion fra fællesskabet.

Det forekommer mig fuldt sandsynligt at man kan være modig hvad angår den ene slags risiko samtidig med at man er knap så modig hvad angår den anden.

Under alle omstændigheder afhænger disse konklusioner selvfølgelig af, hvorvidt Irakkrigen nu var en retfærdig krig eller ej, og det er naturligvis ikke et simpelt spørgsmål. I en artikel fra 2015 blev USA’s krige siden år 1900 rangeret af eksperter (vel i sig selv en omstridt etiket) efter hvor retfærdige de var. Anden verdenskrig blev vurderet som den mest retfærdige.

Irakkrigen blev vurderet som den mindst retfærdige. Hvis retfærdighed er et spektrum, så ligger Irakkrigen som minimum i risikozonen for at høre til i den mindre retfærdige del af spektret, og det er derfor som minimum relevant at undersøge de potentielle moralfilosofiske konsekvenser heraf.

Men hvis Danmarks soldater har udvist dårlig dømmekraft, mod eller retfærdighed og har udført alvorligt forkerte handlinger, så medfører det ikke at jeg anser dem for kategorisk dårlige mennesker eller ønsker at udskamme dem. Etik handler i mine øjne primært om at forstå, hvordan vi mennesker lever vel, og ikke om at kategorisere individer som helgener eller syndere.

De fleste af os er jo i et eller andet omfang syndere med graverende karakterbrister, og et liv brugt på at kritisere andre er sjældent et liv levet vel. Nogle af os – jævnligt »mændene i arenaen« – ender i situationer, hvor både vores styrker og svagheder bliver sat til åbent skue for alle.

Andre af os er så heldige, at vi kan leve uden at blive således afsløret. Sådan tilsyneladende vilkårlighed – benævnt »moralsk held« i den akademiske litteratur – er i sig selv svært at få greb om. Jeg har inkluderet et langt og omstændeligt kapitel om moralfilosofiske eksempler, fordi jeg mener at det gør os klogere på, hvordan moralfilosofiske argumenter virker i praksis, samt hvilke slags konklusioner de fører til.

Sådanne eksempler indikerer, hvor vi mennesker er tilbøjelige til at skønne forskelligt – hvor vores moralfilosofiske kontroverser befinder sig. Tilstedeværelsen af Laursens kritik repræsenterer derfor også i en vis forstand en succes i mine øjne.

Jeg havde ikke forestillet mig, at alle læsere ville blive overbevist om, at Irakkrigen var uretfærdig og at de danske udsendte havde gjort noget, der var at sidestille med mord, ligesom jeg ikke havde forestillet mig at alle læsere ville stille sig enige i min skepsis angående anvendelsen af straf som primær sanktion i strafferetssystemet, eller min tilbøjelighed til at anse Bjergprædikenens næstekærlighedsideal som noget, der med fordel kan tages ret bogstaveligt.

Men en af de måder, som vi opnår moralfilosofisk fremgang på, er ved at afprøve vores teorier på virkelighedens eksempler og at artikulere vores uenigheder.

Jeg takker Laursen for at have bidraget hertil.

Alexander Sokol

Alexander Sokol

Alexander Sokol er ph.d. i statistik og cand.scient. i matematik. Han er dydsetisk rådgiver ved Tænketanken Prospekt og arbejder desuden som selvstændig konsulent i finanssektoren. Alexander Sokol er fast skribent ved Årsskriftet Critique, hvor han særlig beskæftiger sig med filosofiske og etiske spørgsmål.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr